Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

186Likes
453Kommentarer
27540Visninger
AA

21. Kapitel 19 ~ Take time to make time stop

 

"Det har en mærkværdig konsistens," pointerede jeg, da jeg førte den lille pind ned til æsken med kartofler og fisk igen. Begejstret smilede jeg til Harry, inden jeg forsigtigt stak den ned i en af kartoflerne. "Jeg kan lide det." Grinende rystede han let på hovedet, mens han tyggede på en bid af sin egen mad.

     "Det er heller ikke tosset," kommenterede han, idet han hakkede fisken over med pinden. Smilende spiste jeg den specielle kartoffel, hvis smag spredte sig ud på tungen af mig. Selv var jeg ikke nået til fisken endnu. Jeg kunne ikke helt beslutte mig for, hvordan jeg skulle håndtere at spise så stor og indbagt en fisk med min lille træpind.

     "Hvad kaldte De det nu?" forhørte jeg mig interesseret om. Kortvarigt tyggede Harry af munden, inden han åbnede den for at besvare mit spørgsmål.
     "Fish 'n' chips." Fascineret nikkede jeg, hvorefter jeg forsøgte mig frem med fisken. Lavt knasede dens ydre, og jeg slap forundret mit tag om pinden. "Den er friturestegt," forklarede Harry med en latter gemt bag et af sine smørrede smil. "Har du brug for hjælp?"

     Tænksomt betragtede jeg min fisk, der lå i den ene side af kassen med kartofler. Hånende stirrede den tilbage uden nogen form for øjne. Størrelsen på den var enorm, og jeg endte med at takke ja til hans tilbud. Lidt hjælp skadede vel ikke, og det eneste, han til gengæld bad mig om, var at holde sin egen mad i mellemtiden.

     Inden for kort tid byttede vi igen æsker, og jeg kunne med lethed stikke pinden ned i en bid af den friturestegte fisk. Overrasket over smagen, jeg fik ind i munden, standsede jeg op med en forundret mine. Langsomt bed jeg på det, der viste sig at have en endnu mere underlig konsistens end kartoflerne.

     Længere fremme stoppede Harry og vendte sig om med sit blik rettet mod mig. Spørgende røg det ene øjenbryn i vejret, men jeg stod stadig og gjorde mig bekendt med den nye smag. Roligt vandrede jeg hen til ham, mens mine læber dannede et svagt smil. Jo. Jeg brød mig faktisk om det.

     Sammen fortsatte vi ned af gaden, hvor folk i sig selv larmede lige så meget som trafikken. Der var ingen specifik grund til, at vi valgte og gå rundt i byen. Jeg ønskede tidligere noget frisk luft, og Harry kom med forslaget. Da jeg så det som en mulighed for at lære London endnu bedre at kende, mente jeg naturligvis, der ikke fandtes en bedre idé.

     "Hvad synes du så om London, den tid du har været her?" startede Harry en ny samtale op. Jeg lagde pinden fra mig, da jeg ikke længere følte nogen form for sult og lukkede æsken sammen. Svagt trak jeg op i smilebåndet, da jeg egentlig ikke ville mindes om det derhjemme. Harry pegede med et spørgende blik på min æske, og da jeg gav et lille nik fra mig, smed han både den og sin egen ud i skraldespanden, vi passerede.

     "Det skiller sig meget ud, men jeg begynder at vænne mig til det. Kulturen er spændende," fortalte jeg ham ærligt fra hjertet. Forstående smilede han, mens han bevægede fødderne fremad. Hans næste spørgsmål fik mig dog til at fryse til is.
     "Hvor lang tid er det, du bliver?"

     Sørgmodigt søgte mit blik mod jorden i håbet om, at det reddede mig. Mit løse hår faldt ned i mine øjne, og jeg fjernede det i en langsom bevægelse. Skoene, Harry købte til mig for noget tid siden, fangede min opmærksomhed, og jeg lod mit blik klistre sig fast til dem, som de i et afdæmpet tempo skiftedes til at tage et skridt.

     Idet jeg mærkede mine læber ryste, adskilte jeg dem fra hinanden. Lyden nærmede sig mundens åbning, men nåede aldrig ud. En syvende gruppe af piger overfaldt Harry, der venligt tog sig tid til at stoppe op. Selvfølgelig resulterede det også i, at jeg standsede min gang. Tålmodigt foldede jeg hænderne over hinanden og betragtede, hvordan alle pigerne smilede større efter at have sagt få ord til ham.

