Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
27247Visninger
AA

6. Kapitel 4 ~ You can tell she's a princess


Rimanere forte = Forbliv stærk

 

"Nora ville flyve. Hun strakte sine arme og baskede med dem. Sådan havde hun set fuglene gøre det. De fløj hurtigt op i luften. Men Nora kom ingen vegne," læste jeg højt fra den valgte bog. De korte sætninger gav de yngre børn mere forståelse i handlingen, og jeg kiggede rundt på den store kreds af trætte piger og drenge, som sad med nysgerrige øjne. Afventende hoppede en lille dreng på numsen, hvilket frembragte et svagt smil på mine læber. Roligt fortsatte jeg teksten, der stod skrevet i børnebogen, i et passende tempo.

     At besøge børnene på hospitalet holdt jeg meget af. De fejlede alle noget forskelligt, men en ting, de havde til fælles, var dog, at de elskede oplæsning. Hver gang jeg besøgte dem, kom de hen med en bog, som de spurgte mig, om jeg ville læse for dem. Jeg svarede aldrig nej. Det hørte med som en pligt, at jeg gjorde visit rundt i riget, men jeg valgte altid selv at tage hen på hospitalet. Tanken om de stakkels, syge børn pinte mig. Naturligvis mødte jeg ofte nye ansigter, når jeg kom, da de fleste børn igen tog hjem, men de var alle lige dejlige.

     Efterhånden nåede jeg slutningen af historien, og jeg lagde mærke til, at de fleste af børnenes øjne voksede til dobbelt størrelse. "- Jeg vil flyve, sagde Nora. Hendes ven, Theo, rystede på hovedet og sagde: Du kan ikke flyve, Nora. Du er et menneske. Det er ikke, hvad du er skabt til. Skuffet kiggede Nora op på fuglene. Lidt efter mærkede hun nogle varme hænder på sine kinder. Det var Theo. Men ikke bare Theo. Hendes Theo. Han kyssede hende. Nora vidste straks, Theo havde løjet. Hun kunne godt flyve," afsluttede jeg historien. Langsomt lukkede jeg bogen, mens børnene tænkte lidt over de sidste sætninger i stilhed.

     En sorthåret dreng rakte hånden op for at gøre mig opmærksom på, at han havde et spørgsmål. Den anden arm bevægede sig ikke det mindste, som den hang i gipsbandage. Formodentlig var den brækket, og han blev nok ikke meget længere tid. Jeg nikkede smilende som tegn på, at han måtte stille spørgsmålet. Langsomt tog han igen hånden ned, inden munden åbnedes. "Prinsesse Adelaide, flyver hun til sidst?" Jeg kiggede ned i bogen for at sikre mig, jeg ikke misforstod noget, inden jeg besvarede ham. Ubevidst pillede jeg lidt ved guldhalskæden, der hang om min hals. Derefter foldede jeg hænderne sammen på bogen.

     "Så vidt jeg forstår, flyver hun ikke, min kære ven. Det mærkes blot sådan." Kort efter røg fem arme op i luften, og jeg gjorde tegn til, at en lille, brunhåret pige kunne tale frit. Usikkert lod hun blikket glide rundt mellem alle de andre børn, der i alle aldre sad og lyttede. De yngste halvsov i forældres eller sygeplejerskers arme, mens de andre nysgerrigt fulgte med i spørgsmål og svar på gulvet ved mine fødder.

     "Hvorfor mærkes det sådan, Prinsesse Adelaide?" spurgte pigen hakkende med en forkølet undertone. Hendes blå øjne skilte sig ud fra mængden af de mange brune, og jeg beundrede dem længe. De brune krøller snoede sig rundt om hinanden, mens pandehåret tydeligvis irriterede hende, eftersom hun gang på gang skubbede det ud til siden. Jeg smilede let, hvorefter svaret løb ud af munden på mig.

     "Jo, børn. Jeg tror, dette er kærlighed," startede jeg ud med at sige. Straks rynkede de fleste drenge på næserne modsat pigerne, der ivrigt afventede fortsættelsen. Ikke alle forstod, hvad jeg mente, hvilket jeg udmærket godt var klar over. Deres alder lå fra alt mellem nul til tolv år, og sjældent kendte børn i den alder mere til kærligheden, end de hørte. Ikke engang jeg i alderen af sytten vidste, hvordan det føltes at være forelsket. Jeg havde kun mine forestillinger.

