Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
27250Visninger
AA

16. Kapitel 14 ~ Be charming but detached and yet amused

 

"Du laver sjov med mig, ikke?" klukkede Harry foran. Selv følte jeg mig noget ved siden af mig selv. Efterhånden grinede Harry utroligt meget af mig, og jeg syntes ærlig talt ikke, at der var nogen grund til det. Som nu, for eksempel; jeg bad ham blot om at lægge mit tøj til vask, da bunken hobede sig op.

     Forvirret glippede jeg let med øjnene, inden jeg tillod mig at afbryde hans latter. "Nej. Nu De har inviteret gæster, tænker jeg ikke, det vil byde sig passende at have de bakteriefyldte klæder liggende. Det er på tide, De tager Dem sammen og vasker det." Min stemme lød langt fra hård, men jeg mente det dybt alvorligt. Så man på Harry, lignede det nu engang ikke, at han helt forstod det.

     Igen udbrød han et kortvarigt, men noget højlydt, grin. Samtidig bukkede han sammen, som om hans mave smertede. Krøllerne svajede roligt i takt med hovedets bevægelser, og jeg betragtede ham lydløst med det undrende ansigtsudtryk. Lige så stille lagde jeg den ene hånd over den anden foran mig for derefter at folde fingrene om den modsatte. Derhjemme vaskede Marina tøjet, uden jeg behøvede bede hende om det. Hvorfor skilte England sig så meget ud fra Italien? I geografi lærte jeg intet om alle de forskelle, livet bød på i det fremmede land. Giovanni fortalte mig kun om byerne og deres historie, om kongefamilien og de mange krige. Det forårsagede nu, at jeg ikke vidste, hvorfor Harry reagerede på min ordre, som han gjorde.

     Efter lidt tid formåede han at rejse sig helt op igen, og jeg opdagede som det første, det store smil, der spredte sig over de lyse, rosa læber. "Jeg vasker ikke dit tøj," grinede han lavt med et rystende hoved. Som før blinkede jeg uforstående med øjnene en tre gange, mens jeg forblev stående uden at sige noget. Jeg forventede på et eller andet plan, han havde mere at sige. Da det begyndte at gå op for mig, det ikke var tilfældet, lod jeg mine læber skille sig fra hinanden.

     "Hvem, har De så tænkt Dem, skal gøre det?" spurgte jeg, hvilket utroligt nok resulterede i endnu et latterbrøl fra hans side af. Som jeg mærkede fornærmelsen blusse helt op i kinderne på mig, ventede jeg tålmodigt på et svar. Idet han lukkede det ud af munden, chokerede det mig noget. Det kunne under ingen omstændigheder være hans alvor.

     "Ja, undskyld mig, Harry, men De forstår vel, at jeg ikke er pålagt den opgave?" Sukkende kiggede han mig ind i øjnene, mens jeg blev stående i samme stilling som før. Tavsheden, der overtog al pladsen imellem os, generede mig som sædvanlig ikke. Jeg regnede med, at han overvejede sit svar grundigt, præcis som man altid burde. Overraskende nok førte det dog ikke andet end endnu et suk med sig.

     Igen gik der lidt tid, hvor vi begge lyttede til stilheden, inden han åbnede munden. I samme øjeblik ringede det på døren, og Harry lukkede hurtigt munden i igen. Derefter vendte han sig om og satte kursen mod hovedindgangen med et blik på sit armbåndsur. Lavmælt undrede han sig over, hvorfor de allerede besluttede sig for at komme nu. Selv kendte jeg ikke til klokkeslættet, så jeg udtalte mig ikke om noget. Han fortalte mig heller ikke, hvornår vi fik besøg, så i sidste ende ville det heller ikke have hjulpet.

     "Harry, er De ikke så venlig at bære mit tøj ned?" Jeg nægtede at tro, han sagde, jeg selv måtte gøre det. Meget andet overraskede mig, men dette slog det hele. Eftersom han bare rystede på hovedet, tog jeg nogle skridt efter ham med en lettere panisk følelse imod mit bryst. "Harry.. Harry, det er vel ikke Deres alvor?"

