Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
28965Visninger
AA

24. Kapitel 22 ~ Feel something so different

 

Jeg stirrede tomt ud af vinduet. Intet fangede mit blik. Tankerne regerede over det med hård hånd. Mit hjerte kæmpede for ikke at gå i stå, selvom alt inden i mig smuldrede sammen. Blodet cirkulerede langsomt rundt og nåede ud til alle mine led, men det hjalp intet. På trods af varmen deri, mærkede jeg kun kulde.

     ”Claire..” Stemmen virkede svag og bekymret. Ligefrem sorgfuld, måske. Jeg reagerede ikke. Fortsat fastholdt jeg det låste blik på det ingenting, jeg gennem flere dage havde fundet yderst interessant. Det eneste, stemmen formåede at gøre, var at danne slørede hinder foran øjnene på mig. Jeg forsøgte ikke at få dem til at forsvinde. Hvis tårerne trillede ned ad kinderne på mig, lod jeg dem gøre det. Lysten til at være stærk og skjule mine svagheder falmede langsomt.

     Tunge skridt hørtes blive lavere og lavere, og jeg regnede mig til, at han gik sin vej. Jeg vidste ikke, om jeg rent faktisk ønskede det sådan. Mit inderste talte ikke længere til mig. Sorgen tyngede mig fuldstændig ned, og jeg frygtede at blive begravet i mit tårefyldte sind. Alligevel blev jeg blot stående med fronten mod vinduet.

     Dæmpede skridt lød igen i det fjerne. Stemmen gentog mit navn et par gange, og jeg følte, at jeg burde svare. Der skete bare ikke noget. Mine læber klistrede sig til hinanden. Selvom det føltes så langt og fjernt fra mig, at der blev kaldt, vidste min sande fornuft udmærket godt, at han kun stod nogle meter fra mig. Formodentlig i døråbningen. Grundet mine tykke mure var det bare stort set umuligt at bryde ind til mig.

     Idet en varm hånd lagde sin vægt på min skulder, lykkedes det dog mit blik at bevæge sig en centimeter til højre, hvor han stod. Harry. Ham, jeg stolede fuldt ud på, da han fortalte, jeg ikke behøvede at bekymre mig om billedet fra helikopteren. Naturligvis viste det sig, at jeg var for naiv. De mange fotografer og journalister beviste det forleden dag.

     Minder fra festen strømmede ind over mig som et vandfald. Forvirringen og panikken spredte sig igen i alle afkroge af min krop, og jeg bemærkede, hvordan jeg stille begyndte at ryste. Foran mig genskabte min hjerne de mange blitz, og mængden af mennesker på den anden side af hegnet voksede sig kun større. Råbene overdøvede musikken, og de kom fra både højre og venstre. Jeg følte mig omringet, afsløret.

     Billedet. Billedet jog en dolk gennem hjertet på mig. Alt gik til grunde, og jeg mistede fuldstændig fodfæstet, da spørgsmålet gravede sig ind ad øret og videre ned til mit hjerte. ”Hvad har De at sige til, Deres far er død?” Det ramte hårdere end noget andet. Jeg troede ikke på det. Jeg ville ikke. Det kunne ikke passe. Jeg..

     Pludselig faldt jeg. Det løse hår røg ned foran øjnene på mig, og jeg forsøgte ikke at fjerne det. Det skjulte blot de tårer, der ikke længere formåede at holde sig tilbage. På mine knæ, faldet skadede en anelse, sad jeg med blikket rettet mod mit højre håndled. De hvide perler skinnede lige så klart som første gang, jeg så det fortryllende armbånd.

     Lydløst græd jeg, idet jeg langsomt førte min venstre hånd hen til det. I samme øjeblik jeg rørte de glatte perler, fossede dobbelt så mange tårer ud af øjnene på mig. Lesleys smil formede sig for mit indre, og jeg gav et forkølet hulk fra mig. Alle de mange tårne af håb eksisterede ikke længere.

     ”Hey, hey..” tyssede den sædvanlige, hæse stemme på mig. Jeg bøjede i nakken for at gemme mit ansigt væk. Sorgen håndterede jeg ikke på den bedste måde. Det hele blev bare kastet i hovedet på mig alt for pludseligt. ”Claire, rolig..” Kærligt lod Harry sine fingre føre noget af det løsthængende hår om bag øret på mig. Selvom han desperat prøvede at få mig til at samtale, ønskede jeg ikke at kigge på ham.

