Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

186Likes
453Kommentarer
27545Visninger
AA

20. Kapitel 18 ~ Jump out of my skin

 

Forfærdet over synet, jeg mødte, da jeg trådte ind ad døren, standsede jeg brat op. Kvinder og piger i alle aldre enten iklædte eller afklædte sig tøjet. Larmen fra de yngre børn forårsagede, at jeg stort set ikke kunne høre mine egne, paniske tanker, der alligevel formåede at bore sig dybere ind i min sjæl; hvad lavede jeg i dette rum? Hvorfor stod flere af damerne nøgne? Hvordan kunne drengene bilde sig ind, at jeg klarede denne situation på egen hånd?

     Forvirret rykkede jeg mig til siden, idet en ældre dame ventede på at komme ud med en lille pige i hånden. Glæden i ansigtet på dem tegnede på, at det ikke var så slemt derinde, som det lige i øjeblikket føltes. Jeg forstod nu ikke, hvorfor Louis og Niall netop syntes, at vi skulle tage en tur herhen. Godt nok havde jeg aldrig prøvet det før, hvilket de tilsyneladende virkede overraskede over, men det tiltalte mig ikke ligefrem efter første øjekast.

     Svømmehallen.

     Zayn nægtede at tage med, da Louis foreslog det. Han regnede med at tilbringe dagen med Perrie. Ofte omtalte han hende med de sødeste ord, og jeg troede inderligt på, at deres forhold ville vare evigt. Harry tvivlede måske på sådanne forhold efter sin dårlige oplevelse med Sandra, men jeg vidste også, at han nok skulle finde sit livs kærlighed en dag. Andet fortjente han ikke.

     Igen måtte jeg trække ind til siden, da tre børn løb forbi mig med grinende ansigter. Ind ad døren kom også en træt, ung kvinde, der viste sig at være deres mor. "Ikke løbe, børn! I gør mor her helt bekymret," beklagede hun sig efterfulgt af et suk. De to piger fortsatte sin spurt hen til et ledigt sted på knagerækken, mens den lille dreng forsigtigt tumlede efter dem.

     Hurtigt kastede jeg et blik ned på posen, Harry stak mig i hånden. Før vi gik hen til hallen, købte han noget nyt tøj til mig, men det skilte sig ud fra det andet, jeg hidtil havde gået i. Langsomt løftede jeg blikket, og med en nervøs prikken i brystet begav jeg mig hen til kvinden med de tre børn.

     Afventende foldede jeg hænderne foran mig, og bagefter blev jeg tålmodigt stående uden at sige noget. De to piger smed tøjet i en fart, hvorimod drengen satte sig ned på gulvet og begyndte at græde. Tyssende tog kvinden fat om sin søn, der knapt så samarbejdsvilligt vred sig. Til sidst lykkedes det nu moren at få trøjen over hans hoved.

     Tilfældigt gled hendes blik over på mig, og selvom det veg tilbage på drengen, der opgav at kæmpe imod på hendes skød, rettede det sig efter få sekunder igen mod mig. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" tilbød hun spørgende. Taknemmeligt sendte jeg hende et smil, inden jeg adskilte læberne for at svare.

     "De skal have stor tak for Deres generøse sind. Ser De.." Jeg holdt en kort pause, idet drengen nøgen hoppede ned fra hendes skød og farede samme vej som sine søstre. Derefter lod jeg min opmærksomhed hvile på den unge mor. "jeg ved ikke, om jeg er kommet det rigtige sted hen," forklarede jeg. Hun hævede øjenbrynene en smule, mens hun lyttede til mine ord. "Jeg skulle gerne til svømmehallen, har jeg fået mig fortalt. Kan De guide mig derhen?"

     Smilende så hun på mig et lille stykke tid, inden hun rakte hånden ud. Spørgende studerede jeg den kortvarigt, men der gik ikke lang tid, før hun tog posen ud af hånden på mig. "Jeg skal nok hjælpe dig derind. Du er ikke her fra landet, kan jeg høre?" Fortsat smilede hun til mig, hvorimod jeg forskrækket spærrede øjnene op.