     Lige som hans hånd foldede sig rundt om dørens håndtag, rettede han blikket mod mig. De grønne øjne strålede knapt så klart, som de plejede. Det var som om, at han overanstrengte sig for at sende mig det lille smil. Bagefter trykkede han håndtaget ned, og jeg så et genkendeligt ansigt dukke op. Medmindre jeg ikke huskede rigtigt på nogen måde, kunne det enten være Louis eller Zayn.

     "Harreeeh!" udbrød han med et stort, grinende smil, der lyste selv hans øjne op. Inden længe omfavnede de to drenge hinanden som bedste venner, hvorefter de trådte længere ind og lukkede døren bag sig. Jakken smed denne Zayn eller Louis hurtigt hen mod knagerækken i håbet om, at den ramte plet og blev hængende. Naturligvis skete det ikke, og den faldt ned på gulvet. "Damnit," mumlede han, idet han surt stirrede på jakken.

     Som om han ikke havde set den, drejede han ansigtet og smilede stort til Harry, der grinende bød ham velkommen. "Goddag til dig også, Lou." Jeg rynkede brynene. Lou? Forkortede de hans navn eller hørte jeg forkert i forgårs? Svaret kom hurtigere end forventet, da han trak mig ind i et kram.

     "Claire!" Efter en lang omfavnelse, slap han mig. Forskrækket over den hurtige handling, kiggede jeg med store øjne på ham. Vi mødte trods alt først hinanden for to dage siden. Højst sandsynligt havde han ikke de samme grænser. "Kan du huske mig? Louis?" Forhåbningsfuldt smilede han til mig og virkede næsten helt ivrig efter at høre mig svare 'ja.'

     Nu, han bekræftede, at Harry blot kaldte ham Lou, hvorimod hans rigtige navn var Louis, nikkede jeg langsomt med hovedet en enkelt gang. "Jo, naturligvis husker jeg Dem, Louis. Berigende at træffe Dem endnu en gang." Kort grinede han, hvorefter han smilede stort. Jeg gengældte med det samme hans smil - dog en tand svagere.

     "Hvorfor kommer du allerede nu?" brød Harry ind med et smil omkransende sine læber. Han kom op på siden af Louis, og jeg så nemt, at de havde et helt særligt, venskabeligt bånd. Louis' smil veg ikke fra hans læber, hvilket egentlig fik mig til at føle mig godt tilpas i hans nærvær. Det bemærkede jeg ikke i forgårs.

     "Jo, ser du Harry," rømmede Louis sig. Nysgerrigt fulgte jeg med i den lille samtale, da Louis' begyndende forklaring lød interessant. "Når man sidder derhjemme og praktisk talt intet har at lave, eftersom Eleanor blev nødt til at gå tidligt i morges, kan man vel lige så godt komme lidt før. Kan man ikke? Skader det? Var der noget, I skulle nå?" Alle de spørgsmål overvældede mig, da jeg ikke plejede at få mere end et af gangen. Det blev set som det mest høflige hjemme hos mig. Det oplærte Giovanni og mine forældre mig i hvert fald i. Samtalen gik jo ikke ligefrem hurtigere af den grund. Til gengæld kludrede man lettere i det.

     Til mit held stillede Louis Harry spørgsmålene, så jeg ikke behøvede huske at svare på dem alle. "Nej, nej, men altså.." lo Harry, hvorefter han rystede hovedet for at sætte krøllerne på plads, der ikke ændrede sig meget.
     "Du har intet at indvende. Vil du måske ikke gerne have mig her?" Såret tog Louis hånden op til brystet, og jeg følte straks medlidenhed med ham. Det undrede mig derfor, at de kort efter puffede grinende til hinanden, som om intet var hændt. På tilskuerpladsen overværede jeg bare de to venner le, mens de nær skadede hinanden med de mange små puf.

