Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
28826Visninger
AA

4. Kapitel 2 ~ Can see everything before me

 

Papirernes oplysninger frustrerede mig. Eftersom jeg snart trådte ind som regent, så min mor det nødvendigt, at jeg blev sat yderligere ind i nogle af de problemer, der tærede kongeriget lige for tiden. På den måde forberedte jeg mig på, hvad der måske ventede mig. Tallene viste en skyhøj gæld, hele Italien druknede i. Lige så stille betalte vi af på den, men derfor bekymrede det mig stadig. Hvordan kunne det undgå at gøre det?

     Igen her til morgen truede et brev mig på bordet, men jeg prøvede at lade være med at skænke det så mange tanker. Jeg viste det til min mor kort før, hun tog af sted for at se, hvordan det gik med byggeriet af det nye børnehjem. Som sædvanlig chokerede det hende, og hun insisterede på, at jeg smed det ud med det samme for ikke at have det liggende. Normalt gjorde jeg, hvad hun bad mig om, men disse breve gemte jeg inderst i en skuffe under journalen, jeg førte. Desuden låste jeg skuffen, da det var en mulighed. Måske kunne brevene blive nyttige en dag. Jeg risikerede i hvert fald ikke at smide dem ud, hvis det skete.

     Langsomt lod jeg mig selv slippe papirene og lagde dem i mit skød, mens brevet tydeliggjordes for mit indre syn. Jeg turde ikke indrømme for mig selv, hvilken angst jeg følte. Hvis først jeg gjorde det, endte det med, jeg ikke kunne klare mig gennem det. Jeg måtte vende den anden kind til og glemme den ængstelige klump, der dundrede i brystet på mig. Pinefuldt erstattede den mit hjertes rolige banken med en voldsom smerte, jeg ikke troede, jeg kendte til. 

     Nu gjorde jeg. Hvor meget jeg så end ønskede det modsatte.

     De sidste fire dage efter deltagelsen i velkomstfesten for det hjemvendte skib, Royal Cuore, havde jeg arbejdet på min tale, udført nogle af de sædvanlige pligter og foretaget de mulige prøver til kroningsdagen. Selvom der var flere måneder til, blev det kun bedre, jo mere man øvede. Præcis som med Royal Cuore. I tre måneder øvede de militærøvelser ude på havet i tilfælde af et angreb udefra. Selvom mit kongerige, Santemoné, ikke kendtes til af mange, havde vi dog en masse at tænke på. Brevene, jeg modtog, var et glimrende bevis. Det andet kongerige, der lå som vores nabo, kunne ikke påstås at være helt venlige. Engang enedes vores to kongeriger glimrende, men man skulle efterhånden flere hundrede år tilbage i tiden, før det viste sig.

     Tog jeg ikke meget fejl, kom trusselsbrevene også fra dem. Højst sandsynligt skyldtes det, at jeg fyldte de atten om fem uger og blev kronet som den nye dronning første januar. Min mor magtede ikke at regere kongeriget på egen hånd, og min fars liv ebbede ud. Det var også derfor, jeg holdt alt om brevene hemmeligt for ham. Fik han nys om det, erklærede han uden tvivl krig, og det klarede han aldrig. Han var for svag. Det vidste de selvfølgelig godt. Carsante. Helt dumme var de nu engang ikke.

     Jeg betragtede hans sovende ansigt, der hvilede på den solgule pude. Han så så fredfyldt ud på en og samme tid med, at det lignede smerten pinte ham inderligt. Sukkende mærkede jeg min brystkasse bevæge sig i takt med luften, jeg pustede ud, og jeg følte en trang til at kaste mig om halsen på ham. Hvad end, der skulle til, ofrede jeg gerne for, at han blev rask. Hvad som helst.

     Lige så stille foldede jeg papirerne fint sammen og koncentrerede mig dybt om, at det ikke blev gjort skævt. Jeg ønskede ikke at lave meget andet end at sidde inde ved hans side, nu jeg fik lov. Ofte behøvede han ro og fred til at slappe af, men i dag fik jeg lov til at bruge lidt tid med ham. Min mor vidste, hvor meget det påvirkede mig, at han lå syg og nærmede sig døden. Normalt plejede jeg at tage med min mor ud, men denne gang blev jeg hjemme.