     "Er det virkelig så tydeligt?" Ængstelig for at blive fundet for hurtigt, mærkede jeg panikken stige mig til hovedet. Heldigvis lettede det lidt, da jeg huskede på, Harry sørgede for at forhindre billedet fra helikopteren i at komme verden over.
     Kvinden nikkede leende. "Din dialekt er anderledes end andres. Du har en accent, der tyder på, at du kommer fra enten Spanien eller Italien. Så ja.. det er ret tydeligt."

     Undskyldende trak jeg svagt på smilebåndet. Stadig vidste jeg ikke helt, hvad jeg lavede inde i et rum, der overtrådte mine grænser på så højt et plan. Lugten af kunstige stoffer blandede sig i luften, folk klædte sig af foran hinanden, og det hele.. det var bare slet ikke som mine standarder hjemmefra. Stedet skræmte mig mere, end jeg selv ønskede at lægge mærke til.

     "Start med at gøre dig klar," lød det fra kvinden, der allerede var i fuld gang med at tage tøjet af. Sokkerne lagde hun som starten på en fin bunke. En ubehagelig følelse bredte sig i brystet på mig, eftersom jeg nærmest følte mig tvunget til at gøre, som jeg fik besked på. Sjældent havde jeg haft den følelse. Folk tvang mig aldrig til noget.

     "De tror vel ikke, det er muligt at få fat i et rum, hvor jeg kan være alene?" forhørte jeg mig stille omkring. Med et ryst på hovedet afviste hun mit mindre håb.
     "Har du ikke været i svømmehallen før?" Spørgsmålet kom bag på mig, og jeg kiggede overrasket på hende. Kort glippede jeg med øjnene, inden jeg fortalte, at jeg ikke engang vidste helt præcist, hvad det var. Efter hun nikkede som tegn på, at hun forstod, hvad jeg fortalte, stirrede jeg blot ned ad mig selv i længere tid. Jeg savnede mine kjoler. Alligevel nærede jeg intet ønske om at smide tøjet. Det kunne jeg simpelthen ikke.

     "Hvis det er, kan du gå ind på et af toiletterne og tage tøjet af. Du skal bare huske, at du skal i bad, før du kan tage badetøj på." Hun pegede hen mod nogle hvide døre, og jeg fulgte hendes finger. De mindede mig ikke om toiletterne hverken hjemme i Italien eller hos Harry. Som en tak sendte jeg et smil af sted og satte kursen mod det, der skulle vise sig at blive mig lidt af en udfordring.

 

•*¨*•.¸¸♛¸¸.•*¨*•

 

Stramt holdt jeg håndklædet omkring mig, da jeg tog det første skridt ud til bassinerne. Martha, kvinden, som hjalp mig, vinkede let til mig, før hun forsvandt ned ad de våde fliser med sine børn i front. Uden helt at vide, hvad jeg skulle stille op, gled mit blik rundt for at betragte mine omgivelser.

     Hjertebanken gjorde helt ondt, som jeg stod og følte mig placeret i en helt forkert del af verden. Folk i mindre tøj, end jeg nogensinde forestillede mig, plaskede rundt i store badekar. Det værste ved det hele var nok, at jeg ikke selv bar mere dækkende tøj. Harry sørgede i det mindste for at købe noget, der også dækkede min mave, men hverken mine arme eller ben blev tildækket. Selvom jeg ikke prøvede den i butikken, da Louis insisterede på, at jeg sagtens kunne være i det, der åbenbart kaldtes en badedragt, passede den utroligt nok. Den sad hverken stramt eller løst på mig. Til gengæld følte jeg mig langt fra tilpas i sådan en ucharmerende sag.

     Forbipasserende sendte mig nogle underlige blikke, og jeg trak mig længere og længere ind mod muren. Flere gange lovede jeg mig selv, at dette blev første og sidste gang, jeg trådte ind i noget så forvirrende, grænseoverskridende og helt igennem slående. Mit mørke hår klistrede sig vådt til min lige så våde hud. En stemme repeterede sig selv gang på gang; du hører ikke til her.

