Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
27240Visninger
AA

13. Kapitel 11 ~ One way you must behave

 

Forsigtigt viftede jeg med hånden foran hans ansigt, mens jeg passede på ikke at røre ham. Som jeg stod inde på hans værelse, forstod jeg ærlig talt godt, hvorfor han ikke lukkede mig ind i går. Åbne kufferter lå smidt over det hele, mens gulvet druknede under tøj. Det lignede, at han begyndte udpakningen, men ikke nåede specielt langt, før han stoppede det. Egentlig kom det mig ikke ved, så jeg lod det ligge og fortsatte med at køre hånden forbi ansigtet på ham.

     "Harry.." hviskede jeg lavmælt, mens jeg håbede på, at han vågnede. Jeg gentog handlingen, mens jeg udtalte hans navn lidt tydeligere. Stadig skete der ingenting, og jeg opgav lige så stille. Det undrede mig, at han ikke hørte min stemme, når jeg så venligt kaldte. Bare jeg derhjemme sagde den mindste lyd, blev jeg hørt. Smaskende drejede han sig, så jeg havde frit udsyn til hans ryg, hvorimod jeg før kunne betragte de yndige fugle på hans bryst.

     Lige da jeg trådte ind på værelset, forskrækkede det mig at se, at han ikke sov i andet end et par sorte, lårkorte shorts. Jeg tvivlede endda på, det ikke gik for at være hans underbukser. Dynen lå på gulvet, og han tog det åbenbart ikke så tungt, at han næsten var nøgen. Blufærdighed konstaterede jeg hurtigt, at han ikke ejede som egenskab. Til sidst nærmede jeg mig ham alligevel langsomt, hvor jeg nu ihærdigt prøvede at vække ham uden held. Da han vendte næsetippen væk fra mig, rettede jeg ryggen op. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg bar mig af med at få ham til at vågne. Det endte med, at jeg måtte erkende, det ikke nyttede, selvom det skuffede mig en smule, at han ikke stod op. 

     Roligt glattede jeg den mørkeblå natkjole ud, der - som jeg i går beregnede - stort set nåede ned til mine knæ. Efter min mening blottede jeg mine ben lidt for meget, men jeg vænnede mig kun til det ved øvelse. Jeg passede på med ikke at træde på nogen af Harrys ting, selvom de spredte sig ud over det hele. Det mindede nærmest om Mrs. Russos dansetimer for flere år siden, hvor jeg behøvede trinene på gulvet og desperat forsøgte at træde rigtigt.

     Da det endelig lykkedes mig at nå døren, kastede jeg et blik tilbage på den sovende Harry, der ikke havde rykket sig spor. Sultent rumlede min mave, hvilket jeg fandt yderst pinligt. Hurtigt skyndte jeg mig ned af trapperne, hvor jeg hev lidt ud i den korte kjole, selvom det langt fra burde være nødvendigt. Nu engang syntes jeg ikke, det var helt let at skille sig af med vanerne hjemmefra.

     For en sikkerheds skyld kiggede jeg mig omkring på vejen ud til køkkenet, hvis jeg stødte på nogen, der kunne hjælpe. Maden serverede Harry åbenbart ikke for mig. Desværre mødte jeg ingen tjenestefolk eller nogen andre. Forvirret stoppede jeg op, da jeg pludselig opdagede, jeg ikke vidste, hvor jeg befandt mig henne i huset. Før mente jeg at have styr på, hvor alle rummene lå, men nu huskede jeg ingenting. Badeværelset skulle da ikke ligge til højre for mig? Og hvorfor spejdede jeg allerede..

     Dybt trak jeg vejret, da det begyndte at gå op for mig, at jeg ikke havde styr på huset endnu. I stedet for at blive stående besluttede jeg mig for at fortsætte og se, hvor jeg endte henne. Det hele virkede så fremmed for mig, og jeg genkendte stort set intet af det, jeg kom forbi. Jeg tvivlede på, at Harry overhovedet viste mig rundt i denne ende af huset i går, som jeg vandrede gennem gangen, der flere gange drejede sig. Mest af alt mindede hans hus mig om en labyrint. På trods af at det ikke rummede lige så meget plads som mit hjem, forvirrede det gæster utroligt meget. Måske det var fordi, at jeg kendte alle kroge på slottet, men jeg nægtede at tro på, andre ikke havde været ude for det samme som jeg.

