Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
28965Visninger
AA

29. Kapitel 27 ~ Remain forever royal


Mio padre = Min fader
Mia figlia = Min datter
Mia moglie = Min hustru
Mia madre = Min moder

 

 

Adelaides synsvinkel

 

”Hvad sker der her?” Idet stemmen nåede mine ører, spærrede jeg øjnene op. Hurtigt vendte jeg hovedet mod min far, som lignede en, der kunne vælte når som helst. Grundet hans sygdom virkede hans nervesystem ikke korrekt, og han mistede derfor også balancen på ingen tid. Det overraskede mig, at han overhovedet formåede at bevæge sig ud af sengen. I lidt over en måned havde jeg ikke hørt ham sige et eneste ord.

     Mio padre!” Mit glædesudbrud fortrød jeg ikke engang. I en hel uge havde jeg gået rundt og troet, at han var død. Godt nok dukkede han på det mest ubelejlige tidspunkt op, men det føltes helt surrealistisk at se ham i live. Efterhånden vænnede jeg min tankegang til, at han ikke længere eksisterede, og det havde været noget af det hårdeste nogensinde. Tårer pressede sig på i øjenkrogene på mig, og jeg vidste med det samme, at det ikke blev mig muligt at kontrollere dem. Det hele overvældede mig. Som det første her til aften, var dette en positiv overvældelse.

     ”Adelaide, mia figlia.. Diana, mia moglie..” Forvirret betragtede han os med sine trætte øjne, mens han kæmpede for at holde sig oprejst. Langsomt gled hans blik hen på kongen af det andet rige. ”Sergio.. Hvad har De gang i?” Hans rolige stemme tydede på, at han ingen kræfter havde at give af, men han blev stædigt stående. Mit hjerte dræbte mig næsten med dets voldsomme galop, som jeg stod og så på min afkræftede far og tre af de drenge, jeg gennem de sidste uger, var kommet til at holde utrolig meget af. Stallones mænd sænkede ikke sine sværd, men til gengæld holdt de dem i det mindste i ro.

     ”Jeg, Domencio, er ved at overtage Deres kongerige. Og der er intet, De kan gøre ved det,” hånede Sergio min far. Alt inde i mig rodede rundt som klodser, der ikke hørte sammen. På trods af alt det kaos, der var gang i omkring mig, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvordan i alverden pressen havde fået fat i, at min far ikke længere levede, når han stod foran mig. Som jeg granskede over tingene, faldt mit blik på Sergio, der tilfreds skubbede skuldrene bagud.

     ”Sergio.. De er i sandhed en modbydelig konge,” hviskede jeg med sorg i stemmen. Det begyndte at gå op for mig, at det ikke kunne være nogen andens værk end hans. Eftersom han blot sendte mig et smil, der i den grad ikke spredte behag, bekræftede han min teori.
     ”Modbydelig er ikke det rette ord, Prinsesse. Jeg foretrækker.. genial,” klukkede han.

     Vredt stirrede jeg på ham med øjne, der alligevel følte en vis medlidenhed med det hjerteløse menneske, han var blevet til. Mest af alt havde jeg ondt af hans to sønner og hustru, der måtte leve med ham som familiens overhoved. Carsante endte sikkert i det rene ragnarok. Præcis som Santemoné om lidt forvandlede sig til.

     ”Lad min elskede datter og hustru gå, Sergio,” befalede min far med bævende stemme. Det besværede ham tydeligvis at holde munden åben. Lumsk smilede Sergio blot og så tænksomt ud i luften. Inderligt håbede jeg på, at han kom til fornuft og indså, dette ikke gav nogen mening. Desværre vidste jeg nu engang bare godt, at det omhandlede Sergio; manden, der brændte efter at få mere magt.

