Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

186Likes
453Kommentarer
27538Visninger
AA

28. Kapitel 26 ~ Always do your best


Non é bene = Det er ikke godt
Infermeria = Ambulatorie
Mio caro = Min kære
Fermarsi lì = Stands der!

 

 

Harrys synsvinkel

 

”Claire!” råbte Niall højlydt, idet vi undskyldende maste os gennem den store klump af mennesker. ”Claire! Clai..-”

     ”Hun hedder Adelaide,” rettede Liam ham lavmælt fra siden, og Niall skyndte sig at ændre navnet Claire til det oprigtige. ”Je-jeg mener Adelaide!” Hans stemme skar sig let gennem summen fra folk, der begyndte at stille spørgsmålstegn omkring os. Til gengæld strålede Claires.. Jeg rystede kort på hovedet, da jeg igen kaldte hende ved forkert navn. Hele denne situation forvirrede mig ganske forfærdeligt. Ingen af os vidste helt, hvad vi rodede os ud i, men vi så, hvordan de tre mænd bragte hende ombord på helikopteren. Selvom jeg ærlig talt havde svært ved at tro hende, lige idet hun fortalte om sin sande identitet, begyndte nogle ting at give mening for mig. Og nu hvor vi stod midt i den store forsamling, blev jeg hundrede procent overbevist om, at det ikke bare var ren opdigtning. Claire var Adelaide, og Adelaide var en prinsesse.

     ”Hvem er I, om jeg må spørge?” Manden, der før talte ud til folket, rettede sin fulde opmærksomhed mos os. Øjenbrynene rynkede han, og jeg fornemmede, at han ikke brød sig om vores afbrydelse. Så småt overvejede jeg, om vi måske burde have holdt os væk. Den tanke slog jeg dog hurtigt ud af hovedet. Min hånd søgte ned i min bukselomme, hvor jeg knugede den helt specielle genstand, inden jeg igen trak hånden op.

     ”Du kan kalde os One Direction,” lød det fra Louis med et smørret smil. Alle omkring os gispede, og jeg vendte mig som de andre drenge om for at se på de folk, der stod mig nærmest. En ung kvinde holdt sig forskrækket med hånden for munden, mens de hver især holdt vejret. Undrende betragtede jeg deres ængstelige blikke, da jeg ikke helt forstod, hvad der foregik. Ingen sagde spor. Først da Louis igen åbnede munden, hørte jeg noget tegn på liv. ”Ja, altså.. vi er måske et berø-”

     ”Sig mig, kaldte De mig lige.. du?” afbrød manden ham. Vreden tydede jeg nemt, eftersom han pressede læberne sammen til helt tynde streger. Hadet skjulte sig heller ikke langt fra overfladen i hans stemme.
     ”Øh.. måske? Eller.. altså.. vi er ikke herfra, så..” Netop de ord behøvede han vist ikke sige højt. Straks sendte mandens øjne lyn efter os, og jeg tog hurtigt et skridt hen mod Zayn, der stod tættest på mig.

     ”Ikke herfra? Hvor vover I da at sætte jer op mod mig, Santemonés nye konge! I har intet at skulle have sagt i denne sag.” Han tog en dyb indånding og prøvede at virke mere rolig. ”Hvis I forsvinder med det samme, lader jeg jer undslippe min vrede.” Hårdt stirrede han nedladende på os. ”Forsvind så.” Ingen rørte sig ud af stedet. Forvirret kastede jeg et blik op på Adelaide, der bekymret foldede hænderne, som bad hun en lydløs bøn.

     Jeg opfangede ikke, hvor lang tid der gik. Det hele kom som en alt for stor omvæltning. ”Vagter,” vrissede manden med sammenpressede læber og en finger, der pegede direkte mod os. ”Grib de fremmede. Det spiller ingen rolle, om I bringer dem til mig levende.. eller døde.” Forskrækket spærrede jeg øjnene op. ”Ingen skal ødelægge min kroningsdag,” hørte jeg ham mumle, hvorefter han drejede en halv omgang rundt og med lange skridt forsvandt fra balkonen.