     Lige som jeg nær gav op, dukkede døren ind til stuen frem. Jeg smilede stort, da køkkenet ikke lå langt derfra. Uden at hjertet længere bankede hårdt mod brystet i frygt for at være faret vild, stod jeg nu i køkkendøren. Et lyst tæppe dækkede hele gulvet, som det i de fleste rum gjorde. Det hjalp også på, at mine bare tæer ikke frøs. Stadig virkede det dog mærkværdigt i mine øjne ikke at gå rundt med sko indendørs.

     Ærligt talt forstod jeg mig ikke på, hvor man gemte maden henne. Normalt bragte Marina morgenmaden op til mig, mens tjenerne ellers blev betalt for at bringe det ud på borde og hen til os. Jeg havde ikke været nede i køkkenet, siden jeg var helt lille. Derfor så jeg det lidt som et mysterium, hvor jeg skulle lede henne. Mit blik gled rundt og landede på det forskellige køkkengrej, de mange skabe, bordene, vasken og vinduerne. Gardiner forhindrede morgenens solstråler i at trænge ind, som jeg ellers ikke ville have haft noget imod.

     Forsigtigt åbnede jeg en skuffe, selvom jeg ikke følte mig godt tilpas ved det. Jeg overbeviste så småt mig selv om, at han jo tillod mig det i går, men det virkede stadig underligt for mig. I skuffen gemte der sig ikke andet end bestik, og jeg tog undersøgende en gaffel op for at studere den. Hurtigt bedømte jeg den til ikke at være af ægte sølv, hvorefter jeg lagde den tilbage på sin plads.

     Ikke langt derfra slog jeg nogle skabsdøre op under selve køkkenbordene. Jeg bukkede mig let for at se, hvad det indeholdt, og jeg konstaterede inden længe, at det var en form for gryder og pander. Måske tilberedte jeg aldrig maden selv, men jeg kendte da til betegnelserne for redskaberne. Jeg lukkede igen dørene, men jeg regnede ikke med, at det ville give så høj en lyd fra sig. I skræk for at have ødelagt noget, turde jeg ikke åbne det igen. Jeg sendte bare skabene et nervøst blik, inden jeg søgte videre efter noget spiseligt.

     Videre gik jeg hen til et af de øverste skabe, hvor jeg fandt forskellige størrelser af tallerkener. Heller ikke dem kunne jeg spise. Alligevel fik jeg fat om en af dem, da nysgerrigheden snart havde taget overhånd. Lige så stille kørte jeg den rundt, og jeg indrømmede, at den var lavet af noget ganske nydeligt porcelæn. Jeg strakte mig for at sætte den tilbage i bunken med de andre af slagsen, men inden jeg kunne nå at reagere, tabte jeg den ned på bordet. Til mit held skete der intet, men da jeg igen greb fat om den, røg den en tur på gulvet, hvor den smadrede i flere stykker.

     Jeg skyndte mig at trække mig tilbage for at beskytte mine bare fødder, mens jeg ængsteligt stirrede på den ødelagte tallerken. Af samme grund opdagede jeg ikke, at jeg bakkede direkte ind i et glasskab bag mig. I det øjeblik jeg ramte det, skreg jeg af forskrækkelse, selvom det ikke væltede. Væggen bag det støttede det heldigvis. Mens jeg højlydt skreg, sprang jeg hen til spisebordet, hvor jeg satte mig ned på en af stolene for at få pusten igen. Chok resulterede altid i en hurtigere vejrtrækning.

     Med lynets hast spurtede Harry ind ad køkkendøren - stadig kun iført sine utroligt korte shorts. Hans blik landede som det første på mig, hvor søvnen blandede sig med bekymring i øjenkrogene. "Hvad sker der? Er du kommet noget til? Er du okay?" Spørgsmålene flød i lange baner ud over læberne på ham, og jeg opfangede dem kun med nød og næppe. Lige så stille åbnede jeg munden for at svare.

     "Jeg har det fint," hviskede jeg stille, inden jeg diskret rømmede mig. Derefter rettede jeg blikket mod den knuste tallerken, og Harry fulgte mit eksempel. Et latterudbrud lød pludselig henne fra ham af, hvilket aflåste mit blik fra min lille ulykke. Grinende lænede Harry sig op ad et af køkkenbordene, mens jeg som så mange gange før undrende måtte overvære det. Jeg følte ikke helt, at jeg forstod mig på Englands humor.