     Han stillede en tallerken på gulvet foran mig, da det vist gik op for ham, at jeg heller ikke i dag åbnede munden for at snakke med ham. Maden derpå fik min mave til at sno sig sammen. I stedet for at skubbe den væk, som jeg egentlig havde lyst til, stirrede jeg blot på den. Det dybe suk fra Harry borede sig vej gennem min øregang.

     ”Claire, du får ikke lov til at slippe udenom i dag. Du skal spise. Du har ikke spist noget i tre dage,” beklagede han sig med en bekymret undertone. Så vidt jeg huskede, døde man ikke af sult efter nogle dage. Jeg overlevede nok. Hvad, jeg til gengæld ikke overlevede, var min fars død. Skyldfølelsen over ikke at have været ved hans side i den sidste tid skyllede ind over mig, og tårerne piblede atter frem.

     ”Vær sød at spise, Claire,” bad Harry. Jeg kiggede på maden, der stadig ikke tiltrak mig. Da Harry opfattede, jeg ikke havde tænkt mig at gøre, som han sagde, rejste han sig forsigtigt op. I brystet på mig dunkede mit hjerte svagt. Stadig mærkede jeg det som en pinsel. Noget rev i mig fra alle verdenshjørner, og jeg orkede ikke at bekæmpe det. Stille blev jeg bare siddende på gulvet med nakken bøjet og den venstre hånd hvilende på højre håndled.

     Hvordan det lykkedes mine læber at adskille sig, havde jeg ingen idé om, men da jeg hørte døren knirke en anelse, flød min sårbare stemme ud i værelset. ”Harry?” Mere end en hvisken var det stort set ikke, men han satte sig inden længe ned på hug ved min side. Jeg mærkede hans blik hvile tålmodigt på mig, på trods af at jeg ikke skænkede ham et eneste. ”Hvor lang tid går der, fra man dør..” Jeg sank en klump, der voksede i takt med hvert et ord, jeg løsrev fra fangekælderen i halsen. ”..til man bliver begravet?”

     Tavsheden herskede for en stund over os, mens jeg afventede et svar fra Harry. Efter en længere pause kom det. ”En uges tid, tror jeg. Det er vist meget forskelligt.” En tåre trillede ned ad kinden på mig, mens jeg beregnede, at jeg højst sandsynligt ikke engang ville være hjemme til at tage afsked med ham der.

     ”Claire, jeg bliver nødt til at spørge dig om noget..” tilføjede han lidt efter. Da jeg ikke svarede, tillod han sig bare at stille spørgsmålet. Han sørgede for at gøre det langsomt, så hvert et ord sivede ind. ”Episoden fra i torsdags.. Hvad gik det ud på? Jeg mener..” Han rømmede sig lidt. ”Jeg ved, at jeg dummede mig. Og jeg ved, at du er sur på mig over det med billedet. Jeg undskylder virkelig. Det var ikke min mening at gøre dig ked af det. Men.. der er noget, jeg ikke forstår.” Igen holdt han en lille pause, før han lod de sidste ord følge resten. ”Hvorfor kaldte de dig Prinsesse.. Og hvorfor Adelaide?”

     Mine vejtrækninger blev tungere, idet jeg blinkede med øjnene og løftede blikket. Lige så stille mødte det Harrys, og mit hjerte bankede hurtigere end før. Tørken i min hals føltes som en ørken. Jeg tyggede stort set på sand, da jeg tvang mine læber til at skille sig fra hinanden igen. Efterhånden var det vel på tide, at han fik sandheden at vide.

     I samme øjeblik den første stavelse flød ud over læberne på mig, ringede telefonen. Som om han intet hørte, kiggede Harry mig dybt i øjnene. Til gengæld lukkede jeg igen munden med et undskyldende blik. Flere gange gav telefonen lyd fra sig, og det endte med, at Harry indså, jeg ikke havde tænkt mig at sige noget alligevel. Sukkende kom han på benene og fiskede mobilen op af lommen.

     ”Hallo? Åh, hej mor,” hilste han, idet han forsvandt ud af værelset. Lydene fra hans skridt stoppede dog, og jeg spidsede automatisk ører. ”Hvad mener du? Er du røget på hospitalet igen?” Jeg bemærkede, hvordan hans stemme sank ti toner ned med endnu mere bekymring i sig end før. Uden et ord lyttede jeg til ham med en stikkende fornemmelse i brystet. ”Jo, selvfølgelig kommer jeg da og besøger dig. Eller.. jeg ved ikke, om jeg kan lige nu. Jeg har jo Claire, og jeg tror ikke, at jeg kan lade hende være alene hjemme..”