     I det samme brød helvede løs. Mænd i uniformer løb ud fra alle sider, og folkemængden skreg. Hastigt spurtede de ud fra pladsen, mens de uniformerede mænd omringede os. På trods af at forvirringen blandede sig med angsten og dermed skabte en bowlingkugle i maven på mig, kunne jeg ikke undgå at bemærke de lækre jakker, de alle bar. Når vi igen befandt os på rette jord, måtte jeg anskaffe mig sådan en. Egentlig behøvede jeg også snart en ny, smart jakke eller blazer.

     ”Wow!” Jeg hoppede i en voldsom fart til siden, idet mændene omkring os trak glinsende sværd frem. Nervøst sank jeg en klump, der hurtigt gendannede sig i halsen på mig. Hvis vi nogensinde kom tilbage på rette jord.
     ”Harry!” Den genkendelige stemme skaffede sig hurtigt min opmærksomhed. Oppe på balkonen lænede Adelaide sig med et ængsteligt og bekymret ansigtsudtryk ud over gelænderet. Lang tid stod hun der ikke, eftersom to mænd i samme uniformer som dem omkring os, hev fat i hende.

     Forvirret strakte jeg hals for at se, om jeg formåede at få øje på hende. ”Adelaide?!” råbte jeg, så højt mit stemmebånd tillod mig. Intet svar returnerede til mig, og jeg mærkede, hvordan mit hjerte efterhånden bankede ude af takt. Lige så stille blev drengene og jeg ført tættere og tættere på hinanden. Dette var nok en af de lidt vigtige ting, vi ikke havde tænkt over, før vi tog af sted.

     ”Eh, drenge..” Lavt vendte Niall diskret hovedet til siden, så hans stemme kom ind for bedre rækkevidde. Stadig holdt han et bange blik på vagterne. ”Jeg tror måske lidt, vi er på spanden.”
     ”Tror du virkelig?!” vrissede Zayn ved siden af ham. Stolt nikkede Niall, før han opdagede, at han nok bare burde holde sig i ro. ”For fanden..”

     ”Vi bliver nødt til at komme ud af den her kattepine,” konkluderede Liam bestemt, fortsat i det lave toneleje. ”Nogen idéer?”
     Jeg tænkte mig grundigt om. Hvordan i alverden slap man væk fra mindst femten mænd med spidse sværd? Meget havde jeg prøvet i mit knapt så lange liv, men det her var da noget helt nyt! ”Vi kan jo bare.. løbe?” foreslog jeg usikkert.

     ”Damnit, Harry, det er så nu, du rent faktisk godt må tænke lidt fornuftigt!” skældte Louis. Skævt smilede jeg, da det ikke overraskede mig, han flippede sådan ud over mit ret dårlige forslag. Hurtigt svandt smilet dog hen, da jeg igen så de skarpe sværd. ”Okay, jeg har en idé!” hviskede Louis – en af de ting, han altid fejlede i. ”Vi, øh.. vi.. vi forvirrer dem!”

     ”Hvordan?” Stemningen mellem drengene stak som torne, og det mærkedes specielt, da Zayn udtalte et helt simpelt ord.
     Louis' lod sig nu ikke slå ud. ”Vi gør da noget af det, vi er bedst til! Vi skal bare gøre, hvad der falder os ind..” Han lød nærmest helt begejstret for sin idé, og kort efter begyndte han at knipse. Ordene til Kiss you flød ud af munden på ham, og selvom jeg ikke helt var i det rette humør til at synge med, blev jeg det i længden.

     Det så ud til, at Louis' plan virkede. Forvirrede vekslede vagterne blikke, idet vi som sædvanlig lod os rive med, når vi sang. Jeg puffede grinende Liam i siden, og Nialls særlige latter sneg sig ind i øregangen på mig. Det eneste, vi manglede, var musikken. Heldigvis klarede vi os fint uden, og jeg hoppede op og ned, da mellemstykket kom.

