Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

186Likes
453Kommentarer
27543Visninger
AA

25. Kapitel 23 ~ Be prepared whatever royal life will bring

 

Adelaides synsvinkel

 

"Tillykke med fødselsdagen!" Forskrækket bakkede jeg et skridt med opspærrede øjne. Foran mig hoppede mindst hundrede mennesker med store smil hængende på læberne. Jeg måtte tage mig til brystet, da de nær gav mig et hjertestop. De fleste af dem kendte jeg ikke, men de smilede alligevel stort til mig. 

     Forundret blinkede jeg med øjnene, som mit syn blev udvidet en anelse. Balloner fløj rundt i stuen, farverige duge dækkede bordene, pyntet mad stod rundt omkring, og der lå en masse indpakkede gaver henne ved sofaerne. Stort set alle folk holdt om et glas med en glinsende, rød væske, der langt fra lignede vin. 

     Endnu med et bankende hjerte drejede jeg nakken og så op på Harry, der virkede til at være yderst tilfreds med min reaktion. Glimtene i hans øjne fortalte mig, at han højst sandsynligt havde været med til at arrangere dette. Smilende flettede han sin venstre hånds fingre ind i min højres, men formåede at fastholde øjenkontakten. 

     "Tillykke med fødselsdagen, Claire," gentog han deres råb i et lavere tonefald. Jeg vidste overhovedet ikke, hvordan jeg skulle reagere, eller hvad de forventede, jeg gjorde. Det her havde jeg aldrig oplevet før. Overvældet åbnede jeg munden i håb om, at der kom et eller andet ud. Da jeg ingen ord hørte, så jeg rundt i stuen. Alle ventede spændte på at høre noget fra mig.

     Pludselig fik jeg øje på Niall, Louis, Liam og Zayn, der maste sig gennem nogle af de forreste for derefter at sende mig begejstrede smil. Det endte med at smitte af på mig, og straks klappede folk jublende i hænderne. Selv var jeg lettet over, at smilet endelig dukkede op, da jeg følte mig positivt overrasket, lige fra jeg trådte ind i den snart så velkendte stue. Jeg manglede blot en måde at udtrykke min glæde på, eftersom forbavselsen, forvirringen og forskrækkelsen strømmede ind over mig som en voldsom bølge.

     ”18 år skal fejres med manér!” grinede Louis højlydt med et hævet glas, idet de alle nærmede sig. ”Tillykke med fødselsdagen,” sagde han en smule lavere, da han omfavnede mig. De andre drenge fulgte hans eksempel, og jeg tog imod hvert eneste af deres kram. Stadig var jeg helt målløs over den modtagelse, jeg fik. Hvis ikke forskrækkelsen dræbte skriget på dens vej ned i maven, havde jeg fyldt rummet med et skingert skrig. Det tvivlede jeg slet ikke på. ”Hvordan føles det så at være blevet en myndig voksen?”

     Jeg kastede et blik rundt i stuen, inden jeg skævt trak op i smilebåndet. Som der bredte sig et usikkert smil på mine læber, vendte jeg igen opmærksomheden mod drengene. ”Overvældende,” hørte jeg mig selv konkludere. Svaret resulterede i højlydte grin fra dem alle fem, men som sædvanlig lød Nialls højest. Han åbnede munden på vid gab og lod den rungende latter glide direkte ud.

