Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

186Likes
453Kommentarer
27535Visninger
AA

26. Kapitel 24 ~ Princess in distress


Mia madre = Min moder

 

Nervøst kastede jeg blikke omkring mig for at tjekke, at ingen stod og lurede i nærheden. Stadig forstod drengene ikke helt, hvad der foregik, men jeg ville snart forklare dem det hele. Jeg vidste udmærket godt, at mændene fra Carsante inden længe fandt frem til mig igen, og det var ensbetydende med, at mit eventyr som Claire Adams nu måtte ende.

     Et stort smil mødte os i samme øjeblik, døren åbnede sig som reaktion på ringeklokken, Liam for lidt tid siden trykkede ind på. ”Hej Claire,” hilste Stephan. Kort efter opdagede han de fem drenge og skyndte sig at tilføje en hilsen til dem også. Langsomt blegnede hans smil dog, eftersom han tydede mit skræmte ansigtsudtryk og forvirringen, der strålede klart gennem de ti øjne bag mig. ”Hvad så?” spurgte han med et bekymret blik.

     ”Stephan.. Jeg vil være Dem evigt taknemmelig, hvis De vil være så gæstfri at lukke os ind.” Den brændende fornemmelse nægtede at forlade mit bryst, og tårerne pressede sig på grundet en frygtindgydende angst. Jeg sank en klump i forsøget på at få mit indre til at slappe en smule af. Uforstående kiggede Stephan mig ind i øjnene, og lige så stille vekslede vi følelser gennem den vedholdende øjenkontakt. Jeg mærkede, hvordan mine læber bævede, mens jeg inderlidt håbede på, at Stephan valgte at udvise den godhed, der strålede ud af ham.

     Lettet åndede jeg ud, idet han trådte til siden og lod os træde ind i hans knapt så store hus. Taknemmeligt gav jeg ham et kys på kinden, hvilket resulterede i, at overraskelsen blomstrede frem hos ham med det samme. En efter en vandrede vi ind ad den åbne dør, og en mild kaffeduft strøg ind i næseborene, mens varmen imødekommende omfavnede mig.

     Med en lettere rystende hånd førte jeg en tot af mit mørke hår om bag øret og afventede, at Stephan guidede os ind i et rum, hvor jeg planlagde at fortælle dem alt om mit sande jeg. De fortjente efterhånden at vide det. Hvis ikke jeg fortalte dem det, fandt de ud af det på egen hånd, så snart Carlo og hans to kompagnoner angreb os igen. Kendte jeg Stallone ret, gav de ikke sådan op.

     Roligt lukkede Stephan døren i, da Niall som den sidste trådte indenfor. Forvirringen skjulte ingen specielt godt, som de alle kastede forvildede blikke omkring sig. Stephan nikkede til os som tegn på, at vi kunne følge efter ham, hvilket vi gjorde. Gangene skilte sig farverigt ud fra så mange andre med malerier og fotografer i tynde rammer.

     Inde i stuen lå CeCe på sofaen med albuen hvilende på armlænet, og hovedet hvilede sig på hånden. Opslugt af fjernsynet, der viste billeder af en mand, der med sin pistol sigtede på en anden, lod hun ikke sit blik vige derfra. På bordet stod to kopper med noget varmt, der meget vel kunne være årsagen til den stærke kaffeduft, som klistrede sig til væggene.

     ”CeCe, vi har gæster,” informerede Stephan sin veninde om. Langsomt drejede hun hovedet mod os, men hendes blik forblev limet til skærmen. Først da Stephan lavmælt rømmede sig, røg al hendes opmærksomhed hen på os. Kortvarigt hævede hun øjenbrynene, idet hun overrasket satte sig op i sofaen. Den løse fletning hang hende over skulderen, og små hårtotter havde revet sig løs. Nede ved hendes fødder lå et udfoldet tæppe halvt oppe på sofaen og halvt nede på gulvet.

