Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
28850Visninger
AA

22. Kapitel 20 ~ On top of the world

 

Fascineret betragtede jeg den smukke udsigt. For enden af Bakers Hill udfoldede London sig, så langt øjet rakte. Det gav mig kriller i maven at stå og se byen på en bakketop så højt oppe. Glæden boblede frem i mig og spirrede ud af mine øjne. Fantastiske minder strømmede tilbage til mig, og selvom jeg savnede Italien mere og mere for hver dag, der gik, kunne jeg ikke lade være med at føle mig helt tilpas deroppe. 

     "YES! Endelig!" Jeg vendte mig om og så Niall stå med armene i vejret som en sejrsvinder. "Toppen var lig med mad, var den ikke?" lo han hoverende til Liam, der sukkede dybt. Efter ham kom Zayn til syne med et træt blik, mens der alligevel pyntede sig et kønt smil i mundvigene. 
     "Det kunne have været rart, hvis vi ventede lidt," konstaterede Liam. Diskret prøvede han at ændre Nialls tankegang, men Niall løb allerede langt foran os andre. Inden længe nåede han Harry og Louis, der tjattede til hinanden med et grin malet hen over hver sit ansigt. 

     "Du kender Niall," klukkede Zayn til sin gode ven, der måtte erkende, at han intet kunne stille op. I et roligt tempo fulgtes jeg med de to drenge hen til de andre tre, der fandt tingene frem. 
     Idéen skød Harry spontant ud i går, og han ringede inden for et enkelt minut til de andre fire, der naturligvis mente, idéen var fremragende. Picnic på toppen af Bakers Hill i udkanten af London syntes jeg nu heller ikke selv lød helt dårligt. Hvad, der dog overraskede mig, var, at vi ikke blev hentet af hverken biler eller heste for enden. De planlagde at gå derop. 

     Jeg indrømmede gerne, at det forbavsede mig noget. Ærlig talt forventede jeg en dejlig, afslappende ridetur, men da jeg nævnte det for drengene, brød de blot ud i grin. En rask spadseretur skadede nu engang heller ikke, og jeg nød at mærke den kølige brise mod mine kinder. Vinden strejfede kun min hud en anelse, hvorefter den susede videre. 

     Tæppet bredte Louis og Harry ud ved at samarbejde om hver sin side, og maden pakkede de hurtigt ud med hjælp fra Niall. Glade nynnede de en sagte melodi, der blandede sig med de sidste fugles sang, inden de fløj mod syd. Nysgerrigt kiggede jeg på tingene, de havde lagt i græsset. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad det forestillede. 

     Eftersom alle de andre tog plads uden nogen form for velkomst eller andre indledningsritualer, satte jeg mig også lige så stille ned. Tæppets farverige mønstre af blomster, fik mig til at lade min højre hånd køre forsigtigt hen over en af dem. Blomsterne svævede i flok fra de fire hjørner ind mod midten og forårsagede en slags eksplosion af regnbuens farver. 

     Jeg rettede på stillingen, jeg sad i, så benene samlede sig ud til den ene side. Igen studerede jeg de interessante ting på græsset, drengene slæbte med op. Små, runde bolde i forskellige farver, træpinde med matchende striber i samme farver som boldene og halve stålcirkler. Også en fodbold og to flade genstande lå på jorden. 

     "Hvad har du lyst til?" Liams venlige stemme rev mit blik hen på sig, og jeg smilede undskyldende fra mit fravær. For at give ham et svar så jeg hen over tæppet på den mad, de medbragte. Egentlig følte jeg mig knapt så sulten, men jeg udså mig alligevel et stykke hvidt brød med noget mærkværdigt kød. Før jeg overhovedet blinkede, forsvandt den fra sin plads, og jeg så den første bid ryge ind i gabet på Niall. 