     ”Så du blev altså overrasket?” Forhåbningsfuldt kiggede Liam på mig. Jeg nikkede let på hovedet, inden jeg bekræftede det med et kort, meget brugt ord. Overrasket dækkede slet ikke, hvad jeg blev. Det eneste, jeg vidste af, var, at Harry inviterede mig til frokost på samme restaurant, vi spiste på efter svømmehallen. Denne gang forstod jeg blot, at man valgte mellem retterne på menukortet i stedet for at få dem alle. Mæt af en varm og yderst delikat grøntsagssuppe, kyllingefillet med ristede kartofler og en dessert, der bestod af vanilleis med smeltet karamel på toppen, insisterede han på, at vi gik ind i en forretning med tøj. Der sendte han mig gang på gang ind i prøverummet med en ny kjole, som han ville give mig i gave. Hvad end jeg sagde for at forsikre ham om, at han ikke behøvede forære mig noget, nægtede han at lade være. Jeg havde nu intet imod at prøve flere af de yndige kjoler, butikken ejede. Bestemt en kjole forelskede jeg mig helt i. Dens lyseblå farve faldt mig lige i øjnene, og det føltes stort set som silke, selvom jeg udmærket godt kunne fornemme forskellen. Skørtet hang løst ned til knæene på mig, og om livet sad et bælte i samme farve stramt bundet med en sløjfe bagpå. Ærmerne gik mig næsten til håndleddene, og enkeltheden i den var det, jeg næsten bedst kunne lide. Enkel og samtidig så ubeskrivelig smuk. Da jeg viste mig i den lyseblå kjole, lyste han stort set lige så meget op, som han mente, jeg gjorde med den på. Derfor endte det med, at jeg nu stod iført den foran de mange mennesker, Harry intet fortalte mig om. Så jo, det overraskede mig i den grad, når jeg blot regnede med at komme hjem til et tomt hus efter en dejlig fødselsdagstur med Harry.

     ”Her.” Harry rakte mig smilende et glas med den interessante, røde væske. Det gibbede kort i mig, da jeg ikke bemærkede, at han forsvandt for lidt tid siden. Takkende modtog jeg det og foldede min højre hånd omkring det, hvorefter drengene førte mig længere ind i rummet. Flere ønskede mig tillykke på vejen og på trods af min stadige forvirring, takkede jeg dem alle.

     Den rødhårede dreng fra Halloweenfesten kom hen til mig med et varmt smil plantet på læberne. Jeg måtte for mig selv indrømme, at jeg overhovedet ikke huskede hans navn. Derfor glædede det mig, at han præsenterede sig selv. ”Hej Claire. Tillykke med fødselsdagen,” startede han ud med at sige. Med en fast hånd trykkede han min. ”Mit navn er Ed Sheeran.” Ed. Nu kunne jeg huske, hvad Harry kaldte ham, da de mødtes. Jeg gengældte hans venlige smil, før Harry brød ind.

     ”Eddie!” udbrød han med et barnligt ansigtsudtryk og slog armene om sin ven. Smilende betragtede jeg dem stå og grine sammen og udveksle ugens nyheder. Mere nåede jeg dog ikke rigtigt, da Louis bestemte sig for at hive mig hen til alle gaverne. Straks rakte Niall mig en rektangulær pakke, som jeg tog imod med den frie hånd.

     ”Den er fra os fire,” informerede han mig om og pegede rundt på Louis, Zayn, Liam og sig selv. Jeg sendte dem et stort smil og satte glasset fra mig på den nærmeste flade. Derefter begyndte jeg forsigtigt at pakke gaven ud. Papiret var lilla med et fint, lyserødt bånd på. Først da jeg fik det af, lå der et brev. Jeg åbnede det med det samme store smil klistret til læberne.

 

     Kære Claire
Tillykke med de 18 år! Nu er du for alvor blevet voksen.
Så er der ingen, der kan bestemme over dig længere, og du kan gøre, som du vil.
Du er en fri pige. Bask med vingerne og kom af sted på eventyr!
Vi kan ikke beskrive, hvor glade vi er for at have mødt dig. Du er en helt speciel pige,
der gør vores hverdag interessant.
Vi ønsker dig kun lykkelige stunder for fremtiden!
Yo, vas happenin' og alt det der,

Niall, Liam, Louis & Zayn.

 

Smilende takkede jeg dem for det søde brev, men de virkede mere nysgerrige på min reaktion over gaven. Da mit blik lige så stille gled derned, spærrede jeg overrasket øjnene op. En fin æske med chokolade viste det sig at være. ”Tusind tak skal I have. Det er vel nok en herlig gave!” Niall pegede på æsken med det glade smil.