     ”Åh,” udbrød hun smilende. Hurtigt rettede hun en anelse på den rodede fletning. ”Hej med jer.” Jeg tvang mig selv til at sende hende et svagt smil, da jeg ikke nænnede at lade være. Hun var så venlig og ønskede tydeligvis kun alle det bedste. Af en eller anden grund fornemmede jeg, at hun var den type, alle holdt af og elskede. Jeg følte mig i hvert fald utrolig godt tilpas i hendes selskab, og den dårlig samvittighed over ikke at gengælde hendes venlige smil sneg sig hastigt ind på mig.

     Drengene løftede hånden som en hilsen, selvom de stadig ikke helt vidste, hvordan de bedst håndterede alt det, der netop var hændt. ”Kom bare herhen.” CeCe inviterede os med en viftende hånd hen til sofaerne og lænede sig ind over bordet for at tage en tår af sin tilsyneladende varme drik.
     ”Ja, kom I bare. Jeg skal i hvert fald have min kop kaffe, inden den bliver kold og klam,” klukkede Stephan.

     Vi accepterede alle invitationen og sad inden længe omkring det lille sofabord. Niall fik æren af at sidde på armlænet ved siden af Liam, da der ikke var mere end to lange sofaer. Med nød og næppe klemte CeCe, Stephan, Louis og Zayn sig sammen på den sofa, CeCe til en start lå på, mens Harry, jeg og Liam sad i den anden.

     ”Har I lyst til en kop kaffe?” tilbød Stephan med sit glas hævet. Flere af drengene rystede på hovedet, hvorimod Zayn rakte hånden i vejret.
     ”Det er også muligt at få te?” Lokkende kiggede CeCe rundt på os med sin kop i hånden, jeg gættede på indeholdt te. Tøvende rakte Liam hånden i vejret. ”Det kunne måske være meget rart oven på alt det her,” indrømmede han.

     CeCe stillede sin kop på bordet, inden hun forlod stuen med det sædvanlige, varme smil. Tænksomt sad Stephan med rynkede bryn og kiggede ned i sin kaffe. ”Oven på alt det her..” gentog han Liam. Undrende løftede han blikket og så rundt på os med et skævt smil. ”Det lyder som om, I har været ude for noget helt sindssygt,” lo han sagte.

     ”Det kan man vist godt sige, at vi har,” lød det med en alvorlig undertone fra Harry. Spørgende hævede Stephan det ene øjenbryn. Hans nysgerrige blik mødte mit, hvilket resulterede i et lavt suk fra min side af. Det krævede virkelig noget fra mig pludselig at skulle erkende, at jeg i de sidste uger havde løjet for dem alle.

     Ved at tage en dyb indånding samlede jeg modet til at rejse mig op med en ret ryg. Langsomt vandrede jeg væk fra sofabordet og hen foran fjernsynet, der endnu kørte i baggrunden. ”Kære alle sammen. Jeg har noget, jeg bliver nødt til at fortælle,” startede jeg ud med at sige. Harry rynkede fokuseret brynene, og jeg bemærkede, hvordan de alle havde deres fulde opmærksomhed rettet mod mig. De fornemmede uden tvivl, at de om lidt ville få svaret på deres mange spørgsmål angående scenen ved festen for lidt siden.

     ”Et styks kaffe og te!” Muntert satte CeCe de to kopper fra sig på bordet foran Zayn og Liam. Hurtigt takkede de hende, og jeg ventede tålmodigt på, at de igen virkede til at være klar. Den tidsperiode, de brugte på det, kunne jeg nå at trække vejret dybt et par gange til. Stephan nikkede mod mig af hensyn til CeCe, der glippede et par gange med øjnene, indtil hun forstod, at jeg var i gang med et eller andet. Undskyldende smilede hun til mig, og jeg fandt nu alle prinsessegenerne frem. Jeg behøvede dem, når jeg skulle stå foran syv mennesker og holde en hel tale om noget så alvorligt som dette.
     I et stykke tid forsøgte jeg at finde frem til den bedste måde at få det sagt på, men jeg indså hurtigt, at den måde ikke eksisterede. Jeg blev nødt til bare at sige det lige ud.