     Mens jeg betragtede ham spise sin mad, besluttede jeg mig for, at jeg ikke havde behov for noget lige i øjeblikket. Med et smil vendte jeg opmærksomheden mod Liam, der fortsat afventede et svar fra mig. "Jeg nærer ingen stor sult, ellers tak skal De have," fortalte jeg. Kort trak han på skuldrene, inden han selv tog fat om et rødt æble. 

     "Okay, okay, okay, jeg synes, vi skal starte med kroket," lød det fra Louis, der stod med bagdelen i vejret. Jeg glippede let med øjnene og så væk, indtil hans ansigt igen kom til syne. Det store smil plantede dybe spor af entusiasme og begejstring i hans øjne, og jeg beundrede ham for det positive humør, han konstant bar med sig. 

     Harry gumlede på en kage, idet han strakte sin arm så højt op, han kunne. Da Louis blot ignorerede ham, adskilte han selv læberne fra hinanden. "Jeg synes, vi skal starte med frisbee i stedet," foreslog han. Niall erklærede sig enig med Louis, hvorimod Zayn syntes, at Harry havde ret. Liam nægtede at tage stilling til valget, og da de derefter alle kiggede på mig, blev jeg sat i en svær situation; jeg kendte hverken kroket eller frisbee. 

     Forvirret smilede jeg skævt. Mit blik gled fra den ene dreng til den anden, og de sad alle med forventningsfulde udtryk. Da mit blik endte med at lande på Harry, meddelte jeg, at frisbee nok ville være det ideelle at starte op med. Jublende rejste Harry sig op med et æble i hånden, som han hurtigt bed i. "Juhuuu!"

     Opgivende rystede Louis på hovedet og bukkede sig ned for at samle en af de fladere genstande op. Smilet veg dog ikke længe fra hans læber, og han puffede grinende til Harry, der straks beklagede sig. "Så lad os dog komme i gang!"
     "Sgu da ikke, mens vi andre spiser, for fanden," brokkede Niall sig. Stadig fyldte maden hans mund, og jeg undrede mig over nogle af drengenes manerer. 

     "Hvad sker der ved, at vi begynder, mens I spiser færdigt?" adspurgte Louis ham om med hævede øjenbryn. Hagen trak han helt ind til halsen og lignede en, der forsøgte at se klogere ud, end han var. Højst usædvanligt, hvis jeg selv skulle sige det. Leende tog Niall en bid af sin nyudvalgte mad. 
     "Jeg kommer om lidt," informerede han dem om med et vink. De nikkede begge og rettede sit blik mod mig. 

     Uforstående betragtede jeg den grønne genstand i Louis' hånd. Derefter sendte jeg dem et undskyldende smil. "Jeg har desværre ingen idé om, hvad dette spils regler går ud på," forklarede jeg dem. 
     "Det finder du nok ud af," grinede Louis i sit livsglade tonefald. "Vi lærer dig det! Intet problem."

     Før jeg vidste af det, stod jeg i en stor rundkreds på bakkens top med både Harry, Louis, Liam og Zayn. Henne på tæppet spiste Niall endnu mad, og det gik ikke for langsomt med at tygge bidderne. Usikkert førte jeg håret om bag ørerne og lyttede godt efter, idet Louis begyndte at forklare mig aktivitetens regler. 

     "Nu skal du høre, Claire.. Det hele handler faktisk bare om at gribe den her; frisbee'en," dramatisk løftede han den over hovedet, og jeg spærrede øjnene en anelse op. Aldrig havde jeg set netop sådan en før. Optaget af den grønne genstand, lod jeg mit blik hvile på den, mens Louis forklarede mig resten. "..man skyder, den anden griber. Andet handler det faktisk ikke om. Til gengæld er det ikke så nemt at hverken skyde eller gribe, hvis ikke man ved, hvordan det skal gøres."

