Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
28976Visninger
AA

18. Kapitel 16 ~ We've got the perfect view


Mi scusi = Undskyld mig

 

"Når ikke man kan se London på den bedste London-manér, må man jo bare se byen på den perfekte One Direction-manér!" Louis grinede over sin egen kommentar, som vi fløj hen over London i helikopteren. Stiv af skræk stirrede jeg ud af vinduet, hvor jeg så alt under os blive mindre og mindre.

     "Det er slet ikke en tosset udsigt," lød det fra Liam, der slog sig ned over for mig. Jeg løsrev blikket fra den lammende stirren og opdagede, at han sad og smilede beroligende til mig. "Er du okay, Claire?" Jeg blinkede et par gange med øjnene, da jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle svare. Usikkert sendte jeg ham et smil tilbage, hvorefter jeg nikkede. Stadig føltes det underligt at reagere på et navn, der i princippet slet ikke tilhørte mig.

     "Jo, jeg har det fint. Tak skal De have, Liam." Dybt trak jeg vejret en enkelt gang og kiggede igen ud af vinduet. I noget tid hørte jeg ikke andet end den gennemtrængende larm fra propellen og nogle af drengene, som snakkede på kryds og tværs. Det eneste, jeg faktisk koncentrerede mig om, var netop den udsigt, Liam før roste. Svagt smilede jeg for mig selv, da jeg efterhånden vænnede mig til igen at være over jorden som i flyvemaskinen. Han havde fuldkommen ret. Udsigten til storbyen imponerede mig i stor grad.

     De røde busser skilte sig nemt ud af mængden fra de mindre biler, og jeg huskede skam godt, da Anne bad mig køre med en af dem. Bilerne viste sig ofte at være sorte, men ind imellem så jeg da også farvede af slagsen. Så højt igen svævede vi trods alt ikke over London, så jeg kunne sagtens se dem. Dog mente jeg nu stadig, at det var lige lovlig højt, som vi pludselig susede hen over en kæmpe bygning med et tårn, der ragede højt op mod os. Harry kom hen til mig med et glas i hver hånd og bemærkede åbenbart mit nysgerrige udtryk. 

     I samme øjeblik han satte sig ved min side, begyndte han at fortælle mig nærmere om byen, han boede i. "Det er Big Ben, noget af det de fleste kendetegner ved London," forklarede han. Begejstret smilede jeg, da jeg genkendte navnet. "Det er utrolig flot og enormt højt," klukkede han derefter. Smilende betragtede jeg det en sidste gang, før vi langsomt fortsatte turen.

     På bordet mellem Liam, Harry og jeg, placerede Harry pludselig de to glas. Et af dem stillede han ved mig, og jeg studerede det kort efter at have takket ham. Indholdet lignede en dejlig, forfriskende lemonade. Da jeg roligt tog en lille slurk, fik jeg mit gæt bekræftet. Desværre endte jeg med at være ved at rynke på næsen. Dejlig og forfriskende udelukkede jeg nu, at den var.

     "Er der noget i vejen?" Forundret rynkede Harry brynene med blikket hvilende på mig. Undskyldende rystede jeg på hovedet, men kløjedes nærmest i den bitre eftersmag. Der gik et stykke tid, hvor jeg lige måtte sidde og komme mig. Alle fem drenges blikke mærkede jeg efterhånden, og jeg fandt det ikke ligefrem behageligt.

     "Jeg.." Afbrudt blev jeg igen af smagen, der sad som lim på min tunge. Kort rømmede jeg mig, inden jeg igen åbnede munden. "Jeg er bare ikke vant til at få serveret så bitter en lemonade." Normalt forsødede de den derhjemme, så smagen forskrækkede mig noget, da jeg drak af glasset.

     "Åh.. Selvfølgelig ikke." Harry skubbede lemonaden lidt væk fra mig, og jeg bemærkede, at han lød en anelse muggen. Jeg ønskede ikke at gnave dybere ind i det, men det gik mig ærlig talt på. Af en eller anden grund kunne jeg ikke undgå at føle, det var min skyld.
     I stedet pegede jeg ned på det, der mindede mig om et pariserhjul fra nogle af de mange, smukke billeder. "Hvad kaldes dette?"