     ”Mit navn er ikke Claire Adams,” indrømmede jeg som det første. Tavsheden kvalte al varmen i stuen. Selvom det bestemt ikke føltes rart, fortsatte jeg. ”Jeg er Adelaide Raimonda Clio Pietra Cecere – Prinsesse af et lille, selvstændigt kongerige ved navn Santemoné i Italien. Ikke mange kender til det, da det ikke er spor vigtigt for de større lande. Ikke engang folk, der bor i det demokratiske Italien, ved alle, at det findes. Men det gør det..”

     Lydløst stirrede de alle på mig med store øjne, og jeg gik hen mod en større bogreol. Lige så stille berørte jeg et par af dem med fingerspidserne. Idet jeg trak en bog ud, adskilte jeg igen mine læber fra hinanden. ”Jeg er ikke opvokset på samme måde som jer, og det er jeg udmærket godt klar over selv. Sandsynligvis er det kun de færreste af jer, der hver dag placerede en bog på hovedet for at sikre Dem, at Deres holdning var korrekt.” Imens jeg talte, vandrede jeg hen til Niall og lagde forsigtigt bogen på hans hoved. Lang tid tog det ikke, før han smed sig ned på gulvet i forsøget på at gribe den. ”De færreste af jer er blevet oplært i, hvilken ske I bør bruge til middagen.” Ømmende gned Niall sig lidt på armen, da han samlede bogen op og denne gang satte sig ved siden af Liam, der rykkede tættere på Harry. ”Som prinsesse er det dog ting som disse, det kræves, man formår at have styr på.”

     Stadig hørtes der ingen lyde fra nogen af drengene eller Stephan og CeCe. Alle stirrede de bare på mig. Jeg foldede hænderne foran mig, mens jeg gav det lidt tid til at sænke ind hos dem. Det tog nu længere tid end forventet. ”Så.. Cl-Adelaide.. Eh, Prinsesse..” tumlede Stephan rundt i det. Ingen af de andre formåede at sige en eneste lyd på trods af, at deres munde stod vidt åbne. ”Du.. jamen..”

     ”Hvorfor er du.. De.. du..” hakkede CeCe i det. Hendes smil var blevet erstattet af et yderst forvirret og overvældet udtryk, der nærmest blæste hende omkuld. ”Hvorfor er du så her?” lykkedes det hende til sidst at få formuleret sig. Harrys blik fangede min opmærksomhed, og jeg kiggede ham undskyldende ind i øjnene. De andre drenge, hvis blikke flakkede tænksomt rundt, rettede også sit blik mod mig igen. Fjorten par øjne klistrede sig stort set til mig.

     Kort blinkede jeg et par gange med øjnene, da minderne om de mange breve, min far og hele affæren, der forårsagede mit kendskab til de syv personer foran, skyllede ind over mig. Mine øjne søgte mod gulvet, hvor de for en stund holdt hvilepause. Derefter hævede jeg langsomt blikket og åbnede munden, der pludselig føltes ganske tør.

     ”Min moder mente, at jeg her var i sikkerhed.” Mens jeg beredte mig på den næste lange mundfuld, glattede jeg den lyseblå kjole lidt ud i håbet om, at det beroligede mig bare en smule. Bagefter lod jeg mit blik glide rundt på de venner, jeg i løbet af kort tid havde fået mig. Det pinte mig, jeg stod og læssede en masse hen over dem lige inden, jeg forlod dem.

