Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
28821Visninger
AA

19. Kapitel 17 ~ Sometimes life can be a royal pain

 

Harrys synsvinkel

 

Langsomt drejede jeg ind på en fri parkeringsplads. Ren rutinemæssigt trak jeg i håndbremsen, hvorefter jeg slukkede for bilen og hev nøglen til mig. Kort sad jeg med en lettere fremstrakt hånd, hvori jeg holdt om nøglen, mens jeg tænkte lidt over tingene. Behøvede jeg virkelig gøre dette?

     Sukkende rettede jeg blikket mod en ængstelig Claire. Jeg fornemmede tydeligt, at hendes indre kaos hurtigt kunne komme til overfladen, sådan som hun strammede grebet om sin egen hånd. Alligevel formåede hun at sidde med en snorlige ryg. Efterhånden undrede det mig, hun aldrig slappede lidt af i sine holdninger.

     "Er det virkelig nødvendigt, Claire?" hørte jeg mig selv spørge. Straks stirrede hun på mig med skræmte øjne, som om jeg netop fortalte om en af hendes kæres pludselige død. Hastigt forsøgte jeg at rede den lidt ud, så det lød en smule mindre direkte. "Jeg mener, det er trods alt kun et billede. Det er det, de lever af. Tro mig, der sker ingenting."

     En ubehagelig stilhed bredte sig mellem os, og jeg erkendte, at der nok ikke var meget at stille op. Hun ønskede virkelig ikke, at det billede kom ud, og lige siden episoden i helikopteren, havde hun været ude af sig selv. Altid opførte hun sig lidt mærkværdigt, men hun hoppede absolut helt ud af sin egen skal i går.

     "Harry, jeg beder Dem.. Det billede må ikke blive offentliggjort." På trods af at hendes stemme nærmede sig en hvisken, påvirkede den mig stadig. Hvordan det dog lykkedes hende at lyde så overbevisende gang på gang, selv med den mindste stemme.. Jeg fattede det virkelig ikke. Aldrig havde jeg oplevet noget lignende.

     Med endnu et dybt suk tog jeg fat om dørens håndtag og åbnede den. "Okay så.. jeg ser, hvad jeg kan gøre." Lettet åndede hun ud med et taknemmeligt ansigtsudtryk. Det gav mig ærlig talt lyst til at ordne det for hende. Hun gjorde virkelig en form for indtryk på mig, som jeg ikke helt kunne beskrive.

     Døren smækkede jeg roligt i, hvorefter jeg afventede Claire, der kom ud på den anden side. Da der gik et godt stykke tid, hvor intet skete, huskede jeg på de andre få gange, jeg kørte en tur med hende. Åbenbart forventede hun stadig, at jeg vartede hende op og sørgede for at åbne døren, som var hun Prinsesse Diana.

     Rullende med øjnene vandrede jeg om på den venstre side af bilen, hvor Claire ganske rigtigt ventede på min hjælp. Tålmodigt kiggede hun ud af forruden med hænderne liggende over hinanden. Selvom hun udefra så så fredfyldt ud, bemærkede jeg alligevel den uro, hun følte. Den gemte sig bag den nærmest kongelige facade.

     Jeg fik låst bilen efter at have hjulpet hende ud, og inden længe stod vi foran bureauets hovedbygning. WWG - Worldwide Gossip, fortalte skiltet os. Navnet i sig selv forklarede egentlig, at det ikke kun gjaldt England med den nyeste sladder. Mon ikke de også havde afdelinger i de andre lande? Nogle meter fra selve bygningen fotograferede en dreng på min egen alder intenst området omkring sig.

     Lige som jeg trak i døren ind til firmaet, besluttede jeg mig for, at det nok var bedst, jeg gjorde det alene. Ubevidst kunne hun hurtigt komme til at blande sig, hvilket højst sandsynligt ville gå galt. Måske overtalte hun tit mig, men jeg ejede nu engang flere rettigheder end hende. Som Harry Styles havde jeg nok mere at skulle have sagt end Claire Adams. "Hør, Claire.." startede jeg ud med at sige, idet jeg vendte mig om mod hende. Opmærksomt hvilede hendes blik på mig, og jeg smilede beroligende til hende, selvom jeg fandt dette ret latterligt. "Jeg tror, det er bedst, du bliver herude og venter. Det vil ikke tage lang tid, okay?" Forstående nikkede hun på hovedet, og jeg fortsatte indendørs.

