Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
27236Visninger
AA

5. Kapitel 3 ~ With every breath the feeling grows

 

Tonerne formerede sig og fyldte det store rum i harmoniens melodi. Let gled mine fingre hen over tangenterne, og både sorte og hvide blev trykket ned i en øvet rækkefølge. Flyglets prægtige lyd påvirkede mine følelser, og jeg levede mig helt ind i musikken, mens jeg roligt flyttede fingrene fra den ene tangent til den anden. De dybe toner blandede sig med de lysere af slagsen, hvilket forårsagede en fortryllende klang.

     Idet den sidste tone flød ud, snøftede Mr. Giovanni kort. Mit blik skiftede hvilepunkt fra de rene tangenter til min lærer, der rørt tørrede sine øjne med det lille, hvide lommetørklæde, han altid havde med sig. Det overraskede mig ikke, at han trillede en tåre eller to, da han var utroligt følsom og blød med hensyn til musik. Efterhånden fandt man ud af det med ham som lærer. Det ville være en løgn at påstå, vi ikke kendte hinanden uhyggeligt godt, eftersom vi tilbragte så meget tid sammen. Nu sluttede det snart. Når jeg blev kronet som dronning, endte al undervisning.

     "Nydeligt som sædvanlig, min kære Prinsesse," roste han mig, hvorefter han gav et sidste snøft fra sig og foldede tørklædet sammen. Kort efter puttede han det tilbage i lommen og lignede langt fra en, der netop havde siddet og delt sine tårer. Hurtigt rejste han sig ret op og gik med lange skridt hen imod mig, hvor han tilfredst sendte mig et smil. "De ved vist ikke, hvor stolt De gør mig. Hver gang viser De mig, De ikke er til at vippe af tronen, hvor svær et musikstykke jeg end bringer Dem. Sandelig, Deres smukke navn passer perfekt til en udholdende og dygtig prinsesse som De."

     "Mange tak skal De have, Mr. Giovanni. Det er alt for meget," takkede jeg ham, og han bukkede let, inden han fortsatte undervisningen. Jeg kendte rutinen og rejste mig op med ryggen ret, som jeg blev det lært som helt lille. Langsomt glattede jeg kjolen efter at have siddet ned, hvorefter jeg lod hænderne falde slapt over hinanden ned foran mig. Roligt ventede jeg på et signal fra Giovanni om, at jeg skulle begynde på et af de mange digte, der var obligatorisk at kunne for mit vedkommende.

     "Begynd De bare så snart, De føler Dem rede, Deres Højhed," tillod han, og jeg kiggede fortsat på ham, idet jeg startede digtet ved en adskillelse af læberne. Louisa May Alcotts ord sprang af tungen. Hvert og et udtalte jeg klart og tydeligt. Digtet, der blev skrevet i 1800-tallet, åndede stadig, og spurgte man Giovanni, troede han ikke, det nogensinde røg i glemmebogen. Dog lå fremtiden tåget forude. Vi alle måtte blot vente og se, hvad den bragte. Andet vers af digtet tog sin start, og flydende løb sætningerne ud af munden på mig.

 

     "How can I learn to rule myself,
to be the child I should?
Honest and brave, nor ever tire
of trying to be good?
How can I keep a sunny soul
To shine along life's way?
How can I tune my little heart
to sweetly sing all day?

     Dear Father, help me with the love
the casteth out my fear;
Teach me to lean on thee, and feel
that thou art very near.
That no temptation is unseen
no childish grief too small,
since thou, with patience infinite,
doth soothe and comfort all.
"

 

     Da jeg sluttede af med det fjerde og sidste vers, smilede Giovanni stort og klappede kort i sine hænder. Som efter klaverspillet roste han mig til skyerne, hvorefter han fumlede med nogle nodeark. De drillede ham ofte, trods hans perfektionistiske orden, og hver gang stod jeg afventende uden at sige det mindste. Gættede jeg rigtigt, havde han i sinde at spille en sang på flyglet, mens jeg skulle drage nytte af stemmen. Hvad, han underviste mig i, var meget forskelligt fra dag til dag. Politik, sprog, Italiens historie og andre vigtige begivenheder, kunst, regning, geografi, videnskab og andet oplærtes jeg i, mens religionen også var yderst vigtig. Naturligvis stod katolicismen øverst på listen. Dansen overlod han dog til vores kongelige danselærer, Mrs. Russo. 