     Ved de ord hejste jeg mig op på benene. De rystede let under mig, men jeg lod dem ikke falde sammen. Armbåndet hang stadig om mit håndled, og jeg førte al håret om bag ørerne. Tårernes våde streger gjorde jeg intet ved. Med samme sorgfulde følelse i hele kroppen som tidligere begav jeg mig ud på gangen.

     ”Nej, jeg.. jo, jeg forstår godt, du gerne vil se hende og høre, hvordan det går, men jeg er ikke sikker på, hun lige er klar til at tage med.” Han kløede sig bag nakken, inden han kørte hånden gennem den krøllede manke.
     ”Jeg tager med,” indvendte jeg sagte. Overrasket drejede han om på hælene, og vores øjne skabte igen kontakt. Svagt bredte der sig et smil på læberne af ham. Selv smilede jeg ikke, men jeg følte trods alt en lettelse indvendigt. På trods af den fejl han udførte ved at lyve over for mig med hensyn til billedet.. så var jeg blevet opdraget til at tilgive folk.

 

•*¨*•.¸¸♛¸¸.•*¨*•

 

 

Harrys synsvinkel

 

Med faste skridt bevægede jeg mig hen over gulvet i et bestemt tempo. Opkaldet fra min mor forårsagede straks endnu en bekymring hos mig. Udover Claires triste og indelukkede opførsel siden Halloweenfesten, lå min mor nu igen på hospitalet med det forbandede knæ. Kunne de ikke lære at gøre operationen rigtigt, så det ikke var nødvendigt, at man skulle igennem den én gang til?

     Hurtigt kastede jeg et forsigtigt blik hen over skulderen for at tjekke, at Claire endnu fulgte med. Uden at møde mit blik vandrede hun med ret ryg i hælene på mig. Såret over den pludselige ændring fra en smilende pige til en, der sjældent sagde et eneste ord, vendte jeg igen blikket frem for mig. Jeg burde ærlig talt have vidst, det kun bragte en dårlig ende på det hele at lyve over for hende. Stadig forstod jeg bare ikke, hvorfor det betød så meget.

     Gangene på hospitalet fik mig altid til at føle en væmmelig form for skam. Jeg vidste, at der i sengene på hver stue lå syge mennesker i alle aldre, og jeg kunne intet gøre for at hjælpe dem. Forbi os passerede sygeplejersker i hvide kitler med håret opsat og med opmærksomheden rettet ned i nogle papirer. Kort betragtede jeg en brunette, der slet ikke så tosset ud. Til min store overraskelse opdagede hun det, og jeg sendte hende et charmerende smil, der straks blev gengældt.

     Lige som jeg overvejede at stoppe op, så jeg nummeret på stuen, min mor i røret fortalte, hun befandt sig på. Automatisk samlede der sig tonsvis af klumper i halsen på mig, da jeg elskede min mor ubeskrivelig højt. Fokus rettede jeg med det samme mod den let åbne dør, og det tog mig ikke lang tid, før jeg bankede på.

     ”Kom ind,” lød det fra den modsatte side af døren. Roligt skubbede jeg den op og så min mor under den hvide dyne med Robin ved sin side. Begge smilede de betryggende til mig, men jeg følte mig langt fra mindre bekymret af den grund. Jeg skyndte mig i en fart at gå hen til min mor, der gjorde sig klar til et ordentligt kram. Som altid skjulte hun sine bekymringer bag smil og emneskift, og jeg måtte nok erklære, at jeg havde arvet en del af det.

     ”Harry, min skat,” sang hun nærmest. Jeg grinede lavt, da jeg alligevel følte et stik af glæde i mit bryst. Let aede hun mig på kinden, og jeg nød at være ved hendes side. Gennem mine mange forhold til kvinder, der indtil videre aldrig holdt ved, vidste jeg, at jeg altid ville have min mor og min søster. I øjeblikket betød de mere for mig end så meget andet.

     ”Mor, hvordan går det?” forhørte jeg mig om. Smilende trak hun på skuldrene, og jeg mærkede, hvordan hendes smil efterhånden beroligede mig en smule.
     ”Det går. Jeg er da ikke just lykkelig for at skulle igennem operationen en ekstra gang, men der er nok ikke så meget at gøre ved det,” lo hun. Nikkende sendte jeg hende et støttende smil. Roligt tog jeg fat om hendes ene hånd og trykkede den en gang.