     Få folk passerede mig med hovedet begravet i papirer og med en mobil for øret. Højlydt råbte en middelaldrende kvinde ad røret, i samme øjeblik hun gik forbi mig. Henne ved en computer tastede en yngre mand løs på tasterne, som om det gjaldt liv eller død. Jeg regnede med at have bedst chancer for at få et svar ud af ham og satte af samme grund kursen derhen.

     Det tog noget tid, før han formåede at blive færdig med den roman af en mail, han skrev. Smilende kiggede han på mig med et udtryk, der fortalte, at han var klar til at tage imod et spørgsmål. Jeg nåede ikke andet end at adskille læberne, før han spærrede øjnene op og dramatisk pegede på mig. "Harry.. Harry Styles?"

     Hans reaktion overraskede mig egentlig ikke. Jeg nikkede blot med et skævt smil som en besvarelse, og manden kastede et blik hen på en nær dør. "Skal du snakke med nogen?" Jeg rystede på hovedet for at sætte håret på plads, som jeg altid gjorde, når det irriterede mig. Derefter smilede jeg og gav et nik fra mig.

     "Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg meget gerne snakke med chefen her på stedet." Hurtigt undskyldte han for at finde ud af, om det overhovedet var muligt. Som han forsvandt ind ad den nærliggende dør, trommede jeg et par gange med hånden på bordet. Jeg havde aldrig været i snak med dette blad før, så det blev vel nok interessant.

     "Mr. Thondie er ledig et par minutter," fortalte manden mig, da han igen kom ud. Takkende sendte jeg ham et smil og gik i et afslappet tempo hen mod døren. Da jeg foldede min hånd om håndtaget og trykkede det ned, slog en tanke mig. Måske jeg burde banke på af ren høflighed? Jeg kendte trods alt ikke den person, jeg skulle til at fedte for. Åh, det her brød jeg mig bare ikke om.

     Jeg bankede på i en lille rytmisk melodi, hørte invitationen til at komme ind fra en dyb mandestemme og tillod nu mig selv at træde ind. Forsigtigt lukkede jeg døren bag mig og blev budt velkommen af en høj, ældre mand. I sig selv lignede han nu en meget venlig person, så jeg håbede på det bedste for Claires skyld.

     "Harry Styles.. Dig havde jeg ikke troet, vi ville se her på redaktionen. Men der kan man bare se; livet er fuld af overraskelser!" klukkede han. Brillerne rettede han en anelse på, hvorefter han satte hænderne i bordet og lænede sig lidt ind over det. "Kom du bare herhen og lad mig høre, hvad du har på hjerte. Det er jo ikke hver dag, vi har en af vores omtalte stjerner på besøg."

     Jeg gjorde, som han bad om, og der gik ikke lang tid, før både han og jeg havde sat os ned over for hinanden. "Nå.." Thondie flettede sine fingre og lod sit hoved hvile på dem med et nysgerrigt smil. Det, de sædvanlige paparazzier og journalister aldrig smed fra sig, da de kunne bruge hvad som helst til den nye sladder. "Hvad kan jeg så gøre for dig, Harry? Styles? Hvad foretrækker du at blive kaldt?"

     Tænksomt betragtede jeg hans påtrængende smil, der ikke længere syntes venligt. Han gravede allerede efter ny sladder, følte jeg. Alligevel sendte jeg ham et skævt smil i retur, inden jeg svarede ham. "Kald mig bare Harry." Derefter gik jeg direkte til sagen. "Hør, Mr. Thondie.."

     "Kald du mig nu bare Eric," afbrød han mig. Jeg rynkede brynene i forvirring, inden jeg konkluderede, at han nok ønskede at være på ligefod med mig. Stille nikkede jeg på hovedet og rodede hånden gennem mit krøllede hår.

     "Godt så.. Eric.. Nu skal du høre; i går var drengene og.."

     "-drengene og dig oppe i en helikopter, det ved jeg." Igen brød han ind, men det virkede ikke som om, han selv mente, det var uhøfligt. Allerede nu provokerede det mig en del, men jeg lod som ingenting og fortsatte, hvad jeg kom for - nemlig i at forhindre billedet fra gårsdagen i at komme ud.