     ”De er specielt lavet med den fineste chokolade. Dit navn er indgraveret, og vi fik også lavet æsken helt speciel! Så nu er spørgsmålet bare, om du kan lide dem,” klukkede han. Imponeret betragtede jeg den flotte æske.
     ”Ja, de andre gik ikke med til at adoptere en abe,” beklagede Louis sig, dog med et udtryk, der fortalte, at han mest af alt brokkede sig for sjov. Efterhånden forstod jeg, hvornår de var alvorlige og lavede sjov ud af tingene. De andre drenge grinede højlydt, og jeg selv smilede større. Jeg tvivlede slet ikke på, at jeg ville savne de drenge, når jeg engang forlod England.

     ”I skal i hvert fald have mange tak. Jeg er jer virkelig taknemmelig. Det er en gave, jeg sætter stor pris på,” takkede jeg dem. Kort lænede jeg mig ind og gav dem hver et kindkys. Alle smilede de til mig, mens Niall rødmede let.

     ”Jeg har også en gave til dig.” Harrys smil stødte jeg på, idet jeg vendte mig om. Han holdt en lille, firkantet æske i hånden med et flot, lyseblåt silkebånd omkring, hvor en sløjfe bandt det sammen på toppen. ”Det matcher din kjole,” påpegede han med et grinende glimt i øjet.

     Da jeg åbnede æsken, gispede jeg lavt. Der lå en guddommelig guldhalskæde med den fineste krone som symbol. ”Harry..” hviskede jeg, mens jeg betragtede halskæden. ”Det.. det er alt for meget.”
     ”Sludder,” modsagde han mig. Roligt tog han æsken ud af hånden på mig og fik halskæden ud. Han gjorde tegn til, at jeg skulle dreje om, hvilket jeg i et langsomt tempo gjorde. Hans varme hænder førte mit hår til siden, så det blev nemmere for ham at lukke halskæden om min hals. Da jeg igen vendte mig om, betragtede jeg den hænge om halsen på mig.

     ”Den passer lige til dig; en pige med en indre prinsesse,” smigrede han. Smilet bredte sig ud på læberne af mig, og jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle takke ham. Det var virkelig alt for meget. Blidt plantede jeg et kys på kinden af ham, men kort efter kyssede han mig tilbage på munden. Varmen fra hans krop slap ind i mig, og følelsen af at være hel begyndte at tage til.

     ”Okay, okay, okay!” råbte Niall op. Harry og jeg trak os roligt fra hinanden og rettede blikket mod vores ven, der havde sat sig på en stol midt i menneskemængden med en guitar. ”Vi fortsætter gaveoplukningen senere! Nu er det tid til fødselsdagssang!” Folk jublede og klappede let i hænderne. Jeg tog fat om mit glas med den røde væske og gik hånd i hånd med Harry hen til de andre.

     Kort nippede jeg til glassets indhold og blev mødt af en boblende smag på tungen. Overrasket glippede jeg med øjnene. ”Harry, hvad er dette for en mærkværdig saft?” hostede jeg lavt.
     Grinende lod Harry sin arm lægge sig om skulderen på mig. ”Det er vist noget af en blanding mellem sodavand, champagne og.. ja, jeg ved det faktisk ikke helt. Det skulle være noget af det bedste til sådan nogle lejligheder som denne,” fortalte han. Jeg nikkede, mens jeg studerede væsken, der brusede nede i glasset. Det smagte skam ikke tosset, nej.

     Niall slog en tone an, hvorefter folk sang Happy Birthday for mig. Smilende stillede jeg glasset fra mig på stuebordet for at klappe i hænderne, idet sangen sluttede. Alle stemte i i kor, og jeg følte mig virkelig godt tilpas. Niall fortsatte på guitaren med en anden melodi, jeg ikke kendte, men andre lod sig rive med. Selv Harry satte sig ved siden af sin ven og åbnede munden for at lade sin skønne stemme flyde ud.

