Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
28836Visninger
AA

14. Kapitel 12 ~ All eyes on me

 

Harrys synsvinkel

 

Utålmodigt afbrød jeg pigernes samtale med et dybt suk. De opstartede samtalen for snart en halv time siden, og det virkede ikke som om, at de stoppede af sig selv. Normalt plejede medarbejdere at have uhyrligt travlt, hvis ikke det kom til at hjælpe folk med at bruge en masse penge. Claire kommenterede nu engang bare hendes kønne frisure, og så virkede det ellers som om, at de kendte hinanden fra barnsben af.

     Lyttende blinkede Claire med øjnene i retning af mig. Endnu en gang sukkede jeg, da jeg i princippet ikke planlagde at sige noget. Jeg forventede blot, hun selv forstod meningen bag mit afbrydende suk. Efterhånden erkendte jeg lige så stille, at Claire skilte sig ud fra de personer, jeg hidtil havde bekendtskab til. Hun mindede ikke om nogen af mine venner på nogen måde. Ingen af dem stillede sig op og skabte så nært et bånd med en tilfældig medarbejder på så kort tid.

     Forvirret kiggede hun fortsat på mig, hvilket fik mig til at sukke en tredje gang. Da min mor bad mig om at gøre hende denne tjeneste, sagde jeg naturligvis ja. Jeg regnede dog ikke med, at jeg ligefrem husede så forvirret, uskyldig og særlig en pige som Claire. Hun strålede som ti tusind stjerner i forhold til hvem som helst. Der lå noget ganske specielt over hende, men jeg vidste virkelig ikke hvad. Mest af alt føltes det som om, hun behøvede beskyttelse. Den uskyld hun bar rundt på, fandt man ikke hos mange.

     "Claire.." valgte jeg i sidste ende alligevel at sige, da hun tydeligvis ikke selv opfangede min mening. "Tror du ikke, vi skulle komme videre på tøjjagten? Det var, så vidt jeg husker, trods alt det, vi kom for." Et kort øjeblik glippede hun med de brune øjne, jeg syntes at se et glimt af grå i. Derefter smilede hun stort for så at nikke. Nu fattede hun det vist endelig.

     "Crystal, kan De ikke vise mig Deres smukkeste kjoler?" forhørte hun medarbejderen om, som straks slog ud med armen. Hastigt greb jeg fat om skulderen på Claire, så hun ikke nåede at tage mere end et enkelt skridt. Alvorligt kiggede jeg hende ind i øjnene. Hun lignede et stort spørgsmålstegn, og jeg undgik ikke at trække let op i smilebåndet. Hvordan lykkedes det hende at se så fortabt ud?

     "Vi skal ikke se på kjoler," huskede jeg hende på. Kort kastede hun et blik hen på Crystal, medarbejderen åbenbart hed. Jeg fulgte ærlig talt ikke med i deres samtale, så jeg missede alle oplysningerne. Kun nogle få ting satte sig fast, men ellers hoppede min hjerne elegant over alle informationer, sætninger og sammenhængen. Trods alt opfangede jeg dog, at hun ikke virkede just lykkelig over at se mig, hende Crystal. Egentlig gik det mig ikke på. Jeg orkede ikke rigtigt en skrigende pige, når jeg netop kom mig oven på det pinefulde jetlag i går. Så at blive betjent af en pige, der højst sandsynligt ikke var fan af bandet, gjorde mig ikke noget. Da Claire igen så på mig, smilede jeg stort til hende. "Du skal have noget tøj - noget normalt tøj."

     Stadig viste der sig ingen tegn på forståelse i hendes ansigtsudtryk. Af samme grund vinkede jeg Crystal tættere på os. Det var mig altså ikke helt muligt at tage hendes navn seriøst. I princippet fandt jeg det da ret kønt, men.. helt seriøst, Crystal? Hvem kaldte sit barn det? Jeg holdt i hvert fald personligt fast i Darcy.

     "Crystal.." Jeg blev nødsaget til at holde en kort pause, da jeg udtalte navnet. Derefter rømmede jeg mig hurtigt og fortsatte. "Kan du ikke fortælle os, hvad der ville passe godt til Claire? Vi er på den helt store shoppingtur." Hun repeterede min sidste sætning som et spørgsmål, og jeg nikkede bekræftende. "Den helt store shoppingtur. Vi skal bruge undertøj, bukser, bluser, nederdele, knapt så.. festlige kjoler, nattøj.. Alt."

