Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

186Likes
453Kommentarer
27534Visninger
AA

17. Kapitel 15 ~ She doesn't need a crown

 

Kryds de to snore, lav derefter en løkke og stik den modsatte snor ind igennem, for til sidst.. Igen lignede det slet ikke den sløjfe, Harry lærte mig at lave for nogle dage siden. Sukkende betragtede jeg det knapt så vellykkede resultat af mit forsøg på at binde disse snørebånd sammen. Hvor lang tid jeg havde siddet her og prøvet mig frem, vidste jeg virkelig ikke. En ting stod desværre efterhånden ret klart for mig; det nyttede højst sandsynligt ikke at blive ved, når jeg tydeligvis ikke huskede, hvordan man bar sig ad.

     Solen strømmede ind gennem vinduerne, Harry åbnede på klem lidt tidligere. Selvom vi om mindre end en uge nåede ind i november, virkede det ikke som om, vejret syntes at holde solskinnet tilbage. Harry mente åbenbart, at det var utrolig varmt i forhold til oktober måned, men der erklærede jeg mig nu ikke helt enig. I Santemoné skinnede solen stort set året rundt. Naturligvis hoppede temperaturen da lidt op og ned, men den sank aldrig under de ti grader. Oktober måned lå for det meste mellem 20 og 25 grader, så jeg mærkede en kæmpe forskel, da jeg ankom til England.

     ”Er du ved at være klar?” hørte jeg den sædvanlige, hæse røst spørge nogle meter fra mig. Jeg lod mit blik lande på Harry og sendte ham et undskyldende smil. For to dage siden besøgte hans gode venner ham og hilste på mig. Louis fik idéen til at vise mig London, og de aftalte at udføre planen i dag. Oprigtig talt glædede jeg mig også til at se de berømte seværdigheder. Nu jeg befandt mig i England, kunne jeg vel lige så godt lære mere om kulturen, end hvad jeg hørte derhjemme fra Giovanni. Indtil videre kom næsten alt bag på mig, og jeg tvivlede derfor lidt på min viden om de andre lande. Måske man virkelig skulle opleve det med egne øjne for at vide, hvad det hele handlede om? Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg da regnet med, at de spiste disse osteklistrede kiks med fingrene, som jeg i forgårs blev sat til at prøve.

     Da Harry opdagede, hvad jeg foretog mig, undslap han et lavmælt suk, hvorefter han smilede venligt i min retning. ”Du har måske brug for lidt hjælp?” gættede han. Jeg nikkede en enkelt gang, mens mit takkende svar flød ud gennem mine lettere adskilte læber.
     ”Hvis De vil være så generøs at yde mig Deres hjælp, vil jeg være mere end taknemmelig.” Først da han rystede på hovedet med et grin i mundvigen, følte jeg mig igen underligt malplaceret. Personligt vidste jeg jo udmærket godt, jeg ikke hørte til i hans hjem. Alligevel brød jeg mig ikke om den følelse, det gav mig, når han grinede ad mig. Det værste var næsten, at jeg egentlig ikke var sikker på, hvad han lo af. I mine øjne skilte jeg mig jo ikke ud – det gjorde hele hans verden.

     Roligt kom han hen til mig for at sætte sig ned på det ene knæ. Forklaringen, han gav mig for nogle dage siden, gentog sig, og jeg lyttede opmærksomt, mens jeg som sidst fotograferede hver og en af hans bevægelser. Idet han slap båndene med en nydelig sløjfe som resultat, kiggede jeg på ham og opdagede, også han så på mig. ”Tror du, du kan huske det nu?”

     Uden overhovedet at give mig tid til at svare, bandt han sløjfen op for at repetere sin handling med den samme forklaring. Igen sad jeg og fulgte med i bevægelserne, men da jeg derefter prøvede selv at gøre det, fandt både Harry og jeg hurtigt ud af, at det krævede længere tid end som så. 36 gange, talte jeg det til. 36 gange, før Harry ikke længere havde tålmodighed til at sidde på gulvet og trække tiden ud, inden vi kom af sted.