     Midt i al glæden lagde der sig pludselig en tung hånd på min skulder. De automatiske reflekser sørgede for, at jeg rettede opmærksomheden mod ham. "Princessa.. Endelig finder vi Dem." Langsomt falmede mit smil, mens jeg så ind i hans mørke øjne. Mit blik gled ned på brystet af ham, og alt indeni mig stivnede straks. Ord formåede ikke at beskrive den angst, der spredte sig gennem min krop, som slog et lyn ned i mig. Symbolet med de mange forskellige jordfarver, der omringede det gyldne C med en krone af tre olivenblade, fortalte mig, hvad jeg frygtede; Carsante havde fundet frem til mig.

     Panisk søgte mit blik op mod hans ansigt, hvor et svagt smil sad limet i mundvigen på ham. De mørke øjne virkede genkendelige, og inden længe gik det op for mig, hvor jeg kendte ham fra. Billeder fra natten, hvor mareridtet blev til virkelighed hjemme på slottet, erstattede i små snit mit nuværende syn. Ligheden mellem de to ansigter tog jeg ikke fejl af, selvom mørket skyggede for det første gang, jeg så ham. Det var ingen andre end den mand, der gjorde et forsøg på at tage mit liv.

     Lammet stirrede jeg på ham, mens jeg følte alt blive sort. Håbet for kongeriget forsvandt længere og længere væk. Først da jeg grundet lammelsen tillod ham at gribe fat om min overarm, vågnede jeg op fra den stivnende trance. Idet han trak i mig, prøvede jeg at vride mig fri af hans greb. Desværre lykkedes det ikke helt så nemt. ”Davide, gør helikopteren klar!” beordrede han ud i den blå luft. En af de andre gæster nikkede, hvorefter han med ret ryg skyndte sig ud af stuen.

     Frygten steg mig til hovedet, mens Nialls smukke guitarspil fortsatte. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. I håbet om at finde en mulig flugtvej fløj mit blik til alle sider. Efterhånden nærmede vi os udgangen af stuen i så roligt et tempo, ingen bemærkede det. Der gik det op for mig, at jeg måtte tage et mere drastisk middel i brug.

     Selvom det slet ikke passede en prinsesse, trådte jeg ham hårdt over foden med den mindre hæl. Et irriteret, smertefuldt skrig slap ud gennem hans munds åbning, og grebet om min arm løsnedes en smule. Guitarens toner stoppede med at fylde rummet med den dejlige melodi, og jeg forsøgte igen at komme fri. ”Slip mig.. Slip mig! Jeg befaler Dem at slippe mig. Vær nu sød,” bad jeg, mens tårerne samlede sig i øjenkrogene.

     ”Claire.. Claire, hvad sker der?!” råbte Harry forfærdet. Jeg kastede et blik tilbage på ham, der gemte på et lydløst 'hjælp'. Bekymringen i hans øjne stak mig dybt i hjertet. Som jeg blev ved med at vride mig, løb han hurtigt op til os. Mandens mørke blik landede med det samme på Harry, der ikke havde nogen idé om, hvad der foregik.

     ”Hey, hey, hey..” Han viftede forvirret med armene, men prøvede at ligne en, der havde styr på det hele. ”Slip hende lige. Festen er kun lige begyndt, hun skal ingen st.. du..” Undrende rynkede han brynene og lod sit blik glide ned ad manden foran sig. ”Hvem i alverden er du? Dig har jeg da ikke inviteret?”

     Forskrækket skreg jeg lige så højt som natten, jeg nær mistede livet. En knytnæve ramte Harry hårdt på siden af hovedet, og han faldt såret ned på gulvet. Flere skrig fra gæsterne blandede sig med mit eget, men jeg tænkte kun på at hjælpe Harry, der ømmede sig lavmælt nede på gulvtæppet. Idet jeg blev trukket videre, trådte jeg igen på mandens fod, men det hjalp ikke spor.

     ”Hey!” Louis' stemme fik mig til at kigge bagud. Mit hjerte galopperede alt for hurtigt, og det smertede i hele min mave. Små hammere slog med al deres kraft derinde, og jeg udholdt stort set ikke den angst, der snart borede sig dybere og dybere ind i mig, jo længere væk jeg kom fra de andre. Forpustet gav jeg et støn fra mig, men det kvaltes hurtigt af det hulk, der i længere tid havde banket på.