     Som en pludselig solstråle, der ramte en plet jord, lyste hun op i et kæmpe smil. Før jeg anede mine levende råd, skubbede hun os nærmest gennem hele butikken. Hun plaprede løs om hvert et stykke tøj, hun hev frem, og jeg fortrød meget hurtigt, at jeg tog med. Desværre vidste jeg udmærket godt, Claire ikke ville klare sig alene, da hun ikke kendte byen. Det tvang mig faktisk til at tage med.

     Ivrigt førte Crystal os videre gennem de mange afdelinger, mens hun rakte stakkels Claire et nyt stykke tøj med sekunders mellemrum. Jeg lo lavt, da hun forsvandt bag den ordentlige stak af alverdens tøj. Da hun nær væltede bagover, skyndte jeg mig at tage fat om hende, så hun forblev stående på benene. Heldigvis tabte hun intet af tøjet, og Crystal opfangede vist, at hun ikke formåede at holde mere. Derfor læssede hun det næste over i mine arme. Om det skyldtes, hun ikke brød sig om mig, vidste jeg ikke, men inden længe balancerede jeg en dobbelt så høj bunke som Claires i min favn.

     "Jeg tror.. det var det. Til en start, i hvert fald," tilføjede Crystal grinende. Jeg rullede med øjnene bag bjerget, hvorefter hun ledte os hen til prøverummene med sin hånd om vores arme. Hvis hun bare vandrede derhen og regnede med, vi fulgte efter, blev vi nok stående. Jeg kunne i hvert fald ikke se noget som helst.

     "Harreeeeeh!" skreg en velkendt stemme, inden to arme klamrede sig fast om min hals bagfra. Hurtigt røg tøjet ud af mine hænder, men det meste greb et genkendeligt ansigt foran mig. Skævt trak han op i smilebåndet, så et par af de skinnende, hvide tænder synliggjordes. Betragtede man hans resultat, betalte det sig rimelig godt at børste tænder nogle gange om dagen.

     Fortsat omfavnede ingen anden end Louis mig, og jeg grinede let, idet han prøvede at hoppe op på ryggen af mig. Den gik altså ikke lige nu. Fornærmet stillede han sig op foran mig med korslagte arme ved siden af Zayn, der samlede det tabte tøj op fra gulvet. Jeg rystede bare grinende på hovedet.

     "Hvad laver I her?" spurgte jeg til sidst, og Zayn rakte mig det første af bunken, mens han svarede mig.
     "Louis er på udkig efter en helt bestemt kjole til Eleanor." Som sædvanlig blev det ikke lange sætninger, men man vænnede sig til de fire drenges forskellige personligheder. Louis, derimod, han snakkede som et vandfald, hvis muligheden indtraf.

     "En kjole til Eleanor?" Jeg rette blikket mod min bedste ven, der nikkede hemmelighedsfuldt.
     "Jeps! Jeg er ked af det, Harry, men du er ikke den eneste, jeg elsker i denne verden," grinede han højt, og jeg tog hurtigt del deri. Efter at have slået mig på skulderen, svandt vores grin så småt hen, og han fortsatte sin talestrøm. "Hun kommer hjem fra modeshowet i Paris i morgen, så jeg vil gerne glæde hende med en gave. Den, jeg købte i Australien, forsvandt jo på magisk vis under flyveturen. Jeg fatter det stadig ikke. Måske har jeg glemt den? Nok om det, den er der i hvert fald ikke," konkludere han.

     Forstående nikkede jeg. Derefter kiggede jeg spørgende på Zayn, da jeg stadig ikke fattede, hvad han lavede der. Manglede Perrie også en ny kjole? Modsat Claire opfattede han nemt mit indre spørgsmål og adskilte igen læberne. "Jeg tog bare med. Jeg var alligevel sammen med ham." I mundvigen sad det skæve smil, som smeltede flere millioner pigehjerter.