     Lidt efter stoppede de, og jeg åndede - lydløst - lettet op. Hvad jeg skulle gøre, hvis de kom til skade, vidste jeg ikke. Der forholdt sig jo ingen andre i huset. Igen rettede Louis blikket mod mig, og han tænkte ikke længe, før han stillede et nyt spørgsmål; denne gang til mig. "Hvor har Harry så placeret dig henne i paladset?"

     "Er dette virkelig et palads?" Overrasket kiggede jeg på Louis, der udbrød en højlydt latter. Ved siden af ham, smilede Harry skævt.
     "Måske ikke et rigtigt palads, men du må da indrømme, at det minder om?" Smilet bredte sig fortsat på Louis' læber, som han slog ud med en arm. Jeg kastede et blik omkring os i gangen, men før jeg nåede at sige noget, tog Harry over.

     "Jeg tror ikke, det er et spørgsmål, du behøver svar på," mumlede han nærmest en smule muggent. Jeg forstod ikke helt, hvad han mente med det. Han selv spurgte da næsten om det samme, da jeg ankom for nogle dage siden? "Hun bor på gæsteværelset. Hvor ellers?" skiftede han emne. Forvirret så Louis også ud, men trak så bare på skuldrene for at stille et nyt spørgsmål.

     "Må jeg da så ikke se, hvordan du har indrettet dig?" Han gav mig ingen chance for at svare, før han vandrede op mod værelset. Jeg prøvede ihærdigt at stoppe ham uden at trænge mig alt for meget på.
     "Nej, Louis.. Louis, jeg beder Dem.." Kort så han tilbage på mig med et spørgende blik. Jeg var fulgt efter og stod ikke mange skridt fra ham. "Er De ikke sød at lade være med at gå derop?" Tænksomt kiggede han på mig, før et smil igen blomstrede helt op i øjnene på ham.

     "Hvis det er sådan, frøkenen ønsker det."

 

•*¨*•.¸¸♛¸¸.•*¨*•

 

Hastigt greb Louis ud efter kortet i Harrys hånd. Før Harry fik set sig om, sad Louis med det helt oppe i ansigtet. Zayn trak fødderne op på sofaen, da han åbenbart forudså, hvad det betød. Lang tid gik der nemlig ikke, inden Harry jagtede Louis rundt om bordet. Chokeret overværede jeg de to drenge løbe grinende rundt, mens jeg pressede benene så langt ind mod sofaen som muligt, dog uden at flytte fødderne fra gulvet.

     "Hey, hey, hey!" Liam forsøgte at overdøve Louis' og Harrys grinende råb efter hinanden. Lydløst betragtede jeg ham sidde henne i sofaen over for mig med hænderne viftende oppe i luften i håbet om, at drengene opfangede det og stoppede. Desværre lykkedes det ikke helt, og de farede fortsat rundt om bordet.

     Telefonen, Harry brugte til at ringe efter maden, lagde han på bordet, lige før jagten startede. Mit blik landede på den for en kort stund, hvorefter jeg rettede opmærksomheden mod Zayn, der lignede en, der var vant til disse situationer. Med fødderne oppe på sofaen bevægede han fingrene rundt på en flad, firkantet.. Åh, jo. Jeg havde også set Harry med sådan en telefon. Nysgerrigt fulgte jeg med i de hurtige fingerbevægelser, jeg kun lige kunne se. Liam rev dog mit blik til sig, da han sukkede for derefter at lade sin stemme flyde ud.

     "Tror I, det var klogt at bestille mad uden Niall?" Til min store overraskelse løb Harry og Louis ikke længere rundt, men kæmpede nede på gulvet om kortet. Jeg vidste ikke engang, hvad der stod skrevet på det. Drengene kiggede dog alle på det, da de valgte mad. Da Liam spurgte mig, hvad jeg ønskede at få og spise, pegede Louis straks på noget, han syntes, jeg burde smage. Mit gæt gik altså på, at kortet indeholdt en masse velsmagende retter.