     Netop som han adskilte læberne, faldt en af hans mænd ned på jorden med et ansigtsudtryk, der sagde, at han var såret. Alle rettede vi vores blikke mod Niall, der overrasket stirrede på sin knytnæve. Det stolte smil bredte sig på læberne af ham, da han kiggede hen mod Harry og Liam. ”Årh, hvad, så I det?” Grinende gled hans blik rundt på os andre, mens han begejstret fortalte os om sit slag mod en af Stallones mænd. ”Jeg slog ham lige ned. Så I det?! Jeg mener, så I det ikke? Jeg slog ham ned!”

     ”Slog De lige.. en af mine mænd ned?” repeterede Sergio dystert Niall. Straks sænkede han sin næve og var villig til at benægte, hvad han før stod ved med stolthed. ”I bringer mig megen forstyrrelse, må jeg indrømme.. Det bryder jeg mig ikke om,” brummede han. Rasende løftede han hånden, og jeg lukkede øjnene i frygt for at se, Niall blive slagtet.

     I stedet for skrig, jamren og klingende sværd summede en ret så genkendelig lyd lidt herfra. Idet jeg langsomt åbnede øjnene, så jeg til min store overraskelse, hvordan helikoptere nærmede sig, og lyden blev efterhånden højere og højere. Forbavset kastede jeg et blik hen på drengene, der åndede lettet ud og sendte hinanden en opadvendt tommelfinger. Smilende over deres lille nummer, kiggede jeg igen ud mod helikopterne. Ingen brød sig om at læse om en konge, der slog folk ihjel for at overtage magten på denne måde. Slet ikke, hvis han dræbte fem berømtheder.

     Det gik så småt op for Sergio, at hans plan var fuldkommen ødelagt. I protest farede han hen mod mig og tog et godt greb om min ene arm. Hurtigt førte han mig hen ad gangen og ned ad trappen, mens jeg ihærdigt forsøgte at vride mig ud af hans greb. Bag mig hørte jeg min far kalde på både Sergio og jeg med forpustede støn. Han burde ikke bevæge sig, slet ikke på sådan et farligt tidspunkt. Også Harrys hæse stemme råbte på mig, men jeg formåede ikke at svare nogen af dem, på den måde Sergio rev mig af sted. Hver gang røg ordene ud af mig.

     Ind ad døren løb Stephan og CeCe i et hastigt tempo. Forskrækkede stoppede de op, da de så mig blive slæbt af sted. Jeg nåede kun at høre dem kalde på nogen, hvorefter det strømmede ind med journalister og fotografer. Til mit held sænkede det Sergio, eftersom flere af dem halede ind på ham og stillede ham nysgerrige spørgsmål. Frustreret skubbede han dem gang på gang væk, mens han fastholdt sit greb om min arm.

     ”Sergio, vent!” Harrys stemme skræmte mig. Han burde ikke følge efter mig. Dette var under ingen omstændigheder en kamp, det var op til ham at kæmpe. Hurtigt nåede han op foran Sergio ved hjælp fra de forsinkende fotografer, der konstant trykkede på kameraet, så det blændede både Sergio og jeg. Flere af journalisterne forsøgte at stille Harry spørgsmål, men han ignorerede dem på en acceptabel måde. ”Øh..” Pludselig vidste han vist ikke helt, hvad han skulle sige. Kort rømmede han sig lidt, da vores øjne mødtes. ”Slip hende fri,” nøjedes han med at sige. Kort og præcist.

     Rullende med øjnene fnyste Sergio blot af ham. Naturligvis adlød han ikke det mindste vink fra en som Harry, der ellers stod frem med stort mod. Igen vred jeg mig uden held.
     ”Sergio. Stands,” beordrede min far. Irriteret vendte Sergio sig om, og min mave snurrede sig sammen. Stadig talte de mange journalister i munden på hinanden, men min far nåede takket være Harrys spærring op til os. Alvorligt så han først på mig med sine vise øjne, hvorefter han kiggede på Harry og derefter på fjenden. ”Det er ikke ham, der skal tage kampen op. Det er mig. Det er mit kongerige, og jeg lader Dem ikke få det uden kamp.”

