Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
27247Visninger
AA

23. Kapitel 21 ~ Free to try crazy things

 

Chokeret studerede jeg Louis' klæder. Den orange farve klædte ham da, men jeg havde aldrig set noget lignende. Smilende stod han med armene slået ud til hver sin side med det sædvanlige, muntre ansigtsudtryk. Harry grinede som en gal over sin ven, der så ud til at være yderst stolt over sin påklædning. 

     "En gulerod?" formåede Harry at spørge, inden han brød ud i endnu et latteranfald. Louis blev stående som før med sit store smil plantet på læberne, og det så ikke ud som om, at det nogensinde forsvandt. Igen betragtede jeg den store gulerods-lignende dragt, han bar. Hvor meget jeg end vred min hjerne, forstod jeg ikke, hvorfor han netop valgte at hoppe i den. 

     "Gulerødder er sunde, som du ved," forklarede Louis med en løftet pegefinger. Smilet voksede sig langsomt større. "Desuden vidste jeg, det nok ikke blev tilfældet, at jeg ramte et af jeres andres kostumer. Smart, ikke?" Stolt lagde han armene over kors for en kort stund, hvorefter han løb hen til mig med små, kluntede skridt. 

     "Claire! Er du klar til festen i aften?" Forvirret blinkede jeg blot med øjnene, eftersom jeg intet vidste om nogen som helst fest. Ofte var jeg den første til at vide den slags, da de for det meste holdtes i balsalen på slottet - med undtagelse af nogle få ceremonier gennem året. Afventende stirrede Louis mig ind i øjnene, og jeg fandt det næsten en smule uhyggeligt, som han stod der i sin nye stil.

     Idet han opfangede, jeg ingen idé til, hvad han snakkede om, havde, vendte han sig mod Harry, det endelig lykkedes at stå oprejst uden at bukke sammen i benene af grin. "Harry?" Louis' stemme lød pludselig alvorlig. "Du har vel ikke glemt, vi er inviteret til fest i aften, har du vel?" 
     "Er det i dag?" Drillende kløede Harry sig omme i nakken, mens Louis slog sig for panden.

     "Selvfølgelig er det i dag. Hvornår holder man ellers Halloween? Juleaften? Der fejrer man intet andet end julen og min fødselsdag." Som toppen af Louis' pegefinger rørte ham selv på brystet, sneg et lille smil sig frem i øjnene på ham. Jeg gættede mig efterhånden til, at hverken Louis eller Harry kunne være oprigtigt uvenner. Det lettede også at vide, da jeg syntes, de ofte 'skændtes'. Til tider forvirrede det mig stadig, men det overraskede mig knapt så meget længere. 

     "Rolig nu, jeg har ikke glemt det," forsikrede Harry ham grinende om. Stadig følte jeg mig ikke helt klar over, hvad der foregik. Hurtigt indviede Harry mig dog i begivenhederne, han trods alt glemte at fortælle mig omkring. "One Direction er inviteret til Halloweenfest i aften," forklarede han med sit skæve smil. De grønne øjne lyste op, mens ordene flød ud mellem de fyldige læber. "Vi må hver især tage en med, og jeg regner ikke med, at du skal tilbringe hele natten herhjemme alene?"

     Pludselig gik det op for mig, hvad de talte om. I det samme spærrede jeg øjnene op, da jeg virkelig ønskede at komme til en fortryllende fest, men samtidig følte jeg, at jeg trængte mig på. "Åh, nej, jeg ønsker ikke at være nogen byrde," fortalte jeg dem roligt med et lille smil. 
     "Du er da ikke nogen byrde, Claire!" udbrød Louis i en fart og puffede til Harry med sin skulder. 

     Tænksomt kiggede Harry på mig med et utydeligt blik. I en længere tid herskede stilheden over os, men før den begravede os fuldstændigt, åbnede Harry munden. "Det må du endelig ikke bilde dig selv ind, du er. Du er mere end velkommen." Venligt sendte han mig et smil, som jeg varmt gengældte. 

     "Perfekt!" Louis klaskede hænderne sammen og skiftede mellem at kigge på Harry og jeg. "Hvad skal I klæde jer ud som?" Uforstående rynkede jeg brynene og kastede et blik hen på Harry, der intet bemærkede. Igen lo han af Louis' beklædning, hvorefter han førte os med op på sit værelse. 