     "Hans kam lå åbenbart i min kuffert," grinede Louis, men Zayn sendte ham bare et irriteret blik. Undskyldende holdt Louis hænderne oppe som forsvar, hvilket forårsagede et lille grin fra både Zayn og jeg. Det undrede mig ikke engang, hvordan de kunne kende mig med så stor en bunke tøj foran ansigtet. Trods alt tilbragte vi flere måneder sammen på vores tour, og det var nu mere end tre år siden, vi mødte hinanden for første gang.

     "Hvad laver du her?" førte Louis samtalen videre, og Zayn lagde det sidste tøj i hænderne på mig som kronen på værket. Jeg rømmede mig let, inden jeg hørte min egen hæse stemme flyde ud af min mund.
     "Jeg finder noget nyt tøj," nøjedes jeg med at sige. Om en BH tog Louis fat, så også jeg kunne se den, og han hævede øjenbrynet.

     "Godt nok ved vi, du kan opfører dig piget til tider, men er det her ikke lige lovlig meget at gøre ud af det?" Han skar en grinende grimasse, før han lod den tage plads på alt det andet tøj igen. Zayn studerede med rynkede bryn al mit tøj, og jeg rystede leende på hovedet.
     "Det er ikke til mig selv. Det er til en pige."

     Straks spærrede de begge øjnene op. Ubevidst sukkede jeg, da jeg ikke tvivlede på, hvilke tanker der spænede gennem dem i dette øjeblik. Jeg følte mig ikke klar til et fast forhold, og de gange jeg forsøgte, kollapsede det hele til sidst. Forholdet til Sandra beviste det blot. Nu troede de selvfølgelig bare, at jeg mente en kæreste eller en flirt. Kunne man også bebrejde dem for det? Mit rygte byggede trods alt på det, og de kendte mig godt nok til at vide, jeg flirtede en del. Denne gang drejede det sig bare slet, slet, slet ikke om det.

     "Slap af, lads. Hun er en helt norm.." Jeg standsede midt i min sætning, idet jeg huskede på, at hun nok ikke ligefrem betegnedes som normal. Ikke i mit hoved, i hvert fald. "Hun er bare en pige, der bor hos mig et stykke tid. Det er min mors bedste venindes datter. Der er intet imellem os," forsikrede jeg dem. Med sammenknebne øjne stirrede Louis på mig, inden han bekræftede, jeg talte sandt.

     "Harry.." Crystal blinkede overrasket med øjnene, da hun opdagede Zayn og Louis. Ikke lang tid efter fnøs hun, himlede med øjnene og viftede med hånden. "Ja, ja, så er der pludselig tre af dem," mumlede hun snerpet. Forvirret kiggede drengene på hende, da vi for få dage siden endte en tur, der hver aften bragte os masser af skrig og kærlighedserklæringer. Alligevel nød de vist næsten ikke at blive overfaldet. Hvis hun opførte sig bare en smule pænere.. Ja, det var måske smag og behag. "Hun 'ønsker at se Dem'," efterlignede hun tydeligvis Claires efterspørgsel.

     Igen forsvandt hun bag væggen, der gemte på de mange omklædningsrum. Jeg trak på skuldrene, inden jeg koncentreret gik efter hende. Hovedet stak jeg ud til siden, mens jeg i mit langsomme tempo tog skridt for skridt som forsøg på ikke at tabe noget. Som en hjælp greb Zayn pludselig fat om det øverste lag af bunken, hvorefter Louis fratog mig en anden del. Taknemmeligt smilede jeg til dem, før vi nu i et hastigere tempo fortsatte.

     Jeg spejdede Crystal ved et af de sidste, og jeg guidede automatisk drengene derned. Idet hun så os komme vraltende, hev hun hurtigt forhænget for. Både Zayn, Louis og jeg lagde tøjet fra os på en stol uden for det rum, Claire formodentlig befandt sig i. En anden bunke tøj lå smidt på gulvet, og jeg pegede spørgende på den.

     "Var det det, Claire bar?" hørte jeg mig selv sige. Jeg mente da, hun holdt op til mindst dobbelt så meget som det, der rodede dernede.
     "Nej, nej," klukkede Crystal, mens hun voldsomt rystede på hovedet. "Det er det, hun har prøvet, som jeg hurtigt kunne fortælle hende, hun ikke skulle købe. Det andet har hun derinde."

