Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

186Likes
453Kommentarer
27543Visninger
AA

27. Kapitel 25 ~ Wear your family crest


Mia madre = Min moder
Mia figlia = Min datter
Principessa = Prinsesse
Mia regina = Min dronning

 

Jeg gik med rolige skridt ned ad trappen fra helikopteren, da vi landede. Davide og Paolo hoppede ud som de første for at sikre sig, jeg ikke formåede at løbe væk, før de fik fat i mig. Selvom Carlo forsøgte at holde et fast greb om min hånd, da jeg trådte ud ad helikopterdøren, forsikrede jeg ham om, at jeg endnu kunne bevæge mine ben.

     Modsat mine rolige bevægelser, var det det rene kaos inde i mig. Mine tanker fløj af sted og buldrede ind i hinanden uden at give nogen mening, som frygten for min og kongerigets fremtid påvirkede dem gang på gang. Hvis Sergio overtog regeringen over Santemoné, turde jeg slet ikke overveje de stærke konsekvenser. Højst sandsynligt nåede jeg heller ikke at opleve dem.

     Da jeg plantede mine fødder på den brede, brostensgade i udkanten af kongeriget, mændene parkerede helikopteren på, voksede den ubehagelige følelse i maven sig kun større. Endelig var jeg hjemme, hvor jeg hørte til. Desværre sørgede Stallones mænd for, at jeg fik mig den værste velkomst nogensinde. Før jeg vidste af det, sprang Carlo ned ved siden af mig og tog et stramt greb om min overarm.

     Forvirret fulgte jeg blot med, idet de førte mig ned ad den tomme gade i et hastigt tempo. På trods af angsten, der gennemsyrede mit indre, prøvede jeg desperat at beholde min stolthed. Måske det resulterede i min overraskende rolige adfærd? I hvert fald kæmpede jeg ikke imod. Kom der for den sags skyld også en forbipasserende, mens jeg vred mig, kunne jeg ved første øjekast også tage skylden for vedkommendes død. Alt i alt passede det nok alle bedst, at jeg forholdt mig i ro. Bare for en sikkerheds skyld. Det lignede nu ikke, at der var et øje i miles omkreds.

     Under en af vores genkendelige lygtepæle standsede alle tre mænd op. Carlo slap ikke min arm, selvom det begyndte at smerte noget så grufuldt, som han med alle sine kræfter gjorde grebet så stramt som overhovedet muligt. Uden at sige et ord nikkede han tydeligt ned mod stenene. I en fart satte både Davide og Paolo sig på hug og undersøgte sten for sten. De ledte helt bestemt efter noget, og lampens skær hjalp dem ikke på vej. Mørket begyndte så småt at lægge sig hen over kongeriget som en grå dyne, men lygtepælen lyste ikke op. Enten virkede den ikke, eller også tændte den først lidt senere. Det afhang meget af det præcise tidspunkt.

     Forbavset stirrede jeg på jorden, idet de to mænd med sammenbidte tænder løftede det, der lignede en hemmelig lem. Deres brummende lyde tegnede på, at stenene ikke var lette. I takt med stenlemmen blev løftet længere og længere op, rejste de to mænd sig også lige så stille. Armmusklerne arbejdede hårdt under deres uniformer. Mit blik låste sig fast på lemmen, der på de andre brosten nu lå med bagsiden opad.

     ”Hvad..” Jeg mistede stemmen midt i sætningen og rømmede mig derfor lavt. ”Hvad er det?” Paolo satte sig forpustet ned med benene svingende i det firkantede hul. Ved hjælp af hænderne gled han ned og forsvandt ud fra min synsvinkel. Mørket skræmte mig, og jeg trådte med et bankende hjerte bagud. Nu engang holdt Carlo så stramt et tag om min overarm, at jeg ikke kom længere end et enkelt skridt væk fra hullet.