     ”Det skal nok gå,” forsikrede jeg hende om, selvom hun netop havde gjort det for mig. Taknemmeligt lagde hun sin anden hånd omkring min, hvorefter vi ellers bare sad og kiggede ind i øjnene på hinanden.
     ”Hvad skulle jeg dog gøre uden dig, Harry?” Tårerne strømmede frem fra hendes ellers så tørre øjne, og de banede sig vej ned ad kinderne. Altid græd hun, og jeg havde snart vænnet mig til det. Hun forklarede hver gang, at det var fordi, hun følte sig så stolt over at kunne kalde sig min mor.

     Skævt trak jeg op i smilebåndet og klappede let hendes hånd. ”Det håber jeg ikke, vi nogensinde finder ud af,” klukkede jeg lavmælt.

     Som altid lugtede der helt specielt på hospitalet. Jeg kunne ikke helt beskrive, hvad det var. Noget sneg sig bare altid ind i næseborene for at sætte spor til næste dag. Måske det slet ikke omhandlede lugten, men følelsen af at være et sted med så mange syge folk? Jeg håbede virkelig, det gik hurtigt med den operation, så min mor inden længe var i stand til at komme hjem igen. Alle hørte til i sit eget hjem.

     Smilende lagde hun igen sin hånd på min kind for blot at kigge ind i øjnene på mig. Langsomt trak hun den tilbage og kiggede rundt i rummet. Undrende vendte hun blikket tilbage på mig. ”Harry.. Sagde du ikke, at Claire kom med?” Forvirret rynkede jeg brynene og løsrev blikket fra min mor, der hjælpeløst lå under den stribede hospitalsdyne. Da jeg ikke så Claire nogen steder, begyndte jeg at frygte, hun var stukket af. Trods alt syntes hun vist ikke utrolig godt om mig længere. Hun nægtede endda at føre en ordentlig samtale.

     Hastigt slap jeg min mors hånd for at gå mod døren. Før jeg nåede at gribe fat om håndtaget, dukkede Gemma dog op i åbningen. Glad smilede hun til mig, og jeg bemærkede, hvordan hendes øjne udstrålede den sædvanlige glæde og retfærdighed. ”Harry!” Straks omfavnede hun mig med en tekop i hånden, og jeg lagde også armene om hende. Da vi trak os fra hinanden, sendte jeg hende et stort smil. Naturligvis lykkedes det mig bare ikke at slippe forbi, uden hun opdagede, der skjulte sig noget bag.

     ”Hvad er der galt?” spurgte hun alvorligt. Jeg tog en dyb indånding, og der fulgte et lige så dybt suk med. Som altid så hun utrolig godt ud. Det ændrede sig aldrig. Præcis som det faktum, at hun kendte mig ud og ind, heller aldrig ændrede sig.
     ”Jeg skal ud og lede efter Claire. Hun.. hun var her lige før, men nu er hun åbenbart væk.” Forvirret over hendes pludselige forsvinden, rynkede jeg igen brynene. Hvor i alverden var hun gået hen?

     ”Harry,” kaldte min mor. Både Gemma og jeg rettede opmærksomheden mod hende. Roligt vinkede hun mig hen til sig, og vi vandrede begge hen til hende. Uden et ordentligt knæ virkede hendes egne ben ikke, så vi måtte være endnu mere lydige end normalt. Bekymret sendte hun mig et smil. Derefter åbnede hun en skuffe i natbordet ved siden af sig. Overrasket over bladet hun fandt frem, stirrede jeg blot på det. ”Hvad er det her?”

     Siden min mor ligefrem bragte det på bane, havde jeg virkelig dummet mig. Mit blik søgte mod jorden, men jeg tvang det til at se min mor i øjnene. ”Det er en kæmpe fejltagelse,” nøjedes jeg med at sige. Forstående nikkede hun på hovedet. Hendes mørke hår hang løst om skuldrene, hvilket mindede mig om Claire.

     ”Jeg bliver nødt til at finde hende.” Alvorligt kiggede jeg på min mor, der sendte mig et lille smil.
     ”Det gør du. Og jeg bliver nødt til at informere dig om, at det her billede..” Hun viftede med bladet i luften for at understrege sine ord. ”..det ikke bare er en bagatel. Pas på hende.” Stadig forstod jeg ikke, hvorfor det billede betød så meget, men jeg nikkede alligevel. Når min mor endda advarede mig, kunne det ikke bare være Claire, der bekymrede og opførte sig fjollet.