     ”Ser I, vores private doktor, Doktor Mancini, konstaterede, at min fader led af en yderst farlig sygdom. Den skadede ham indefra, og vi kunne ikke andet end at bede til, han overlevede. Jeg holdt håbet højt, som alle gør i disse situationer. Mia madre.. Min moder ønskede ikke at bebyrde mine skuldre med en masse ubehagelige detaljer, så jeg fik kun en viden om det mest nødvendige,” forklarede jeg med sorg i stemmen. Automatisk gled mit blik ned til armbåndet om håndleddet, Lesley forærede mig. Forsigtigt lod jeg mine fingre berøre de hvide perler, inden jeg meget langsomt tog det af.

     ”Dette armbånd har en helt særlig betydning. Det husker mig på, hvor vigtigt håbet er. Ikke kun med hensyn til min fader. Hele mit kongerige behøver et stærkt håb. Præcis som den lille pige, der var så godhjertet at forære mig sit dyrebare armbånd.” Jeg betragtede let perlerne, der pyntede på snoren, før jeg rakte det til Niall, der sad mig nærmest. ”Tag det på,” beordrede jeg ham med et svagt smil. Tårerne truede med at pible frem i øjenkrogene på mig. ”Kan De mærke dets gennemsyrende kraft?”

     Uforstående tog han fat om armbåndet og kiggede sig omkring. Alle så afventende på ham. Langsomt lod han armbåndet glide op omkring sit håndled og sad tavs et halvt minut. Han kløede sig på siden af halsen med de korte negle, inden hans stemme flød ud i rummet. ”Nej..”

     Jeg smilede svagt. ”De har måske ikke behov for det på samme måde som den tapre, lille pige og jeg.” Kortvarigt tænkte jeg mig om og lukkede mine øjne. Idet jeg slog dem op, vandrede jeg et par skridt til venstre, hvorefter jeg stillede mig med skuldrene tilbage og fronten rettet mod dem igen. Fornemmelsen af en stikkende nål, der stak mig i halsen, ramte mig. Billeder af de mange forskellige breve flakkede foran mit indre syn, og angsten overvældede mig pludseligt. Den blussede op som fra en gnist til en flamme på ingen tid, og jeg bakkede et enkelt skridt for at sikre mig, jeg forholdt balancen.

     Da jeg kunne bekræfte, frygten ikke overvandt mit sind, og jeg derfor formåede at blive stående oprejst, lod jeg igen min forklaring tage over. ”Min moder er ikke i stand til at regere på egen hånd. Derfor skal jeg krones som dronning af Santemoné den første januar for at sikre kongeriget tryghed. Desværre modtog jeg breve, der gang på gang indeholdt en trussel. På trods af at min moder beordrede vagter uden for min dør og mit vindue, lykkedes det fjenden at trænge ind på mit soveværelse med trusselbreve. Især en nat husker jeg tydeligt; kniven, han forsøgte at tage mit liv med..” Det sidste hviskede jeg næsten, da jeg stort set mistede stemmen.

     Lavmælt rømmede jeg mig og fortsatte fortællingen. ”Min moder besluttede sig for at sende mig til England, hvor hendes bedste veninde fra gammel tid befandt sig. Hun rådede mig til ikke at ringe eller skrive, da det kunne bringe os alle i fare. Anne, min moders bedste veninde, tog mig til sig. Hun lovede, hun ville våge over mig. Men hun endte i en ulykke, der forårsagede, at hun ikke kunne huse mig længere.” Mit blik skabte øjenkontakt med Harrys. Jeg fornemmede, hvordan han lyttede til hvert eneste ord. ”Derfor adspurgte hun Harry om hjælp. Den bedste måde, jeg kunne sikre mig en vis sikkerhed, var ved at skjule min identitet. Claire Adams blev mit dæknavn. Jeg måtte ikke blive fundet af Stallones mænd. Hele planen blev dog ødelagt, da billedet af jer og jeg kom ud til også Italien. Nu havde de jer at gå efter. Jeg formoder ikke, det var svært at finde frem til jer, eftersom I er berømte.”

     ”Hvem er Stallone?” forhørte Liam sig undrende om. Jeg vidste ikke, om jeg manglede at fortælle noget, der hørte til det andet, men jeg gik ud fra, at de spurgte, hvis de undrede sig over nogle ubesvarede spørgsmål. Derfor tillod jeg mig at skifte hen til en dybere baggrundsfortælling.