     Ømmende tog Harry sig til hovedet, da Liam og Niall hjalp ham op. Louis farede direkte mod os, og jeg vred mig igen uden held. Stønnene og hulkene udviklede sig til en mærkværdig hiksten, mens panikken overstrømmede mig som intet andet. Louis tog fat om skulderen på manden, hvilket han straks fortrød. Hårdt skubbede manden ham ned på gulvet, Harry også landede på, og flere af gæsterne rejste sig op og fyldte rummet med skingre skrig.

     ”Hvad fanden har du gang i?” Zayn overhalede os, i samme øjeblik vores opmærksomhed hvilede på Louis. Irritationen malede sig som et tykt lag hen over mandens ansigt, og han skubbede mig langt ud til siden, hvor han kunne holde øje med mig. Hvad, ingen af os før lagde mærke til, kostede os nu en overordentlig forskrækkelse. Frem fra bæltet trak han et sværd, der glinsede i de stråler, solen sendte gennem vinduerne.

     Tårerne trillede ned ad kinderne på mig, da han gjorde udslag mod Zayn, hvis øjne fyldtes med frygt. Aldrig havde jeg set ham på den måde før, og jeg konstaterede let, at jeg ikke brød mig om det. Perrie maste sig gennem mængden af skrigende folk, der flygtede fra stuen, med et ængsteligt kald på sin kæreste. Zayn bukkede sig for at undgå at blive ramt af sværdet, men jeg vidste alt for godt, at manden fra Carsante måtte være god til de nødvendige færdigheder med sværd, siden han sendtes ud for at dræbe mig- både i Italien og nu også her, hvor han havde til opgave at finde mig.

     Ude af stand til at tænke klart løb jeg hen til Harry, der endelig stod oprejst på benene med visheden om, at jeg på vejen let kunne blive spiddet med sværdet. Til mit held opdagede manden det ikke, før jeg forpustet blev omfavnet af både Harry og Liam. Bekymringen tydede jeg hurtigt i deres ansigtsudtryk, mens forvirringen også trængte sig igennem.

     Vredt skiftede manden opmærksomheden fra Zayn til mig, og jeg fornemmede, at det ikke endte godt. Stadig forsøgte folk at flygte udenom det store drama, der udfoldede sig i Harrys stue. ”Paolo, se så at hjælp lidt til. Fjern fingrene fra de kiks!” hidsede manden, ingen af os endnu kendte navnet på, sig op. Undskyldende sendte en mørkhåret, høj og bred mand - som gættede mig til hed Paolo - ham et blik. Symbolet sad også på brystet af hans uniform, og jeg begyndte at stille spørgsmål til, hvor mange der rent faktisk befandt sig i dette rum.

     Paolo trak også et skarpt sværd frem, og alle i stuen rystede af frygt for, hvad der skete. Selv vidste jeg, det ikke nyttede noget at flygte. De fandt mig alligevel til sidst. Det havde jeg fundet ud af nu. Alligevel fulgte jeg med, da Harry tog fat om mit håndled og i en fart førte mig væk. Høje råb på italiensk hørtes fra mændene, mens også lyden af glas, der smadredes, borede sig gennem min trommehinde.

     ”Løb, Harry, løb!” skreg Louis forpustet. Det lød nærmest som om, også han var på flugt. Vi blev jaget op ad trappen og ind på værelset, jeg sov i. Hastigt smækkede Harry døren i og drejede nøglen om, men jeg vidste alt for godt, at det ikke holdt dem ude. Med faste skridt vandrede jeg hen til Harry.

     ”Jeg er ked af det, Harry..” startede jeg ud med at sige. Forvirret rystede han på hovedet, mens han forpustet kiggede på mig.
     ”Ked af hvad? Det er jo ikke din skyld, der kommer sådan nogle..” Han standsede sig selv midt i sætningen, idet han bemærkede, jeg skamfuldt lod mit blik søge mod gulvet. ”Hvem er de mænd, Claire? Ved du det?”