     Da han nævnte det sidste, aflåste jeg blikket fra frisbee'en. Forstående nikkede jeg og sendte et smil af sted i hans retning. "Jeg forstår Dem," forsikrede jeg ham. Tilfreds smilede han rundt til de andre og vandrede tværs ind i cirklen og hen til mig. Roligt overrakte han frisbee'en til mig, og jeg tog taknemmeligt imod den. "Mange tak skal De have." Jeg betragtede for en kort stund genstanden, jeg holdt i mine hænder. Forsigtigt studerede jeg den ved at vende den om nogle gange. Den føltes utrolig let. Derefter hævede jeg blikket og lod det skabe øjenkontakt med Louis'. "Så jeg vinder ved, at I griber den?" 

     "Ja, nu skal du bare se," lød det fra Harry. Han tog frisbee'en ud af hånden på mig og skød den fra sig. Vist både til hans og alle andres forskrækkelse fløj den med en hastig fart mod Niall, der chokeret kastede sig flad ned på jorden. Frisbee'en drejede i luften, hvorefter den forsvandt ud fra vores synsvinkel. Forbavset stirrede jeg efter den, inden jeg vendte mig mod Harry, der langsomt adskilte læberne. Skævt bredte der sig et smil på læberne af ham, og han trak på skuldrene med et undskyldende udtryk fastmalet i ansigtet. De røg så langt op, at de rent faktisk rørte hans ører. 

     "Hvad fuck har I gang i?" råbte Niall mod os. Hans mad lå smidt længere henne i græsset, eftersom han mistede taget om den i ren forskrækkelse. Louis så på Harry med et ulæseligt ansigtsudtryk for mit vedkommende. Til gengæld grinede Harry blot af ham, da hans vens stemme strømmede ud. 

     "Sig mig, er du da gået helt fra forstanden? Hvor dum kan man være?" Jeg vekslede blikke mellem Harry og Louis. Til en start troede jeg faktisk, at deres skænderi var alvorligt, og jeg fornemmede, der formede sig en klump i halsen på mig. Idet Nialls specielle latter og de andre drenges højlydte grin fyldte bakketoppens område, forstod jeg dog, at jeg tog fejl. Mange gange havde jeg oplevet dem drille hinanden med forskellige attituder, men jeg vænnede mig nok aldrig helt til det. Derhjemme var jeg ikke vant til, at folk lavede sjov med hinanden på en sådan måde. 

     "Jeg henter den," hørte vi Niall sige, efter han lo, så selv folk nede på gaderne måtte kunne høre hans latter. Ved hjælp af sine arme skubbede han sig op på benene og begyndte at gå mod det sted, frisbee'en landede. Langt kom han dog ikke, før han vendte om og samlede sin tabte mad op fra græsset. Kortvarigt studerede han den, men efter han børstede den nogle få steder, vandrede han væk fra os med halvdelen af sin mad i munden. På halvvejen drejede han om på hælene, vinkede til os med endnu et grin, hvorefter han ellers koncentrerede sig - nogenlunde - om kursen mod frisbee'en, Harry formåede at smide længere væk, end vores synspunkt rakte. 

     "Jeg tror faktisk, jeg vil kunne bruge det her i et af kapitlerne." Den genkendelige stemme blev langsomt højere, og alle rettede opmærksomheden mod lyden. Efter noget tid dukkede toppen af et hoved frem, og lang tid tog det ikke, før CeCe Gambrill stod med snuden begravet i sin notesblok. "Jeg mener.. tror du ikke, det ville være en god mulighed for mig at understrege forholdet mellem Bea og.." Pludselig kastede hun et blik hen over skulderen, som om hun ledte efter noget - eller for den sags skyld, nogen. "Stephan, er du der?" Smilende kom Stephan til syne med en taske på ryggen og et stort, hvidt lærred under armen.

     Overrasket over at se de to venner igen, blev jeg stående uden at sige noget. CeCe kiggede op mod himlen med sit søde smil, mens Stephan snakkede til hende. Derefter lod han sit blik glide rundt, og det endte med at lande på os andre. Han så noget forbavset ud, men det virkede heldigvis ikke til at være noget dårligt.