     Flere kom til, og Harry hilste stadig på dem alle. Jeg fornemmede den kærlighed, han nærede til dem allesammen, selvom jeg ikke helt forstod mig på, hvad der foregik. Det eneste, jeg vidste, var, at han ikke ønskede at lade nogen af dem føle sig udenfor. Alle virkede til at elske ham.

     Idet tre piger genert nærmede sig mig med et nysgerrigt udtryk, sendte jeg et betryggende smil af sted. Stadig flyttede jeg ikke på mig, men det virkede heller ikke til at være nødvendigt. Inden længe stod de foran mig med seks strålende øjne. "Kender du Harry?" udbrød en af dem pludseligt.

     Overrasket glippede jeg nogle få gange med øjnene, før jeg smilende bekræftede, at det gjorde jeg. Fnisende så de på hinanden, og deres smil forårsagede, at også jeg følte mig rigtig godt tilpas. Glade, optimistiske mennesker var altid dem, jeg mest nød at være i selskab med.

     Blidt rørte Harry ved min skulder som tegn på, at vi kunne fortsætte vores tur. Nogle få af pigerne fulgte efter noget ad vejen, men svandt efterhånden hen. Skyerne dækkede det meste af den ellers så blå himmel, men luften forholdt sig lun. Lige da jeg ankom til England, frøs jeg umådeligt meget, men jeg begyndte at vænne mig lidt til temperaturen. Godt nok gik jeg rundt med jakke, men jeg var ikke den eneste. Stort set alle bar jakker eller frakker i dag.

     Med en klump siddende i halsen holdt jeg stop ved et stort butiksvindue. Mine øjne spærrede sig op, og jeg mærkede, hvordan mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst. Glæden overtog hele min krop, mens smilet fyldte hver en afkrog af mit ansigt. Blikket fastlåste sig fuldstændig på det lille - men fortryllende - sorte flygel.

     "Hvad er det?" Forundret dukkede Harry op ved min side og hev mig ud af min mindre trance. Begejstret tog jeg de få skridt hen til den lukkede glasdør, hvor jeg forsigtigt skubbede til den. Lige så stille åbnede den sig, og jeg stak undersøgende hovedet ind. En lille klokke ringede, i samme øjeblik jeg trådte indenfor.

     "Hey, hvad skal vi?" Undrende rynkede Harry brynene, da han fulgte efter mig ind i varmen. Smuk musik strømmede dæmpet ud af højtalerne. Freden derinde vækkede min indre ro, og jeg nærede blot en trang til at lade fingrene køre hen over et af de tre forskellige flygel. Ingen andre mennesker forstyrrede. Der var kun Harry og jeg.

     Smilende vendte jeg hovedet mod Harry, der stadig så helt forvirret ud. "Tror De, jeg må spille for en kort stund på dette vidunderlige flygel?" Forventningsfuldt forholdt jeg den skabte øjenkontakt mellem os, mens jeg afventede hans svar. Lige så stille brød han vores øjnes kontakt og kastede sit blik rundt i butikken.

     "Der er slet ikke nogen.." undrede han sig. Stadig ventede jeg på hans svar, hvilket han efter noget tid opdagede. Forvirret nikkede han på hovedet, hvorefter han besluttede sig for at se, om vi virkelig var alene. Skridt hørtes hen over det tæppebelagte gul, eftersom han bevægede sig fra den ene ende af rummet til den anden.

     Forsigtigt lod jeg mine hænder glatte bukserne bagpå, idet jeg satte mig ned foran flyglet. Egentlig behøvede jeg det ikke, men vaner var svære at skaffe sig af med, når man pludselig blev givet et par bukser i stedet for en lang kjole. Ryggen rettede jeg uden besvær, og jeg mærkede, hvordan mit hjerte dunkede hårdere og hårdere mod mit bryst, som mine fingre nærmede sig tangenterne.

     Freden fyldte mit sind, idet jeg trykkede den første tangent ned. Lyden sneg sig ind i øregangen på mig, og jeg smilede svagt for mig selv. Roligt begyndte jeg at spille en lille, enkel melodi for at få følelsen af at sidde ved klaveret igen. Ord kunne ikke beskrive glæden, jeg følte i det øjeblik.