     "Ja, det var vi. Ser du, vi har normalt ikke noget imod, at der tages billeder, som kommer ud, men vi havde en p-"
     "-pige med deroppe, ja, det ved jeg." Grinende blinkede han til mig. "Jeg har set billederne. De kommer til at vælte folk omkuld! Kan du se overskriften for dig? One Directions hemmeligheder skjules mellem skyerne!" Stolt lavede han nogle store armbevægelser som understregning af det, han netop sagde. Efter at have siddet og smilet ud i luften for sig selv, kiggede han igen på mig. "Ja, for det er altså det, den kommer til at hedde."

     Nogle folk undgik man bare at snakke med, og ofte var det kun godt for en selv, hvis man forhindrede en længere samtale med folk som Thondie. Frustreret masserede jeg min ene tinding. Når man tilbragte al sin tid med en uvidende, uskyldig pige som Claire, behøvede man ikke ligefrem dette oveni.

     "Det lyder spændende," smigrede jeg ham. Tilfreds lagde han armene over kors med et stort smil omkransende læberne. "Men.. du kan ikke offentliggøre den artikel." Lige idet ordene flød ud af munden på mig, ændrede Erics humør sig brat.
     "Og hvorfor kan jeg så ikke det, om jeg må spørge?" forhørte han sig nærmere omkring med sammenknebne øjne.

     Sukkende lagde jeg armene på bordet, så jeg sad lettere foroverbøjet. "Pigen, vi var sammen med, vil helst ikke have det ud. Jeg ved ikke hvorfor, så det behøver du ikke spørge ind til. Jeg vil gerne betale en sum, hvis du glemmer alt om billederne og skriver om noget nyt. Selv stiller jeg gerne op til et interview, hvis det skulle være, men billedet må ikke komme ud."

     Den lille klump skæg, der var vokset ud ved hans hage, legede han kortvarigt med. Tænksomt stirrede han ud i luften, mens han mumlede i vildelse. Det endte dog med, at han beklagede sig over for mig. Han troede ikke, det ville kunne lade sig gøre. "Desuden," tilføjede han, "vil den artikel give mig flere penge, end jeg tror, du betaler mig. Hvis du vidste, hvor mange der i forvejen køber vores blade, så skal du bare se tallet stige, så snart der sættes en artikel om det kendte boyband, One Direction, på forsiden. Så nej, jeg har ikke i sinde at smide billedet ud af vinduet."

     Flere gange forsøgte jeg at komme med indvendinger eller tilbud, der forhåbentlig fik ham til at ændre mening, men det hjalp lige lidt. Til sidst holdt han en hånd oppe som tegn på, at han ikke gad diskutere længere. "Nej. Jeg beklager, men det billede kommer ud allerede i starten af næste uge." Jeg snerpede læberne sammen, da jeg vidste, at jeg ikke kunne gøre noget for at overtale ham. "Men du er selvfølgelig velkommen til stadig at stille op til et interview?" skyndte Eric sig at sige. Mine øjne talte for det hele; det måtte da være hans spøg.

     "Kan jeg i det mindste ikke se billedet, I vil bruge?" Tvivlende overvejede han det, men det var kun et spørgsmål om tid, før jeg sad med billedet i hånden. Vores ansigter så man ikke helt tydeligt, så jeg tænkte, at det nok ville gå. Indtil videre opfattede jeg ikke Claire som en pige, der læste sladderblade.

     Jeg kløede mig irriteret over øjet, da jeg forestillede mig hendes reaktion, når jeg fortalte, at jeg ikke forhindrede billedets offentliggørelse. Hun rystede jo indvendigt lige fra i går til nu. Jeg var absolut helt sikker på, at hun aldrig faldt til ro, medmindre jeg kunne sige, at det ligegyldige billede ikke blev vist nogen steder.

     Pludselig slog en løsning ned i mig. Jeg lagde billedet fra mig på bordet og hilste farvel til redaktøren af magasinet. Når det kom til stykket, behøvede jeg vel ikke fortælle hende sandheden. Nu jeg selv havde set det, kunne jeg jo bekende, at man hverken så nogen kærtegn eller kys. Det betød intet.