     Leende slap Sergio sit tag om mig, og jeg løb hastigt hen til Harry, der lagde sine arme omkring mig. ”Som De ønsker, Deres Majestæt.” Ondskabsfuldt smilede han, idet han trak sit sværd. Harry overrakte hurtigt min far sit. Knapt så begejstret for kvaliteten studerede min far det kort, inden han nikkede til Sergio som tegn på, at han var klar. Aldrig spillede Sergio efter de retfærdige regler, men en ting stod traditionen ret; dueller startede ikke med tyvstart.

     Gispende tog jeg hænderne op til munden, da sværdene første gang ramte hinanden. Min fars svage arme rystede allerede, og det kunne umuligt ende godt. Henne ved trappen kom min mor løbende med Marina i hælene. Bekymringen sad som permanent maling i hendes blik, og jeg fornemmede, at hun tænkte det samme som jeg; han overlevede ikke dette.

     Igen ramte sværdene hinanden, og de skubbede sig automatisk længere væk fra deres modstander. Selvom min far i tidernes morgen med lethed havde overvundet Sergio på dette tidspunkt, strålede Sergios styrke meget mere ud af ham end min far. Hårdt knugede jeg mig ind til Harry, der med sine varme læber kyssede mig på panden.

     Duellen varede ikke længere tid end et par minutter. Min fars kræfter holdt ikke længe, og han formåede i sidste ende ikke at løfte sværdet. Langsomt faldt det ud af hånden på ham, hvorefter han selv landede med knæene på jorden. Brutalt borede Sergio sit sværd gennem brystet på ham, og jeg så, hvordan han væltede bagover.

     Aldrig i mit liv havde jeg følt mig så tom. Mit skrig overdøvede den uendelige larm, der i øjeblikket befandt sig på slottet. Følelserne fra første gang, jeg hørte om min fars død, overfaldt mig igen. Denne gang var det bare tusind gange værre. Det kunne ikke beskrives. Netop som jeg igen fik min far at se – i levende live –, oplevede jeg ham også blive myrdet.

     Kun få sekunder efter tog Sergio plads ved siden af ham med brystet mod gulvet. Hans mørke øjne mistede den smule glans, de havde, og jeg så kort på Lorenzo, der med et sværd forsvarede min far i kampens hede. Højst sandsynligt dræbte han ham på samme tidspunkt, Sergio slog min far ihjel.

     Med tårerne piblende frem fra øjnene, vred jeg mig ud af Harrys omfavnelse og skyndte mig hen til min fars krop. Hans øjne var allerede tomme, hvilket fik mig til at hulke endnu mere. Fortabt kastede jeg mig ned på mine knæ, mens jeg græd som aldrig før. Smertefuldt brændte det indeni mig, og lige i det øjeblik håbede jeg på, at det ville fortære mig og bringe mig samme sted hen som min far. Hulkende bøjede jeg mig ind over hans krop og mærkede for sidste gang hans varme krop. Lydene omkring mig lukkede jeg af for, og jeg skænkede det ikke en tanke, at min blå fødselsdagskjole blev malet til med røde blodpletter.

 

•*¨*•.¸¸♛¸¸.•*¨*•

 

”Adelaide Raimonda Clio Pietra Cecere, dronning af Carsantemoné!” Klapsalven overstrømmede mig, idet kronen blev placeret på mit hoved. Smilende vandrede jeg roligt ned ad det røde tæppe, hvor hele mit kongerige stod i lange baner. Fra sidelinjen jublede mine engelske venner højlydt, og jeg følte, hvordan jeg lyste op af glæde. Efter lang tid syntes jeg endelig at være kommet til det punkt, hvor jeg igen kunne smile og nyde mit liv.