     Jeg smilede venligt og gik hen mod dem med ret ryg. "Goddag, Stephan og CeCe. Hvor er det dog vidunderligt at se Dem igen," hilste jeg. Begge nikkede som en gengæld af hilsenen, men jeg bed hurtigt mærke i, at de var meget optagede af noget helt bestemt. Jeg drejede nakken og opdagede drengene komme hen til os.

     "Hej igen," hilste Harry med et let vink. CeCe klamrede bogen ind til sig, som om hun frygtede, at den blev taget fra hende. Det store smil klistrede sig dog fast på hendes læber. Stephan tog glædeligt imod hånden, Liam rakte ham, idet han præsenterede sig selv.
     "Jeg ved skam godt, hvem du er," grinede Stephan dæmpet. Liam hævede øjenbrynene og lagde hovedet en anelse på skrå.

     "Nå?" smilede han begejstret. "I lytter måske til vores musik?" Både Stephan og CeCe nikkede, men ingen af dem fløj op i samme felt, som jeg så mange gange oplevede piger gøre, når de så drengene. Stadig havde jeg ikke fundet et helt præcist svar på hvorfor, men efter flugten fra de skrigende piger i butikken med instrumenter, bemærkede jeg de to venners rolige adfærd endnu mere. 

     "Hyggeligt at møde jer." Zayn strakte armen frem, og Stephan trykkede hånden kort, hvorefter CeCe gentog handlingen. Louis forsvandt pludselig fra os allesammen. Glade præsenterede Stephan og CeCe sig selv, og drengene forstod nu, at Harry og jeg var stødt på dem en gang tidligere. 

     "Hvad laver I så heroppe?" spurgte Liam dem interesseret om. Nysgerrigt kiggede jeg på Stephan, der viste dem lærredet ved at klappe en gang på det.
     "Jeg skal male lidt. CeCe tog med for hyggens skyld," fortalte han. Imponeret betragtede jeg det store lærred, han holdt om. Både fotograf og maler? Kreativiteten fejlede vist intet hos ham. 

     "Hallo, så er det krokettid!" råbte Louis på den anden side af tæppet. Niall var endnu ikke dukket op, men han vinkede os ivrigt derhen. Drengene udvekslede blikke og trak på skuldrene, hvorefter de inviterede CeCe og Stephan til at deltage. Henne ved tæppet lagde Stephan sine ting fra sig meget forsigtigt, men CeCe slap ikke bogen. Den vækkede efterhånden flere og flere spørgsmål hos mig.

     "Okay, så.. vi deler os op i hold, da der kun er fire stave," forklarede Louis os, idet han maste den sidste halvcirkel ned i jorden. Han havde opstillet en labyrint af dem, og mine øjne fulgte den, mens jeg lyttede til det, han sagde. "Zayn og Liam går sammen om den blå, Harry og Niall går sammen om den røde, Claire og jeg tager den grønne og så kan I.." Han stoppede op midt i sin sætning for at springe hen over to af buerne. Smilende rakte han dem sin hånd. "Halløj med jer - Stephan og Lulu, eller hørte jeg forkert?" CeCe rettede ham grinende, og han undskyldte med en hånd for panden. De så alle ud til at komme godt ud af det med hinanden. "Nå, men I kan i hvert fald gå sammen.. om den gule!" Idet sætningen sluttede, overrakte han den gule stav til Stephan, der takkede ham med et grin. 

     Louis viftede mig hen til sig, og jeg vandrede i et roligt tempo derhen. "Okay, Claire," indledte han sin forklaring. Opmærksomt hvilede mit blik på ham for at vise, jeg lyttede. "Vi starter!" råbte han hurtigt, og jeg hørte nogle af drengene beklage sig en smule. Mere nåede jeg ikke at opfatte, før Louis igen talte til mig. "Du får lov til at starte. Ved du, hvordan man gør?" Forventningsfuldt kiggede han mig ind i øjnene.