     Lige så stille rettede jeg en anelse på stillingen, jeg sad i. Bagefter adskilte jeg igen læberne for at lade dem høre resten af mine tanker om historiens slutning. "Forstår I, kærligheden kan gøre mange ting. Nogle folk mener, at de kan føle, de flyver væk, at de svæver. Jeg tænker, det samme sker for Nora. Hun kysser sin Theo og mærker, hun ikke længere står fast på jorden. Forstår De det?" Med et varmt smil hvilede mit blik på den brunhårede pige, der stillede spørgsmålet. Hurtigt nikkede hun med store øjne, mens drengen ved hendes side virkede som om, han inden længe kastede op. Engang skulle han nok blive ældre og forstå det. Vi alle fik lov at forelske os her i livet. Valget var ikke vores eget.

     Endnu en pige løftede armen, og da jeg kiggede på hende, talte hun med hånden i luften. "Prinsesse, hvis vi også vil flyve, kan vi så også bare kysse en?" Hurtigt malede der sig et smil hen over mine læber, idet hun forhørte sig dybere om min teori. Naturligvis hjalp det ikke at kysse en tilfældig. Jeg overvejede mit svar, mens blikket gled ned på bogen i mit skød. Flyveturen, stod der. Fine, runde bogstaver udgjorde titlen i en mørkeblå farve.

     Netop som jeg igen kiggede ud over børnene for at svare, kom en sygeplejerske i hvide klæder hen til mig. Jeg gættede på, at den røde hårfarve ikke var naturlig, eftersom håret nærmest flammede. Hun fortalte mig lavmælt, en pige snart døde af kræft, men inderligt ønskede at hilse på mig. At hun til sidst spurgte, om jeg havde tid til at gøre et lille besøg på stuen, forstod jeg ikke. Intet andet fandt jeg vigtigere i dette øjeblik. I forvejen boede døden tæt på slottet og ventede blot på at tage de sidste kræfter ud af min fars krop.

     Undskyldende sendte jeg et smil til børneflokken, hvorefter jeg gik hen og stillede bogen på plads. Sygeplejersken ventede tålmodigt nogle skridt fremme, og jeg nåede hurtigt op til hende. Sammen vandrede vi ned ad gangene, hvor børn rundt omkring hørtes. Først da vi stod uden for en lukket dør med nummeret 289, stoppede vi. Forsigtigt åbnede damen døren ved at trykke håndtaget ned, og jeg fulgte med lydløse skridt ind på værelset. Da jeg var trådt ind, lukkede hun igen døren bag mig, førte en tot af sit røde har bag øret og gjorde tegn til, at jeg kunne gå hen til sengen. Jeg tydede en lille, svag skikkelse under den hvidstribede dyne, og det stak mig nærmest i hjertet.

     Efter at have studeret det hvide rum for en kort stund begav jeg mig hen til sengen. Ganske rigtigt lå en lille pige med hovedet på den store pude og begravede kroppen under den dunede dyne. Øjenlågene dirrede præcis som læberne, og jeg fornemmede hurtigt, at hun var utroligt syg. Både på hendes pande og kinder klistrede det mørke hår sig fast i sved, men samtidig lignede det, at hun frøs.

     "Sover hun?" forhørte jeg mig i en lav tone om, men inden jeg fik svaret, slog pigen øjnene op. Vejrtrækningen hastede derudaf, og hun prøvede lige så stille at få styr på den. Da det endelig lykkedes hende, kiggede hun først hen mod sygeplejersken med det ildrøde hår, hvorefter hendes blik gled hen på mig. Jeg smilede bekymret ned til hende, og hurtigt sendte pigen et lille smil tilbage.

     Rundt omkring i hendes ansigt pyntede små, lyse fregner, der gav det trætte ansigt mere liv. Mundvigene anstrengte sig for at holde smilet fast, og to fine smilehuller dukkede svageligt op ude på de prikkede kinder. I øjnene blomstrede troen endnu. Det sås tydeligt i den brune farve, som det dansede rundt og gav dem glans. Håbet var ikke tabt hos den lille pige, hvilket beviste, hvilken styrke hun ejede.