     Igen strømmede tårerne ned ad kinderne på mig, og smerten jog sig dybere og dybere ind i mit hjertet, selvom det ikke burde være muligt. Angsten holdt allerede stramt omkring det og pressede hårdt til. Det var næsten ikke til at holde ud. ”Det var aldrig meningen, det skulle ende med at gå ud over jer. Sergio vil gøre alt for at få mig dræbt, og da han s-” Jeg blev afbrudt, netop som noget kastede sig mod døren. Alt håb for overlevelse virkede til at være væk. Jeg berørte let perlearmbåndet, jeg endnu bar, inden jeg løftede blikket og mødte Harrys grønne, medfølende og forvirrede øjne.

     ”Vi skal ud herfra,” meddelte han fast besluttet på ikke at lade vores liv ende her. Det imponerede mig, at han ikke opgav,  i troen om det ikke var virkelighed. Søgende kiggede han sig omkring, men det eneste, der måske kunne redde os, var vinduerne. Hurtigt løb han hen til dem og skubbede det ene op på vid gab. Der gik lidt tid, før han vinkede mig hen til sig. ”Kom.”

     Da jeg nåede det vidtåbne vindue, så jeg ned. Bange bakkede jeg, da jeg opdagede, hvor langt ned der var. En anden angst kæmpede sig til en plads i brystet på mig, hvilket ikke var en god kombination med den, der allerede herskede over mit indre. ”Der må være en anden udvej. Vi kan ikke komme ned der, Harry. Det må du da kunne forstå. Vi overlever ikke det fald. Vi-”

     ”Sssh!” Harry tog fat om mine skuldre og kiggede mig dybt ind i øjnene. ”Vi kan klare det her, Claire.” Blidt pressede han sine læber mod mine og opløste en smule af den frygt, der lå som tunge, brændende sten i maven på mig. Alle mine følelser blev mere forvirrede end nogensinde før, men jeg nød øjeblikket. Roligt lukkede jeg øjnene og prøvede at slappe lidt mere af. Da han trak sig tilbage, kærtegnede han forsigtigt min kind. ”Vi kan klare det sammen,” hviskede han beroligende.

     Langsomt åbnede jeg igen øjnene, hvor hans svage, og dog charmerende smil, mødte mit blik. Dybt tog jeg en indånding, hvorefter jeg nikkede. Han havde ret. Fortsat larmede det på døren, og jeg hørte dem bande og råbe af os derudefra. Hurtigt fik Harry mig helt tæt på vinduet igen og pegede på nedløbsrøret, der gik fra tagrenden og hele vejen ned til jorden.

     ”Er du klar på at kravle ned?” Forfærdet spærrede jeg øjnene op. Igen bakkede jeg, men Harry holdt fast om min hånd. Alvorligt kiggede han på mig. ”Jeg kravler ned først, så kommer du.. okay?” Nervøst kastede jeg endnu et blik ud af vinduet for at studere nedløbsrøret. Tænk, hvis det ikke holdt? ”Claire..” Harry smilede skævt til mig. ”Jeg lader dig ikke ske noget.”

     Efter de ord kravlede han op i vindueskarmen og klamrede sig inden længe til røret, der førte vand ned i jorden. Bekymret fulgte jeg med fra vinduet af, mens jeg hørte på de bankende lyde på døren. Ængsteligt så jeg om mod døren, hvorefter mit blik tilfældigt landede på det lille natbord henne ved sengen. Igen kiggede jeg mod døren, inden jeg skyndte mig derhen og tog fat om det lille kort, der fangede min opmærksomhed. Derefter løb jeg hen til vinduet for at sikre mig, at der ikke var sket Harry noget. Til min lettelse hoppede han sikkert ned på jorden og tørrede let hænderne af i bukserne.

     ”Så er det dig, Claire. Pas nu på,” råbte han op til mig. Nervøst betragtede jeg røret, der om lidt skulle lede mig væk fra fjenderne. Selv på denne afstand bemærkede Harry min nervøsitet. ”Bare rolig.. Jeg griber dig, hvis du falder,” forsikrede han mig om. Taknemmeligt sendte jeg ham et lille smil. For at berolige mig selv trak jeg vejret dybt med lukkede øjne, hvorefter jeg slog dem op og stak kortet ned i båndet på kjolen.