     Flere gange prøvede Liam at få de to drenge til at stoppe, som efterhånden rullede rundt over hinanden. Med et rystende hovede rejste han sig op for at gå ned til dem og hive kortet ud af hånden på Harry, der på mystisk vis havde fået det tilbage. Skuffede standsede både Louis og Harry med kampen og stirrede på Liam, der svang med kortet.

     "Skal vi ikke stoppe det nu?" foreslog han med et smil. Louis væltede ned fra Harry, hvor de derefter begge kom op at stå på benene igen. Det tog dem lidt tid, da de på en eller anden måde spændte ben for hinanden, men til sidst grinede de stående. Smilende rakte Liam Harry kortet, der placerede det nede i en af skufferne på en brun reol.

     Venligt sendte Liam mig et smil på vej tilbage til sin plads i sofaen, og jeg gengældte det uden tøven. Han virkede oprigtigt som en gentleman, der samtidig sørgede for at holde alle drengene uden for problemer. Da han præsenterede sig tidligere, bemærkede jeg roligheden bag de brune dådyrøjne, og jeg følte mig straks tryg ved ham.

     "Tror I, der er sket noget med Niall?" hørte han sig pludselig om. Louis' smil svandt hen, og han kiggede på Zayn, der stadig blev underholdt af den sorte telefon. Lettet åndede Liam op, da Zayn rystede på hovedet med blikket limet fast til skærmen. Med rynkede bryn satte Harry sig ned ved siden af Zayn, der nu ikke længere havde benene oppe, men afslappet lod fødderne hvile på gulvtæppet.

     "Han er bare forsinket, skriver han. Han burde være her om lidt, går jeg ud fra," orienterede han os andre om. Fra den modsatte side af, end hvor Harry sad, lænede Louis sig helt tæt på Zayn for at se nærmere på telefonen. I et hastværk dækkede Zayn den til med en hånd for bagefter at kigge indtrængende på Louis med et smil i mundvigen. "Jeg skriver måske ikke med ham lige nu. Hvad hvis det er noget privat, du ikke skal blande din nysgerrige snude ind i?"

     I samme øjeblik Louis skubbede underlæben ud, ringede det på døren. Både Liam og Harry rejste sig og vandrede mod døren med det samme. "Det er garanteret Niall," gættede Louis for så også at hejse sig op på benene og følge trop. Blinkende med øjnene lod jeg ham komme forbi mig ved igen at presse mine ben let ind mod sofaen.

     Mens de andre drenge forsvandt ud af rummet, blev Zayn og jeg ladt alene tilbage. Uden at sige noget hvilede mit blik på ham, og jeg så, at hans fingre stadig bevægede sig frem og tilbage. "Undskyld mig, Zayn, må jeg være til den ulejlighed at spørge Dem om noget?" Lyttende hævede han et øjenbryn og skabte øjenkontakt med mig. Jeg smilede svagt, inden jeg nikkede mod telefonen. "Hvorfor er De så optaget af dette stykke elektronik?"

     Lige så stille formede der sig et smil på hans ansigt, da jeg stillede spørgsmålet. Lavt grinede han kortvarigt, hvorefter han lagde telefonen ned i bukselommen uden besvær. "Det er jo min mobil. Jeg får beskeder fra mange af dem, jeg kender, som jeg må svare på. Har I dem ikke hjemme i Italien?"

     Jeg tænkte mig lidt om. Jo, det havde vi måske nok. Bare ikke på slottet. Mest sendte vores familie blot breve til hinanden. Sådan var det foregået gennem flere generationer. På det seneste havde vi modtaget flere end før, og de ønskede alle min far god bedring. Det hjalp os andre med at styrke håbet på, at han klarede sig gennem det. Selv læste han dem ikke. Han åbnede knapt nok øjnene, hvis han kunne blive fri for det. Måske spurgte han efter mig en gang imellem, men.. han opdagede sikkert ikke, at jeg var rejst bort. Fortsatte det sådan, ville det kun være godt for både ham og alle os andre.