     Jeg forventede egentlig det værste, da han trykkede dørhåndtaget ned. Sidst, jeg var derinde, rodede det mere, end jeg nogensinde havde set. Derfor overraskede det mig positivt, da der ikke lå noget som helst på gulvet. Imponeret trådte jeg ind efter de to drenge og lod mit blik glide rundt på værelset. Naturligvis målte størrelsen sig ikke med mit eget, men jeg indrømmede gerne, at det rummede meget mere plads end sidst. Der føltes det utroligt klemt og indelukket.

     "Okay, hvad tror du, jeg skal have på?" Hemmelighedsfuldt forholdt Harry skabet lukket med et smørret smil smurt om læberne. 
     "Come on, Harry, vis mig det nu bare," insisterede Louis, men Harry rystede stædigt på hovedet. Jeg trak skævt op i smilebåndet, da Louis prøvede at finde de rette ord at kalde Harry, men det blev ikke til andet end 'fnurh, hm, jutch, gruy, hrm'. 

     Ringeklokken afbrød det hele, og Louis spurtede hastigt ned ad trappen. Undrende fulgte Harry og jeg efter ham ned ad trinene. Forsigtigt hev jeg en anelse op i den røde kjole, der nåede mig til midten af lårene. Den svang sig luftigt omkring, men bukserne indenunder sørgede for, at jeg ikke klagede. Samtidig gled min hånd ned ad gelænderet i takt med, jeg bevægede mig endnu et skridt mod etagen under os. 

     I samme øjeblik jeg tog det sidste hop ned fra trappen, så jeg Niall og Zayn snakke højlydt med Louis. Heller ikke Harry lignede en, der helt vidste, hvorfor de befandt sig i huset. Jeg havde skam intet imod det, men det undrede mig blot. Harry nævnte intet om nogen af drengenes ankomst. 

     "Claire!" Ivrigt vinkede Niall mig hen til sig, og jeg smilede venligt. Sikkert vandrede jeg hen over gulvet og blev inden længe omfavnet af ham. Zayn nøjedes med - hvilket jeg måske også foretrak - at hilse med et smil. At folk bare sådan krammede hinanden uden videre, vænnede jeg mig nok ikke til inden for den næste tid. 

     "Hvad laver I her?" spurgte Harry dem om, idet han smilende gav dem et klap på skulderen og stødte en knuget hånd mod deres. Smilene veg ikke fra nogen af deres ansigter, og man skulle næsten tro, det var århundredets bal, de senere skulle til. Egentlig kunne jeg ikke udtale mig om, hvorvidt det var det eller ej. Jeg manglede stadig en forklaring på, hvad denne fest helt præcist gik ud på.

     "Louis mente, vi bør mødes før festen, og som han siger.. du har jo det største hus, right?" klukkede Niall og rodede let i sit blonde hår. Først nu bed jeg mærke i, at også deres påklædning skilte sig ud fra det, jeg normalt så dem i. Nialls tøj bestod af røde og sorte farver hele vejen igennem. Om hans skuldre hang en rød kappe med en høj krave, og tøjet under lignede noget rimelig formelt af slagsen med en fin vest. I håret stak der to røde horn op, mens hans hånd foldede sig om en stor, rød gaffel. Han mindede nu mere om djævelen end den engel, han til daglig kunne sammenlignes med.

     Zayn, derimod, havde et rødt bånd bundet rundt om sit sorte hår. Hans hvide skjorte hang løst ned over hans sorte bukser, og en kniv sad fast ved hjalp af et stort, blåt tørklæde. Fra min synsvinkel var det let nok at se, hvad han forestillede. Pirater hørte jeg meget om, da de flere steder i verden forårsagede store problemer. 

     "I skal måske ikke følges med pigerne?" Harry inviterede dem hurtigt med ovenpå. "Flotte kostumer," pointerede han hurtigt, og de takkede ham begge.
     "Perrie følges med de andre piger," svarede Zayn hans første spørgsmål på vej op ad trappen. Forstående nikkede Harry, hvorefter Louis overtog rollen, der snakkede. Ikke, at det undrede nogle af os. 

     "Eleanor kunne ikke komme, og Liam følges skam med Danielle," råbte han, idet han hurtigt løb op ad de sidste trappetrin. Niall strakte armen i vejret med et af sine søde smil. 
     "Single uden date," tilkendegav han. Døren til Harrys værelse stod på vid gab, og Louis sad allerede og hoppede i Harrys seng med et stort smil omkransende læberne, der kun voksede for hvert sekund. 