     Straks lænede Harry sig lidt ind over mig for at se, hvad jeg spurgte om. Da han igen trak sig tilbage, smilede han stort. "Det er London Eye. Man kan simpelthen se alt deroppefra, men der er også lang kø hver evig eneste dag! Det er nu en utroligt flot udsigt," fortalte han mig, og jeg følte mig helt tryllebundet af det smukke hjul.

     "Ikke nær så god en udsigt som den, vi har os," grinede Louis, og Niall stemte inden længe i. Da jeg ikke længere kunne se øjet af London, rettede jeg blikket mod drengene. Som de alle sad og hyggede sig, spredte der sig en inderlig varme i mig. Måske jeg ikke befandt mig, hvor jeg ønskede, men selskabet kunne have været værre.

     Liam prikkede på vinduets glas med en finger som tegn på, at jeg igen skulle kigge. Imponeret over en utrolig flot bro med tårne, studerede jeg den nysgerrigt. Bilerne rullede hen over den, og jeg løftede kun hovedet en anelse, før Liam begyndte at fortælle, hvad jeg i øjeblikket så. "Det er Tower Bridge, endnu en af Londons store mærkevarer. Navnet kommer af de blå tårne, du ser."

     Jeg levede mig helt ind i den engelske kultur, nu jeg havde et overblik over hele London oppefra. Dette var virkelig den perfekte måde at se byen på. Der gav jeg Louis ret. Selvom jeg ikke vidste, hvordan vi ellers ville have set den, ønskede jeg ikke at opleve den på nogen anden måde. Oppe fra skyerne havde jeg det perfekte udsyn.

     "Tror I, de har mad ombord?" forhørte Niall sig pludseligt om. Rullende med øjnene svarede Zayn ham.
     "Garanteret. Prøv at spørge dem." På to sekunder forsvandt Niall, og Zayn rystede på hovedet med et skævt smil hængende i mundvigen. I hans hånd holdt han som sædvanlig mobilen og trykkede løs på skærmen.

     "Er det Perrie?" snagede Louis og puffede ham venskabeligt i siden. Lavt klukkede Zayn, mens han erkendte, at ja; han skrev med sin kæreste. Selv vidste jeg ikke, han overhovedet havde sig en, hvis smil forårsagede hans hjertebanken. Egentlig gad jeg godt høre mere om denne Perrie, men før jeg nåede at se mig om, vendte kronen rundt. Opmærksomheden landede på mig som ved et trylleslag, da Louis besluttede sig for at spørge ind til mit liv.

     "Har du også en kæreste hjemme i Italien, Claire?" Nysgerrigt skinnede hans øjne, og jeg glippede overrasket med øjnene.
     "Mi scusi? En kæreste?" Afventende nikkede han, og jeg forstod skam udmærket godt, hvad han mente. Som prinsesse gik man dog ikke bare rundt og blev kærester med folk.

     Jeg trak let op på smilebåndet og udstødte et lille fnis. "Nej, det har jeg ikke." Som både Louis og Zayns øjenbryn røg i vejret, virkede det som om, at jeg sagde noget forkert. Selv Harry lignede en, jeg overraskede noget. Nervøs for mit eget svar, tillod jeg nu mig selv at stille et spørgsmål. "Er det forkert?"

     "Ikke spor," forsikrede Louis mig. "Det kommer bare.. du ved.. bag på mig." Han sendte mig et stort smil efterfulgt af et grin. "Du ser jo brandgodt ud, så det regnede jeg ellers med." Forvirret kiggede jeg på ham, da jeg denne gang ikke helt forstod meningen bag alle ordene.
     "Ser jeg brandgodt ud?"

     "Det gør du da!" klukkede han, hvorefter han forsvarende holdt armene op i luften. "Misforstå mig nu ikke, jeg har en kæreste. Det er bare noget, enhver pige bør vide, de gør. Og du, Claire, du har altså noget helt specielt, som jeg ikke kan sætte fingeren på. Det stråler ud af dig!" Stolt af sin smiger nikkede Louis en enkelt gang som afslutning, men jeg var slet ikke med.

