Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
27252Visninger
AA

15. Kapitel 13 ~ Breathing gently

 

Adelaides synsvinkel

 

Forskrækket spærrede jeg øjnene op. I en tynd snor, lige foran mig, dinglede et lille, usmageligt dyr. Hurtigt dannede mine læber en åbning, så skriget let trængte ud og rungede i hele huset. Hvor meget det svævende dyr så end skræmte mig, limede mine fødder sig fast til gulvet. De nægtede at flytte sig. Lammet blev jeg stående med vidt opspærrede øjne uden at turde blinke en eneste gang. Lige så stille halede den sig ned og hang pludselig endnu tættere på mig end før. Højest fem centimeter ud fra min næse.

     "Claire!" Larmende brasede Harry ind ad værelsesdøren, mens han vildt kiggede sig omkring. Fortsat stirrede jeg blot på skabningen, der forårsagede min lammelse. Kun en hakken banede sig vej ud mellem mine læber. Alligevel forstod Harry straks, hvad der var galt, og han undslap en hysterisk latter. Selv flyttede jeg mig endnu ikke ud af stedet.

     Inden længe fangede Harry edderkoppen i et papir, og jeg åndede lettet op. Mit hjerte bankede stadigvæk hårdt mod mit bryst, som jeg så ham gå ud ad døren med det. Kort efter hørte jeg et lille skyl, jeg formodede kom fra toilettet. Mine fødder bevægede sig ikke frivilligt, men mit blik vendte mod døren, hvor jeg forventede at se Harry komme tilbage. - Præcis, som han gjorde.

     "Så du er altså bange for edderkopper?" lo han. I et hastigt tempo blinkede jeg med øjnene, da jeg syntes at føle, han næsten gjorde nar ad mig. "De lever desværre lidt overalt. Heldigvis gør de intet," forsikrede han mig om. Jeg troede ikke helt på ham. Måden, de tillod sig at bryde ind i andres huse, sagde mig noget lidt andet. "I har dem vel også derhjemme?"

     Forfærdet kiggede jeg på ham. Selvfølgelig havde vi ikke det. "Nej, det har vi heldigvis ikke. Der er en grund til, at Terry bliver betalt." Angst for at se endnu en edderkop kastede jeg et blik op mod loftet. Man vidste aldrig, om de om få sekunder overfaldt os begge. Bare tanken gav mig kuldegysninger og fik det til at krible over det hele.

     "Vent.." Jeg rettede blikket mod Harry, der rynkede brynene i en tænksom mine. "Har I en til at.. fjerne edderkopperne?" Spørgende lod han sit blik møde mit, og jeg nikkede næsten utydeligt som en forstærkning af mit svar.
     "Ja." Igen sørgede jeg for at sikre mig, at der ingen små dyr sad på lur, klar til at springe ned i hovedet på mig.

     Harry fnøs, inden han igen grinede. "Jamen, hvorfor får I jer så ikke bare en, der også fjerner fluer, myg, tissemyrer og jeg ved ikke hvad?"
     "Terry er pålagt hele ansvaret." Da mit blik landede på Harry, opdagede jeg, at han lignede noget af et spørgsmålstegn. "De burde også anskaffe Dem en," rådede jeg ham, og det endte med, at han gav et lille nik fra sig. Derefter rystede han dog hurtigt på hovedet, som om han før svandt lidt hen i sine egne tanker.

     "Seriøst?" Bogstavelig talt stirrede han måbende på mig, og jeg måtte erkende, at jeg ikke helt vidste, hvad han snakkede om. Uforstående kiggede jeg på ham uden at sige noget, men han svandt nærmest hen i en lille trance. Forsigtigt tog jeg et skridt hen imod ham for at se, om han endnu var vågen.

     "Harry? Harry, kan du høre mig?" Eftersom han ikke svarede mig, besluttede jeg mig for at gå en tur ud i haven. I går viste han mig lidt rundt derude efter shoppingturen, hvor jeg mødte to af hans venner; Zayn og Louis. Samtidig fik jeg mig også noget tøj, og Harry købte mig også et par flade sko. Jeg regnede egentlig med, at han forærede mig flere, men jeg holdt mine formodninger for mig selv. Aldrig havde jeg gået med et par sko uden i det mindste en lille hæl, og jeg plejede ikke at få andres ordre smidt i hovedet. Nu engang krævede Harry bare, at jeg valgte mig et 'normalt' par, som han kaldte det. Hvis han befalede mig én ting til, blev jeg simpelthen nødt til at forklare ham, at han stod under mig. Indtil videre måtte jeg pænt lade som ingenting og følge min mors og Annes ord om at falde mere ind i mængden. Selv mente jeg, at det gik ret godt for mig.