     "Peter Pan, Harry?" Forbavset stirrede Harry på ham, indtil han bemærkede sit kostume ligge ved siden af hans gode ven på sengen. "Klog dreng!" lo han. "Tag mig med til Neverland!" I starten så det ud som om, Harry var lettere fornærmet over, at Louis ikke ventede på ham, men han holdt ikke masken ret længe. Igen troede jeg stort set, det ville gå galt mellem dem. 

     "Har du noget kostume, Claire?" Niall så forventningsfuldt på mig. Forvirret over spørgsmålet, søgte jeg hjælp fra Harry ved at lade mit blik finde vejen derhen. Han rystede et par gange på hovedet, før hans hæse stemme hørtes.
     "Det har jeg faktisk slet ikke tænkt på. Jeg gik ellers nede på gaden en dag og tænkte på festen, og jeg så den her virkelig gode bager, men-"

     "Åh, gud, det er en Harry-historie," sukkede Zayn tungt. Både Harry og jeg kiggede forundret på ham. Louis kastede en pude efter Harry, hvilket fik Niall til at bryde ud i en højlydt latter. 
     "Spar os for dine kedelige historier, Harry," grinede Louis med et kærligt glimt i øjet. "Du svarer altid med noget helt andet, end det du bliver spurgt om. Altid," gentog han en sidste gang.

     Undskyldende smilede Harry med et træk på skuldrene, og Louis rejste sig fra sengen. "Hvad vil du gerne være, Claire? Vi finder en måde at lave det selv. Harry har sikkert noget ubrugeligt tøj her i skabet, og ellers bruger vi dit eget. Vi slår os sammen om noget nyt til dig, hvis du har brug for det." Jeg havde absolut ingen idé om, hvad der foregik, så jeg betragtede ham blot gå hen til Harrys skab. "Du kan være lige, hvad du vil! Snemand, edderkoppepige, vampyr.. Næ, se, han har søreme et Scooby Doo-kostume!" Ud af skabet hev han en stor, brun hundedragt, der fik gang i snakken hos drengene.

     Højt rømmede han sig, da han fortsatte sin opremsning, mens han genoptog eftersøgningen efter noget brugbart tøj i Harrys skab. I et kast smed han hundedragten hen til Harry, der greb den i luften og straks påbegyndte en eller anden form for leg med Niall. "Du kan være en fe, en djævel.. eller nej, det er Niall jo.. måske vi kan lave en ko ud af et eller andet eller Superwoman, en prinsesse-"

     "En prinsesse?" Begejstret strålede mine øjne, da han nævnte, jeg kunne klæde mig som en prinsesse for en gangs skyld. Smilende klappede han hænderne sammen og så rundt på os andre.
     "En prinsesse er, hvad det bliver!"

 

•*¨*•.¸¸♛¸¸.•*¨*•

 

Bagerst i flokken spadserede jeg gennem Londons mørke gader. Harry parkerede bilen et stykke væk fra, hvor festen blev holdt. Ingen stillede nogen spørgsmål, så jeg besluttede mig for også at tie, selvom det betød, jeg kom ud på en lille vandretur. Længere fremme hørte jeg Nialls latter, der svævede videre ud i det uendelige mørke.

     Nysgerrigt kiggede jeg ned ad mig selv. Vi blev lige pludseligt meget sent på den, hvilket resulterede i, at jeg ikke engang nåede at se, hvordan jeg så ud. Da Harry ikke ejede et sjal, måtte jeg gå rundt med jakken, da kulden virkelig mærkedes her til aften. Kjolen, de iførte mig, var i hvert fald ikke særligt lang. Den gik mig vel til knæene, hvor nogle grønne og sort-stribede strømper slugte opmærksomheden. 

     To drenge løb forbi mig med glade øjne, men det bekymrede mig noget, at deres ansigtsfarve var gået hen og blevet hvide. Desuden lignede det, at de blødte fra munden. I et forsøg på at se, om jeg burde hjælpe dem, opdagede jeg ikke, den lille pige nogle meter fremme. Hun stoppede brat op og stirrede på mig med store øjne. Idet jeg rettede blikket fremad, landede det på hende. Venligt sendte jeg hende et smil, men det eneste, det forårsagede, var et højlydt skrig. I en fart spænede hun væk med tårerne trillende ned ad kinderne. 