     "Du spiller klaver?" afbrød Harry mig med et stort smil, lænende ind over flyglet. Jeg sendte ham et varmt smil, før jeg adskilte mine læber og besvarede ham.
     "Musikken har altid været en del af mig. Ser De, harmonien udfylder den tomme plads i mit hjerte, som intet andet nogensinde vil være i stand til," forklarede jeg ham alvorligt. Stadig sad der dog et smil i mine øjne.

     Imponeret nikkede han på hovedet, mens det største smil forårsagede synet af hans smilehuller. "Så har vi da for en gangs skyld noget til fælles," klukkede han, men jeg fornemmede også alvoren i hans stemme. Et usynligt bånd knyttede os pludseligt tættere på hinanden, og jeg sænkede efter lidt tid igen mit blik på det sorte flygel.

     "Hvad kan du spille?" Nysgerrigt spurgte Harry ind til min musik, og mine hænder gled lydløst hen over nogle få af tangenterne. Stille tænkte jeg mig om, mens jeg prøvede at huske de mange melodier, jeg hjemme lærte af Giovanni. Efterhånden var der så mange, at jeg ikke helt vidste, hvilken jeg skulle nævne. "Kender du nogen af vores sange?" kom Harry mig i forkøbet.

     Overrasket hævede jeg blikket og kiggede ham direkte ind i øjnene. Deres sange? Hvad mente han dog med det?
Der gik et stykke tid, før jeg huskede på, at han og de andre fire drenge dannede en gruppe inden for musikken. Undskyldende foldede jeg hænderne i skødet og smilede usikkert. "Desværre ikke, Harry."

     Med det store smil plantet på læberne spadserede han hen til en hylde fyldt med bøger. Søgende bukkede han let ned i knæene og strålede, da han fandt, hvad han ledte efter. Ud fra hylden trak han en tynd bog, som han stolt viste ved at holde den op over hovedet. "Se lige, hvad jeg fandt!" Grinende placerede han den foran mig. "Du kan vel læse noder?"

     Forvirret over, hvad der egentlig foregik, hvilede mit spørgende blik for en længere stund på ham. Derefter glippede jeg to gange med øjnene og åbnede munden. "Jo, det kan jeg godt. Hvorfor spørger De?" forhørte jeg mig undrende om. Han pegede på bogen med det stadigt stolte smil, og jeg rettede opmærksomheden mod den.

     Så småt begyndte det at gå op for mig, at det var en bog fyldt med noder til nogle af One Directions sange. Fascineret tog jeg den i hænderne og undersøgte den nærmere. Fjerdedelsnoder, helnoder, punkterede halvnoder.. Det lignede ikke noget af den stil, jeg plejede at spille, men jeg mærkede alligevel en trang til at gøre et forsøg.

     Sangen, der fangede mig mest, slog jeg op på og stillede bogen foran mig, hvorefter jeg gjorde mig klar til at høre en ukendt melodi. Roligt trykkede jeg ned på tangenterne, der sammen udgjorde en yndig klang. Glæden afspejlede sig både i mine øjne og hen over læberne, som jeg koncentreret fortsatte mit spil.

     "Wow," lød det fra Harry af. Jeg smilede en anelse større som et tegn på min taknemmelighed, da jeg ikke gav mig tilladelsen til at løsrive mig fra noderne og tangenterne. Lang tid gik der dog ikke, før mine øjne alligevel fandt vej hen til Harry, der besluttede sig for at synge til melodien.

     "If we could only have this life.. for one more day. If we could only turn back time.." Den fantastiske stemme, der pludselig blandede sig med flyglets toner, fuldendte den vidunderlige melodi, jeg kun lige havde stiftet et halvt bekendtskab til. Magien strømmede ind i mig, og jeg lod mig overvælde af det fortryllende øjeblik, idet jeg vendte blikket tilbage på tangenterne og fortsatte mit spil.

     "You know I'll be; your life, your voice, your reason to be - my love, my heart is breathing for this - moment in time. I'll find the words to saaaay.. before you leave me today," sang han videre. Da jeg ramte en forkert tone, rynkede jeg brynene en anelse, men jeg stoppede ikke af den grund. Ambitiøst fortsatte jeg med tungen lige i munden, hvilket jeg gjorde op til flere gange i løbet af sangen. Til tider gled mine fingre hen på tangenten ved siden af den korrekte, og jeg anstrengte mig automatisk lidt mere, som jeg altid endte med at gøre, når jeg lærte en ny melodi.