     "Var det bare det, der skabte den larm? Jeg syntes ellers også, jeg hørte dig skrige," klukkede han, hvorefter han bukkede sig ned og samlede de største porcelænsstykker op. Uden helt at vide, hvad jeg skulle sige, overværede jeg hans bevægelser. Som jeg sad og havde frit udsyn til hans næsten nøgne krop, mærkede jeg en vis ubehag strømme frem.
     "Harry, er De ikke sød at dække Dem til?" spurgte jeg. Undrende kiggede han på mig, og der gik lidt tid, før han sukkende nikkede.

     "Du er ikke som andre piger, Claire. Om det er fordi, du kommer fra Italien eller hvad, det ved jeg ikke," sagde han med et lille smil omkransende læberne, mens han forlod køkkenet for senere at komme tilbage med en kortærmet bluse på. Fortsat samlede han de største glasskår op fra gulvet, og jeg fik helt dårlig samvittighed.
     "De må meget undskylde, Harry. Det var ikke min mening at lade den tallerken ryge på gulvet, men den var ustandselig, så snart den gled ud af mine hænder," forklarede jeg. "Kan De tilgive mig?"

     Brat rejste han sig helt op og hævede det ene øjenbryn i min retning. Nervøst håbede jeg på, at han ikke bar nag. Jeg kunne ikke klare, når folk ikke brød sig om mig. Carsantes befolkning nærede et inderligt had til Santemoné, men den krig havde stået på gennem flere generationer. Man vænnede sig til ikke at knytte et tæt bånd til nogen af dem derfra. Aldrig snakkede jeg faktisk med nogen af dem, da jeg holdt mig på mit eget kongeriges side. Det sikrede mig mest. Dog lykkedes det dem alligevel at bryde ind på mit værelse.

     Som mine tanker ledtes hen på mit hjemland og hele episoden natten nogle dage før, mærkede jeg sorgen stikke mig hårdt i hjertet. Samtidig voksede frygten for at blive dræbt sig større igen, og jeg pillede ubevidst ved armbåndet. I denne tid betød det alverdens for mig. Det huskede mig på ikke at give op, men at holde håbet i live. En af de vigtige ting jeg især lige nu ikke måtte glemme.

     "Selvfølgelig kan jeg tilgive dig," afbrød Harry min tankegang. Fortsat rodede jeg lidt ved armbåndet, men min opmærksomhed hvilede nu på ham. Smilende rystede han på hovedet, som om han fandt mit spørgsmål latterligt. "Jeg har slet ikke været sur på dig. Det var bare en enkelt tallerken. Der er mange flere, hvor den kommer fra. Jeg synes bare, det er morsomt, du kunne skrige så højt over så lille en ting." Før jeg nåede at indvende, jeg faktisk skreg over at støde ind i skabet, adskilte han igen læberne. "Er du sulten? Skal jeg finde noget mad frem?"

     Jeg smilede svagt, hvor jeg derefter nikkede en enkelt gang. "Jo tak, Harry. Det er meget venligt af Dem." Efter at have sendt mig et anerkendende smil, vendte han sig om, hoppede over de sidste glasskår og åbnede døren ind til køleskabet. Om en stor flaske mælk lukkede han hånden og stillede den på bordet. Aldrig serverede de mælken derhjemme på en sådan måde. Enten hældte de det i en fin kande, eller også serverede de det i et af glassene. Videre frem fandt han en underlig, firkantet, blå kasse og to dybe tallerkener. Da han rystede pakken på hovedet, strakte jeg halsen for bedre at kunne se, hvad det resulterede i. Bagefter lod han mælk løbe ud, og jeg prøvede endnu nysgerrigt at få et glimt af, hvad der foregik. Idet han gav slip om mælken og drejede rundt på hælene med en skål i hver hånd, skyndte jeg mig at trække halsen til mig.

     "Så er der morgenmad," sagde han glad, og jeg takkede ham for sin venlighed. Foran mig placerede han skålen, hvor flager flød rundt i mælken. I lang tid studerede jeg det, før jeg tog fat om skeen, han rakte mig. "Er der noget galt?" spurgte han efter at have betragtet mig med en undrende mine. Jeg tvang et lille smil frem, inden jeg løftede blikket fra skålen, så det mødte hans.