     ”Skal vi ikke aftale, vi tager den op igen senere? Kommer vi mere for sent, end vi allerede ser ud til at komme, kan vi godt regne med, at drengene allerede har rodet sig ud i noget værre ballade,” klukkede han. Jeg regnede med, at han hentydede til Niall, Liam, Louis og Zayn. Grinende rejste han sig fra gulvet for at tilføje en sidste ting; ”og jeg ved ikke, hvor vild jeg er med, at det sker uden mig.”

     Afventende blev jeg siddende i troen om, at han rakte mig en hånd. Det tog ham godt nok lidt tid at tilbyde mig den. Da jeg stod på de to ben iført mine nye sko med Harrys bundne sløjfer, smilede jeg som en tak. Dog undlod jeg ikke at kommentere på, at han ikke rakte mig hånden som en selvfølge. ”Harry, jeg kan ikke takke Dem nok for al den hjælp, De giver mig. At De giver mig ly for en tid og gør Deres bedste for at lære mig Deres skikke. Jeg må desværre gøre Dem opmærksom på, at det vil vise sig høfligst at række hånden frem som hjælp til en dame, hvor mange år hun end har haft lykken af det fortryllende liv. Opfat det nu ikke som en form for kritik, for jeg ønsker blot at hjælpe Dem, som De er så elskværdig at sætte din tid af til at hjælpe en fremmed pige.” Venligt smilede jeg, men Harry lignede ikke just en, der længere lystede at tage mig en tur med rundt i London.

     Mundlam stirrede han kort på mig, inden han med et dybt suk vandrede ud af stuen, vi før sad og bandt mine snørebånd i. Jeg hørte døren blive åbnet, hvorefter en lettere irriteret stemme nåede ind til mig. ”Kommer du, eller skal du lære mig flere høflighedsregler?”

     Forvirret blinkede jeg med øjnene, som jeg kiggede efter ham, inden jeg selv langsomt satte gang i benene. Sagde jeg nu noget forkert igen?

 

•*¨*•.¸¸♛¸¸.•*¨*•

 

Rundture plejede jeg at få i en hestevogn med behagelige sæder, da man havde sig et bedre udsyn omkring sig end i en bil. Samtidig gik det stille og roligt for sig i modsætning til bilernes susen. - Og susen kunne man vist let tillade sig at kalde det tempo, de engelske biler kørte i, hvis ikke det nærmere var en underdrivelse. Lygter skiftede fra grøn til rød, fra rød til grøn. En gang imellem lyste en lille gul pære i et par sekunder, men jeg fandt ikke helt ud af, hvad det egentlig betød. Lige meget hvad vadede folk over vejen, mens bilerne rasede af sted uden at stoppe.

     ”Kom nu, Claire,” kaldte Louis på mig, da han forsvandt ind i en uhyggelig mængde af travle mennesker. Inden længe fulgte Zayn i hans fodspor efterfulgt af Niall. Liam kiggede sig hurtigt til begge sider, før også han trådte ud på den trafikerede vej. Harry vinkede mig hen til sig med et mat smil, som om han blot fremtvang det. Som jeg skulle til at gå hen til ham, skubbede og masede folk sig forbi mig. Der gik ikke lang tid, før jeg fuldstændig mistede overblikket over, hvor drengene befandt sig, mens jeg ufrivilligt blev ført længere og længere væk.

     Mit hjerte hoppede stort set ud af brystet på mig, som jeg desperat prøvede at undskylde mig til at komme ud af menneskesværmen. Hvor mange 'undskyld mig, vil De være så venlig..' jeg end kom med, lykkedes det mig ikke at frigøre mig af deres lænker. Da en hånd derfor greb fat om mit håndled og trak mig ud, åndede jeg lettet op.