     "Prinsesse A-.." Hun afbrød sig selv, da hun måtte lukke øjnene og samle flere kræfter, før hun kunne fortsætte. Blidt fjernede jeg håret fra hendes ansigt, og hun kiggede igen op på mig. "Prinsesse Adelaide.. Vil De ikke nok sætte Dem ned?" spurgte hun mig hviskende om, og jeg drejede nakken for at opdage en stol bag mig. Med det beroligende smil på læberne nikkede jeg og satte mig på stolen ved siden af hendes seng.

     Hun rakte hånden ud for at tage fat om en brun teddybjørn, der blev sat på hendes mave. Armene legede hun kortvarigt med, inden hun præsenterede den for mig. "Han hedder Max. Min mor gav mig ham for en uge siden. Hun kommer hver dag og besøger mig," fortalte hun, og jeg lyttede opmærksomt til hendes syge stemme. På trods af hendes stærke øjne virkede det ikke som om, hun meget længere kunne holde fast i livets stang.

     "Hvor er De fin, Max," komplimenterede jeg hendes bamse, og hun lo let. En hoste overtog desværre grinets klang, og sygeplejersken skyndte sig hen til pigen, hvor en blank hinde dækkede de brune øjne til. Hurtigt blev et glas vand drukket med lidt hjælp fra den rødhårede dame, og pigen lænede sig igen tilbage, så hovedet hvilede på puden. Som jeg sad og fulgte med i øjeblikket, fik jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle hjælpe. Hvis jeg kunne gøre noget, havde jeg uden tvivl gjort det. Hendes skrøbelighed rørte mig dybt.

     I et stykke tid lå pigen i stilhed, mens hun pustede ind og ud. Langsomt fandt hun det normale vejrtrækningstempo, hvorefter hun rettede opmærksomheden mod mig. "Undskyld," hørte jeg hende sige med sin lille, rustne stemme. Venligt smilede jeg, inden jeg svarede, at hun ikke behøvede undskylde. Hun valgte ikke selv at være syg, så det var overhovedet ikke hendes skyld.

     "Må jeg spørge, hvad Deres navn er?" Jeg forholdt mit blik på pigen, der nikkede med sin bamse siddende på maven. Alligevel gik der nogle få minutter, før hun åbnede munden.
     "Lesley," sagde hun pludselig, og jeg roste hende straks for det yndige navn. Taknemmeligt smilede hun, før hun pegede hen mod vinduet. Først troede jeg, hun hentydede til, at jeg skulle åbne det, men sygeplejersken forstod, det var hende, der uden lyd kaldtes på. Igen rettede jeg blikket mod Lesley, hvis øjne hurtigt skabte kontakt med mine.

     Inderst inde følte jeg en trang til at spørge ind til hende; hendes liv, hendes familie og ikke mindst hendes sygdom. Hvor lang tid havde hun lidt under den? Jeg vidste dog udmærket godt, jeg burde lade være. Det egnede sig ikke i situationer som disse, og jeg risikerede ikke, at lille Lesley på nogen måde skulle begynde at mindes væmmelige ting. Folk gemte på flere minder, end man troede.

     "Må jeg spørge Dem om noget, Prinsesse Adelaide?" I stedet for mine mange spørgsmål lød Lesleys stemme. Uden at tvivle over svaret gav jeg hende tilladelsen, og oprigtigt interesseret stillede hun spørgsmålet. "Hvornår er det, De skal krones?" Befolkningen var blevet informeret om datoen, men det undrede mig ikke, at Lesley intet kendte til det. Nysgerrigt fastholdt hun vores øjenkontakt.

     "Min kroningsdag er lagt til nytår, den første januar. Min højtelskede moder mener, det vil være den bedste start på det nye år," forklarede jeg. Lesley så tænksomt ud i luften, før hun igen kiggede på mig. De brune øjne glødede stadig af håb, og jeg ønskede virkelig, de ville blive ved med det. På den måde var sandsynligheden for hendes eksistens forhåbentlig lidt længere.

     "Ved De hvad?" spurgte hun mig om ud af den blå luft. Jeg afventede fortsættelsen, da jeg fornemmede, den inden længe kom. "Jeg har fødselsdag den niende november," afsluttede hun med blikket rettet op mod loftet. Overrasket smilede jeg stort, hvilket hun hurtigt opfangede. Lige så stille begyndte hun at le, men det varede ikke længere end for en kort stund. Hun ønskede vist ikke, det samme skete som sidst.