     "Det er ganske udmærket. Kan De dog fortælle mig, hvad dette er?" For at pointere hvad jeg snakkede om, pegede jeg ned på skålen med skeen. Nu blev det hans tur til at se undrende ud, og han rynkede endda brynene.
     "Frosties. Har du aldrig smagt dem før?" Jeg rystede på hovedet, og der bredte sig langsomt et smil på hans ansigt. "Så kan det jo blive din første gang. Smag nu. De smager helt vildt godt! Det er søde majsflager," fortalte han, hvorefter han spiste endnu en skefuld af de flydende majs.

     Jeg stak roligt skeen ned i mælken, hvor jeg fik fat i en skefuld af de såkaldte Frosties. Lige idet jeg stak den ind i munden, og den søde smag spredte sig på hele tungen, rettede Harry sin ske mod mig. "Hvad laver du?" fnes han med munden fuld af de velsmagende majsflager. Jeg tyggede dem godt igennem med læberne mod hinanden, da jeg altid var blevet opdraget med, at det ikke tog sig til at tale med mad i munden. Det virkede ikke til, at Anne opdragede Harry på samme måde.

     "Jeg spiser," svarede jeg ham med et smil. "Det smager henrivende. Næsten himmelsk, vil jeg sige." Han grinede nu højt, og jeg priste mig lykkelig for, at han ikke havde stukket en ny skefuld indenbords.
     "Nej, nej.. Eller jo, det kan jeg da se, men.. hvad laver du med fingeren?" Jeg kiggede uforstående ned på min hånd, hvor lillefingeren som sædvanlig strittede en anelse. Hørte det sig ikke til i England?

     "Det er jeg blevet opdraget med," forklarede jeg ham rent af hjertet. Smilende nikkede han blot, inden vi fortsatte med at spise. I mellemtiden fortalte han mig, at han altid havde en pakke Frosties i skabet. Mælken og de få andre madprodukter kom hans hushjælp med i forgårs, da han ankom til England igen. Hun hjalp ham med at holde huset rent, når han turnerede og ikke havde tid, eller hvis han manglede hjælp til andre småting.

     Harry blev hurtig færdig med sin skål, men ventede høfligt på, at jeg også spiste min sidste skefuld. Derefter bar han dem hen til vasken, hvor han sagde, at jeg bare kunne gå op og tage noget tøj på. Inden jeg nåede ud af køkkenet, stoppede jeg dog op og vendte igen næsen mod Harry. "Mit tøj ligger hjemme hos Deres moder." Han gentog ordet 'moder' med en svag stemme, rystede let på hovedet og kiggede så på mig. Bagefter lukkede han maskinen, han netop havde sat tallerkenerne ned i og de glas, vi drak mælk af.

     "Du kan låne noget af mig," tilbød han. Jeg rynkede straks brynene, men han jog mig blot op på anden etage. "Vent her," beordrede han, da vi kom til hans værelse. Undrende stillede jeg mig uden for døren, selvom jeg tidligere gjorde mig bekendtskab med det knapt så ryddelige rum. Idet han trådte ud derfra, sørgede han for at lukke døren og holdt så noget tøj op foran mig.

     Jeg behøvede ikke engang tænke, før jeg bestemt sendte ham et hårdt blik. "De kan ikke mene, at De tror, jeg ifører mig disse klæder. Det er langt fra noget, der er acceptabelt." Harry så nærmest overvældet ud, grinede så og rakte mig tøjet. Igen nægtede jeg, hvilket forårsagede, at han sukkede dybt.
     "Claire, jeg ved godt, det måske ikke er den slags, du plejer.. at gå i. Det er klart nok, for det er jo mit tøj, men der er mange piger, der ville ønske, at det var dem. Nu er du den heldige. Det er altså ikke så underligt. Desuden skal vi heller ikke udenfor, så det er kun mig, der ser dig i det. Tag det nu bare på. Det er ingen.. stor.. kjole, men.. det er tøj. Ellers må du tage det samme på, som du havde i går."

     Hurtigt spærrede jeg øjnene op, da han nævnte, jeg kunne bære samme kjole som dagen forinden. Se, det var helt afgjort umuligt. Man vaskede da sit tøj, inden man igen klædte sig i det. Modvilligt tog jeg imod det tøj, han lånte mig, selvom jeg fandt det yderst urimeligt. Trods alt plejede jeg at sætte dagsordenen. Desværre vidste jeg nok godt, at jeg ikke havde noget valg, når det kom til denne situation. Det var enten dette eller kjolen fra i går.