     Hvor meget jeg end ønskede, det ikke var sandt, måtte jeg indrømme, at stemmen kun fortalte mig realiteten. Jeg hørte ikke til. Det mærkede jeg tydeligt, som jeg stod midt blandt de mange halvnøgne mennesker. Ubehagelig til mode rettede jeg en anelse på håndklædet, så det strammede så godt, det kunne, om min krop.

     Lige som jeg drejede om på mine bare tæer for at gå tilbage i omklædningsrummet, lagde en hånd sig på min skulder. Forskrækket gav jeg en lav, gispende lyd fra mig. Idet jeg vendte mig om, brugte jeg alle mine kræfter på at holde håndklædet dækkende. Foran mig strålede en smilende Harry i intet andet end et par korte bukser. Det var trods alt ikke første gang, jeg så ham sådan, så hans mange tegninger hen over brystet overraskede mig ikke.

     "Passer badedragten?" Nysgerrigheden lød oprigtig i hans stemme, og han betragtede det blå håndklæde, jeg holdt tæt omkring mig. "For.." Han stoppede sig selv midt i sætningen, mens han rynkede brynene. "Du har da taget den på.. ikke?" Forvirret blinkede jeg med øjnene, da jeg ikke helt forstod, hvad han mente. Det endte naturligvis med, at jeg nikkede på hovedet.

     "Jo, det har jeg. Den passer fint," fortalte jeg. Vand sprøjtede op i luften, idet en mand sprang i fra kanten af bassinet. Rundt på gulvet trådte jeg hysterisk et skridt bagud. Harry lignede en, der ikke vidste, hvad der foregik, som han stod med sit undrende ansigtsudtryk. "Harry.. jeg vil gerne hjem," bad jeg lavmælt.

     Ingen af os sagde noget et godt stykke tid. Vi forholdt os tavse, mens vores øjne spillede en rolig leg med hinanden. Af en eller anden grund følte jeg mange af mine hemmeligheder flyde over til ham, alle mine paniske og ængstelige følelser. Langsomt åbnede han munden, men Liam brød ubevidst ind i vores lukkede samtale.

     "Der er du jo, Claire!" Som altid lyste han op i et venligt smil, der bød alle omkring ham velkommen. "Vi var helt bekymrede for, om du kunne finde herud," klukkede han. Hans hånd kørte en hurtig gang gennem det våde hår. Derefter pegede han hen mod et af de større bassiner, hvor folk samlede sig i store grupper. "Niall og Louis er derhenne, hvis I vil med?"

     "De er ikke så svære at finde. Man kan bare gå efter de mange mennesker, der alligevel holder sig pænt på afstand, mens Nialls latter overhovedet ikke skjuler sig i rum med den her slags rustik," grinede Harry. Leende klappede Liam ham på skulderen og lavede et tegn på, at vi bare kom, når vi havde lyst.

     Let kløede Harry sig nær albuen. Tænksomt så han ned i jorden, inden han lod sit blik finde mit igen. "Du har ikke engang lyst til at prøve?" Skævende trak jeg lidt op i smilebåndet, så det blev til et tvivlende udtryk. For jo, jeg ville hellere end gerne gøre et forsøg på at passe ind. Problemet var bare, jeg følte mig så langt fra i rette sted, at jeg turde. Alle mine standarder overtrådte jeg, hvis jeg tog imod hånden, han lige så forsigtigt rakte mig.

     Tanker farede rundt i hovedet på mig. Hvis ikke jeg gennemførte dette, fortrød jeg det inderligt. Måske denne tur handlede om at rede både mit kongerige og mig selv, men jeg begyndte at indse, den nok handlede om meget mere end bare det. Den handlede om at lære nye ting, være en anden på samme tid med, at jeg var mig selv. Desuden.. Hvad skulle man med livet, hvis ikke man følte, man levede?

     Kort kastede jeg et blik ned på armbåndet, der stadig pyntede om mit håndled. Roligt lod jeg mine fingerspidser glide hen over de skinnende, hvide perler. Op til flere gange havde min far brugt lige netop den sætning til at overbevise mig; da han lærte mig at ride, for eksempel.. En af de ting, hvor jeg virkelig mærkede livet tæt på.