     ”Må jeg lige se det billede?” Gemma rakte ud efter bladet og studerede det nøje. Pludselig lyste hun op, som om hun gættede, indså noget eller fik en lys idé. ”Det er hende, der sidder nede ad gangen ved børneafdelingen og læser op.” Smilende løftede hun blikket fra billedet og bekræftede sin konstatering ved at kigge mig ind i øjnene. ”Skal jeg vise dig derhen?” tilbød hun.

     ”Nej, det behøves ikke. Mange tak, Gemma!” Lettet smilede jeg, inden jeg hurtigt sagde farvel til dem alle og skyndte mig ud ad døren for at finde Claire. Som før spadserede folk rundt ude på gangen med forskellige ansigtsudtryk, der tydede på deres familiemedlemmers eller patienters helbred.

     Børneafdelingen lå heldigvis ikke langt fra min mors stue. En teenagepige vinkede genert til mig, da jeg passerede hende, og jeg gengældte selvfølgelig hilsenen. Bagefter drejede jeg ned ad en ny gang, hvor jeg så et skilt med bogstaverne, der dannede ordet, jeg ledte efter. Børneafdeling. Efter jeg havde gået lidt ned ad gangen, mødte et helt specielt syn mig.

     Ganske rigtigt sad Claire på en stol med en flok børn ved sine fødder. Smilet om hendes læber smittede af på mig, da jeg bedre end nogen anden vidste, at de sidste tre dage ikke havde været hende nemme. Roligt adskilte hendes læber sig fra hinanden, som hun læste op fra bogen med sin italienske accent. Alle børnene så helt opslugte ud af historien. Modsat mig; jeg følte mig mere opslugt af pigen, der fortalte den.

     Lydløst bevægede jeg mig tættere på uden at skabe for megen uro. Hverken børnene eller Claire så ud til at bemærke mig. Roligt lænede jeg mig op ad en af gangens vægge bag hende. Hurtigt rykkede jeg mig dog en smule til siden, da jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne se hendes smil derfra.

     ”Caroline vidste ikke, at Will rent faktisk var en prins. Alligevel tilbød hun ham at overnatte hos hende, så han ikke skulle ligge ude i kulden og fryse..” Måden, hvorpå børnene alle sad med åben mund, imponerede mig. Hun imponerede mig. Jeg havde ikke før mødt nogen, der bare satte sig ned og læste op for børnene. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig, og jeg følte en varm fornemmelse sprede sig i brystet på mig.

     ”Will havde fundet sin prinsesse, og Caroline havde fundet sin prins. Efter brylluppet mødte deres læber hinanden i et ægte kærlighedskys, og de levede lykkeligt til deres dages ende.” Roligt lukkede hun bogen, og børnene klappede overvældede. Smilende aede hun en lille pige på kinden. Først derefter gik jeg frem til hende.

     ”Det var godt nok imponerende,” roste jeg. Overrasket spærrede hun øjnene op, men derefter smilede hun genert.
     ”Åh, mange tak.” Lige så stille rejste hun sig fra stolen, og jeg smilede usikkert.
     ”Claire.. kan vi ikke lige snakke sammen?” spurgte jeg til sidst. Det lignede, at hun tænkte sig grundigt om, før hun nikkede og vinkede farvel til børnene. Alle gav de små lyde fra sig og sagde farvel til hende i noget, der kunne betragtes som kor.

     Rundt om et hjørne stod der en tom bænk. Jeg satte mig ned og som beregnet fulgte Claire mit eksempel. For en stund sad vi bare og kiggede på hinanden; jeg, fascineret af de følelser, der pludselig sprang rundt i mit indre, - hende, afventende på, at jeg åbnede munden og startede ud med at sige det, jeg havde på hjerte.

     Skævt smilede jeg og lagde min hånd på hendes, der lå på bænken. Overrasket kiggede hun ned, men jeg skyndte mig at lægge en finger under hendes hage. ”Claire.. jeg har så mange spørgsmål, jeg ved, du ikke vil svare mig på. Men vil du ikke godt prøve?” Jeg fornemmede usikkerheden bag de glippende øjne. Til sidst endte det dog med, at hun gav et lille nik fra sig.