     Harry vendte sig lige nøjagtigt om, da jeg lod læberne adskille sig fra hinanden. "Harry, De har tilfældigvis ikke også noget rent undertøj, jeg kan låne? Noget ubrugt?" Opgivende hørte jeg ham sukke, før han gik tilbage og ind på værelset. Efter et godt stykke tid trykkede han igen håndtaget ned og dukkede op med et rødt sæt i hånden. Jeg genkendte dette som noget, der var beregnet til kvinder, hvilket måske forklarede hans lettere tøvende adfærd.

     "Her," mumlede han utydeligt, og jeg stirrede længe på det. Igen strittede mine instinkter imod.
     "Det er rødt," konstaterede jeg. Lidt tid gik, mens jeg studerede undertøjet, hvorefter jeg sendte ham et mistænksomt blik. "Hvor har De det fra, om jeg må spørge?" Han rystede lidt med det for at få mig til at tage det med mig, men jeg afventede tålmodigt hans svar. Det virkede dog ikke til at komme lige med det samme, da han på dette punkt stædigt nægtede at fortælle mig noget.

     "Harry, hvor har De det fra?" repeterede jeg mig selv. Han lukkede kort øjnene i, inden han slog dem op. Derefter kiggede han mig direkte ind i øjnene, så vi skabte en dybere øjenkontakt end nogensinde før. Jeg fornemmede, han snart gav sig og fortalte mig det. Mine overtalelsesevner, mente Giovanni og min far, var ganske gode, hvilket gavnede mig, når jeg en dag skulle styre landet. Jeg havde nu engang også kun til hensigt at bruge dem til noget godt. Altid lå det til familien. Det gik nærmest som arv fra generation til generation, og Cecere-familien nærede intet ønske om at misbruge den dyrebare gave.

     "Det er ikke ubrugt," mumlede Harry igen. "Men det er vasket. Du kan godt bruge det. Der er intet galt med det." Stadig fastholdt vi øjenkontakten, men jeg ville ikke tage imod det, før han gav en ordentlig forklaring. Jeg bad om at vide, hvor han havde det fra, og det svar forventede jeg at få. Hvor lang tid det så tog ham, ventede jeg gerne. Det skred allerede langt over mine grænser at tage hans tøj på.

     Igen gled et suk over hans læber, før han bestemte sig for at give mig historien bag undertøjet. "Hun hed Sandra. Vi var kærester et godt stykke tid, men.. de fleste forhold har jo en ende." Han holdt en kort pause, og jeg smilede opmuntrende.
     "Ikke nødvendigvis alle," forsikrede jeg ham om. Taknemmeligt sendte han mig et smil, før han fortsatte sin lille tale. Denne gang brød jeg ikke ind, da han heller ingen pauser besluttede sig for at holde.

     "Det her endte i hvert fald. Det endte med et brag, kan man vist roligt sige. Vi stoppede med at se hinanden fra den ene dag til den anden. Jeg ved ikke, skænderiet overbeviste hende bare om, at vi ikke hørte sammen. Jeg elskede hende stadig, men det nytter jo ikke noget, når det kun er den ene part, der ønsker at lade forholdet vare ved. Hun droppede mig i hvert fald, og jeg.. Jeg troede virkelig, hun var den rette dengang. Det ved jeg skam godt, hun ikke er nu, men det er hårdt at give slip på minderne. Det her er hendes undertøj. Ja, det er underligt, at jeg har beholdt det, men jeg har virkelig svært ved at give slip på ting, der har betydet så meget for mig. Og hun betød utroligt meget. Det er bare det eneste, jeg har tilbage. Hun glemte det, og jeg har haft det siden. Som sagt er det vasket, men.. det er altså brugt," sluttede han af med at sige.

     Jeg tydede uden besvær følelserne, fortællingen frembragte hos ham. Påvirket af hans følelsesladede forklaring på mit spørgsmål, tog jeg tøvende undertøjet fra ham uden at stille flere spørgsmål. Det rørte mig, han faktisk viste sig at være så følsom, når det kom til kærligheden. Kort tænkte jeg mig om, da jeg ønskede hjælp til at klæde mig på. Jeg vidste nu engang bare godt, at han ikke havde nogen til at hjælpe mig med det. Venligt smilede jeg svagt til ham, før jeg vandrede hen til gæsteværelset.

     Storsindede mennesker ofrede sig en gang imellem; selv prinsesser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...