     Med en dyb indåndig og en rystende hånd, lagde jeg min i Harrys. Glad smilede han til mig, og jeg gengældte det så godt, jeg kunne. Nervøsiteten og usikkerheden bankede stadig på døren, der stod let på klem. Håndklædet holdt jeg endnu godt fast om med den frie hånd, mens jeg fulgte med Harry hen til de andre drenge.

     Let gled hans fingre fra mine, idet han satte sig ned på kanten af bassinet. Liam svømmede om kap med Niall, og de havde stort set fået halvdelen af pladsen for sig selv. Mange mennesker maste sig sammen i små klumper i den anden ende, men de sørgede for at holde en pæn afstand til drengene.

     "Kommer du?" Harrys hæse røst førte mit blik tilbage til sig. Det venlige smil, jeg stødte på, varmede mig en anelse op indefra. På en eller anden måde følte jeg mig pludselig mere tryg. "Du kan hænge håndklædet derovre," informerede han mig om og pegede mod en række fyldt med håndklæder.

     Nervøs for at smide håndklædet og blotte min nøgne krop, kiggede jeg blot derhen. Jeg ønskede ikke at lade det falde. Da jeg rettede blikket mod Harry, der tålmodigt afventede min handling, formåede jeg nu alligevel at tage det første skridt i den viste retning. Langsomt vandrede jeg hen over det glatte gulv, og jeg skreg forskrækket, da en mindreårig dreng faldt. Tårerne strømmede ud af øjnene på ham, og jeg vidste slet ikke, hvordan jeg håndterede det bedst.

     Før jeg nåede at gøre ret meget, ankom en ældre herre for at tage sig af ham. "Er De okay?" forsøgte jeg at forhøre mig omkring, men de hørte mig tydeligvis ikke grundet den høje latter fra alle afkroge. Kort stirrede jeg blot på stedet, drengen landede, med frygt i øjnene. Bevidst trådte jeg uden om den lille cirkel, mine øjne syntes at huske, han væltede på.

     Endnu langsommere fortsatte jeg min gang hen over gulvet, men det lykkedes mig at komme hen til de nummererede knager. Lyserøde, grønne, blå, mønstrede og masser af hvide håndklæder hang der i forvejen. Modvilligt slap jeg det stramme tag om det hvide, der dækkede mig mere til end tøjet. Med lukkede øjne sank jeg en klump, hvorefter jeg hængte det op ved siden af et lilla af slagsen.

     Forsigtigt drejede jeg rundt med hænderne foldet foran mig i håbet om, at det hjalp en smule på min klædning. Smilende vinkede Harry mig hen til sig og bad mig sætte mig ned, da jeg - efter en lige så langsom gåtur tilbage - nåede hen til ham. "Den passer da perfekt!" udbrød han med et tilfreds ansigtsudtryk. "Og den klæder dig da utrolig godt," tilføjede han en anelse lavere.

     Jeg smilede taknemmeligt, stadig slet ikke tilpas i det, alle gik rundt i inde i hallen. "Mange tak skal De have, Harry." Kort tøvede jeg, inden jeg med en forfærdelig fornemmelse i maven satte mig ned på kanten. Hvor meget jeg end prøvede at lade være, blev jeg ved med at rette på stropperne, der holdt den alt for visende dragt oppe.

     "Kommer du ikke i?" Ivrigt viftede Louis med armene, men jeg lavede et enkelt vink efterfulgt af et ryst på hovedet. Det skulle jeg ikke nyde noget af. Og dog.. der tog jeg fejl. Harry hev mig ned i vandet på en måde, jeg slet ikke havde tid til at opfatte. Panisk gispede jeg efter vejret, da jeg fik hovedet over vandets overflade.