     De nye sko placerede Harry ved siden af hans, og de højhælede fristede ved siden af. Jeg brød mig i den grad ikke om de nye. Da jeg ikke kunne vælge nogen, Harry beskrev som 'ordentlige', hev han et par ned fra en hylde. Inde i butikken fandtes der utroligt mange sko, men mange skilte sig kun ud i størrelser. Selv ejede jeg højst sandsynligt flere forskellige.

     Roligt bukkede jeg mig ned for at tage skoene op. Hvordan de helt præcist hang sammen, gennemskuede jeg ikke nemt. To, hvide snore snoede sig ind og ud af nogle små huller, mens den så utroligt lukket ud. Mørkeblå fastgjorde jeg, at farven var. Forsigtigt vendte jeg dem om, hvor jeg ikke så andet end en hvid sål.

     Forvirret satte jeg dem fra mig på gulvet. I stedet gled mine fødder ned i de højhælede sko. Mine tanker røg hen på Marina, der plejede at hjælpe mig på med skoene. Hjemme hos Anne hjalp hun mig også med tøjet, men det virkede ikke som om, at Harry fandt det spor normalt. Naturligvis ønskede jeg ikke, at han skulle hjælpe mig med at klæde mig på. Trods ham havde jeg da min værdighed at bevare ved at vise bare en smule blufærdighed. Alligevel overraskede det mig, at han ikke engang tilbød mig sin hjælp, når det kom til andre ting. For eksempel skoene. 

     I mit nye sæt tøj, jeg i går prøvede som det første, vandrede jeg lige så stille hen over gulvet med kursen mod den store havedør inde fra stuen af. Af ren vane stoppede jeg op foran den med den forventning, at nogle åbnede den for mig. Efter at have stået der et stykke tid, kiggede jeg mig søgende omkring. Derhjemme ville jeg allerede nu være udendørs.

     "Er du på vej ud?" Harry stod nogle meter fra mig. Lige inden min stemme flød ud i rummet, afbrød han mig ved at pege ned på mine sko. "Hvad er det? Hvorfor har du ikke de nye på?" Hvor uforskammet. Efterhånden syntes jeg, at han flere gange havde afbrudt mig uden tilladelsen fra min side.

     Jeg blev stående med ret ryg uden at sende ham et smil. "Jeg forstår dem ikke. De forvirrer mig," fortalte jeg. Endnu en gang lo han højlydt, og jeg begyndte at føle, at han lo mere og mere ad mig. Venligt smilede han dog til mig bagefter, hvilket flåede overvejelsen ud af mit hoved igen. Svagt gengældte jeg det, og han forsvandt ud for at komme tilbage med mit nye par sko i hænderne.

     "Så lad mig hjælpe dig den her gang. Det virker ikke som om, at du er helt vant til de sædvanlige ting, vi gør her i England. Min mor bad mig købe dig nyt tøj, og jeg er ret sikker på, at sko hører til under den kategori. Måske de her sko forvirrer dig, men du begynder så småt at forvirre mig mere og mere. En privat edderkoppefanger?" Han hævede leende et øjenbryn, idet han satte sig ned på hug med den ene sko i hånden. "Jeg ved vist ikke meget om italienere, kan jeg forstå. Sætter du dig ikke lige ned?"

     Lidt større end før smilede jeg, inden jeg gjorde, som jeg fik besked på. Denne gang beordrede han mig ikke ligefrem til at tage plads på en stol. Desuden værdsatte jeg hans hjælp med disse mærkværdige sko. Ironisk nok følte jeg netop, at han aldrig hjalp mig, hvorefter han gjorde sit bedste for at vise mig, hvordan jeg fik skoene på.