     Forvirret så jeg mig omkring, hvor både børn og voksne fyldte gaderne op i forskellige påklædninger. De fleste skræmte mig inderligt, men det største chok fik jeg, da en mand vendte blikket mod mig. Til min store forskrækkelse så det ud til, at han havde en kniv direkte gennem hovedet. 

     Som en ren refleks fløj mine hænder op til munden, hvor de dæmpede mit gisp en anelse. Grinende fortsatte han videre ned ad gaden med en lille græskarpige ved sin side. Chokeret stirrede jeg efter dem i lang tid, mens mine tanker desperat forsøgte at finde frem til en mulig forklaring på, hvad mine øjne netop havde set. 

     Endnu et skrig udløstes fra to, små drenges munde, og de skyndte sig forbi mig. Forbavset lod jeg mit blik følge dem, men det hjalp vist ikke ligefrem. I samme øjeblik de opdagede, at jeg fastholdt opmærksomheden på dem, skreg de igen og drejede ind på den nærmeste sidevej. 

     Undrende førte jeg min hånd op til lynlåsen for at lyne den lidt højere op. Skrækslagen stirrede jeg på min egen hånd, hvor der var malet et sort ar. Panisk prøvede jeg at tørre det af, men det blev kun tværet ud. Søgende efter drengene, der nu gik meget længere foran mig, landede mit blik i et butiksvindue. Efter et gisp, der vækkede alles interesse omkring mig, holdt jeg skamfuldt vejret. Hvordan så jeg dog ud?!

     Ubevidst bakkede jeg to meter med hænderne for munden. Aldrig i mit liv om jeg nogensinde forestillede mig at komme til at se ud på denne måde! Skulle jeg ikke forestille at være en prinsesse? Kjolen var klippet i stykker og hang stort set i laser. Flere ar prægede min hud, og tog jeg ikke meget fejl, havde jeg fået en grønlig farve i ansigtet. Værst af alt var nu håret. Det strittede ud til alle sider, puffede meget mere end normalt og lignede noget, jeg ikke havde redt i flere år. Flov skyndte jeg mig at rede det lidt ud med hænderne, og det lykkedes mig til mit held at formindske dets puffen en smule. 

     "Claire, hvor bliver du af? Du må ikke bare sådan stoppe op," grinede Louis. Blidt tog han fat om mit håndled og trak mig væk fra vinduet, jeg tillod mig at bruge som et spejl. Pludselig følte jeg mig slet ikke i humøret til en fest. Skammen over mit udseende tyngede humøret ned, og jeg håbede inderst inde på, at ingen kommenterede noget. 

     Musik bragede ud fra et af de store huse i nærheden. Lågen ind til haven stod åben, og tusindvis af folk dansede løs i de mærkeligste kjoler og dragter. Hyggen smilede ud til alle, der passerede huset. Lige som jeg regnede med, vi bare fortsatte ned ad vejen, drejede drengene hen mod de to mænd, der holdt vagt ved den sorte havelåge. 

     Navn behøvede de ikke engang, før de trådte til side og lod os træde ind til festlighederne. Overvældet af stemningen, glippede jeg med øjnene. Ingen af disse mennesker kendte jeg noget til, og jeg tænkte derfor, at det nok var bedst at holde sig til de fire drenge. Nysgerrig betragtede jeg alle de mange mennesker i deres forklædninger. 

     "Leyuuum, der er du jo!" udbrød Louis pludseligt. Straks rettede jeg opmærksomheden mod en sortklædt mand, der vinkede til os. Harry klappede ham på skulderen, og Niall nikkede på hovedet.
     "Batman. Selvfølgelig," lo han. I det øjeblik gik det op for mig, at det var Liam i den sorte dragt. Det varme smil blev sendt hen mod mig, og jeg modtog det med glæde. 

     En krølhåret pige dukkede op ved siden af ham, og det virkede som om, de alle kendte hinanden. Hendes krøllede hår sad i en høj hestehale, og endnu en sort dragt dækkede hendes krop. Denne gang gættede jeg mig dog selv til, at hun forestillede en kat med de spidse ører og halen bagpå. 

     Alle hilste de glade på hinanden, og flere og flere kom hen for at trykke drengenes hænder, give dem knus eller kindkys. Selv rakte folk da også mig en hånd, og jeg fandt ud af, at pigen i kattedragten var Liams kæreste, Danielle. Nogle folk bukkede sig endda ned for at give min hånd et kys på ryggen. Selvom påklædningen langt fra mindede om noget derhjemmefra, følte jeg alligevel en varm fornemmelse sprede sig i brystet. Trods den uhyggelige udstråling syntes glæden at boble frem i mig. 