     Tilfreds lagde jeg det foldede papir på natbordet, hvorefter jeg lod min ene hånd tage fat om min fars. Idet samme jeg rørte den, gibbede det utydeligt i ham, men jeg mærkede vibrationen gennem hånden. Hans øjne forblev lukkede, og jeg aede blidt håndens ryg, som han gjorde det, de få gange jeg havde været syg som yngre. Nervøst sank jeg en klump i håb om, at gråden forsvandt ned gennem halsen med den. Til mit held mærkede jeg ingen tårer trille ned ad kinderne eller sidde i øjenkrogene.

     Uden at slippe hans hånd kiggede jeg mig omkring i værelset, som om der kom en og reddede ham. Det eneste, jeg så, var de flotte farver, der spredte sig ud over vægge og møbler. Mine forældres værelse rummede ikke meget mere plads end mit eget. Væggene stod i en snehvid farve, hvor mønstre malet derpå snoede sig rundt om hinanden i rød og gul; Santemonés våbenskjolds farver. Kommoder, reoler, borde, den store dobbeltseng og billedrammerne var af mørkebrunt træ, mens sofaerne og lænestolene gjorde sig til i sin fine, gule farve, der matchede solens på en skinnende sommerdag. Igen vendte jeg blikket tilbage på min far, hvor jeg lagde mærke til de små, grå hår, der sad som vise striber i både hans skæg og udgroede frisure. Lige ved siden af sengen hang det tykke reb, jeg blot behøvede hive i, hvis jeg manglede det mindste. En hånd greb fat om mit hjerte og klemte det så hårdt, at det smertede. Han måtte ikke dø. Det tillod jeg ikke.

     Lige så stille bankede det på døren, og jeg løftede langsomt blikket. Det tog mig lidt tid, før jeg samlede ordene til en sætning. "Kom ind." Inden længe åbnede Marina døren på klem til at starte med, før hun lod den åbne sig helt. Jeg sendte hende et svagt smil, da jeg vidste, hvad hun ville sige.
     "Deres Højhed, badet er gjort klar." Mens hun snakkede, gav hun nogle få og rolige nik fra sig. Jeg gav forsigtigt slip på min fars hånd, så den landede på det bløde, gule tæppe, han lå under. Blidt kyssede jeg ham på kinden som det sidste og rejste mig derefter op for at følge med Marina.

     Gangen ned til mit værelse lyste op grundet den glade sol udenfor, hvis stråler trængte ind gennem de let åbne vinduer. Marina åbnede døren til værelset, og jeg trådte ind i det genkendelige rum. Sengen var redt fra i morges af, og det orange betræk glattede sig fint ud. Inde på badeværelset dampede den varme mælk en anelse, og Marina lukkede døren, efter både hun og jeg stod derinde. Som tegn på, at hun måtte hjælpe mig af med tøjet, nikkede jeg, og der gik kun små, hurtige minutter, før jeg kunne stikke foden ned i det fyldte badekar. Mælken brændte straks mine tæer, hvilket fik mig til at trække foden til mig i et ryk.

     "Er det for varmt, Deres Højhed?" Marinas lyse stemme lød bekymret, og jeg trak lidt op i smilebåndet. Varmt kunne man roligt sige, det var. Skoldende hedt.
     "Måske en smule," svarede jeg, og hun styrtede hen efter en kande med kold mælk. For at være på den sikre side lavede hun den altid, selvom den sjældent blev benyttet. En gang imellem skete det dog, og jeg klagede ikke over, at hun foretrak at være sikker i sin sag.