     Tanken om brevene ledte videre til de forfærdelige trusler, jeg modtog før drabsforsøget. Bare tanken resulterede i, at jeg mærkede et stik i hjertet af ren frygt. Kniven, manden holdt om, lyste klart op for mit indre syn, og jeg glippede nødsaget med øjnene for at smide billederne af hele natten væk. Igen så jeg Zayn, der tålmodigt afventede en form for svar fra mig. Jeg nøjedes med at sende ham et svagt smil.

     Mere behøvede jeg heller ikke gøre, for de tre andre drenge overtog hurtigt hele samtalen. "Så er maden på bordet!" udbrød Louis ivrigt, idet han slap fire firkantede æsker på bordet. Liam og Harry satte nogle mindre og anderledes æsker fra sig, hvorefter de næsten sprang tilbage på hver deres pladser. "Det skal blive godt med noget mad!" pointerede Louis, mens han gned hænderne mod hinanden.

     "Så det var altså ikke Niall?" Zayn kiggede spørgende mod Liam, der svarede ham med et ryst på hovedet.
     "Nej, ham mangler vi endnu. Jeg håber, at han er tilfreds med den mad, vi har bestilt. Jeg tror altså, det havde været bedst, hvis vi ventede på, at han kom.." Tvivlende kørte hans blik rundt på maden, jeg ikke havde nogen idé om, hvad var.

     Harry åbnede en af æskerne, der gemte på nogle pinde med en lys slags kød. Fra mit synspunkt lignede det nok kylling. Men hvorfor sad det dog på en pind? "Hvis ikke vi havde bestilt det, ville han have brokket sig over, at han var sulten," klukkede Harry, mens han tog fat om en af pindene med et sultent blik.

     De andre drenge lukkede alt det andet op og spredte det ud på bordet, selvom der knapt var plads nok. Jeg betragtede al maden med opspærrede øjne, da jeg ikke kendte til meget af det. Sådan serverede de aldrig vores middag derhjemme, men jeg forstod allerede for lang tid siden, at Harry ikke gjorde tingene på samme måde.

     Da Louis synliggjorde en pizza, genkendte jeg den straks fra mit eget hjemland. Denne så bare noget mere slimet og knapt så delikat ud. Jeg rynkede på næsen. Ikke om jeg ønskede at smage på den. Højst sandsynligt smagte det forfærdeligt, og selve konsistensen ville nok give mig kvalme. Det vidste jeg bare af at kigge på den. Desuden ødelagde den sikkert også blot min kærlighed til den velsmagende mad, jeg til tider fik derhjemme med et hvidt stykke brød og et lille glas rødvin, hvorefter desserten blev serveret.

     "Er I bare begyndt uden mig?" Forfærdet stirrede en blond dreng på maden. Han tabte nær underkæben, men det virkede ikke til at være fordi, overraskelsen sagde ham noget godt. "Hvordan kunne I dog gøre det? Hvad hvis jeg ikke kan lide det, I har bestilt?" Alle de andre lo kort, og Harry adskilte læberne.
     "Du kan lide alt det, vi har bestilt, Nialler, bare rolig. Kom og slå dig ned, nu du bare synes, at du kunne tillade dig at vade ind uden at ringe på."

     Et stykke tid stod denne Nialler bare og studerede al maden, inden han besluttede sig for at tilgive dem det. Smilet, der omkransede hans læber, pyntede virkelig i hans yndige ansigt. Roligt slog han sig ned ved min side og kiggede på mig med to dybe, blå øjne. Grundet hans smil skinnede de næsten. Venligt rakte han mig en hånd og præsenterede sig som Niall. Det betød vel, at Harry denne gang blot forlængede hans navn.

     "A-.." Igen glemte jeg nær, at jeg ikke længere hed Adelaide. Hurtigt rettede jeg det og håbede på, ingen bed mærke i det. "Claire Adams." Smilende nikkede Niall og betragtede mig kortvarigt. Vores øjne mødtes, og jeg fornemmede, jeg også kunne føle mig tryg i hans nærvær. Det gik op for mig, at jeg faktisk følte mig tryg ved dem alle.