     Stadig sad jeg og kiggede forvirret på ham. "Er jeg brændt godt?" Zayn løftede undrende blikket fra sin telefon, og Louis forstod vist pludselig, hvad jeg egentlig satte spørgsmålstegn ved tidligere. Ved siden af mig stirrede Harry også, som om alle da burde vide den slags.

     "Nej, nej, nej, nej!" Nærmest helt panisk viftede Louis med hænderne. "Det betyder bare, at du er virkelig smuk," grinede han lavmælt. Forstående nikkede jeg med et bredende smil på læberne. Det ord brugte vi ikke i daglig tale hjemme på slottet, men det var da et utrolig pænt kompliment at få.

     Idet jeg takkede ham, kom Niall ind med en sandwich i hånden. "Se, hvem vi har her!" lo Louis og klaskede hænderne sammen. "Nææ, og søreme om de ikke havde noget mad, vores lille englepus kunne få!" Alle drengene brød ud i latter, hvorefter Niall spiste endnu en bid af sin sandwich.

     Latteren fra drengene fyldte hele helikopteren, da Niall med et forskrækket udtryk røg ned på gulvet i stedet for på sædet ved siden af Zayn. Ærlig talt forstod jeg ikke, hvordan de kunne bilde sig det ind, når deres gode ven måske led af smerte. Bekymret rejste jeg mig op, men Niall smilede let og holdt den frie hånd oppe som tegn på, at intet alvorligt skete. "Jeg er okay, jeg er okay, tak for jeres omsorg og støtte." Da han kom på benene igen, grinede han let og smilede taknemmeligt til mig. "Især til dig, Claire." Lettet kunne jeg igen tage plads ved vinduet med en viden om, at den uheldige episode ikke skadede ham.

     Lige inden han denne gang skulle til at sætte sig ned på et af sæderne, pegede han ud mod byen. "Hey, se! Der har vi Buckingham Palace!" informerede han os andre om med munden fuld af mad. Af rene reflekser rettede jeg hurtigt opmærksomheden ud af vinduet og ned mod jorden under os, hvor jeg ganske rigtigt fik øje på endnu en stor bygning, som måtte være den, han omtalte.

     "Flaget er oppe!" udbrød Liam med et stort smil, og Harry rejste sig op for bedre at kunne se.
     "Det er det, ja! Så er hun derinde et sted." De andre drenge kom også med små kommentarer dertil, mens jeg blot sad forvirret uden at vide, hvem de snakkede om. Til gengæld kendte jeg flaget, samtalen mest af alt drejede sig om; Union Jack. Som alle andre lande ejede Storbritannien også sit eget flag. Så vidt jeg huskede, gemte der sig bare mere end et land i denne union.

     Eftersom samtalen fortsatte, følte jeg mig nødsaget til at spørge, hvad det gik ud på. "Hvem er denne hun?" Liam blev den person, der besvarede mit spørgsmål.
     "Det er dronningen, Claire. Hver gang flaget er hejst, betyder det, at hun er hjemme. Det er hende, der bor derinde," forklarede han.

     Dronningen.. Jeg adskilte let læberne fra hinanden, så der netop kom et lille mellemrum mellem dem. Dog sagde jeg intet. I stedet betragtede jeg blot slottet, vi fløj hen over i et roligt tempo. Forsigtigt placerede jeg min venstre hånd på vinduet. Det virkede som et fantastisk sted, og nu jeg tænkte mig om, huskede jeg godt, at Giovanni fortalte mig om den engelske kongefamilie. Elizabeth, hed hun vist.

     "I har ingen kongelig regent i Italien, vel?" Louis smilede uvidende, da jeg vendte blikket mod ham. Min ene hånd hvilede endnu på vinduets glas. Langsomt fremtvang jeg et gengældende smil, da alle mine tanker røg hen på min mor og far. Det pinte mig ikke at vide, hvordan min far havde det. Jeg udholdt ikke tanken om, at han rent faktisk kunne være død lige nu.