     "Er denne sang udmærket for Dem?" Jeg tog imod teksten, han rakte mig og læste den lige så stille igennem. Et smil bredte sig på mine læber, da jeg hurtigt genkendte den.
     "Ja, den er ganske udmærket," accepterede jeg sangen, og Giovanni satte sig til rette foran flyglet med et smil. Noderne placerede han foran sig, selvom han sjældent brugte dem, og de første toner dansede ind i min øregang. Længe varede forspillet ikke, før jeg kunne lade min stemme slippe fri. Den velkendte lyd strømmede ud af munden på mig, og som sædvanlig koncentrerede jeg mig ikke om meget andet.

     Min far sagde altid, at jeg havde arvet min sangstemme fra min mor. I mine ører lød det helt vanvittigt, da min mor sang smukkere end nogen anden, og jeg var klart kun en lille efterfølger. Det gjorde mig nu heller intet. Bare det at synge holdt jeg af, hvilket vel var det vigtigste. Især når min mor og jeg satte os og sang sammen. De tidspunkter elskede jeg. Efterhånden var det desværre et stykke tid siden, det sidst skete.

     Sangen fortsatte med at hive mig ind og ud af følelserne, den frembragte, og jeg lukkede til sidst øjnene i. Sluttonen holdt jeg længe, før den døde hen, og Giovanni spillede det korte efterspil. Langsomt åbnede jeg igen øjnene, og han smilede stolt til mig. Tænksomt så han lidt ud i luften, før han fortalte, jeg burde holde C'et lidt længere i starten, men ellers gjorde jeg det storartet.

     "Jeg tror, vi kan slutte nu. Tak for fryden Deres musikalske talent bringer. Det er altid fortryllende at se Deres fremgang. En sand tronarving stråler ud af dine øjne, Prinsesse Adelaide," smigrede han, bukkede sig ned og kyssede min håndryg. Jeg smilede blot, hvorefter jeg trak hånden til mig, da han gav slip på den. Vi svajede begge i nakkerne som et farvel, før vi vendte os fra hinanden, og jeg gik roligt hen mod udgangen af rummet.

     Pludselig standsede jeg. En tanke skød gennem mit hoved, og jeg vendte mig igen om mod Giovanni, der pakkede de sidste noder sammen i den sorte mappe, der snart ikke kunne indeholde mere. Tålmodigt ventede jeg på, han fik øje på mig, da jeg ikke ville afbryde ham i sin oprydning. Det tog sin tid, før han tilfældigt løftede blikket fra sine arbejdende hænder, hvor det i stedet landede på mig.

     "Prinsesse, er De her endnu?" udbrød han overrasket i sit fredelige tonefald. Undskyldende nikkede jeg en enkelt gang, før jeg gik hen til ham.
     "Jeg tænkte på, om De kan tillade, jeg øver mig lidt alene?" spurgte jeg. Straks gav han mig lov, og han skyndte sig at pakke de sidste ting sammen, inden han - med ret ryg og mappen under armen - forlod rummet.

     Jeg satte i et roligt tempo kursen mod harpen, der mindede mig om små engle. Himmelske melodier kom også ud af den, når man kørte sine fingre hen over strengene og efter at have øvet et godt stykke tid, fandt jeg ikke længere instrumentet spor besværligt. Det så kompliceret og indviklet ud, før jeg begyndte, men det gjaldt bare om tålmodighed som med alt andet nyt. Derefter kunne man til gengæld også nyde den ubeskrivelige følelse, når harpen førte en med på eventyr rundt i hele universet.

     Forsigtigt strakte jeg pegefingeren, så den havde mulighed for at køre hen over alle strengene. De lyse toner ændrede sig til de mørkere, og jeg trak fingeren til mig for bagefter at sætte mig på den bløde stol ved harpens side. Jeg holdt fast om rammen og ændrede min stilling en anelse, inden jeg knipsede den første streng an. Tydeligt hørtes det, de var perfekt udspændt. På samme måde som harper byggede man et klaver, så deres klang mindede om hinanden. Den eneste forskel var, at strengene i klaveret blev slået an med små hamre, hvorimod man på harpen brugte sine egne fingre.