     Festen startede, og folk kom glade hen til mig for at ønske mig tillykke med kroningen. Stiliantés fjernede et rosenblad fra mit hår, der åbenbart havde sat sig fast efter gåturen ned mellem folket. ”De ser formidabel ud! Kjolen sætter virkelig et præg på Deres guddommelige smil!” smigrede han mig. Jeg gav ham ret. Hans kjole var fantastisk. Lyserød, silke og helt igennem unik. Uden ærmer mærkede jeg rigtigt kulden, der bed til i januar, men det gjorde mig ikke så meget i øjeblikket. Festen blev holdt inde på slottet, og varmen sørgede flere af tjenestefolkene for at holde gang i.

     ”Som De dog stråler, Prinsesse.. Uh,” stoppede Giovanni sig selv, før han bukkede sig for at kysse min håndryg. ”Dronning, naturligvis,” smilede han med et glimt i øjet. Fnisende så jeg til, da han plantede et kys på min hånd, hvorefter Charles kom hen og ønskede mig hjerteligt tillykke. I længere tid holdt vi en samtale kørende, og jeg takkede ham af hele mit hjerte for altid at være der for mig i de svære tider. Jeg satte stor pris på, at han ikke blandede sig ind i det rod, der opstod på min fødselsdag.

     Mia madre..” Smilende gled min mor hen over gulvet, hvor folk dansede, snakkede og lo. Mad blev båret ud og ind, og det tegnede til at blive en dag, der ragede langt over mine forhåbninger.
     Mia figlia.. hvor er jeg dog stolt af dig,” roste hun mig. Blidt gav hun mig et kys på panden, og jeg lod ikke mit smil vige fra læberne.

     ”Tak, moder. Det betyder meget for mig.” For en stund smilede vi blot til hinanden, mens hun holdt om mine hænder. Jeg elskede de øjeblikke, hvor ord ikke var nødvendige for at vide, hvad den anden person tænkte på. De øjeblikke sagde næsten mere, end alle verdens ord nogensinde ville formå.
     Langsomt bevægede hendes blik sig til siden, og der bredte sig et hemmelighedsfuldt smil på læberne af hende. Spændt kiggede hun på mig og klemte mine hænder let. ”Dine venner har vist også noget at fortælle dig.” Med de ord trak hun sig tilbage, hvor Oberst Henry fra Spanien tog hende under armen og opstartede en samtale.

     Ni personer, jeg genkendte, trådte hen foran mig med store smil strålende ud af hver deres øjne. ”Hvor er du smuk, Adelaide,” lød det fra Perrie. Jeg huskede hende selv som en yndig prinsesse, og hun så ikke mindre fortryllende ud i dagens anledning. Den lilla, lange kjole stod utrolig godt til hendes lyse hår, og Zayn lagde heller ikke skjul på, hvad han syntes om den.
     ”Tillykke, Adelaide.” Han nikkede anerkendende til mig, og jeg smilede stort. Mit blik fandt vej til hans skulder, der heldigvis ikke længere fejlede noget.

     ”Claire, din hemmelighedsfugl, hvor er det godt at se dig igen!” udbrød Louis med Eleanor ved sin side. ”Du ser vel nok brandgodt ud,” lo han, og jeg stemte lavmælt i. Minderne med drengene var noget, jeg aldrig ønskede at glemme. De hjalp mig med sine smil og gæstfrihed igennem en meget hård tid. Også de andre drenge lykønskede mig, og jeg takkede dem hver især for deres heltemod sidst, vi så hinanden.

     Stephan og CeCe kom hånd i hånd hen til mig. To bedste venner, der gjorde en stor indflydelse på, at jeg nu blev kronet som dronning alligevel. ”Tak fordi vi måtte komme,” lød det fra CeCe. Hendes hår sad i en stram fletning, mens sommerkjolen skilte sig ud fra de mange gallakjoler. Jeg bemærkede hendes elskede bog stikke ud af håndtasken og smilede let for mig selv uden at kommentere det.