     ”Udover Santemoné eksisterer også et andet kongerige ved navn Carsante. For flere hundrede år siden fandtes hverken det ene eller det andet. De var ét. Folket levede dengang lykkeligt i kongeriget, Carsantemoné. Min forfader, Kong Amadeo, regerede med retfærdig hånd, som vi i dag også forsøger at efterleve det i familien. En af hans gode venner, Urso, af den adelige slægt, Stallone, hungrede dog efter magten. Han startede en blodig og langvarig krig, der kostede mange livet.” Min historie så ud til at vække nysgerrigheden hos dem alle. Forvirringen vaskedes nu ikke bort, tværtimod voksede den nærmere.

     ”Efter fire år, syv måneder, tre uger og fire dage bukkede Kong Amadeo under for folkets skyld. Han gik med til at opdele kongeriget, hvor han fortsat regerede den ene halvdel, hvorimod Urso fik æren af at regere den anden. Sådan opstod Carsante og Santemoné. De aflagde en ed på ikke at true det andet kongerige på nogen måde, og eden har holdt ved lige siden. Indtil nu..” Jeg sænkede blikket, da jeg mindedes alt det grusomme, der skete dagen inden, jeg rejste fra mit land. Inderligt frygtede jeg, hvad der var sket i den tid, jeg havde været bortrejst.

     ”Sergio er nutidens konge af Carsante. Han ønsker mere magt, end nogen anden af de to riger nogensinde har gjort. Han ved, det er et godt tidspunkt at gribe ind. Min fader ligger syg i sengen og kan ikke kæmpe. Af samme grund ved han intet om brevene. Han ved heller ikke, at jeg befinder mig her. Sergios mænd er sendt ud efter mig. Den ene genkender jeg som manden, der forsøgte at bore kniven ned i brystet på mig midt om natten.” Jeg holdt en kort pause og kiggede op. Stadig forholdt jeg min ryg ret. ”Jeg har kun en fornemmelse af, hvilke hændelser, der sker i mit kongerige på netop denne tid. De er ikke gode. Jeg kan ikke blive ved med at flygte. Sergios mænd opgiver ikke. De vil finde mig. Det er kun et spørgsmål om tid, inden de finder frem til mig her.” Automatisk fandt mit blik igen Harrys. Mit hjerte galopperede hastigt af sted, da den sidste sætning flød ud gennem mundens åbning. ”Og når det sker, tager jeg med dem.”

     Forskrækket spærrede han øjnene op. Louis rejste sig i en fart op fra sofaen. ”Det kan du da ikke, Claire! Eller.. A.. Cl.. Claire..” Forvirret rystede han på hovedet, hvorefter han fortsatte sin protest. ”Du siger jo selv, at de slår dig ihjel!” Niall lignede en, der var blevet ramt af en tung hammer i hovedet, mens Zayn stirrede tomt på mig. Bekymret flakkede Liams blik rundt.

     ”Er.. Er det min skyld? På grund af billedet?” Harrys hæse røst stak mig i hjertet. Svagt sendte jeg ham et smil, idet jeg gik hen for at tage plads ved hans side i sofaen. Kun med nød og næppe fik jeg sat mig på det lille stykke plads, der var tilgængeligt. Tårerne dannede blanke hinder for øjnene af ham, og jeg tog fat om begge hans hænder med mine.

     ”Det er ikke din skyld. Sergio er en intelligent mand. Hans mænd er oplært godt. De havde fundet mig lige meget hvad,” prøvede jeg at berolige ham. Det hjalp tilsyneladende ikke.
     ”Hvad med din far? Han kan jo ikke kæmpe? Du dør..” Hans stemme knækkede over, i samme øjeblik den første tåre trillede ned ad kinden på ham. I hans øjne tydede jeg stadig en vis forvirring og uforståenhed, men han troede på min fortælling. Det betød meget for mig. I løbet af tiden, jeg boede hos ham, bemærkede han højst sandsynligt også, at min adfærd måske skilte sig ud. Nu fik han endelig svar på hvorfor.