     "Claire, har du smagt nachos før?" Louis så spørgende på mig, og jeg måtte erkende, at jeg ikke helt vidste, hvad han snakkede om. Stort smilede han igen og skubbede en åben æske hen til mig. "Smag dem her! Du vil elske dem!" forsikrede han mig om. Afventende kiggede han på mig, og jeg rettede blikket ned mod de gullige, trekantede.. nachos, som det jo så var. Over dem lå et tykt lag smeltet ost.

     Jeg bestemte mig for at prøve det af, nu de andre tydeligvis syntes om det. Søgende lod jeg mit blik glide rundt mellem de mange madretter på bordet, men jeg fandt ikke, hvad jeg ledte efter. Undskyldende sendte jeg Louis et lille smil. "Jeg har desværre ikke fået hverken kniv eller gaffel."

     Højlydt brød alle drengene ud i grin, og Niall stak fingrene ned i æsken for at fange nogle nachos overtrukket med ost. Samtidig med jeg lagde mærke til, at hans grin skilte sig utroligt meget ud fra de andres, kiggede jeg også overrasket på ham, mens han spiste med fingrene. Langsomt gled mit blik videre hen på de andre drenge, der hver sad med et stykke pizza i hånden, de bed af. Det så noget forfærdeligt ud. Plejede man ikke at spise blot en smule pænere?

     "Prøv nu," forlangte Louis, og jeg snerpede læberne sammen, idet min hånd nærmede sig de mærkværdige nachos. Eftersom jeg ikke ønskede at efterligne deres grusomme spisemåde, trak jeg flere gange hånden tilbage, hvorefter jeg igen prøvede at tage et af de osteklistrede stykker op. Med rynket næse lykkedes det mig til sidst, men jeg beherskede mig virkelig for ikke at beklage mig. Langsomt førte jeg den op til munden, hvor jeg bed et lille stykke af den.

     "Du bliver nødt til at tage en større bid for at smage det," lød det fra Harry. "Tag den hele i munden." Først så jeg noget forbavset på ham, da jeg blev oplært til at spise små bidder af gangen. Da de alle kiggede på mig, gjorde jeg dog, som han sagde. Kun med nød og næppe kunne den være inde i min mund, og jeg anstrengte mig for at holde den derinde. Smagen overraskede mig, og jeg indrømmede, at de faktisk ikke var så værst.

     "De smager anderledes og dog henrivende." Drengene smilede stort, da de hørte min mening om dem, og de fortsatte deres spisning. Jeg gned tommel- og langefinger mod hinanden, eftersom jeg tog en af disse nachos med dem. De fedtede en smule. Igen hørtes Louis' stemme henne fra hans plads.

     "Hey, har Harry egentlig vist dig London?" Uhøfligt besvarede Harry spørgsmålet på vegne af mig, men jeg kommenterede det ikke. Før jeg nåede at reagere på det, greb Louis fat om min ene hånd med et spændt ansigtsudtryk. "Så bliver vi nødt til at gøre det! Hvad siger du til det, Claire?"

     Chokeret over, at han bare sådan tog fat om min hånd, trak jeg den hurtigt til mig. Niall grinte højt med mad i munden, hvilket jeg straks så bort fra. Overrasket over min reaktion blinkede Louis vildt med øjnene, hvorefter han smilede. "Undskyld. Det var ikke min mening," forklarede han. I stedet for at smile tilbage nikkede jeg blot som tegn på tilgivelse. Normalt tog det tid, før man kom til bare at kunne røre hinanden på den måde. Louis og jeg havde trods alt først lige mødtes.

     Fortsat bredte smilet sig ud over hans læber, da han klaskede hænderne sammen. "Du får den bedste guidetur rundt i hele London! Jeg lover dig, det bliver lidt af en oplevelse! Og selvfølgelig skal du opleve det hele på den bedste måde! Vi viser dig ikke bare tingene.. Nej, nej, det er for kedeligt.." Han holdt en kort pause, hvor han begejstret over sin egen idé smilede. "Heldigvis er dine turguider specialister i at opleve London på den helt rigtige måde."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...