     ”Det er Deres kongerige,” lød et forsinket svar fra Carlo. Det smørrede grin i mundvigen brød jeg mig i den grad ikke om. Hvad, jeg mindre brød mig om, var dog, da han efter Davide trak mig hen til hullet. Han løftede mig op i begge arme og sænkede mig ned i hullet, selvom jeg på dette tidspunkt ikke undgik at gøre modstand. Jeg kunne intet se. Til gengæld mærkede jeg to, større hænder tage imod mine ben og senere hen omkring mit liv.

     Da jeg igen stod fast på jorden, vred jeg mig irriteret ud af hans greb, der sørgede for, at jeg ikke faldt. ”Lad mig venligst være, tak,” fnøs jeg. Et højt brag lød i min øregang, idet Carlo som den sidste lukkede lemmen, i samme øjeblik han hoppede ned til os andre. Hvordan det lykkedes ham, forstod jeg ikke, eftersom de andre måtte samarbejde om at få den på højkant og smide den resten af vejen.

     ”Kom nu,” vrissede han forpustet af de andre. Hårdt tog han igen fat om min overarm, og jeg havde ikke andet valg end at følge med ned ad det, der viste sig at være en hemmelig tunnel. Det gik jeg da i hvert fald ud fra, eftersom jeg intet kunne se. Mine øjne vænnede sig ikke til mørket på trods af den længere tur under jorden. Jeg rynkede kortvarigt på næsen, mens jeg blinkede voldsomt med øjnene. Fugtigheden i luften føltes klam mod min hud, og det lugtede samtidig vammelt.

     ”Det er her.” Jeg drejede hovedet mod stemmen, der højst sandsynligt kom fra Carlo. Stadig så jeg intet andet end et dybt mørke. Ikke et eneste lys ophævede den dystre stemning det mindste. Bank, prusten og stønnen hørtes, og pludselig flød en svag stråle af lys ned til os. Jeg kunne ikke helt komme mig over, at jeg ikke vidste, denne tunnel fandtes, når Stallone havde fundet den. Jeg troede, at jeg kendte til alt i mit kongerige. Der tog jeg så åbenbart fejl.

     Prustende formåede Paolo og Davide at skubbe lemmen lidt op, hvorefter fire nye hænder overtog på halvvejen. Forskrækket gispede jeg, eftersom det betød, at der stod nogen deroppe. Mit hår svang sig vildt omkring mine skuldre, idet jeg på samme måde, som jeg kom ned, blev løftet op. På solidt græs hvilede mine fødder sig nu, og to mænd lod sine hænder gribe fat om hver af mine arme. På et plan reddede det mig fra at falde forover, eftersom jeg mistede balancen fuldstændig, men på samme tid forårsagede det også, at jeg ingen mulighed havde for at slippe væk.

     Principessa..” Den afdæmpede stemme gemte på et lusket grin. Hastigt vendte jeg blikket mod en ældre mand, der ganske rigtigt smilede ondt til mig. På trods af at jeg ikke før havde mødt ham, vidste jeg udmærket godt, hvem jeg stod ansigt til ansigt med. Sergio Stallone, Carsantes regent. Kongen. ”Hvor er det pragtfuldt endelig at træffe Dem.”

     Vreden blussede op i mine kinder. ”Gid jeg kunne sige det samme til Dem.” Arrigt så jeg ham ind i øjnene, hvor den ødelæggende ondskab gemte sig. Mit mål om at holde mig i nogenlunde ro glemte jeg lidt efter lidt, og jeg forsøgte at vride mig ud af de to ukendte mænds greb.
     ”Hvor trist..” kommenterede han det lidt ligegyldigt. Grå hår groede få steder ud mellem de sorte på hans hoved, hvorimod hans glatte kinder og hage hverken havde det ene eller det andet. Begæret efter magt og rigdom strålede ud af ham, og jeg væmmedes ved synet. Med sin højre hånd gjorde han tegn til sine mænd, og jeg blev ufrivilligt trukket med. Pludselig følte jeg noget inde i mig, der tvang mig til at kæmpe imod. Uden held forsøgte jeg at komme ud af de stramme greb. Til sidste drejede jeg mig, så godt som det var mig muligt, så det løse hår svang sig om mit ansigt.