 

 

Adelaides synsvinkel

 

Nervøst kiggede jeg ind ad ruden. Selvom Harry stort set lige forsvandt ind ad døren, håbede jeg inderligt på, at han inden længe åbnede døren med et stort smil, der fortalte mig alt. Desværre så det ud til at tage længere tid, end mit håb lod mig tro. Ting tog nu engang sin tid, og det forstod jeg udmærket godt.

     Tålmodigt spadserede jeg hen til den nærmeste bænk. Roligt bevægede jeg hænderne om bag mig for at glatte den luftige kjole ud, idet jeg satte mig ned. Derefter begyndte jeg at glatte den ud, selvom den lå nogenlunde pænt. De lysegule, grønne og lyserøde farver blandede sig med hinanden i mønstre af blade og blomster. Lige præcis sådan en kjole ejede jeg ikke derhjemme. Den gik mig heller ikke til længere end knæene, hvilket jeg indrømmede, at jeg fandt en smule grænseoverskridende til en start. Kjolerne hjemme i mit skab nåede mig ofte til anklerne eller deromkring.

     Panikken forårsagede en forøget hjertebanken, men jeg forsøgte desperat at ignorere den. Jeg havde tiltro til Harry. Hvad jeg gjorde, hvis billedet stadigvæk sendtes til Italiens mange afkroge, vidste jeg endnu ikke. At blive var klart en udelukket mulighed. Det ville både være til fare for mig selv, men også mit kongerige.

     "Steph, kan du lige hjælpe mig her?" Nysgerrigt rettede jeg mit blik mod den lyse pigestemme til min højre side. Med få meters mellemrum stod et par bænke op ad bygningens mur, og på nummer to bænk fra mig af sad en lettere lyshåret pige med en lille bog i skødet. Om en kuglepen foldede hendes hånd sig. Hjælpeløst så hun på drengen lidt derfra, som var dybt optaget af en tom bænk. Ved dens side groede en lille plante op mellem fliserne og slyngede sig rundt om dens ben.

     "To sekunder," lød det fra ham. Hurtigt klikkede han på sit kamera, inden han smilende bevægede sig hen mod sin veninde. Frustreret begyndte hun at forklare ham sit problem.
     Langsomt rejste jeg mig op, glattede endnu en gang kjolen ud, hvorefter jeg besluttede mig for at gå hen til dem. Af en eller anden grund stjal drengens kamera meget af min opmærksomhed.

     "Så.. hvad er problemet?" Undrende løftede drengen øjenbrynet, da pigen afsluttede sin forklaring. Dybt sukkede hun, inden hun opsummerede det hele til en enkelt sætning.
     "Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvordan jeg skal dræbe hende!" Fortabt kiggede hun ned i sin notesblok.

     Selv standsede jeg brat op. Pludselig fandt jeg dem knapt så venlige, som jeg i første omgang tænkte, at de garanteret var. I min frygt for, at de måske snakkede om mig, vendte jeg om på hælene og satte kursen den modsatte vej igen. Langt kom jeg dog ikke, før jeg væltede en flaske farvet vand. Spruttende flød det ud på fliserne, mens jeg chokeret trådte tilbage.

     Småløbende dukkede denne Steph op på siden af mig. Venligt sendte han mig et smil, inden han bukkede sig ned og stillede flasken op igen. "Det gør ikke noget," forsikrede han mig leende om. "Det stads er alligevel så klistret. Hun har ikke godt af det." Grinende nikkede han mod sin veninde, hvis notater i bogen opslugte hende fuldstændig.

     "Åh.." Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Undskyldende kiggede jeg på ham, men da han blot smilede til mig, mærkede jeg et svagt smil af slagsen komme frem hos mig også. "Det må De undskylde alligevel. Det var ikke min mening." Overrasket fløj begge hans øjenbryn i vejret, men smilet veg ikke fra hans læber.

     "Du er ikke herfra, vel?" spurgte han mig om efter et stykke tid. Jeg foldede hænderne foran mig som sædvanlig. Kort overvejede jeg mine svarmuligheder.
     "Nej, det er jeg ikke. Jeg er på besøg fra Italien," nøjedes jeg med at fortælle. Begejstret rakte han mig hånden, og jeg fremstrakte også min egen. Idet han tog fat om den og gav den et lille tryk, spærrede jeg forbløffet øjnene op. Hurtigt trak jeg den til mig igen, eftersom jeg egentlig regnede med, at han havde tænkt sig at hilse på samme måde, som der blev hilst på mig derhjemme. Jeg vænnede mig ikke helt let af med vanerne, selvom jeg oplevede tingene gang på gang.