     "Harry.. Harry.. Red mig," bad jeg om med en tydelig angst i stemmen. Forvirret skyndte han sig at tage fat om mit liv, og jeg klamrede mig ængsteligt til hans hals. Grundet mit paniske øjeblik mistede jeg fuldstændig pusten og forsøgte nu at få den tilbage igen. "Jeg kan ikke svømme," indrømmede jeg i samme sekund, jeg havde nok luft nede i lungerne.

     Overrasket hævede Harry brynene og kiggede sig tilbage over skulderen. Drengene legede endnu med vandsprøjt. Roligt vendte han igen hovedet mod mig med sin fulde opmærksomhed. "Okay.. Det går nok. Jeg hjælper dig." Forsigtigt fjernede han mine arme fra sin hals, og jeg troede ærlig talt, at han ville drukne mig. De værste tanker dukkede op i mit hoved i frygt for at dø, men Harry fik mig hurtigt tilbage på rette spor igen. "Stoler du på mig?" 

     Hans hænder holdt endnu om mit liv, og det virkede som om, at han havde et godt tag. Usikkert nikkede jeg på hovedet, selvom jeg ikke helt vidste, om det var noget, jeg gjorde. Stille trak han mig længere ud i vandet, og mit hjerte galopperede voldsomt af sted. Forskrækket over et lille plask sprang jeg nærmest om halsen på ham igen.

     "Bare rolig," lo han lavmælt. "Jeg tog dig med, for at du kunne prøve at være i svømmehallen for første gang. Så lader jeg ikke det, at du ikke kan svømme, stoppe oplevelsen. Jeg giver ikke slip," forsikrede han mig. Ordene flød ud i en pæn klang uden stop. Langsomt begyndte der at lægge sig en ro over mig.

     Efter noget tid følte jeg mig stort set helt tryg ved hans stærke arme. Grinende drejede han rundt med mig hævet en anelse over vandet. Angsten sneg sig igen frem, og jeg kiggede med opspærrede øjne på ham. Da jeg fik sundet mig nogle sekunder over turen, formåede jeg dog at give et smil fra mig. Lidt senere hørte jeg også mig selv udstøde en usikker latter. Det resulterede i endnu et lille grin fra ham af, og inden længe smilede vi mildt til hinanden. 

     Tilfældigt veg mit blik hen på nogle af de mange mennesker i den anden halvdel, og jeg undrede mig oprigtigt, da jeg så dem alle kigge på os. "Harry.." startede jeg ud med at sige for at sikre mig, han lyttede. "Hvorfor holder alle så fin en afstand fra os?" Spørgende kiggede jeg ham ind i øjnene, men kontakten brød han hurtigt, da han kastede et blik hen på flokken.

     Smilende skabte han igen øjenkontakt med mig, og jeg bemærkede, hvordan hans læber let adskilte sig fra hinanden. "De forstår ikke at trænge sig for meget på i nogle enkelte tilfælde."

 

•*¨*•.¸¸♛¸¸.•*¨*•

 

"Mmh.." mumlede Niall med næsetippen skjult i menukortet. Liam lukkede sit kort i med et tilfreds smil omkransende læberne. "Jeg kan ikke helt bestemme mig.." lød det igen fra Niall med en efterfølgende summen fra hans mave. Drengene grinede højlydt, hvorimod jeg overrasket glippede med øjnene. Hvor ubelejligt!

     "Ja, jeg tager nok kyllingevingerne denne gang," konstaterede Liam, der trommede med fingrene på bordet. Louis lagde hovedet på skrå, mens han tænkte sig godt og grundigt om. Tydeligvis snakkede de om noget af maden, men jeg forstod dem ærlig talt ikke hundrede procent. Hvad tvivlede de sådan over?

     Selv sad jeg og studerede hver eneste ret nøje. Efter svømmeturen besluttede de sig for at tage mig med på en af byens større restauranter. Niall foreslog en ved navn Nandos, men Harry syntes, det var lang tid siden, de havde været inde på denne. De fleste af retterne virkede også som noget, min tunge ville sætte pris på at smage.