     Da hun trak sig lidt tilbage med den næsten tomme kande, stak jeg igen foden ned i badet, og et stort smil pyntede straks på mine læber. Jeg lod mig glide helt ned i badekarret med den varme mælk, der kærligt omfavnede mig. Hovedet faldt bagover på det tykke håndklæde, der gjorde det mere behageligt at ligge der, og mine øjne lukkede sig langsomt i. Altid kunne et mælkebad få mig til at glemme alle bekymringer, hvor store de end måtte være. De forsvandt, så snart jeg satte mig ned og slappede af. Angsten for at dø, for at miste min far, bekymringerne for folket.. Naturligvis fandtes det stadig på bunden. Jeg begravede blot det hele, mens jeg afslappet prøvede at få lidt ro i mine tanker - og det hjalp. Heldigvis hjalp det.

     Jeg mærkede alle muskler i min krop behage sig, og min krop føltes kort efter som en slatten kludedukke. Følelsen havde jeg intet imod. Den var ganske rar, og jeg nød det i fulde drag. Selvom jeg ville tilbringe så meget tid som muligt med min far, kunne jeg ikke forblive indendørs hele dagen. Det meste, måske, men ikke den hele. Der blev hurtigt lummert med det solrige klima, og jeg trængte til at komme ud i den friske luft. Bagefter ønskede jeg til gengæld heller ikke andet end at holde hans hånd.

     Den blide følelse af mere mælk, der hældtes op, mærkedes, og jeg åbnede roligt øjnene. Marina sørgede for at holde mælken varm, og jeg smilede svagt for mig selv. "Marina, vil De ikke bede Lorenzo om at gøre Juan klar?"
     "Selvfølgelig, Deres Højhed," besvarede hun og stillede kanden fra sig. Igen lukkede jeg øjnene i og lagde mig til rette, inden jeg adskilte læberne.
     "Jeg tror, det vil gøre godt med en ridetur."

 

•*¨*•.¸¸♛¸¸.•*¨*•

 

Solen stod højt på himlen, da vi red væk fra slottets mure. Fine melodier spillede naturen for os, og fuglene fløj lavt, som det passede dem. Træerne blomstrede endnu, både pinje- og cyprestræer tårnede sig op rundt omkring. Pinjekernerne modnedes efterhånden lige så stille, mens træets krone fladede ud i nålenes grågrønne farve. Kronen mindede om en paraply i den specielle form, mens cyprestræerne blot voksede sig enormt høje og strittede med deres vandrette grene. Skuddene dækkede løvets skælagtige nåle, og koglerne gemte sig i forskellige størrelser. Den sædvanlige duft trængte ind i næseborene, og jeg smilede stort, som vi red længere op ad bakken, der lå et stykke fra slottet.

     Lorenzo lod for en gangs skyld mig føre an og fulgte trop uden at mæle et eneste ord, og naturen var derfor fri til at udtrykke sig klart. Tøjlerne holdt jeg let om, og jeg skyndede ikke den mindste smule på Juan. Han nød de stille ture såvel som jeg, så vi tog den med ro. Kærligt aede jeg ham på halsen, hvor jeg mærkede hans bløde, brune pels. Det gav genskær fra solen af, og han prustede lavmælt, mens det sorte pandehår hang ned foran hans ene øje. Snart fyldte han otte år, og jeg huskede tydeligt, hvor glad jeg blev for ham, dengang jeg rundede de ti. Juan var min helt egen hest, og jeg elskede ham højere end de andre, der muntrede sig i staldene, som jeg red på, før jeg fik ham.

     Efterhånden nærmede vi os toppen af bakken, og vinden blev en anelse hårdere deroppe. Det kongeblå skørt af kjolen, jeg i dag påklædte mig, blafrede en smule, og benene hang samlet til den venstre side. Den kølige luft mærkede mine bare arme hurtigt, men jeg nød sammenblandingen af solens varme og vindens kulde. Efteråret virkede ikke til at blive det koldeste i år, og det gjorde ikke meget. Solen var altid mere end velkommen.