     "Mit navn er Stephan Jeffreys," præsenterede han sig selv. Det lignede ikke, det påvirkede ham med min reaktion på handlingen lige forinden. Hans sorte hår pjuskede let, mens hans øjne fangede sig det meste af opmærksomheden med sin dybe, brune farve. Afventende hvilede hans blik på mig, og jeg opfattede nu, at han forventede en gengældende præsentation fra min side af.

Svagt smilede jeg, da jeg adskilte læberne fra hinanden. Noget tid gik der desværre, før lyden fulgte med, eftersom jeg for en stund glemte, hvad jeg kaldtes her i England. "Mit navn er Claire Adams," nåede jeg endelig frem til. Stemningen blev løftet op af Stephans smil, som han glad lod det hænge ved.

     "Hyggeligt at møde dig, Claire." Let trak jeg på smilebåndet, da han virkede til at synes om mit selskab. "Bor du også her i området?"
     Rystende på hovedet afviste jeg hans gæt. "Åh, nej, nej. Ser De, vi er her bare for at forhandle en vis sag." Smilende bekræftede jeg mig selv, og Stephan nikkede forstående på hovedet.

     "Må jeg spørge Dem om noget?" hørte jeg mig selv sige. Som et tegn på, at jeg kunne spørge frit, mødte hans øjne mine. De smilede nærmest direkte ind i min sjæl. Da jeg løsrev mig fra hans blik, kiggede jeg på kameraet, der hang ham om halsen. "Hvad er det, De fotograferer her i omegnen?"

     Nysgerrigheden prikkede til mine kinder som en stikkende fornemmelse, men den føltes ganske genkendelig for mit vedkommende. "Lidt af hvert.. hvad der nu er af forskellige ting. Alt kan bruges," fortalte han mig. Spørgende så jeg på ham med rynkede bryn, da jeg ikke helt forstod, hvordan alt kunne bruges. Det lod han til at læse på mit udtryk. "Det handler ikke om, hvad du fotograferer, men hvad du gør det til, og hvordan du fotograferer det."

     Imponeret nikkede jeg og så forventningsfuldt på, da han tændte kameraet og klikkede på nogle knapper. Ærlig talt havde jeg ikke været så tæt på et af slagsen før, da de plejede at stå længere væk, når der blev tager billeder af familien. Efterhånden var det vel næsten et år siden, det sidste blev taget.

     "Prøv at se her.." Den viden, han ejede for sin passion, mærkede man tydeligt gennem hans ord og den alvor, der kom frem. "Det her er en helt almindelig bænk. Mange ville sikkert finde den utroligt kedelig, og det vil jeg da også give dem ret i. Men kære Gud, det handler jo bare om lige at finde den rette vinkel, så lyset rammer rigtigt. Det ændrer straks alt! Kan du se, hvordan det er lysere i siden, hvor planten vokser, mens det lige så stille bliver mørkere i den modsatte side? Det er et symbol på, at lyset giver liv. Den tomme bænk har sin egen historie, man selv kan fortolke. Blomsten, jeg selv lagde der, har jo også noget at skulle have sagt. Den kan måske give os en idé om, hvad der er sket ved bænken for noget tid siden." Fascineret over forklaringen, analyserede mine øjne fotografiet. Der gemte sig jo utroligt mange historier bag, hvis man bare gad give sig tid til at grave dem frem.

     "Steph?" Pigestemmen afbrød os, og vi kiggede begge i hendes retning. Forvirret sendte hun blikke mod mig, men der klistrede sig også et venligt smil fast i hendes mundvige.
     "Kom," hviskede Stephan og berørte let min arm som en invitation til at følge trop. Roligt nærmede jeg mig de to venner med et svagt smil om munden.

     "Det er Claire, Claire Adams," indviede han pigen i vores samtale. "Hun er fra Italien og viser stor interesse for fotografier," klukkede han med det store smil. Varmt nikkede pigen til mig som hilsen, hvorefter Stephan præsenterede sin veninde. "Claire, det her er CeCe Gambrill. Vi er bofæller på andet år." Tilfreds rynkede de begge lidt på næsen med et grin, hvilket de vist fandt meget naturligt.