     Niall faldt pludselig over sine egne ben og skubbede mig hen mod sværdene, jeg ikke følte for at komme helt tæt på. Utroligt nok flyttede de sig til siden, som om forbavselsen over vores lille nummer forvirrede dem lige så meget, som hele situationen forvirrede os.

     Med et bump faldt jeg ned på brostenene, og der blev helt stille. Drengene var de første til at bryde tavsheden, og de skreg som små ninjaer i film, i håbet om det gav dem mere styrke. I en fart spænede de forbi vagterne ad det lille hul, jeg dannede mellem dem. På vejen greb Liam fat om mit håndled, da jeg strakte hånden op i vejret. Balancen glippede lidt de første par sekunder, men han trak mig bare efter sig som en anden kludedukke.

     ”Av, for fanden!” råbte Zayn bag os. Jeg drejede nakken for at se, hvad der skete og opdagede til min store forskrækkelse, at han mistede fart. Louis var hurtigere end mig og skyndte sig tilbage for at hjælpe ham med de rasende mænd lige i hælene. Fortsat løb vi andre tre ind ad dørene til slottet, hvor kaos straks opstod. Selvfølgelig viste det sig nemlig, at der fandtes flere af samme slags mænd indendøre som dem udenfor.

     ”Kan vi ikke bare snakke med dem?” Usikkert skævede Liam til mig, og jeg rystede let på hovedet. Mine øjne studerede de smukke omgivelser, før jeg lod det hvile lige frem for mig.
     ”Det tror jeg desværre ikke helt, vi kan,” svarede jeg ham. Buldrende spurtede flere folk ned fra en bred trappe. Deres blikke flakkede omkring og limede sig fast ved os. På deres påklædning gættede jeg mig til, at de hørte under Adelaides kongerige.

     ”Okay.. Vi deler os op!” kommanderede Liam, da han forstod, der ikke var nogen af dem foran os, der gik ind for en fredelig samtale. ”Harry, Niall.. I går sammen. Louis og..”
     ”Vi er her!” informerede Louis os forpustet om. Hans øjne blev hurtigt store, da han opdagede, vi ikke var sluppet helt væk fra vagterne. ”Okay, okay.. Hvor mange af de der sværd er der rent faktisk her?!” Panikken malede sig ind i øjnene på ham, men Niall fik ham vist halvt på andre tanker, idet han pegede på Zayn.

     ”Hvad er der sket med din skulder?” Først da bemærkede jeg, hvordan hans sorte bluse havde fået en stor flænge. Hans brunlige hud var fyldt med mørkerødt blod, og hans ansigt skar sig i smerte. Det plagede mig at se, hvordan han med lukkede øjne og sammenpressede tænder rystede på hovedet. Han var i den grad skadet.

     Lyden af klingende sværd stjal vores opmærksomhed, og Niall bevægede sig hastigt til både højre og venstre, da en af mændene stak efter ham med et sværd. ”Fuck!” udbrød han med sine store, blå øjne. I forsvar greb han fat om den nærmeste potteplante, hvor en kaktus voksede. Da han lagde mærke til sit fund, smilede han triumferende og holdt den op imod vagten. ”Ha! Stik den!” Kort trak vagten sig en anelse tilbage, mens Niall - flad af grin over sin egen vittighed - vendte hovedet mod os. Selv undgik jeg heller ikke at undslippe en latter, for helt ærligt.. den var slet ikke tosset. Jeg burde skrive den ned et eller andet sted.

     Til gengæld lo den uniformerede vagt overhovedet ikke. Så hurtigt, at jeg ikke nåede at registrere, hvor mange bevægelser han lavede, svang han sværdet op og ned, fra side til side. Det resulterede i, at Niall endte op med at stå og kigge på en afskåret kaktusplante, der ikke længere kunne bruges som nogen reel trussel.

     Kort stirrede de to på hinanden – Niall med et ængsteligt udtryk, vagten med et hånende blik. Det varede dog kun, indtil Niall i et ryk satte gang i benene og fløj hen mod trappen. Uden at tænke videre over det, fulgte resten af flokken trop. Louis støttede stadig Zayn, hvis arm hang slattent ned ad siden på ham.