     Uden at give mig tid til at tænke over hendes svar, afslørede hun en helt ny Claire bag forhænget. Det mørkebrune hår hang ned over hendes skuldre, mens hun som sædvanlig stod rank. Foran hende foldede hun hænderne, og jeg betragtede længe tøjet. Det virkede så anderledes og utroligt at se hende i et par blå jeans og en pink bluse, hvor ærmerne ikke nåede længere end til albuerne. Lignende pletter af maling i lilla, lyserød og rød spredte sig som printet for at gøre den mere interessant, og en elastik snoede sig rundt om maven i stoffet for at få den til at strutte forneden.

     "Luk munden, Harry, det kan være, du sluger en flue," fnes Louis ved min side. I det samme opdagede jeg til min store forbavselse, at min kæbe nærmest rørte jorden, og jeg skyndte mig at lukke den sammen. Afventende kiggede Claire på mig, inden hendes blik gled videre hen på Zayn og Louis.

     "Åh, ja.." rømmede jeg mig kort, hvilket fik Louis til at fnise igen. Havde han tilbragt de sidste fem dage med hende, ville han altså også stirre noget. De kæmpestore balkjoler lignede jo slet ikke det, hun klædte sig i nu. Hun mindede næsten om en normal pige. "Det er Zayn, og det er Louis," præsenterede jeg mine venner for hende. Smilende nejede hun en gang, og jeg trak hurtigt min tanke om, at hun lignede en normal pige, tilbage igen.

     Spørgende sendte både Louis og Zayn mig et blik, og jeg nikkede blot en enkelt gang. Måske forstod de nu bedre, hvad jeg mente med den.. vidt åbne mund.. Selv vidste jeg udmærket, at jeg intet følte for hende. Ikke på den måde. Jeg syntes mere at mærke en form for ansvar. Forandringen ændrede hende bare virkelig meget. Naturligvis udstrålede hun stadig den helt specielle glans af selvsikkerhed, og tøjet forandrede jo ikke hendes personlighed. Men det fik hende klart til at skille sig lidt mindre ud.

     "Louis, Zayn.. Det her er pigen, der bor hos mig for tiden. Claire Adams." Jeg gjorde udslag mod hende, og Louis vinkede kort som en hilsen, mens Zayn nøjedes med at nikke let på hovedet. Igen betragtede jeg tøjet, før jeg besluttede mig for at høre Claires egen mening. "Hvad synes du selv om det?"

     Roligt drejede hun rundt foran spejlet for så at studere sit outfit et godt stykke tid. Derefter vendte hun sig med et svagt smil om igen. "Det er ganske yndigt. Jeg føler mig en smule beklemt med disse benklæder, da jeg ikke er vant til at klæde mig i noget som dem. Formodentlig kræver de blot, at jeg vænner mig til dem."

     Jeg undgik ikke at slippe en lille latter ud, da jeg ud af øjenkrogen lod blikket lande på mine to venner. Som jeg før sagde; hun var ikke som alle andre piger. Bare hendes talemåde skilte sig ud på flere niveauer fra andres, og jeg forsøgte stadig at finde ud af, om jeg brød mig om det eller ej. Indtil videre gik det mig lidt på nerverne, måtte jeg ærligt indrømme. Sommetider lød det en smule belastende, da man ikke følte sig som venner eller noget andet. Min mor fortalte mig godt, de henne i Italien tiltalte andre sådan, og det oplevede jeg da også selv i maj på turneen. Alligevel fandt jeg det mærkværdigt, når det foregik i mit eget land.

     Crystal stoppede vores lille snak, idet hun jog Claire ind igen for at skifte. Selv fulgte hun efter, og forhænget blev trukket for, præcis som hende i rummet ved siden af trak det fra. Af ren refleks sørgede vi alle tre for at kigge diskret den anden vej og samtidig skjule ansigtet en smule. Til vores held kiggede hun slet ikke i vores retning. Kjolen i hendes hænder optog al hendes opmærksomhed.