     Nynnende spillede jeg en stille melodi, hvor begge mine hænder blev taget i brug. Fingrene knipsede den ene streng efter den anden, mens mine øjne koncentrerede sig om at følge hver fingers bevægelse. Hvis jeg blev spurgt, hvilket instrument jeg foretrak at kalde mit yndlings, måtte jeg være ærlig og svare harpen. Det føltes specielt at sidde og spille på noget, der mindede så meget om himlen, som jo var så utroligt langt borte.

     Melodien fortsatte, præcis som mine fingre gjorde det. Toner blandede sig, varme bredte sig omkring mig, og jeg nød at sidde opslugt af så enkel en ting. Da jeg knipsede den sidste, lyse tone, landede hænderne i mit skød. Kort sad jeg og beundrede det guddommelige instrument foran mig, før jeg rejste mig op. Som jeg gik rundt om harpen lod jeg min ene hånds fingerspidser glide langs det øverste af rammen.

     I samme øjeblik tøffede Nerio ind, og begge mine arme faldt ned langs siderne. Bestemt rømmede jeg mig, så jeg fik hans opmærksomhed, hvilket forårsagede en logrende hale. Tungen røg hurtigt ud af munden, og jeg kunne ikke lade være med at forbarme mig over ham. Jeg passede på ikke at krølle kjolen, idet jeg satte mig ned på knæ, og vores brune Border Collie løb straks hen til mig. Trods hans opvækst som kongelig hund, opførte han sig ret normalt. Han gik ikke med næsen i sky, og jeg elskede ham højt. Efterhånden var han desværre ved at være en gammel hund på ni år. Derfor undrede det os en gang imellem, at han endnu havde energi som en lille hvalp.

     "Du må vist ikke være heroppe, Nerio," hviskede jeg lavmælt, mens jeg nussede ham bag venstre øre. Hans blik mødte mit, og jeg kiggede knapt så blidt på ham, så han forstod, hvad jeg sagde. Skamfuldt lagde han sig fladt ned på gulvet, hvilket fik mig til at slippe en kortvarig latter fri. "Det er okay," tilgav jeg ham med et smil, og han strakte hurtigt halsen for at få sig endnu en kløomgang bag øret.

     Jeg hejste mig op på benene og glattede straks kjolen ud igen, så det ikke kunne ses, at jeg havde siddet på gulvet. Idet jeg vandrede ud, slentrede Nerio ved min side og overhalede mig hastigt. Jeg rystede smilende på hovedet af ham, da han bestemte sig for at trippe min mor i møde længere nede ad gangen, jeg nu stod midt på. Lydløst spadserede jeg i den modsatte retning, hvor jeg fandt en af tjenerne standse Brunilda, der var i færd med at give blomsterne vand. I starten stirrede hun undrende på ham, før hun smagte den pindemad, han forærede hende. Da han så mig, skyndte han sig at tilbyde mig en smagsprøve også, og jeg proppede roligt pinden ind i munden, hvor maden faldt af. Smagen af fersk fisk, oliven og brød bredte sig ud på tungen, og jeg smilede som tegn på, jeg syntes om det.

     Både han og Brunilda bukkede let i ryggen, og jeg nejede kort, inden jeg fortsatte min gang mod trappen. Mine sko gav svagt genlyd på de skinnende trin, og jeg drejede roligt ned mod mit værelse, da jeg kom op. Marina passerede mig med en kurvfuld tøj, jeg genkendte som mit eget, hvilket sandsynligvis skulle vaskes. Da jeg nåede værelset, lukkede jeg stille døren efter mig. Vinduerne gabte, døren ud til altanen stod åben og mildheden i vinden kærtegnede min hud.