     ”Prøv engang at følge lidt med,” vrissede Harry, hvorefter han førte mig hen over vejen til de andre drenge gennem den forfærdelige mængde af mennesker. Stadig holdt han stramt om mit håndled, hvilket han ikke selv så ud til at tænke videre over. Først da jeg hev min hånd en smule til mig, gav han slip i en fart.

     ”Første trin; trafikken – tjek!” lo Louis højlydt. Med et udslag viste han os, hvilken vej vi nu skulle lade vores ben vandre i retningen af. Efter to skridt nåede vi dog ikke meget længere, eftersom en pige sprang op på ryggen af den stakkels dreng. Overrasket over hvor mange teenagepiger, der pludselig befandt sig omkring mig, glippede jeg med øjnene og stod absolut helt stille. Andet end at overvære det pludselige overfald af Liam, Louis, Niall, Zayn og Harry, gjorde jeg ikke. Jeg vidste ikke engang, hvad der rent faktisk skete.

     En pige fik skubbet hårdt til mig, idet hun skreg. ”Det er One Direction! Oh my God, oh my God, jeg elsker jer!” Forvirringen tog mere over i min krop end nogensinde, da jeg følte mig helt udenfor. Jeg forstod overhovedet ikke noget af det.

     Høje dyt borede sig ind i min øregang, og jeg måtte forskrækket skynde mig lidt til siden, da endnu en sort bil farede forbi mig. Kort efter dyttede endnu en bil, og jeg løb hurtigt ind mod fortovet igen. Ligeglad med alt virvaret susede en tredje bil direkte i min retning, og jeg stoppede lammet op midt på vejen. Som den nærmede sig, klemte jeg øjnene sammen for derefter at føle mig selv blive hevet i armen. ”Claire!” råbte en stemme panisk i samme øjeblik.

     Kort efter holdt to stærke arme omkring mig, mens jeg fortsat sørgede for at holde øjnene lukket. Først da stemmen igen gav lyd fra sig, åbnede jeg dem. Til mit held opdagede jeg, at jeg ikke længere stod midt ude på den ustyrlige vej. ”Det må du aldrig.. aldrig.. aldrig nogensinde.. gøre igen.” Harrys stemme var forpustet, og da jeg fangede hans blik, lagde jeg mærke til bekymringen deri. Ikke længe efter mærkede jeg dog også vreden, idet han slap sit greb om mig. ”Du kunne have været død! Hvad tror du ikke, der ville være sket, hvis jeg måtte fortælle min mor, at du var blevet kørt over?!”

     Lidt tid gik, inden jeg adskilte læberne fra hinanden. ”Det må De undskylde, Harry. Det var ikke min mening at skræmme Dem,” undskyldte jeg med et sørgmodigt blik.
     ”Ja, for syv sytten om du ikke skræmte mig!” skældte han, og jeg foldede hænderne foran mig uden at bøje hovedet. Liam klappede Harry på skulderen og sendte mig et af sine venlige smil. Antallet af piger var blevet formindsket, men dem, der stadig opholdt sig i nærheden, stirrede på os som små, nysgerrige ugler.

     ”Som sagt var det ikke min mening at gøre Dem bange. Jeg undskylder.” I længere tid kiggede han bare på mig, hvorefter han opgivende måtte sukke og give et nik fra sig. Han modtog min undskyldning. Da han drejede om på hælene, mens han gned sin ene tinding, tog jeg et skridt mod ham. ”Skal De ikke også undskylde over for mig?” Min stemme var som sædvanlig rolig og alvorlig.

     Undrende vendte han sig om. Da han søgende efter hjælp kastede et blik hen mod Louis, trak hans ven blot på skuldrene. Igen rettede Harry blikket mod mig for spørgende at hæve et af sine øjenbryn. ”Hvad vil du have mig til at undskylde for?” Ærgerlig over selv at skulle påpege hans fejl, kiggede jeg dybdeborende ind i hans øjne.