     Zayn omfavnede en blond pige med opsat hår og en fortryllende kjole. Jeg betragtede hende længe, da hun ganske vist lignede en rigtig prinsesse. Smykkerne satte prikken over i'et, og kronen i håret fortalte mig, at jeg ikke blot bildte mig det ind. Begejstret vandrede jeg hen til hende og Zayn, der kort pressede sine læber sammen i et kærlighedskys. 

     "Undskyld mig," startede jeg ud med at sige. Begge rettede de opmærksomheden mod mig, og jeg fik to smil sendt som hilsen. Beæret over, at de gav sig tid til at lytte til mig, bøjede jeg taknemmeligt i nakken. "Må jeg have lov til at rose Dem for Deres henrivende kjole!" Smigret grinede pigen, før hun lagde den ene arm på Zayns skulder. 

     "Mange tak skal du have. Du ser nu heller ikke helt tosset ud!" kommenterede hun. Jeg smilede skævt og så ned af mig selv. Helt tosset så jeg måske ikke ud, men meget gjorde jeg i hvert fald. Hvor jeg dog følte mig til grin!
     "Jeg har hjulpet til med kostumet," indvendte Zayn stolt. Overrasket måbede den blonde pige et stykke tid med blikket hvilende på ham. Derefter lod hun det finde vej tilbage til mig.

     "Så må du jo være Claire!" Før jeg nåede at reagere, krammede hun mig tæt ind til sig. Forskrækket stod jeg blot med opspærrede øjne og kiggede på Zayn, der rystede grinende på hovedet. "Hvor er det godt at møde dig! Det er vel nok noget af et flot kostume, det må jeg altså sige!" Hendes rosende bemærkning fik mig til at smile lidt større, selvom jeg endnu følte mig utroligt flov.

     I længere tid snakkede jeg med pigen, der rettere sagt bar titlen som Zayns kæreste, Perrie. En varm hånd blev lagt på min skulder, og jeg drejede hovedet for at se direkte ind i Harrys mørkegrønne øjne. De grønne farver på tøjet fremhævede dem, og hatten pyntede på toppen af hans krøllede hår. "Vil du ikke have en drink?" Smilende fastholdt han øjenkontakten, og jeg endte med at nikke let.

     Henne ved hegnet stod et langt bord med en hvid dug, hvor masser af forfriskninger var opstillet. Jeg trak mig et skridt tilbage, da jeg opdagede, nogle af tingene lignede øjne, fingre, ører, indvolde og alverdens andre uhyggelige ting. De tiltrak i hvert fald ikke mine smagsløg.

     Folk øsede rødt saft op i glas fra en gryde, og Harry stillede sig i kø. Heldigvis var den ikke lang, men den forsvandt aldrig. Folk blev ved med at komme til, ligesom andre gik derfra med et krus fyldt af den lækre drik. Da vi nåede frem, ændrede jeg dog mening. Lækker var den i den grad ikke. "Med eller uden øjne?" klukkede Harry med øsen i hånden.

     "Uden øjne, tak," skyndte jeg mig at sige. Tøvede gjorde jeg i den grad ikke. Harry lo sagte, mens han fyldte et af de hvide plastickrus med den knapt så tiltalende drink. 
     "Bare rolig. Det er ikke andet end noget sammenblandet juice og alkohol," forsikrede han mig om. Usikker på sandheden i det, han sagde, tog jeg alligevel imod kruset, han rakte mig. 

     "Harry!" udbrød en fyr på den modsatte side af ham. Overrasket slog Harry armene ud med et kæmpe smil klistret til læberne.
     "Ed! Der kan man bare se!" De to venner mødtes i et venskabeligt kram, mens jeg selv blev stående med min drink i hånden. Jeg betragtede manden, der så ret normal ud. Hans orange hår fangede min opmærksomhed, og hvis ikke det var for en stemme, som kaldte på mig, havde jeg garanteret studeret ham nærmere. 

     "Prinsesse Adelaide?" Automatisk vendte jeg ansigtet mod lyden. En mand på den anden side af hegnet kiggede spørgende på mig, og jeg sendte ham et venligt smil. 
     "Ja?" Først da hans smil voksede sig større, og han pludselig fandt et kamera frem, opdagede jeg, at ingen burde vide, hvem jeg var. Mit smil svandt hen, og han blændede mig stort set, idet han tog flere billeder i træk. 