     Mit hjerte knustes i tusind stykker, da han foran mig græd og samtidig nævnte min far. Jeg sank en klump for at holde gråden indenbords, da jeg vidste, at jeg måtte være stærk. ”Nej,” lød det fra mig med en svag, rystende stemme. ”Min far kan ikke kæmpe. Husker du ikke, hvad disse fotografer og journalister sagde? Han er død..” mindede jeg ham om.

     ”Men C.. Adel-”
     ”Harry, ved du, hvad det sværeste ved at være prinsesse er?” afbrød jeg hans stammen. En knude snorede sig sammen i maven på mig, mens den brændende kartoffel i brystet smertede voldsomt. Før jeg vidste af det, piblede tårerne frem. Lige så stille bevægede Harry hovedet fra side til side, og jeg gav et lille hulk fra mig, inden jeg tvang et smil frem gennem gråden. Dybt trak jeg vejret, før jeg formåede at svare på mit eget spørgsmål for ham. ”At gøre det rigtige uanset hvad.”

     Louis protesterede stadig højlydt, men han forstod højst sandsynligt ikke engang sig selv. Jeg kiggede Harry dybt ind i øjnene og gav hans hånd et lille klem. Tanken om at skulle forlade ham og måske aldrig se nogen af drengene igen, forværrede blot den ulidelige smerte. I takt med den hurtige vejrtrækning udspilede Harrys næsebor sig som tegn på, at han kæmpede imod gråden. Det gjorde alt for ondt at se ham på denne måde. ”Jeg vil ik-”
     Harry blev denne gang afbrudt af en dør, der smadredes. Hastigt kom jeg op at stå med blikket rettet mod døren ud til gangen. Inden længe dukkede Carlo og hans to kammerater op.

     ”Grib hende!” beordrede Carlo de to andre. Med bestemte skridt styrede de direkte mod mig, og jeg skyndte mig at hæve den højre hånd. Forsigtigt rejste Stephan sig op, men idet jeg drejede hovedet og sendte ham et alvorligt blik, satte han sig igen ned. CeCe klamrede sig straks til ham. Igen vendte jeg min opmærksomhed mod de tre mænd, der var stoppet op grundet min hånd.

     ”Det er ikke nødvendigt.” Min rolige stemme overraskede mig selv gevaldigt, men jeg lod som ingenting. ”Jeg går frivilligt med på to betingelser; De lader mine venner være i fred..” Jeg sænkede hånden og slog let ud med armene mod de alle syv, der forskrækkede sad i sofaerne med skræmte ansigtsudtryk. ”..og De betaler skaderne for Deres ødelæggelser.”

     Kort tænkte Carlo sig om. Det blev dem billigere blot at fange mig, men det var nemmere for dem, hvis jeg frivilligt gik med. ”Det er en aftale,” brummede han dybt. Han studerede drengene og CeCe, før han signalerede, at vi tog af sted nu. Med min stolthed i behold vandrede jeg mod udgangen. Davide og Paolo ventede utålmodigt på mig ved den ødelagte fordør. Idet jeg trådte ud, greb de fat om hver sin arm og holdt et godt tag derom. Irriteret vred jeg mig lidt, da det ikke ligefrem blev gjort blidt.

     Selvom jeg ikke kastede et eneste blik bagud, mærkede jeg, de andres blikke bore sig ind i ryggen på mig. Igen forsøgte jeg at hive mine arme til mig, som vi nærmede os den larmende helikopter. ”Jeg kan udmærket godt gå selv,” vrissede jeg en anelse af dem, og til mit held slap de mig. Jeg førte med begge hænder håret om bag hvert øre, hvorefter jeg trådte op på det første trappetrin til helikopteren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...