     "Hvis De vil være så behjælpelig at fortælle mig, hvordan jeg vinder spillet, vil jeg være Dem yderst taknemmelig." Med det sædvanlige smil rakte han mig køllen. 
     "Du skyder bare til den grønne bold, så den ryger gennem de opsatte buer." Længere var den ikke. Forstående nikkede jeg på hovedet, og Louis klappede mig på skulderen.

     Dybt trak jeg vejret, hvorefter jeg gav Louis køllen tilbage. "De må gerne skyde," tillod jeg ham. 

     Forvirret så han på køllen med rynkede bryn. "Nej.. nej.." Han virkede ikke helt til at vide, hvad han ønskede at sige. "DU skal skyde.." Forundret kiggede jeg på ham.
     "Derfor giver jeg Dem tilladelse til skyde. Nu." Afventende sendte jeg ham et smil, men han lignede stadig ikke en, der helt forstod, hvad jeg mente. 

     "Jeg skal ikke skyde for dig. Det skal du selv," understregede han. Jeg skiftede fra at kigge på køllen til ham et par gange, så det endte med, at han sukkede. "Okay.. Claire.. Nu skal du se.." Han gik hen til den grønne bold, stillede sig i position og gav den et skud. "Sådan her," viste han. Utroligt nok røg den gennem den nærmeste bue, og jeg klappede begejstret i mine hænder. Da han kom tilbage, stak han køllen i hænderne på mig. "Vi har to skud. Nu er det DIN tur," grinede han. 

     Kort betragtede jeg køllen med de grønne streger. Jeg plejede aldrig selv at gøre selve trækket. En hårtot førte jeg om bag øret, da den hang ned foran øjnene på mig, hvorefter jeg tog fat om køllen på samme måde, jeg havde set Louis gøre det. Jeg forsøgte ihærdigt at se, hvordan det ville være bedst at ramme bolden. Til sidst skød jeg blidt til den grønne bold, der trillede hen over græsset og gennem den næste bue. Stolt smilede jeg til Louis, som overrasket roste mig. "Godt gået! Det kan du da godt finde ud af." 

     Længere henne viftede Niall med store armbevægelser, hvilket tiltrak vores alles opmærksomhed. Forpustet nåede han hen til os andre med den grønne frisbee i hånden. "Jeg fandt den!"

 

•*¨*•.¸¸♛¸¸.•*¨*•

 

CeCe skriblede løs i sin notesbog, idet hun smilende fortalte, at inspirationen pludselig kom til hende i vilde strømme. Beundrende så jeg hendes hånd bevæge sig fra den ene side af papiret til den anden og efter kort tid fylde en hel side med ord af en flot skrift. Hendes hår hang løst om skuldrene på hende, mens vinden malede hendes kinder lyserøde. Undrende overvejede jeg, om mine egne selv havde samme farve herude. Langsomt førte jeg min venstre hånd op til den venstre kind for roligt at lade den lægge sig derpå. Kulden derfra mærkede jeg hurtigt skifte plads fra kind til hånd, hvilket gav mig et svar på, at den kolde vind højst sandsynligt også farvede mine kinder lyserøde.

     "Claire, må jeg spørge dig om noget?" Min hånd faldt ned fra min kind, da CeCes lyse stemme flød ind i øregangen på mig. 
     "Ja, naturligvis, CeCe," tillod jeg hende det. I samme øjeblik stoppede hun bevægelserne med hånden, og jeg så, hvordan pennen løftede sig fra papiret. Langsomt lagde hun sine ting fra sig ved sin side og vendte sig om mod mig med et varmt smil. 