     Harrys hæse stemme forklarede mig, hvordan jeg bandt snørebåndene. I starten havde han lidt problemer med at få min fod ned i den, og han tvivlede kort på, om ekspedienten tog fejl af størrelsen. Derefter masede han den dog til sidst helt ned, og selvom jeg kommenterede, at det smertede en smule, som han pressede min fod, passede den perfekt, når jeg rejste mig op.

     "Det er ikke helt let at få andres fødder ned i en sko uden deres egen hjælp," undskyldte han med et bredt smil, inden han begyndte at binde de to snore. Nysgerrigt fulgte jeg med i bevægelserne, han lavede med dem. 
     "Undskyld mig, Harry, men kan De ikke fortælle mig, hvad de kaldes?"

     Spørgsmålet malede sig fredeligt hen over hans ansigt. "Snørebåndene? Er de også fremmede for dig?"
     "Ja, det er de. Tak for Deres svar." Jeg sendte ham et lille smil, mens jeg betragtede sløjfen, disse snørebånd pludselig dannede. Optaget af, hvordan det lykkedes ham at binde en sløjfe på min sko, lagde jeg næsten ikke mærke til, at jeg også blev iført den anden af slagsen. Da jeg rettede blikket derhen, opdagede jeg, at han også havde bundet den.

     "Harry, vil De ikke vise mig, hvordan De gør det?" Som den eneste ting manglede han at forklare mig om de særlige snørebånd, der i øjeblikket fangede min interesse i stor stil. Da han forklarede det andet, lød det ikke til, at han gjorde det ofte. Efter hvad jeg havde forstået, var det heller ikke tit, at folk ikke kunne tage sådanne sko på selv.

     Næsten uhørligt sukkede han, inden han igen smilede op til mig. "Selvfølgelig. Nu skal du bare se.." Han bandt sløjfen op ved at hive i den ene snor og begyndte så på den indviklede binding igen. Opmærksomt lyttede jeg til hans forklaring, mens mine øjne fotograferede det hele, så jeg ikke glemte det lige med det samme. Desværre måtte jeg bede ham om at gøre det op til flere gange, før jeg smilende fortalte, at jeg nu huskede det.

     "Prøv du at gøre det nu," foreslog han, og jeg bukkede mig forsigtigt ned mod min fod. I et langsomt tempo foldede jeg snorene hen over hinanden, stak den ene under den anden og strammede til. Bagefter formede jeg en lille lykke med den ene snor og lod den anden køre rundt om. Til sidst tog jeg fat i samme stykke snor og trak den ind i et lille hul. Stolt satte jeg mig oprejst op og kiggede tilfreds på Harry, der nikkede lidt.

     "Ikke dårligt af en pige, der kun har set det 14 gange." Han løftede sig selv op at stå på benene igen og rakte mig en hånd, jeg glædeligt tog imod. Med et stort smil betragtede jeg mine fødder i de nye sko. Det føltes underligt næsten at træde direkte ned på jorden med foden, men jeg vænnede mig højst sandsynligt til det.

     Lige som Harry åbnede døren, lød der en bippende lyd fra hans lomme. Straks reagerede Harry på det. Op ad den trak han en telefon frem og klikkede på skærmen. Hastigt gled hans øjne hen over skærmen, hvorefter han så på mig med et undskyldende blik. "Jeg er lige nødt til at ringe. Du er velkommen til at gå ud i haven alene til en start, så skal jeg nok komme senere."

     Uden at vente på mit svar tastede han et nummer ind og ringede det kort efter op. Smilet fra mine læber svandt hen, men da jeg lod mit blik glide ned på de bundne sko igen, dukkede det op på ny. Jeg havde ingen grund til at forhaste mig, hvilket resulterede i en langsom gang ud ad døren og rundt i den store have.

     Solen skinnede fra en skyfri himmel, og selv om vi nærmede os november, blomstrede få ting endnu. Som jeg betragtede den frie græsplæne med buske ude i siderne, mindedes jeg igen det derhjemme. Det lignede langt fra vores haver, hvilket forårsagede, at mine tanker blev ledt derhen.

     Sørgmodigt stoppede jeg op med blikket hvilende på en af de få buske med blomster. Brunilda plejede altid at stille friske blomster rundt omkring på hele slottet hver dag. Stierne, der førte mig hele vejen rundt, gik jeg hver dag på. Nerio.. Åh, hvor jeg savnede Nerio. Hans varme hundesnude kendetegnede ham altid. Og Lorenzo; jeg kunne ikke ride en tur med ham længere. Hvordan mon det gik med Charles? Og Giovanni?