     "Tænkte jeg det ikke nok.. Vi har prinsessen i byen!" råbte han højlydt. Flere rettede opmærksomheden mod mig, og jeg prøvede desperat at overbevise manden om, at han tog fejl. "Jeg må lige ringe til.. Ja," han førte hånden op til øret. "Ja, det er Jack fra The Mirror. Jeg har fundet hende, ja.."

     "De misforstår det hele," fortalte jeg med et nervøst smil. "Jeg er ikke Prinsessen. Jeg.. Jeg hedder Claire. Claire Adams, og jeg er her med Harry. Jeg er.. Jeg er altså virkelig ingen prinsesse, så.. De må være blevet ledt på vildspor. Måske De er gået i en forkert retning?" Overbevisende sendte jeg ham et smil. Blikke borede sig ind i ryggen på mig, og jeg brød mig i den grad ikke om det. 

     "De?" Manden hævede øjenbrynet og lignede en, der netop havde fået mig til at afsløre mig selv. Jeg rystede desperat på hovedet, men lige lidt hjalp det. Tingene så ud til at glide fuldstændig ud af hænderne på mig, og jeg mærkede en ubehagelig trykken mod brystet. Dette endte højst sandsynligt ikke spor godt.

     "Hvad sker der?" Louis' smil løftede ikke engang på mit undertrykte humør. Jeg kiggede fortabt mod manden med kameraet, og Louis brød med ét ud i vrede. "Dig! Det var dig, der også snagede i min families liv! Ikke om du har nogen ret til at være her, din skiderik!" skældte han ud med et ansigtsudtryk, jeg aldrig før havde troet, jeg skulle se ham med. Forskrækket skiftede jeg fra at kigge på ham til manden, der lignede en, der var fuldstændig ligeglad med Louis' ord. 

     "Jeg tolererer ikke, at I kommer og snager i nogen af vores liv, vores families eller vores venners! Claire er kun en veninde, der er på besøg, andet er der ikke. Forsvind så med dig, Mirror!" vrissede Louis fortsat. Desværre skete det ikke, som han bad om. I stedet kom der flere og flere til, og blitzen gik af lige efter hinanden. Det irriterede grænseløst mine øjne, og jeg blinkede konstant.

     "Prinsesse, prinsesse!" lød det fra alle sider. Jeg bakkede længere og længere bagud, indtil jeg stødte ind i en person, der lagde sine hænder på mine skuldre. 
     "Claire, hvad sker der?" Harry. Hans dybe røst tog jeg ikke fejl af. Hurtigt drejede jeg om på hælene og knugede mig ind til ham. Angsten for, hvad der skete, nagede mig. Roligt lagde hans arme sig beskyttende om mig.

     "Prinsesse Adelaide! Prinsesse!" fortsatte de deres råben, men jeg nægtede at kigge op. Hvordan havde de fundet ud af, at jeg var Prinsessen? Svaret kom uventet. "Hvad har De at sige til, at Deres far er død? Rejser De hjem efter festen?" En tung sten ramte mig i hovedet, idet hans spørgsmål rungede i mit indre. Langsomt trak jeg mig ud af Harrys arme, og jeg glippede berørt med øjnene. 

     Flokken af folk uden for hegnet voksede stadig, men mit blik låste sig fast på bladet, en af mændene svang med. På denne afstand tog det mig lidt tid at se, hvad billedet forestillede. Den store overskrift med de fede bogstaver bekræftede dog mit gæt. Det var ikke bare et billede; det var billedet.  

     Angst, sorg og følelsen af at være svigtet blandede sig til en stor klump i halsen på mig. Tårer strømmede frem i øjnene på mig, og jeg mærkede, hvordan de blev mere og mere våde. Blinkende med øjnene vendte jeg langsomt hovedet mod Harry, der også så på billedet. Idet han lagde mærke til, at jeg kiggede på ham, mødte hans blik i en langsom bevægelse mit. Jeg tydede ordet 'undskyld' i dem, men jeg formåede ikke at tænke på andet end to ting; jeg kunne ikke længere føle mig sikker i England.. og min far var død.

     Den første tåre banede sig vej ned ad kinden på mig, i samme øjeblik jeg maste mig forbi Harry og de folk, der dannede et større publikum til dramaet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...