     "Du kommer fra Italien, ikke?" Hun ventede kun på at se et enkelt nik, før hun fortsatte sin tale. "Vil du ikke hjælpe mig lidt? Jeg skal skrive en historie, der bygger på den italienske kultur, og jeg tror næsten, du kan give mig et endnu bedre indtryk af det hele end internettet. Godt nok er det ikke før om et stykke tid, da jeg lige skal færdiggøre den her historie.." hun bankede med to fingernegle på den lukkede notesbog. Stadig omkransede et smil hendes læber, og jeg bemærkede, hvordan livet strålede ud af hende. Folk som hende var grunden til manges glæde i verden. ".. men derfor kunne det da være rart at få lidt viden fra dig, hvis du har lyst til at hjælpe mig? Du bliver her jo ikke for evigt, kan man sige."

     Jeg kastede et blik i retning af Harry og Niall, der stod og snakkede med Stephan. Svagt smilede jeg, inden jeg igen så på CeCe. "Jeg stiller mig gerne til rådighed, hvis De ønsker hjælp." Hendes øjne lyste mere op, end de i forvejen gjorde, og hun satte sig hurtigt i skrædderstilling.

     "Okay. Fortæl," klukkede hun med sit milde grin. Jeg tænkte mig kort om, men vidste ikke, hvad jeg skulle fortælle.
     "Hvad ønsker De at vide?" forhørte jeg mig om. Uvidende trak CeCe på skuldrene. Hun besad en helt speciel udstråling, der overhovedet ikke blev sløret af noget som helst. Den hang ved. 

     "Alt," fnes hun med armene slået ud til hver sin side. "Vejret.. stemningen.. maden, normerne.. hvad der er populært af musik, historien bag hele samfundet.. hvad man går og laver.." remsede hun op. For at bevidne sine tanker nikkede hun let. "Alt." I et stykke tid sagde ingen af os noget. Jeg kiggede blot ned på tæppet, da jeg mærkede et stort savn efter at komme hjem. Mine tanker cirklede kun om Italien grundet CeCes spørgsmål. Jeg følte et sug i min mave. Mon min far stadig levede?

     "Hvad får du tiden til at gå med?" brød CeCe stilheden. Et par gange blinkede jeg med øjnene for ikke at vise tristheden bag dem. Langsomt hævede jeg blikket og så hendes nysgerrige ansigt afvente mit svar. Skævt trak jeg op i smilebåndet. 
     "Dette," svarede jeg blot. På den måde undgik jeg at fortælle for meget uden at lyve. 

     "Det her?" Undrende røg et af hendes øjenbryn op, og jeg smilede som en bekræftelse. 
     "Ja. Det her," repeterede jeg hende. Jeg kiggede op mod himlen, hvor hvide skyer samlede sig i flokke. "Ofte rider jeg op på et nærliggende bjerg, hvor jeg har en vidunderlig udsigt over.." Jeg stoppede mig selv og ændrede ordene 'mit kongerige' til noget mindre afslørende. "..over byen."

     "Sidder du så bare deroppe?" Den oprigtige interesse fandtes tydeligt i hele CeCes ansigtsudtryk. Jeg nikkede stille og så igen op mod himlen. Stille svævede skyerne deroppe som de sædvanlige vatklumper - dog alligevel aldrig ens. 
     "Jeg nyder freden deroppe. Jeg elsker at betragte skyerne. De minder mig om eventyrlige puder," forklarede jeg. 

     "Jeg forstår, hvad du mener," lød det fra CeCe, i den pause jeg holdt. Mit blik sænkede sig fra at kigge mod himlen til at lande på hende. Varmt smilede hun til mig. "Jeg synes, at de ligner små, bløde lam." Automatisk bredte der sig et smil hen over læberne på mig. Den sammenligning strejfede mig også ofte. 

     Igen lod jeg mit blik føre sig op mod den uendelige himmel. Det føltes næsten lige så godt at sidde her med CeCe, som det gjorde at sidde på bakken i Italien med Lorenzo. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...