     Harry lod sig vist ikke genere af de forkerte toner. Jeg mærkede hans varme smil fra siden af, selvom jeg ikke så på ham, og hans stemme fyldte fortsat den tomme butik. På en og samme måde beroligede og lagde det pres på mig. Jeg kunne ikke forklare det. "Da-da-da-da-da-da. Da-da-da-da-da-da. Da-da-da-da-da-da. Da-da-da-da-daa-da.." nynnede han pludselig og hylede mig en anelse ud af den.

     Til sidst måtte jeg erkende, at jeg ikke længere havde mulighed for at komme ind i sangen, da jeg ikke vidste, hvor han var kommet til. Afventende rettede jeg mit blik hen på ham, der stadig smilede stort til mig med både læber og de dybe, grønne øjne. "As I feel myself fall, make a joke of it aaaaaaall!" afsluttede han sangen med en høj tone. 

     I et stykke tid kiggede vi bare på hinanden. Det blev Harry, der brød den dejlige stilhed, der alligevel fortalte så mange hemmeligheder i sig selv. "Det klarede du altså ret godt," grinede han. Smilende takkede jeg ham og roste ham for sin nydelige stemme. Beskedent trak han på skuldrene, men sagde mig heldigvis ikke imod.

     "Kan du andet end at spille klaver?" forhørte han sig nysgerrigt omkring. Spørgsmålet fik mig til at føle en vis fuldendelse i hjertet. Som jeg førte en tot af det mørke hår om bag øret, nikkede jeg en enkelt gang på hovedet.
     "Jeg synger og nyder at spille englenes instrument," fortalte jeg. Spørgende hævede han et øjenbryn, og jeg fnes lavt. "Det er en harpe, Harry." Overrasket spærrede han øjnene op, men viste alligevel, at han nu forstod, hvad jeg mente.

     "Harpe? Jeg har aldrig før mødt en, der spiller harpe.." mumlede han helt forvirret. Lysten til at lade mine fingre stryge hen over de mange strenge slog i ét ned i mig, og jeg kastede søgende et blik rundt i rummet. Lykken steg mig til vejrs, idet jeg rejste mig op og langsomt begav mig hen til den store harpe ude i siden af lokalet.

     Roligt berørte jeg en af de lyse strenge, der gav en stemt klang fra sig. Forsigtigt stillede jeg mig det rette sted, hvor jeg kunne nå de strenge, der var mig nødvendige. Stol så der nemlig ikke ud til at være nogen af. Melodiens noder skød ind i hovedet på mig, og jeg klingede let den første streng an, hvorefter mine fingre dansede sin egen lille jubeldans.

     Midt i det hele afbrød en klappen mig, og jeg stoppede forskrækket op. Jeg levede mig så meget ind i musikken, at jeg lukkede fuldstændig af for det, der skete omkring mig. Harry lignede dog en, der var blevet lige så chokeret som jeg. Henne i et hjørne stod en rødhåret mand med skæg og klaskede hænderne sammen i klapsalver.

     "Det må jeg sige, det lyder virkelig godt. Det er sjældent, at vi får besøg af nogen her i butikken, der stiller sig og spiller på harpe," brummede han venligt. Usikkert trak jeg svagt op i smilebåndet, og han nikkede mod Harry. "Og der kan man bare se.. Den berømte casanova er også et kig forbi!" Leende trak Harry på skuldrene med et flabet glimt i øjet. Før han nåede at sige mere, røg mandens blik hen mod døren. Skævt bredte der sig et smil i mundvigen på ham. "Jeg tror, I får brug for at vide, at bagdøren står nede i kælderen. Den vej," viste han med et nik bagud, mens hans blik stadig var låst fast på glasdøren.

     Lige som Harry grinende ville åbne munden, skreg en pige uden for vinduerne. I en fart greb Harry fat om mit håndled, da hun højt råbte til folk i miles omkreds, at selveste Harry Styles var inde i denne butik. Smilet forsvandt fra hans læber, og vi flygtede inden længe ned ad en smal trappe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...