     Trappetrin sparede de ikke på, da de byggede den skide trappe. Det lykkedes os forpustet at nå toppen, hvor vi holdt en to sekunders pause, inden vi farede videre. Vores skridt gav genlyd på den brede gang, hvilket højst sandsynligt ledte vagterne direkte hen til os. Som sædvanlig splittede vi ikke automatisk op, og alle fulgte derfor med, da Niall åbnede døren ind til et af værelserne. Klynkende hvinede en ældre dame og en ung pige, mens de omfavnede hinanden.

     ”Ssh! Ssh!” tyssede jeg på dem. De slog sine lukkede øjne op og betragtede os grundigt. Idet der lød larm uden for værelset, skyndte vi os alle ind og lukkede så hurtigt som muligt døren. Smertefuldt skar Zayn ansigt, mens han holdt omkring sin albue. Bekymret samlede vi os rundt om ham for at se, hvad der var sket.

     ”Han bløder,” konstaterede Liam alvorligt. ”Ved du, hvad der er sket?” Hans blik faldt på Louis, der sukkende rystede på hovedet. Gennem de sammenpressede tænder formåede Zayn rent faktisk at forklare os, hvad der forårsagede hans voldsomme smerte.
     ”De.. fandens vagter.. ramte mig med.. s-sværdet..” spyttede han ordene ud.

     ”Lad mig se på det.” Alle vendte vi os mod den ældre dame, der rolig i sine bevægelser nu nærmede sig os. Stadig sad den unge pige på en stor himmelseng. Hendes blanke øjne tegnede på, at hun i den grad ikke ønskede at overvære den krig, der så småt udviklede sig på slottet. Det virkede som om, de gennemskuede, vi ikke var til nogen fare. Modtagelig for kvindens hjælp bakkede de fire af os nogle skridt, hvorimod Zayn blev stående på samme sted.

     Forsigtigt fjernede hun lidt af stoffet, der blandede sig med blodet. Jeg holdt mest øje med hendes ansigt i håbet om at se noget, der fortalte, at han klarede sig. En gispende lyd hørtes fra Zayn, da hun trykkede ham nogle steder på armen. Øjeblikket skræmte mig fra vid og sans, og jeg turde godt gætte på, de andre drenge ikke følte sig meget mere rolige. De bed nærmest sine negle af ren bekymring.

     Larmende tramp rungede på den anden side af døren, og vi tiede alle fuldstændigt stille. Mit blik klistrede sig til døren, mens jeg holdt vejret. Lettet åndede jeg op, idet de svandt hen. Igen rettede jeg blikket mod Zayn og den hjælpsomme kvinde. Fortsat studerede hun såret. ”Non é bene,” mumlede hun for sig selv.

     ”Undskyld, hvad?” Italiensk var ingen af drengenes stærke side, så vi forstod absolut intet af det, hun netop sagde. Kommentarerne, folk ubevidste kom med, var ofte altid dem, der fortalte mest.
     Alvorligt vendte kvinden sig mod os, og Zayn skar ansigt for.. ja, hvor mange gange havde han efterhånden gjort det?

     ”Det er et dybt sår, han har fået. Det er ikke mere alvorligt, end det kan hjælpes på vej med noget rensende og en forbinding. Hvis De ønsker det, kan jeg tage ham med ned til di infermeria.” Uforstående rynkede jeg brynene. ”Det kongelige ambulatorium,” forklarede hun. Straks fattede jeg det og gav udtryk for det ved at nikke på hovedet.