     ”De efterlod mig. Jeg er ikke vant til dette højst usædvanlige kaos, må De forstå,” forklarede jeg ham.

     ”Jeg efterlod dig da ik-,” startede han ud med at forsvare sig, inden han afbrød sig selv. Afventende på hans undskyldning forholdt jeg mit blik hvilende på ham, og det virkede ikke som om, at han kunne lade være med at lade sig fange af det. Sukkende rømmede han sig. ”Undskyld,” endte han ud med at sige.

     ”Måske vi ikke skulle fortsætte sådan her?” foreslog Liam usikkert. ”Claire var nær kommet galt af sted, og hu-” Nu blev han afbrudt, denne gang af to piger, der rakte ham en kuglepen og deres hånd. Smilende skriblede han sit navn ned på hånden af dem, hvorefter han fik æren af at se dem gå derfra med et kæmpe smil omklistret læberne. Louis prikkede lidt til ham for at høre fortsættelsen. Undskyldende nikkede Liam, hvorefter han færdiggjorde sin tale. ”Jeg tænker bare, at der jo er mange andre måder at vise hende London på, hvor hun måske kommer knapt så galt af sted.”

     ”Ah-ah, Daddy-oh,” lød det fra Louis med en hævet pegefinger. ”Ikke om jeg ændrer mine planer grundet sådan et lille uheld. Hun er jo i fineste stand, skinner stadig som den perle, hun nu engang er,” smigrede han mig. Svagt smilede jeg, mens jeg lyttede til deres diskussion. ”Hun skal opleve London på bedste London-manér, og det gør man i de røde busser!”

     Niall rakte hånden op med et usikkert smil siddende i mundvigene. Alle rettede opmærksomheden mod ham, og han sænkede roligt hånden. ”Der er vel ikke nogen af jer, der har taget noget mad med?” Harry og Zayn grinede let, mens de rystede på hovedet af deres gode ven. Louis, derimod, slog sig for panden.

     ”Nialler, kan du ikke se, at jeg lige er i gang med at overbevise Liam om, at min metode er den bedste?” Liam og Niall udvekslede blikke for så at slå en lille latter op. Louis så ikke ud til at tage sig af dem. Deres broderskab skilte sig noget ud fra, hvad jeg normalt syntes at se hos folk. De elskede og smådrillede hinanden. Så længe det første ikke ændrede sig, gjorde det sidste vel ingenting.

     Dyyyyyyyt!

     Med hjertet galoperende langt fra, hvor jeg stod, sprang jeg en halv meter længere til siden. Åbenbart befandt jeg mig igen midt ude på vejen. Brat standsede bilen, og dens ejer smækkede arrigt med døren for at komme hen til mig. ”Du havde nær fået slået skrammer i min bil! Hvad fanden går der af dig?! Sig mig, er du helt fra den? Det er en Mercedes, den fineste af slagsen, og jeg finder mig ikke i, at du behandler den på den måde, er du med?!” Han bukkede sig ned for at tjekke, om nogen ulykker var hændt. Det lignede ikke, han overhovedet tog notits af, at flere biler trykkede på hornet, fordi han holdt midt ude på vejen. Råbende kørte de forbi, mens de holdt langfingeren oppe og skreg ”Fuck dig”. Undrende over, hvad det mon betød, betragtede jeg nogle stykker passere os på samme måde. Hurtigt vendte jeg dog tilbage til manden med bilen, da han hårdt slog ned på bilens front.

     Så for Satan, om der ikke kom en skramme!” Understregende pegede han på en lille, tynd skramme i malingen, og jeg holdt mig forfærdet for munden.
     ”Det må De så sandelig undskylde!” skyndte jeg mig at sige. Tænk, at jeg havde ødelagt hans bil på den måde. Jeg fornemmede trods alt, hvor meget han elskede sit benzinslugende objekt.