     Jeg stoppede Juans skridt på toppen og blinkede en gang med et halvlukket øje mod solen. Trods dens vidunderlige skær, irriterede den mit syn, og jeg rykkede Juan lidt til siden, hvor det straks blev bedre. Udsigten strakte sig ud til horisonten, og kongeriget lå småt og trygt fra bakkens fødder og ned mod havet. Oppe på bakken hørtes larmen dernedefra stort set ikke, men jeg forestillede mig den alligevel, som jeg betragtede de mange folk gå rundt i gaderne. Husene lå tæt op ad hinanden, og de strålede knapt så meget i sine falmede farver, der skallede af rundt omkring. Smukke planter levede nu i vinduerne og snoede sig op ad væggene, mens brostenene mellem husene fik det hele til at se meget mere idyllisk ud.

     "Lorenzo, må jeg spørge Dem om noget?" Jeg afbrød tavsheden mellem os og rettede blikket mod ham. Han bukkede i nakken og gav mig som beregnet tilladelse. Vildt tog vinden fat om hans sorte hår og svang det rundt i luften, men hans blik veg ikke fra mig. Tålmodigt ventede han på spørgsmålet, jeg havde i sinde at stille ham, og der gik ikke lang tid, inden mine ører opfangede lyden af min egen stemme. "Nu har jeg kendt Dem, siden jeg var helt lille. Jeg ønsker Deres ærlige svar." Kortvarigt holdt jeg en pause, inden jeg fortsatte. "Tror De, jeg er rede til at krones som regent?"

     Hans smil dukkede frem, da jeg stillede mit spørgsmål, og jeg forholdt blikket hvilende på ham. De brune øjne smilede svagt, og jeg havde aldrig oplevet dem tomme for det. Som yngre startede han ud i køkkenet, men inden for kort tid blev han sat til at passe dyrene. Min far opdagede kærligheden og talentet, han ejede for det, og siden da så man ham ikke skrælle kartofler eller røre i gryder. Altid var det ham, der fulgte mig på mine rideture, og han hjalp også til, da jeg af min far lærte at ride.

     "Det kan jeg desværre ikke svare Dem på, Prinsesse." Undskyldende trak han op i mundvigen, og jeg nikkede forstående. Det var måske også for meget at forlange, at han gav mig et svar derpå.
     "Tror De befolkningen er rede til det?" forhørte jeg mig i stedet om, og jeg forventede denne gang, han kom med et brugbart svar. Igen smilede han, før han åbnede munden.
     "Prinsesse, tillad mig at fortælle, hvor meget alle holder af Dem." Som en bekræftelse af hans anmodning om tilladelse nikkede jeg, og han fortsatte, hvor han slap. "Der er ingen, de ser mere op til end Dem. De er deres forbillede. Måden De håndterer konflikter på er mere ædelt end noget andet, og det ses tydeligt, De er efterkommer af vor elskede Kong Domencio og vor kærlige Dronning Diana. Om De er klar til at se Dem som regent, kan jeg ej svare på. Jeg kan blot forsikre Dem om, at De ikke behøver frygte. Så snart De føler dem klar, vil de også være det. Det ved jeg med sikkerhed, Deres Højhed."

     Jeg smilede taknemmeligt for hans svar, før jeg igen kiggede ud over kongeriget. Langsomt lod jeg mit hoved dreje sig fra side til side, mens jeg roligt betragtede alt, mine øjne kunne opfange fra bjergtoppen. Efter lidt tid hævede jeg blikket mod skyerne, der svævede rundt som små vatklumper på den lyseblå himmel. De mindede mig om små puder, der kun fandtes i fantasien, og intet overgik. Paradisets puder og små bløde lam.

     Kort efter satte jeg Juan i gang med at skridte lige så stille ned fra bakken, og Lorenzo fulgte trop som tidligere. Med panden højt løftet så Juan kongelig ud i sig selv, og han var også en af de få Hispano Arabere i Italien. Fletningen, Marina efter badet tog sig tid til at lave på mig, bevægede sig omme på min ryg, men den blev ikke kastet rundt i luften som Lorenzos hår. Efter en skøn ridetur glædede jeg mig til at komme tilbage og tilbringe resten af dagen med min far. Trods alt vidste ingen præcis, hvor lang tid han havde igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...