     ”Sergio!” råbte jeg med en kraftig stemme. Smilende lavede han et lille nik, som tegnede på, at han lyttede. Jeg vidste, hvorfor de ikke dræbte mig over Englands grænser, men de havde haft så mange muligheder, siden vi ankom til Italien. ”Hvorfor slår De mig ikke ihjel med det samme?” Ved de ord hævede han hånden, og alle mændene stoppede op. Roligt vandrede han hen mod mig. Da han standsede, lagde han sit hoved en anelse på skrå og betragtede mig med sine mørke øjne.

     ”Jo, ser De, Prinsesse,” startede han sin forklaring. En lok af mit brune hår fangede hans fingre hurtigt. Langsomt førte han den om bag øret på mig, mens jeg med en lidt for hurtig vejrtrækning stirrede på ham. Mit hjerte bankede sig snart vej ud af mit bryst. Ængstelig dækkede ikke den følelse, der fyldte mit sind i dette øjeblik. Det luskede smil bredte sig hele vejen op til hans øjne, idet han fjernede sin hånd fra min kind. ”Jeg har ombestemt mig. De har bragt os et vist..” Han kiggede søgende ud i luften, som ledte han efter et ord. Kort knipsede han med fingrene i håbet om, at det hjalp ham lidt på vej. Triumferende vendte han ansigtet mod mig, da han kom på noget. ”..besvær.”

     Uforstående forholdt jeg mit blik på ham, mens jeg rystede ganske svagt og lettere utydeligt på hovedet. ”Det er nemmere for mig at afpresse Deres moder,” klukkede han stilfærdigt.

     Idet han nævnte min mor, trådte jeg automatisk et skridt mod ham. De stramme greb om mine overarme nægtede mig dog at komme meget tættere på. Hjælpeløst kiggede jeg op på hver af de to mænd, inden mit blik igen fandt Sergio. ”Afpresse mia madre? Hvad mener De?” Spørgsmålet løb ud af munden på mig, før jeg nåede at tænke mig om.

     ”Ah, Principessa, De ser virkelig ikke, hvor dette fører hen, hm? Så lad mig forklare det for Dem i detaljer.” Det ubehagelige grin skjulte sig i hans stemme, hvilket gav mig en følelse af at skulle kaste op. Med rolige skridt gik han rundt om mig og de to mænd, mens han forklarede sin modbydelige plan. ”Jeg har ikke tænkt mig at dræbe Dem alligevel, medmindre Deres moder tillader mig det. Om lidt invadere vi sammen slottet og finder frem til Deres moder, hvor jeg fortæller hende, at hun har muligheden for at redde Dem. Det kræver dog én lille betaling til gengæld. Min pris vil være..” han standsede og lænede sig ind mod mit øre, hvor han hviskede de sidste to ord. ”..Deres kongerige.”

     Råbende beordrede han sine mænd til at fortsætte, og først nu opdagede jeg, hvor vi befandt os. Bagsiden af slottet tårnede sig op foran, og jeg genkendte alt omkring os. Oprevet forsøgte jeg at trække mig tilbage, mens min vejrtrækning sprang hen til et helt nyt spor, hvor mine lunger ikke formåede at følge med. Kontrollen forsvandt ud i det blå, som de trak mig med ind ad døren, gennem gange og op ad trapper. Følelsen af at forråde alt, hvad jeg hele mit liv var blevet oplært til at elske og støtte, styrke og tro på, dundrede mere smertefuldt i mit bryst end de greb, der helt sikkert resulterede i store, ømme mærker.