     Mine fingre rørte automatisk ved armbåndet, der endnu pyntede om mit håndled. Som en tåre dannede sig i øjenkrogen på mig og gled ned ad min kind, sænkede jeg blikket. De hvide perler strålede stadig på samme måde, som da Lesley forærede mig det: af håb. Det stak mig i hjertet at tænke på hende. Inderligt håbede jeg på, at hun endnu kæmpede og ikke lod det håb, jeg selv holdt tæt ind til mig, glide ud mellem fingrene på sig.

     Jeg mærkede igen en tåre fugte min kind, da tankerne røg hen på min far. Min far og min mor. Dem savnede jeg nok allermest. Ubevidst klemte jeg min egen hånd for at få følelsen af, at det nok skulle gå. Alligevel overfaldt tanker såsom hvad nu, hvis han er død mig. Rare var de bestemt ikke. Men jeg mistede ikke håbet. Jeg gav ikke slip. Hvis først jeg gjorde det, tabte jeg alt.

     Hurtigt skubbede en fugl mig ud af mine bekymringer, som den baskede med vingerne op i hovedet på mig. Forskrækket skreg jeg som tidligere, da edderkoppen nær angreb mig. Normalt elskede jeg fugle, da de sang så smukt, men lige denne chokerede mig gevaldigt. Hårdt faldt jeg ned på græsset, mens jeg desperat viftede med armene. Forvirret fløj den væk fra mig og ind i en af ruderne, før den besluttede sig for at flyve opad igen.

     Harrys genkendelige latter rumsterede i min øregang. Forsigtigt åbnede jeg øjnene og fik bekræftet, at det rent faktisk var Harrys grin. Han stod foroverbøjet over mig med et drilsk smil om læberne og telefonen i hånden. "Det er vist ikke lige din dag i dag, hva'?" lo han fortsat, hvorefter han puttede telefonen ned i lommen. Jeg nåede ikke at forsvare mig selv med en forklaring, før han trak mig op fra jorden.

     Først glippede jeg et par gange med øjnene, før jeg taknemmeligt sendte ham et svagt smil. "Mange tak, Harry."
     "Det var da så lidt. Skal vi ikke se at få os noget aftensmad, hvis du har været rundt i haven allerede?" forhørte han sig om. Jeg kiggede kort ned ad plænen, inden jeg bestemte mig for, det nok var en meget god idé at få lidt mad indenbords.

     "Jo tak, meget gerne," smilede jeg. Idet vi gik indenfor, adskilte jeg igen mine læber fra hinanden. "Nu, hvor De ikke længere er på dette jetlag, får vi vel en rigtig menu?" Forvirret drejede han om på hælene og så mig ind i øjnene, som om jeg netop havde sagt noget, der ikke gav mening.

     "En ordentlig menu? Vi får et måltid som de andre dage, men jeg skal nok lade det være noget andet end frossen lasagne og Frosties," lovede han mig. Brækfornemmelsen bredte sig langsomt ud i min krop. Frossen lasagne? Han fortalte ikke, at den var nedfrosset, da jeg spiste den forleden. "Hvad siger du til en omgang spaghetti bolognese? Opskriften kommer direkte fra Italien!" hævdede han stolt.

     Jeg fulgte efter ham ud i køkkenet, hvor han straks rodede med gryder og pander. Spaghetti bolognese ville jeg ikke have noget som helst imod. Blev den tilberedt perfekt, smagte den ligefrem himmelsk, og jeg elskede det. Forhåbentlig vidste Harry, hvordan det skulle gøres.

     "Hvis du vil tage plads, så laver jeg maden." Smilet, der omkransede Harrys læber og lyste ud af øjnene på ham, tydede på, han holdt af at kokkerere. Jeg satte mig til rette på en af stolene ved køkkenbordet, så jeg samtidig kunne overvære ham lave spaghettien. Det hele virkede meget spændende, og jeg fandt det yderst interessant.

     Idet han lukkede køleskabsdøren i efter at have fundet nogle ingredienser frem, kiggede han på mig med et stort smil. "Forresten.. Vi får besøg i morgen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...