     Smertefuldt sank jeg en klump og tvang igen et smil frem. For en stund limede mit blik sig fast til udsigten under os, hvor Buckingham Palace så småt forsvandt fra vores synsvinkel. Bagefter kiggede jeg viljestærkt på Louis. Det tog sin tid, før jeg formåede at åbne munden for derefter at presse ordene ud. "Italien er et demokratisk samfund." Alt andet undlod jeg at sige. På den måde løj jeg ikke. Jeg udelod blot, at der fandtes nogle selvstændige riger. Ikke mange kendte trods alt til dem, og det lød heller ikke som om, at nogen af drengene vidste, de eksisterede.

     Om nogen af dem sagde mere, kunne jeg ikke udtale mig om. Hjemveen fik taget overhånd, og jeg mærkede et alt for stærkt savn til det hele. Jeg følte en varm hånd lægge sig over min, men mere registrerede jeg ikke. Alle lyde flød ud i et. Kun én stemme brød ind til mig, og jeg genkendte den ikke. Den dukkede op ud af det blå med sin dybe røst og skræmte nær livet af mig. 
     Banker Deres hjerte endnu?
     Nyd det. I ved aldrig, hvor længe det varer.

     Jo, jeg mærkede ganske vist mit hjerte slå hårdt mod mit bryst. Det stak af, hvis ikke jeg passede på, i frygt for hvad der i sidste ende skete med både mig, mit kongerige og ikke mindst min familie. Det sidste, jeg ønskede, var at tænke på de ord, der gennem en længere periode havde pint mig. De ord, der forårsagede min rejse til London. De ord, der stod i brevene.

     Selvom jeg ikke troede det, lykkedes det alligevel nogen at hive mig ud af mine egne tanker. Hvem det var, vidste jeg ikke. En helikopter fløj op på siden af os, og straks lysnede det for mine øjne. Billeder blev taget i massevis, og jeg formåede stort set at kigge ind i linsen på kameraerne hver eneste gang.

     "Hey! Hvad laver de nu her?!" udbrød Harry irriteret, da han opdagede den modsatte helikopter. Åbenbart var de så vant til det, at de ikke opfangede kameraerne med det samme. Mindst fire kameraer blændede mig. I håbet om at redde mine øjne, skyggede jeg med hånden for ansigtet.

     Da jeg fjernede hånden, fandt jeg hurtigt ud af, de ikke havde forladt os endnu. Drengene vinkede smilende til dem, men Harry og Zayn hørte jeg snakke om, hvordan de håbede på, de snart fik lidt fred og ro igen. Til sidst endte det med, at den anden helikopter fløj sin vej, og jeg studerede den alligevel nysgerrigt.

     "Hvem var de?" Spørgsmålet gled ud af min mund, før jeg nåede at tænke mig om. Harry, der havde rejst sig op, satte sig igen ned ved siden af mig.
     "Det var såmænd bare paparazzier. De tager nogle billeder, og så lader de os måske være i fred, hvis vi er heldige. Det er deres arbejde." Han lænede sig godt tilbage i sædet, mens han undslap et suk. Et skævt smil spillede hen over hans læber. "Højst sandsynligt kommer det i bladene inden for de næste par dage. Hvis jeg ikke tager meget fejl, var det et af de verdensomspændende firmaers navne, der stod på helikopteren. Hvem ved, måske bliver det ligefrem sådan, at det også kommer ud i Italien? Det kunne da være lidt sjovt!"

     Jeg nikkede forstående, da han forklarede mig, hvad det hele gik ud på. Stadig lysnede det lidt for mine øjne. En lille, hvid prik irriterede mig henne i siden. Jeg rettede en smule på håret, mens jeg tænkte over det, Harry netop fortalte mig. Paparazzier og verdensomspændende blade. Mon det var noget, de var vant til?

Pludselig spærrede jeg øjnene op. Mine hænder faldt ned i skødet på mig og lod mit hår være. Angsten steg som hver gang, jeg læste et nyt brev, der lå på mit skrivebord. Nervøst begyndte jeg at pille ved armbåndet, Lesley forærede mig. Mine tanker vrimlede rundt og stødte ind i hinanden som forvirrede sommerfugle.

Hvis det, Harry sagde, passede, kom disse billeder helt til Italien. Jeg kunne kun håbe på, at han tog fejl. Ellers ville det så sandelig blive alt andet end sjovt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...