     Slottet viste sig at være utrolig tomt i forhold til, hvad det plejede. Først på den sal, jeg ønskede at holde mig allerlængst fra, stødte vi på Brunilda. Forskrækket spærrede hun øjnene op, mens hendes hænder rystede vandkanden. Kort efter væltede den ned på gulvet, og hun skreg med hænderne højt oppe i vejret. Det forårsagede, at alle rettede deres blikke mod os. Kaos bredte sig rundt på slottet mellem alle de folk, der åbenbart befandt sig samme sted. Fortsat blev jeg trukket videre i et nu endnu hastigere tempo.

     Ud ad døren til soveværelset trådte min mor. Tårerne sad som små krystaller i øjenkrogene af mig, da jeg så hende. Brat standsede vi, og jeg fik øje på Marina bag min mor, der skræmt trak sig lidt tilbage. Min mors øjne sagde mere end tusinde ord, idet vores blikke fandt frem til hinanden. ”Adelaide! Mia figlia,” udbrød hun næsten grådkvalt. En af Sergios mænd spærrede vejen for hende, da hun nær spurtede hen til mig.

     Med det forfærdelige smil banede Sergio sig vej gennem sine folk. ”Mia Regina.” I samme øjeblik min mor fik øje på ham, viftede hun diskret Marina helt ind på værelset igen. Hurtigt lukkede Marina meget forsigtigt døren i, hvorefter min mor sendte Sergio sit mest hadefulde blik.
     ”Sergio.. Løslad min datter. Vi har Dem intet ondt gjort.”

     Nikkende erklærede Sergio sig enig i min mors ord. ”De har mig intet ondt gjort, nej. Jeg ønsker blot at overtage Deres rige. Og jo, jeg har tænkt mig at dræbe Deres datter,” fortalte han med et skævt smil. De handsker, han før bar, tog han langsomt af. Afventende lod min mor sit blik veksle mellem ham og mig. ”Medmindre..” Sergios stemme fyldte igen gangen, og jeg mærkede, hvordan mit hjerte farede af sted. Altid plejede jeg at have kontrol over mig selv, men hele mit indre var fyldt af det grusomme postyr. Selv min mor lignede en, der ikke vidste, om hun burde være vred, i sorg eller falde sammen på gulvet. ”Medmindre De overgiver mig tronen af Santemoné,” smilede Sergio.

     ”De er i sandhed et modbydeligt menneske,” krænkede min mor Sergio uden at tage brug af uformelle midler. Sergio trak blot på skuldrene, som om det intet gjorde ham, at hun kaldte ham det. ”Jeg kan da hverken tillade Dem at dræbe min datter eller dræbe mit kongerige!”

     ”Jeg forstår,” sagde Sergio, idet han vandrede hen til mig. Før jeg nåede at reagere eller se, hvordan det skete, holdt han en lille kniv mod min strube. ”Så må jeg vel bare tage udgangspunkt i at dræbe Deres datter for øjnene af Dem.”

     ”Nej, vent!” Hurtigt strakte min mor sin arm mod mig med et ængsteligt ansigtsudtryk. Af frygt for kniven, jeg tydeligt mærkede mod min hud, lukkede jeg øjnene og prøvede ihærdigt at trække halsen væk derfra. Det nyttede desværre ikke meget. Fortsat galopperede mit hjerte i fuld fart, mens min vejrtrækning kom mere og mere ud af kontrol. Naturligvis kunne min mor ikke lade mig dø. Det var derfor hun sendte mig til England for flere uger siden.

     Hendes øjne malede sig våde af tårer, mens hun bed sig forsigtigt i læben. Hun betragtede mig med sit omsorgsfulde blik, der fortalte, at hun elskede mig inderligt højt. Derefter lod hun sit blik hvile på Sergio, der utålmodigt kiggede afventende på hende. ”Jeg giver Dem min trone, hvis De slipper min datter.” Da der intet skete, gentog hun sig selv. ”Jeg giver Dem kongeriget.. hvis De lader min datter gå.”