     Utroligt nok formåede jeg at komme op at sidde i vindueskarmen. Hastigt rettede jeg lidt på kjolen, der viste for meget af mine ben. Derefter fortsatte jeg meget langsomt med at skubbe mig selv længere hen til nedløbsrøret. Da jeg strakte den ene hånd for at nå, følte jeg pludselig, at jeg faldt og skyndte mig at trække den tilbage for at holde fast ved vindueskarmen.

     Jeg sank en klump, mens larmen fra den modsatte side af døren syntes at blive værre. Nede på jorden stod Harry med sit blik låst fast på mig. Igen forsøgte jeg at række ud efter røret, og da det lykkedes min hånd at få fat omkring det, klamrede jeg i en fart benene om det, hvorefter jeg til sidst løsnede den sidste hånd fra vinduet.

     ”Okay, tag det helt roligt, Claire.. Lige så stille.. Forsigtigt..” guidede Harry mig nedefra. Jeg havde absolut ingen idé om, hvordan man kom ned ved hjælp af et nedløbsrør. Da jeg kiggede op for at se, hvor langt jeg var nået, skuffede det mig at se, det ikke kunne være mere end en halv meter. Ihærdigt fortsatte jeg nu, da jeg alligevel ikke havde mange andre valg. Jeg hang trods alt på siden af et hus langt over jorden.

     Frygten for mændene fra Carsante forvandlede sig efterhånden mere til frygten for at falde ned. Som Harry fortalte mig, jeg skulle gøre, flyttede jeg langsomt den ene hånd nogle centimeter ned, hvor jeg bagefter gentog handlingen med den anden. Det tog sin tid, men jeg nægtede at risikere mit liv. Desværre tvang jeg mig selv til at ændre den tanke en lille smule. Min underbevidsthed gjorde i hvert fald.

     Da jeg så småt begyndte at kunne føle mig mere sikker, og der ikke var længere ned end tre meter, brød helvede løs. Lydene tegnede på, at Stallones mænd højst sandsynligt ødelagde døren og brød ind på værelset. Idet de stak hovedet ud ad vinduet, mistede jeg fuldstændig kontrollen over mine hænder, da frygten blussede op. Med et skrig faldt jeg i noget, der virkede som en evighed. Først da Harry holdt om mig, stoppede jeg med at skrige af mine lungers fulde kraft. Som lovet greb han mig. Intenst skabte vi øjenkontakt, og jeg glippede overrasket med øjnene. Mit blik var fuld af taknemmelighed, præcis som mit hjerte.

     ”Carlo, de er på vej væk!” jamrede Paolo irriteret. Carlo, manden, jeg først stiftede bekendtskab til på mit værelse i Italien, maste sig rasende forbi ham. Hastigt satte Harry mig ned på jorden, og jeg rettede hurtigt på kjolen, der var røget lidt op. Derefter flettede vi vores fingre og løb så hurtigt, vores ben tillod os.

     En sort bil holdt på vejen, og Louis stak hovedet ud af førersædets vindue. ”Skynd jer! Hop ind!” Hånd i hånd med Harry fulgte jeg ham blot, hvorend han besluttede sig for at løbe hen. Liam åbnede bagdøren indefra, og Harry hjalp mig ind som den første. I samme øjeblik han lukkede bildøren i, ræsede Louis af sted med en fart, jeg slet ikke turde tænke på.

     ”Hvem fuck var de mænd?!” forhørte Niall sig om, siddende på Zayns skød. Stadig brændte smerten mig i brystet, da jeg sendte dem et undskyldende blik.
     ”Jeg forklarer jer det hele senere. Først og fremmest kræver vores liv, at vi kommer i sikkerhed for det næste stykke tid.” Jeg fandt sedlen frem, jeg tidligere satte godt fast i båndet. Heldigvis faldt det ikke ud, da jeg røg ned fra røret. Jeg rakte det til Louis, der holdt godt fast om rattet. ”Louis, vil De være så venlig at køre hen til denne adresse?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...