     I stedet for at trække den ud, kastede jeg første spørgsmål i luften med det samme. ”Hvorfor kaldte de dig Prinsesse Adelaide?” Hendes blik søgte ned mod sit skød, og jeg tvivlede på, at hun nogensinde fortalte mig det. Mistanken om, at hun ikke var, hvem hun gav sig ud for at være, plagede mig inderligt. Det havde den gjort de sidste tre dage.

     Langsomt rettede hun nemlig blikket mod mig igen med et svagt smil. ”Jeg tror, de tog fejl. Jeg har godt hørt, hun også er i England lige nu, og vi italienere ligner alle sammen hinanden med mørkt, langt hår. Hvis ikke det er det.. så ved jeg det ikke.” Kort studerede jeg hendes ansigtstræk. Det lettede noget at få det på det rene, det indrømmede jeg gerne. Jeg frygtede virkelig hendes svar. Noget undrede jeg mig nu stadig over, selvom hendes forklaring lød oprigtig og sand.

     ”Italien har da ikke nogen prinsesse? Har de?” Hun smilede let, da jeg stillede spørgsmålet, og jeg regnede mig selv til, at jeg ikke helt havde ret.

     ”Italien er ikke kun det, I kender til. Der er nogle små kongeriger, som mange ikke har bekendtskab til. Blandt andet Santemoné. Det er der.. det er der, jeg kommer fra. Det er også der, vores Prinsesse Adelaide kommer fra.” Hun så igen ned i skødet på sig selv, før hun fortsatte med at tale. ”Kongen har længe været syg. Det er det, der har gået mig sådan på. Han var.. han var en god konge.”

     Idet en tåre banede sig vej ned ad hendes kind, indså jeg, at mine spørgsmål burde stoppe her. Trøstende fjernede jeg den fra hendes kind, og hun smilede taknemmeligt til mig. Stadig stod flere tårer i kø, og jeg bemærkede, hvordan hendes hænder rystede. Det hvide armbånd om hendes håndled fangede min opmærksomhed, da jeg syntes at mindes, hun altid bar det. På trods af min nysgerrighed lod jeg være med at spørge ind til det og foldede i stedet begge mine hænder om hendes.

     ”Hey.. rolig nu.” Hun snøftede lavt, hvorefter hun forsøgte at smile. Jeg følte mig ansvarlig for at undskylde en ekstra gang, nu jeg rent faktisk vidste, at hun lyttede og ikke blot ignorerede mig. ”Undskyld, Claire. Fordi jeg løj over for dig. Jeg troede, det var det bedste..” Lyttende kiggede hun på mig med blanke øjne. Jeg sank en klump, inden jeg sagde det sidste. ”Undskyld. Kan du tilgive mig?”

     Smilet omkransende hendes læber voksede sig større, i samme øjeblik en tåre gled ned ad hendes kind. ”Det har jeg allerede gjort.”
     Lettet åndede jeg op med et kæmpe smil. Styrken og modet indeni mig blev i takt med mit smil større, og jeg lod mine læber adskille sig. ”Claire.. jeg kan godt lide dig.”

     Hun smilede fortsat til mig, mens tårerne ikke så ud til at ville stoppe. ”Mange tak, Harry. Jeg kan da også godt lide dig.” Jeg krummede brynene en smule, da jeg ikke helt følte, hun forstod, hvad jeg mente.
     ”Nej, Claire. Jeg kan sådan.. rigtig godt lide dig.” Smigret blinkede hun med øjnene og så ned på vores hænder. Ud af det blå opfangede jeg, hvilke ord hun brugte i sin tidligere sætning. ”Sagde du egentlig lige.. 'dig' til mig?” Forbavset spærrede jeg øjnene op, da det kom som lidt af en overraskelse. Mellem tårerne grinede hun let, og jeg afventede en bekræftelse af, at jeg ikke hørte fuldstændig forkert. Lige så stille nikkede hun på hovedet, hvorefter hun hævede blikket fra vores hænder til mine øjne.

     ”Det betyder nok, at jeg også rigtig godt kan lide dig.” Et sus af glæde farede rundt i min krop, som jeg lænede mig frem for at lade mine læber møde hendes. Uskyldigt kyssede hun mig blidt tilbage. Krilleren i maven på mig tegnede på, at jeg nok havde følt mig tiltrukket af hende i alt for lang tid. Nu lykkedes det mig bare ikke at fornægte det længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...