     Harry trådte op på siden af mig for at studere uheldet. Straks begyndte han at grine højlydt. ”Det mener du seriøst ikke, vel? Den skramme har vist været der i længere tid. Den kan ikke være kommet af, at du måtte stoppe for ikke at køre ind i en stakkels pige.” Manden lagde muggent armene over kors.

     Jaså, men det er den vist altså,” brummede han. Igen undskyldte jeg mange gange, men Harry stoppede mig ved at lægge en hånd på min skulder.
     ”Du ved jo godt, det ikke er sandt.” Alvorligt kiggede Harry ind i mandens brune øjne, der lynede som et tordenvejr. Jeg ønskede for alt i verden ikke, at han skulle bære nag til mig i længere tid.

     Harry, kan De ikke være så venlig at forære denne mand en undskyldning for min uheldige handling?” Undrende stirrede han på mig, og det tog også sin tid, inden han rømmede sig.
     ”Jeg vil gerne sige undskyld på min venindes vegne,” sagde han køligt. Selvom det naturligvis var i orden, at han på den måde undskyldte for mig, var det ikke lige netop sådan en undskyldning, jeg mente.

     Harry, vil De ikke være så venlig at udstede en undskyldning på den pris, denne mand ønsker?” Da Harry ikke forstod, hvad jeg talte om, måtte jeg gentage mig selv for tredje gang i en anden formulering. ”Vil De skrive et beløb ned, der kan dække reparationen for at gøre det godt igen?” Hurtigt spærrede han øjnene op.

     Det kan ikke være dit alvor! Det var jo slet ikke din skyld!” Hvis manden sagde, at skrammen dukkede op grundet mig, måtte jeg tro på det. Man blev nødt til at stole på sine medmennesker.
     Harry, jeg beder Dem. Altid dækker man den skade, man selv har forårsaget.” Vores øjne mødtes i et øjeblik, hvor vi intenst kiggede på hinanden. Alvorligheden skinnede klart igennem fra min side af, men han så ikke ud til at ville bukke under.

     De lovede at passe på mig, såvel som De lovede at støtte op om mig. Jeg vil ikke kunne bære at leve med denne skyldfølelse,” forklarede jeg ham med en alvorlig mine. Harry trådte et skridt tættere på mig.
     ”Claire, det var ikke din skyld.” Hvor meget han end forsøgte på at overbevise mig, stolede jeg nu engang på, at denne mand fortalte sandheden.

     Let trak jeg skævt op i smilebåndet. ”Jeg beder Dem..” hviskede jeg. Igen fangede vores blikke hinanden og dannede en intens øjenkontakt. Til sidst endte det med, at han sukkede opgivende. Hvor meget manden forlangte, spurgte han irriteret om, mens han fandt sit checkhæfte frem. Da han hørte manden sige 5000 pund, poppede hans øjne dog næsten ud af hovedet på ham.

     HVAD?!” råbte han, så duerne hastigt fløj op fra vejen i miles omkreds. Bestemt forholdt manden sine arme liggende over kors, hvorefter hans blik gled hen på mig.
     ”Det er en aftale,” bekræftede jeg hans bud. Tilfreds smilede manden og afventede checken fra Harry, der lignede et af de få lyn på Italiens stormfulde nattehimmel.

     Ikke om jeg udskriver en check på 5000 pund for så lille en skramme, der ikke engang var vores.. hendes skyld!” snerrede han surt, men jeg lod ham ikke slippe. Hvordan udviste de sin dårlige samvittighed i England? ”Du kan godt gemme de overtalende øjne væk,” vrissede han ad mig, og det endte med, at jeg satte hænderne i siderne – en ting, jeg rent faktisk sjældent gjorde. ”Drop det,” lød det igen fra ham, men selvom han kom med flere modargumenter, susede manden til sidst af sted i sin Mercedes med pengene i lommen.

     Da Harry vredt maste sig forbi sine fire venner, hørte jeg Louis hviske til Liam: ”Okay, måske vi burde finde på noget andet.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...