     "Hvor gammel bliver De der?" Jeg forhørte mig yderligere omkring det, da jeg fandt det en smule interessant, hun fyldte år samme dag som jeg selv. Smilet forsvandt fra hendes læber, mens hun lagde Max fra sig. Derefter satte hun sig med lidt besvær op i sengen. Tålmodigt ventede jeg på hendes svar, selvom jeg allerede nu forstod mig på, jeg spurgte om noget helt forkert.

     "Min mor græd i går," startede hun ud med at svare. Den spinkle stemme rystede svagt, og jeg sank en klump. "Hun snakkede med en læge. Min far gik ud af rummet. Han var helt tom i ansigtet.." Ned ad hendes kinder trillede små, blanke tårer, og jeg tog fat om hendes hånd. Blidt klemte jeg den, hvilket forårsagede, at hendes tårevædede øjne blot blev endnu mere våde. Kort snøftede hun, inden slutningen på historien løb ud mellem læberne på hende. "Lægen sagde.. L-lægen sagde.. at.. at jeg nok ikke vil blive ældre."

     Ærlig talt følte jeg ikke, jeg vidste, hvad jeg skulle sige. Alligevel hørte jeg min egen stemme flyde ud i rummet, mens Lesleys tårestrøm fortsatte ned ad de i forvejen våde kinder. "Det gør mig ondt, Lesley. Det gør det virkelig. Hvis det er til nogen hjælp, kan jeg fortælle Dem, min fader heller ikke er rask." En kort pause var nødvendig for, at jeg kunne tale videre. Bare tanken om min far i sengen gjorde ondt - forfærdelig ondt. "Jeg er bange for, han heller ikke lever længe endnu. Dog mister jeg ikke håbet. Det kan jeg se, De heller ikke gør. Det skinner ud af Deres øjne."

     Mellem snøftene udfoldede et smil sig på hendes læber, og jeg besluttede mig for at åbne låsen på halskæden om min hals. Jeg holdt den oppe, så Lesley havde mulighed for at se den ordentligt. "Ser De, Lesley. Det her er en gave, min fader engang forærede mig. Altid har jeg båret den med mig, når noget gik mig på." Hun betragtede den lydløst, og jeg strakte mig frem og førte alt hendes hår hen til den ene side. Forsigtigt gav jeg hende guldhalskæden på, så den kort efter hang om hendes hals. Selvom jeg følte stor kærlighed til den, ønskede jeg, at den blev hendes. "Den har været min styrke og tegnet for mig om, at jeg ikke måtte miste modet. Nu er den Deres."

     I starten stirrede Lesley lydløst ned på halskæden om sin hals. Da hun løftede blikket fra den, var det for at tage et armbånd af med de fineste, små, hvide perler. Hun gjorde tegn til, at jeg skulle give hende min hånd, og jeg adlød hende langsomt. Roligt gled armbåndet op på mit håndled, og jeg studerede beæret dets ynde. "Det her var mit. Nu er det Deres," hviskede hun. Taknemmeligt smilede jeg til hende, hvorefter sygeplejersken afbrød vores samtale. Tiden var inde til at lave nogle sidste undersøgelser på Lesley, og jeg nåede lige at sige to sidste ord, inden jeg i et langsomt tempo forlod hendes værelse. "Rimanere forte."

     Ude på gangen lød skrig fra børn, og jeg hilste på alle, jeg mødte på vejen. Charles ventede med ret ryg inde i opholdsstuen, hvor jeg tidligere læste op for børnene. Kun få sad tilbage og spillede spil eller legede andre lege, og de vinkede hurtigt til mig, da de opdagede, jeg skulle gå. En lille dreng skyndte sig hen for at give mig et kram, og jeg afviste det ikke. I stedet omfavnede jeg også ham, og han grinede sødt. Derefter fulgtes Charles og jeg ud mod bilen, der kørte mig tilbage til slottet.

     På vejen hjem betragtede jeg det smukke armbånd, Lesley forærede mig. Alt ved det mindede mig om hendes stærke øjne, og jeg besluttede mig for ikke at tage det af. Fra nu af var det mit håb og min styrke. Min halskæde. En gave fra en lille prinsesse, som jeg bad en lydløs bøn for. Ikke blot min far led af en sygdom. De kæmpede flere side om side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...