     ”Jeg tager med,” indvendte Louis. Ingen af os modsagde ham, da vi ikke ønskede, at Zayn skulle være alene. Ingen af os burde være alene på slottet lige nu. Taknemmeligt præsenterede han kort vores navne for hende, og hun sendte os alle et svagt smil, der skjulte en masse venlighed.
     ”Mit navn er Brunilda, og dette er Marina.” Hun slog armen ud mod den unge pige, der nervøst trak på smilebåndet. ”Vi arbejder begge her på slottet. Sergio er den sidste, der må overtage kongeriget. For vores alles skyld..” Kort holdt hun en pause, men blev hevet ud af sin lille trance, da der igen lød fodtrin ude foran døren. ”Kom,” hviskede hun sagte. ”Vi må skynde os! Marina, mio caro, bliv herinde.”

     Adlydende nikkede Marina på hovedet, hvorefter vi andre forsigtigt åbnede døren ud til gangen. Inden længe sneg Louis, Zayn og Brunilda sig hen ad gangen og ud fra vores synsvinkel. Nu håbede jeg blot på, at de nåede frem til det førstehjælpsrum, før vagterne opdagede dem. Det var alligevel utrolig flinkt, at Brunilda udsatte sig selv for den fare for at hjælpe Zayn.

     Fermarsi lì!” To vagter rettede sit sværd imod os. Uvidende om, hvad de prøvede at sige, kiggede vi blot på hinanden. Hurtigt farede Liam hen mod den ene væg, mens Niall hastigt bakkede. Selv greb jeg fat om sværdet på pynterustningen, der stod op ad væggen lige ved siden af mig. Det sad bedre fast, end jeg troede. Med alle mine kræfter forsøgte jeg at hive det til mig, men det endte blot med, at hele rustningen faldt ned over mig. Besværet rejste jeg mig op, skubbende til rustningen, jeg holdt foran mig som skjold. Den ene af vagterne svang sværdet ud mod mig, og jeg forsvarede mig med rustningen. Sværdene ramte hinanden, men helt let var det ikke at holde en kamp kørende på den måde, eftersom rustningen vejede pænt meget. Ihærdigt hev jeg igen i sværdet for at få det fri, men det resulterede i, at jeg nær fik hugget fingrene af.

     ”Hvordan tror du, det går for Stephan og CeCe?” forhørte jeg mig forhåbningsfuldt om. Der gik noget tid, før der fra Liam hørtes et forsinket svar.
     ”Ingen anelse. Forhåbentlig hører vi snart noget!” Nikkende erklærede jeg mig enig, hvorefter jeg fokuserede på vagten, der gjorde sit bedste for at stikke mig med sværdet.

     Liam så sit snit til at slå maleriet, han forsvarede sig med, ned i hovedet på den anden vagt. Højlydt bragede det, da han faldt svimmel ned på jorden. Desværre kom han hurtigt på benene igen. Jeg formåede til min store glæde at få sværdet fri fra rustningen og smed hurtigt det tunge skrammel fra mig. Nu engang gik det ikke helt som planlagt, og jeg væltede igen ned på jorden med det. Denne gang forsvarede jeg mig bare med et sværd, da vagten stangede sit ned mod mig. I samme øjeblik jeg kom på benene igen, fægtede jeg så meget med sværdet, at jeg nær væltede omkuld som før.

     ”Drenge..” Nialls stemme snoede sig ind i øregangen på os andre. Kort kastede jeg et blik tilbage på ham, hvor jeg så ham bakke ud fra et værelse. Manden fra balkonen fulgte efter endnu to vagter, der sigtede sværdet mod forsvarsløse Niall. Bag ham dukkede fire vagter op, og to af dem holdt et fast greb om Adelaide. De andre sørgede for, at en smuk kvinde, der lignede hende, heller ikke slap væk.

     ”Sergio, jeg beder Dem, de er ingen trussel,” prøvede Adelaide at forsikre manden om. Sergio drejede rundt på hælene og kiggede på hende med et hævet øjenbryn. ”Jeg beder Dem, Sergio,” gentog hun sig selv. ”Vær nu barmhjertig.”
     ”Ellers hvad? Flygter De? Ha! De glemmer vist en ting, min kære Prinsesse.. Jeg kan så let som ingenting dræbe jer alle,” truede Sergio med et ondt blik.

     En ny, mandlig stemme deltog pludselig i samtalen. ”Hvad sker der her?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...