     Tilfreds smilede Sergio og fjernede langsomt kniven fra min hals. ”Selvfølgelig. Så snart De har bekendtgjort det for Deres folk.” Min mor lignede en, der skulle til at protestere, men Sergio lod hende ikke tale. ”Og lad mig give Dem et råd; gør det nu.” Igen så min mor på mig med et bekymret blik, mens jeg pustede vildt. Jeg lukkede igen øjnene, idet hun nikkede. Hun overgav sig.

     Klokken ringede højlydt til hele mit lille kongerige, der samlede sig nede ved gården. Med sorg i blikket vandrede min mor hen til den store balkon, så alle nede på pladsen kunne se hende. Trods den beklagelige situation holdt hun ryggen ret og skubbede skuldrene tilbage. Nede på pladsen lød der en summen af stemmer, da der begyndte at dukkede flere og flere forundrede folk op. Min mor blev stående på balkonen med sit kongerige som udsigt i den time, vi altid gav folk til at komme herhen. I mellemtiden stod jeg i baggrunden, stadig uden at få løsnet de to greb om mine arme. Sergios smil plagede mig, men jeg kunne intet gøre ved det. Jeg havde ikke andre valgmuligheder end at se ham overtage det, der skulle have været mit kongerige.

     ”Kære borgere,” startede min mor sin tale. Måden, hun snakkede til dem, var hjerteskærende at høre. Hun elskede folket utrolig højt, og selvom jeg ikke ønskede at dø, ville jeg heller ikke have, at vores kongerige havnede i Stallones varetægt. Idet min mor nævnte, at Sergio nu overtog magten, blev der helt stille. Voldsomt skubbede mændene mig frem, så folket kunne se mig. Højlydt gispede de alle, idet Sergio også viste sig frem.

     Selvom jeg følte mig ødelagt, lod jeg ikke mig selv vise folket det. Jeg tog en dyb indånding og hævede hagen en anelse. Frygten behøvede ikke grave sig dybere i deres hjerter end som så. ”Jeg, Sergio Stallone, priser mig lykkelig for at kunne se over så yndigt et lille kongerige. Jeres Prinsesse er vendt hjem, og jeg giver jer mit ord på, at så længe I ikke stiller jer op imod mig, vil der ikke ske hende spor. Så nu spørger jeg jer, alle Santemonés indbyggere; giver I mig jeres ord?” Det overvældede mig at se alle række hånden i vejret. Nede, som en af de forreste, så jeg lille Lesley med et bekymret ansigtsudtryk. Hun holdt et godt tag om en kvindes hånd, der ikke så ud til nogensinde at ville give slip på den. På trods af lykken over at se, hun endnu levede, følte jeg mig endnu mere forræderisk over at lade hende være i hænderne på et bæst som Sergio.

     ”Godt – så lad os få kroningen i gang med det samme, nu ingen af jer ønsker at gøre modstand,” lød det fra Sergio. Han så sig søgende omkring. ”Hvor er præsten? Vi skal bruge præsten som det første.”

     ”Claire!” Forbavset kiggede jeg ned mod den store klump af mit folk, hvor navnet blev råbt fra. ”Claire! Clai.. je-jeg mener Adelaide!” Nogle maste sig igennem mængden af mennesker, der forvirrede stirrede på de fremmede. Jeg mærkede, hvordan der boblede et lille håb op i mig igen i takt med, at de nærmede sig. Undrende stillede Sergio sig helt hen til gelænderet og lænede sig let ind over det for at se, hvem der afbrød hans fredelige overtagelse af kongeriget.

     Harry, Niall, Louis, Liam og Zayn tumlede op foran de andre. Glæden spirede frem i mig som aldrig før, da jeg nu vidste, hvor langt de gik for deres venner. De lod mig ikke i stikken. Samtidig frygtede jeg dog også alt, eftersom man aldrig kunne vide, hvad Sergio besluttede sig for at gøre ved dem. I værste fald ville de lide under dødens lænker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...