     Lettet pustede vi ud. Louis lagde hovedet en smule på skrå i pigens retning, inden han udbrød, at Eleanor skulle eje den kjole. Både Zayn og jeg nåede akkurat kun lige at se den, før pigen slentrede væk fra vores synsvinkel. Jeg nikkede mig enig i, at den sagtens kunne klæde Eleanor. Hun bar med lethed sådan en lysegrøn farve, og det sorte satte prikken over i'et. Tænksomt kneb Zayn øjnene sammen, inden også han gav et kort nik fra sig og smilede svagt.

     "Okay, jeg bliver lige nødt til at finde ud af, hvor hun fandt den henne.. Eller nej, måske er det bedre, jeg spørger hende der.. medarbejderen der, ja. Jo, det tror jeg, jeg gør. Bare så I ikke bliver overfaldet på grund af mig," sagde han, mens han kløede sig i det brune hår. Let puffede jeg til ham med skulderen, hvilket forårsagede en højlydt ømmende lyd fra ham. Udover prisen for den bedste røv, burde han også vinde prisen for at være mester i overdrivelser.

     "Ved I, hvad Liam og Niall foretager sig i de her dage?" spurgte jeg nysgerrigt. Louis rystede på hovedet med et langt stop ved hver side. Til gengæld hørte vi Zayns stemme trænge sig igennem øregangen.
     "Niall har vist været hjemme ved familien i Mullingar. Han kommer nok til London her en af dagene. Liam er sammen med Danielle, så vidt jeg ved."

     Danielle.. I længere tid havde de haft et on-and-off forhold, hvor de den ene dag kaldte sig et par, men den næste ikke talte om hinanden grundet sorg. I mine øjne så de perfekte ud sammen. Desværre forhindrede nogle ting en gang imellem deres forhold i at køre derudaf. En eller anden dag varede det sikkert nonstop. De passede i hvert fald sammen som katte og tun.

     Lige som jeg adskilte læberne for at sige noget, afbrød Crystal samtalen ved at lade os se Claire igen. Denne gang var hun iført nogle sorte trekvartbukser, en hvid bluse med løse ærmer og et farvet tørklæde, hun strammede lidt om maven. Hurtigt rettede Crystal på det, så det igen sad nede om hendes hofter som en nederdel, hvilket Claire vist ikke brød sig meget om. Hun foretog i hvert fald handlingen igen med at sætte det op ved maven, men fingrene blev skubbet væk af Crystal.

     Jeg nikkede tænksomt. Det så slet ikke dårligt ud. Denne gang lignede det bare ikke, at Claire syntes om det. Noget drillede hende omme bag nakken. "Er der noget galt?" Hun lod armen falde ned langs siden efter at have rodet sig deromme.
     "Der er noget, der irriterer min nakke," bekræftede hun mine tanker. Uden videre hev Crystal lidt ud i blusen for at kigge, men hun slog ud med armene bagefter.

     "Mærket sidder ikke deromme, men forneden. Det eneste, der sidder der, er det normale mærke i al slags tøj, der fortæller, hvem der har lavet det," forklarede hun. Forvirringen malede sig som et tykt lag hen over Claires ansigt.
     "Hvilket mærke mener De?" spurgte hun efter lidt tid, og Crystal hævede øjenbrynene. Derefter ledte hun bunken igennem for at finde en anden bluse, hvor fabrikkerne ikke syede mærket ind i stoffet. Da hun fandt en, rakte hun Claire den og pegede på det flaprende mærke, hvor der med store bogstaver stod H&M. Det fede ved denne butik var, at de havde flere forskellige tøjmærker.

     Grundigt undersøgte Claire mærket. Hun læste ordene og koncentrerede sig tydeligvis. Inden længe søgte hendes blik efter hjælp fra min side af. "Derhjemme plejer vi ikke at få sat disse mærker på vor tøj," undskyldte hun. Crystal grinede kort, inden hun smilede til sin nye 'veninde.' 
     "Fabrikkerne sætter det på al sit tøj."

     "Måske," lød det fra Claire, der fortsat studerede mærket. "Jeg er blot vant til at få syet specialdesignede kjoler," informerede hun os om. Tog jeg ikke meget fejl, stirrede de andre lige så overrasket på hende som jeg. Man mødte ikke hver dag en pige, der aldrig havde set et mærke i et stykke tøj.

     Det normale tøj forandrede hende utroligt nok ikke på nogen som helst måde. Til gengæld ændrede hun ubevidst så meget andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...