     ”Naturligvis skulle I med. I er altid mere end velkomne,” fortalte jeg dem. ”Og I skal have stor tak for al den hjælp, I gav, da vi behøvede den mest. Ikke kun mig, men hele kongeriget, takker jer.” Beskedne sendte de mig blot et smil, før også de slentrede ud på dansegulvet. Lorenzo bød kort efter CeCe op til dans, og jeg så, hvordan hendes kinder blussede op, idet hun overrakte sin håndtaske til Stephan.

     Antonio og Enrico, Sergios sønner, kom ret i ryggen hen til mig. På besynderlig vis indså de deres fars fejltagelser og kom til fornuft efter hans død. De ønskede at indgå et fællesskab, hvilket resulterede i, at Carsante og Santemoné igen blev slået sammen til ét stort og fælles rige. Stadig boede de på slottet i den anden ende af riget, men de gav deres titel som retmæssige konger op. De forblev en del af den kongelige familie, men nu regerede Cecere enevældigt over Carsantemoné.

     ”Hey..” Harrys dybe stemme hørtes ved siden af mig, i samme øjeblik Stallone-sønnerne forlod mig. Smilende vendte jeg mig mod ham, og jeg følte, hvordan sommerfuglene begyndte deres basken med vingerne. Hans hår krøllede som sædvanligt, og han så ufattelig galant ud i sit sorte jakkesæt med den røde butterfly. ”Du glemte den her hjemme hos Stephan og CeCe.” Op ad lommen fiskede han det hvide perlearmbånd op, jeg i sin tid fik foræret af Lesley, der overlevede den forfærdelige sygdom. Roligt lod han det glide ind på mit håndled, hvor dets plads plejede at være og stadig var.

     Taknemmeligt tog jeg imod det og sendte ham et stort smil. ”Tak, Harry. Du har være meget godhjertet i al den tid, jeg har kendt dig. Det værdsætter jeg meget højt.” Som om det ikke betød det store, gav han et skævt smil fra sig og lavede et lille udslag med hovedet.
     ”Du ved, Adelaide.. jeg ved ikke, hvordan det er med reglerne for prinsesser og.. bandmedlemmer..” forvirret blinkede han med øjnene for sig selv, og jeg grinede let, inden han fortsatte. ”..men jeg håber virkelig ikke, at vi aldrig kommer til at se hinanden igen. For jeg mente det virkelig, da jeg fortalte, at jeg godt kunne lide dig. Det har jeg nok mere eller mindre altid kunnet.” En rød farve gav sig til kende i kinderne på ham, og jeg mærkede, hvordan jeg også selv rødmede.

     ”Harry.. Selvfølgelig skal vi ses igen. Jeg vil ikke kunne undvære dig. Hvem skal ellers få mit hjerte til at banke hurtigere og langsommere på samme tid?” Overrasket spærrede han øjnene en smule op, og jeg fnes igen. Lykkeligt lod vi vores læber smelte sammen i et ægte kærlighedskys som i bogen, jeg på det engelske hospital læste op for de mindre børn. Sommerfuglene vidste ikke af, hvad vej de skulle flyve og endte op med at give mig den dejligste fornemmelse i maven, idet de stille satte sig ned. Automatisk fandt vores hænder vejen frem til den andens, og jeg følte hans varme flyde hen til mig.

     ”Uhm..” rømmede Niall sig fra siden. Langsomt trak vi os fra hinanden og kiggede begge på ham. ”Det er måske et dårligt tidspunkt, men eh.. jeg spekulerede på.. tror du, jeg kan få et af jeres sværd med hjem som souvenir?” Grinende så Harry og jeg på hinanden, mens Niall løftede op på skuldrene og slog ud med armene. Jeg nikkede ham med mig og lod min hånd glide ud af Harrys. Let puffede han en gang til Niall, der undskyldende lavede det samme træk på skuldrene endnu en gang. Smilende betragtede jeg de hvide perler på armbåndet, der igen sad om mit håndled. Det havde oplevet en masse eventyr, og det lyste endnu kraftigere af det, det lige fra start stod for.

     Håb. Nu Carsantemonés håb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...