     "Hyggeligt at møde Dem, Miss Gambrill," hilste jeg. Det overraskede hende noget, som hun hævede brynene og kiggede på mig, med spørgsmål strømmende ud af øjnene.
     "Øh.. Kald mig bare CeCe," grinede hun usikkert. Forstående accepterede jeg det med et nik, hvorefter både Stephan og jeg satte os ned på hver vores side af hende. Naturligvis bød CeCe mig velkommen til det, selvom Stephan blot slog sig ned.

     "Er du flyttet hertil eller..?" Dybere spurgte Cece ind til mig, og jeg skyndte mig at forklare hende, jeg blot besøgte landet for en kort tid. Igen bredte panikken sig i mit indre, da jeg kom i tanke om al den fare, der lurede om hjørnet, og jeg søgte freden ved at lægge hånden over håndleddet med armbåndet.

     "Velkommen til, i hvert fald." Mildt sendte hun mig et smil med sin yndige, lille mund. Derefter vendte hun blikket mod sin notesbog, der åbenbart voldte hende store vanskeligheder.
     "Er du stadig ikke kommet videre?" adspurgte Stephan hende om, og hun rystede irriteret på hovedet, så den løse fletning svingede let fra side til side. Igen kiggede han på mig for at sætte mig ind problemet. "CeCe skriver; både noveller og digte, men hun skriver også lange romaner. Lige i øjeblikket har hun gang i sin trilogi, der bygger på perfektion. Den er en liiiille smule voldsom, men det fungerer godt med drabene," lo han.

     Sukkende kløede CeCe sig på kinden. "Jeg har altid haft en tendens til at søge ind i de lidt grufulde drabsmetoder, men jeg kan simpelthen ikke bestemme mig for, hvordan jeg skal dræbe en af mine hovedpersoner. Valget står nok lidt mellem forgiftning eller en kniv i brystet, mens hun sover."

     Det sidste forårsagede, at jeg opspærrede øjnene gevaldigt. Minderne bankede pinefuldt på, og det lykkedes mig ikke at holde døren lukket for dem. Da jeg derfor mærkede en varm hånd på min ene skulder, rykkede det forskrækket i mig. Til min store lettelse opdagede jeg, at det ikke var andre end Harry.

     Smilende rejste jeg mig op med et forventningsfuldt ansigtsudtryk. Da han åbnede munden, røg alle mine bekymringer til grunde. "Bare rolig. Jeg fik styr på det." Taknemmeligt faldt jeg ham om halsen. Det overraskede ham tydeligvis lige så meget, som det overraskede mig selv. Hastigt trak jeg mig tilbage og rettede en anelse på kjolen. Prinsesser krammede ikke enhver. Standarderne krævede en lidt anden opførsel.

     "Tak, Harry. Jeg står Dem i stor gæld." I et stykke tid smilede vi blot til hinanden, men inden længe brød Stephan og CeCe ind.
     "Undskyld, men.. Harry Styles?" Chokeret stirrede Stephan på os samtidig med, at CeCe nær tabte underkæben. Venligt hilste Harry på mine to nye bekendte, der viste sig at lytte til ham og de fire andre drenges musik. Til forskel for de andre piger, vi mødte ind imellem, skreg de ikke. Det virkede også som om, at Harry foretrak at snakke med folk, der ikke mistede fodfæstet.

     Vi fik efter lidt tid sagt farvel, og jeg mærkede tydeligt, hvordan frygten ikke længere pumpede rundt i mit blod. Lige inden vi trådte ud på parkeringspladsen, halede Stephan ind på mig. Forpustet rakte han mig et lille kort med noget, der lignede oplysninger. Forvirret studerede jeg det, inden jeg lod mit blik lande på ham. "Hvis nu du får lyst til at kigge forbi en dag. Jeg kunne godt bruge nogle flere modeller." Før han løb tilbage til CeCe, sendte han mig et venskabeligt smil, og jeg blinkede let med øjnene.

     "Kommer du, Claire?" råbte Harry efter mig. Automatisk kiggede jeg tilbage, hvor han holdt sin dør åben til bilen. Roligt bevægede jeg mig hen til ham med kortet i hånden. Jeg ankom til pladsen som en helt anden person, end jeg nu tog hjem. Endelig følte jeg mig tilpas. Kronen passede pludselig igen.

     Takket være Harry.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...