     "Jeg er da kommet frem til, jeg skal have et glas vand," hørte jeg Harrys dybe stemme sige. Jeg bladrede for at se de næste sider af menuen, hvor drikkevarerne også stod skrevet. Hvorfor de ikke var skrevet under hver ret, undrede mig en anelse. Meget gad jeg dog ikke lægge i det, så jeg lukkede veltilfreds kortet som Liam.

     "Er I klar til at bestille?" En ung mand stillede sig ved vores bord med en lille notesblok i hånden. I det samme hævede Niall en hånd som tegn på, at han prøvede at koncentrere sig. Lidt efter trak han hånden til sig og smilede stort til den unge mand, der spørgende kiggede rundt på os andre.

     "Jeg tror, jeg starter med en lille forret," tænkte Harry højt.
     "Det gør jeg ikke!" hævdede Niall med hånden i vejret igen for at få opmærksomheden. "Jeg går direkte til en af jeres saftige Steak nummer 39, ekstra large. Husk ketchup til de stegte kartofler, og salaten må I gerne spare lidt på for at få plads til nogle flere."

     "Det tror jeg ikke, kokkene vil gå med til, men jeg skal da gøre forsøget," sagde tjeneren, mens han skriblede ned i sin blok. Niall trak på skuldrene med sit lille smil i mundvigen som sædvanlig. Harry bestilte en suppe som start, og jeg lod mig igen dykke ned i menuen. "Og den yndige frøken?" 

     Venligt sendte jeg ham et smil med både mund og øjne, da han smigrede mig. "Hvis De kunne springe nummer et over, så vil jeg være Dem yderst taknemmelig," fortalte jeg. Undrende rynkede han brynene og kiggede ud af øjenkrogen på de andre drenge. Forvirret rettede jeg også selv mit blik mod dem og opdagede, at de alle sad med samme ansigtsudtryk som den unge tjener. "Jeg starter med nummer et," ændrede jeg det hurtigt til.

     Stadig lignede de alle fem spørgsmålstegn, men tjeneren skrev med en rolig hånd mine ord ned. "Så.. De ønsker bønnesuppen som det første. Hvad skal det næste være?" forhørte tjeneren sig tålmodigt om. Nu var det min tur til at være helt forvirret. Kort så jeg ned på menukortet, før jeg igen kiggede op.

     "De kan bare tage dem i rækkefølge. Jeg smager gerne på hele jeres menu," fortalte jeg med et varmt smil. "Jeg er sikker på, at det smager vidunderligt!"
     "Wow, wow, wow! Wow-wow.. wow," brød Harry ind. Hans hånd greb fat om min arm tværs over bordet, eftersom han og jeg sad på hver vores side. Forvirringen malede sig tydeligt i mine øjne, mens både et suk og et grin blandede sig i hans. "Claire.. Claire.. Du får ikke alle retterne. Du kan vælge en. To, hvis du også vil have forret," forklarede han mig.

     Undrende lod jeg mit blik hvile på ham, uden hverken han eller jeg udløste nogen form for lyde. Det endte med at blive Nialls mave, der afbrød stilheden. "Årh, kan I ikke godt snart bestille? Jeg er sulten," beklagede han sig. Louis klappede ham trøstende på hånden, hvilket forårsagede, at Niall lavede et selvmedlidende udtryk.

     "Jo.. Eh.. Hun tager det samme som mig," valgte Harry at sige. Tjeneren skrev det ned på få sekunder, nikkede og forlod bordet med menukortene. Stadig forstod jeg ikke helt, hvad der netop skete. Hvorfor formindskede de menuen, når kokkene nu havde brugt tid på at forberede sig til de hele 67 retter? Jeg fandt det noget flovt at sidde sammen med fire, der ikke værdsatte den menu, der viste aftenens måltid.

     "Nå.. Så du kan ikke svømme?" lød Louis' drilske stemme. Jeg kiggede direkte på ham med et strejf af forvirring og undren over det pludselige emneskift. Fnisende lagde han sin hånd på min, og jeg så op i hans øjne, der som altid strålede af glæde og energi. Et grinende glimt satte sig fast ved dem. "Du er ikke alene om det. Der var en helt speciel grund til, at Zayn ikke tog med."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...