     I det store spejl betragtede jeg billedet af mig selv, der blev vist. Kjolens orange farve passede til de valgte sko, mens de lettere puffende ærmer ikke dækkede andet end skuldrene. Dermed var det muligt for vinden at lege med de små hår, der strittede på de bare arme modsat det mørkebrune hår på hovedet, der i dag sad i en sidelæns fletning og ikke lod rykke på sig. Med få skridt gik jeg helt tæt på spejlet, så min ånde duggede et vist punkt til. Øjnene stirrede tilbage på mig i sin gråbrune farve, mens de rosa læber sitrede. I baggrunden havde mit blik netop opfanget en konvolut på bordet, og jeg turde næsten ikke vende mig om for at se direkte på den.

     Hurtigt lukkede jeg øjnene i, mens jeg prøvede at skubbe mine tanker over på noget andet. Det første, der faldt mig ind. Billedet for mit indre forestillede en helt enkel mark. De gule korn svajede, som vinden hev fat i det, og solen smilede venligsindet ned til mig. Min far stod rask ved min side, og han gav min skulder et lille klem, inden han pludselig forsvandt ud i den blå luft. Himlens lyseblå farve blev overdækket af sorte skyer, mens maki, et typisk krat, voksede op omkring mig og spærrede mig inde med sine forfærdelige grene, der med torne stak.                                             Uigennemtrængelige.

     I en fart slog jeg øjnene op, og billedet falmede. Ganske vist var det bare et pludseligt indfald, brevene påvirkede. Alligevel skræmte det mig. At være indespærret og gemt væk ønskede jeg ikke ligefrem. Jeg rynkede brynene i en tænksom bevægelse. Egentlig gjorde makikrattet mig ikke spor bange. Jeg vidste, det aldrig skete, da det umuligt kunne vokse sig tæt om mig, uden jeg nåede væk. Det var simpelthen ikke muligt.

     Modvilligt vendte jeg mig om mod brevet, der blot afventede sin læsning. De skræmte mig. Brevene. Afsenderne. Lige nu ville jeg ikke have andet at tænke på end min far og min snarlige kroning. Det eneste jeg behøvede bekymre mig om, skulle være de to ting. Desværre vækkede alle truslerne angsten, og jeg bekymrede mig automatisk om mindst endnu en ting. Hvor lang tid gik der, før mit liv foretog en drastisk vending og endte under jorden?

     Langsomt lod jeg benene bevæge sig hen mod bordet. Jeg overvejede ikke engang at sætte mig på stolen, men trak i stedet vejret dybt ned i lungerne. Måske var det mest fornuftigt at smide det direkte ud i skraldespanden, og jeg indrømmede gerne, at jeg var meget tæt på at gøre det. Nu engang vidste jeg bare, man aldrig skulle lade nogen breve svinge sig udenom. De havde alle et budskab, en påmindelse eller erklæring. Alle gemte på noget vigtigt, hvor skjult det end svømmede mellem ordene.

     Fast besluttet på at lade det vendte til senere drejede jeg om på hælene, men tog aldrig skridtene videre. Noget fortalte mig, jeg burde læse det. Jeg skulle læse det. Inden jeg nåede at ombestemme mig, greb jeg fat om konvolutten, åbnede den med den nærmeste brevkniv, jeg igen lagde fra mig, og fik selve papiret ud. Til min store lettelse var det slet ingen trussel. Brevet stod underskrevet fra min tante, og jeg smilede stort. Ikke så meget over det, hun skrev, men fordi jeg slap for et angreb på mine bange følelser.

     I samme øjeblik jeg igen nær vendte ryggen til bordet, opfangede mit blik et lille papir uden konvolut, der havde gemt sig under min tantes brev. Automatisk holdt jeg vejret, mens jeg lukkede mine fingre om det og løftede det, så beskeden derpå kunne læses. Straks forsvandt den kortvarige lettelse, som jeg ængsteligt læste ordene flere gange. Jeg lod min arm falde ned ad siden og stirrede ud ad den åbne dør, hvor solen sendte mig mange glade smil. Måske regnede den med at få et sendt tilbage. Desværre var al den tidligere glæde forsvundet. Igen kiggede jeg på brevet, og mærkede et stik i brystet.

     Fik det da aldrig en ende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...