Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

186Likes
453Kommentarer
27545Visninger
AA

12. Kapitel 10 ~ Wish I had the talent

 

Adelaides synsvinkel

 

"Undskyld, hvis jeg ikke er så selskabelig i dag, men jeg har stadig jetlag fra i går." Harry åbnede høfligt døren for mig og lod mig træde indendørs. Forvirret rettede jeg opmærksomheden mod ham, hvor jeg netop nåede at se, han igen lukkede døren bag sig. Kort rystede han hovedet nedad, hvorefter han kørte en hånd gennem de mange krøller, der sad på præcis samme måde som før. Smilende gjorde han tegn til at tage imod min jakke, der rent faktisk tilhørte hans mor. Jeg vendte mig roligt med ryggen til, så det blev ham muliggjort at tage den af mig, efter jeg knappede op.

     "Hvad mener De med, at De stadig har jetlag?" forhørte jeg mig omkring. Ordet sagde mig noget, men jeg huskede overhovedet ikke, hvad det var. Da Harry fik jakken af mig, drejede jeg rundt, så vi kiggede hinanden ind i øjnene. Undrende hævede han et øjenbryn, mens jeg afventede et svar på mit spørgsmål. I mellemtiden foldede jeg hænderne foran mig, og Harry trak let på smilebåndet.

     "Jetlag. Du ved.. når man har været oppe og flyve? Det kommer, hvis man rejser over tidszoner, da det jo er en anden døgnrytme?" prøvede han at forklare, men det hjalp mig ikke meget. Jeg huskede slet ikke, hvad ordet betød. I håb om, at jeg kom i tanke om det, fortsatte han sin forklaring. "Man bliver meget træt, har måske svært ved at falde i søvn.. Du kan få ondt i maven? Slet intet?" Han rynkede nu brynene, mens han med et mærkværdigt blik studerede mig. For en sikkerheds skyld tænkte jeg mig om en ekstra gang, før jeg sendte ham et undskyldende smil.

     "Desværre ikke." Mens han afklædte sig sit overtøj, betragtede jeg ham, hvorefter mine læber adskilte sig hinanden igen. "Det lyder til, at De har megen erfaring med dette jetlag?" Mit nye spørgsmål resulterede i en lavmælt latter fra ham, og han nikkede let på hovedet efter at have stillet sine sko pænt ind til siden. Øjnene blinkede jeg kortvarigt med, da vi derhjemme plejede at gå med sko for ikke at få kolde fødder. Desuden virkede det også ubehøvlet at valse rundt på enten bare tæer eller strømpesokker, som Harry havde på.

     Langsomt gled mit blik op til hans ansigt efter at have hvilet på hans fødder et stykke tid. "Ja, det har jeg." Han kløede sig omme i nakken, mens han fortsat smilede til mig. "Efterhånden har jeg været vidt omkring. Jeg er jo lige kommet hjem fra Australien i går, og der går lige nogle dage, før det er ovre, når tidsforskellen er så stor," fortalte han, og jeg bed mærke i, at hans øjenlåg tyngede en smule. Trætheden hos ham begyndte jeg så småt at lægge mærke til, men jeg kommenterede det ikke.

     Tavs studerede jeg i stedet de nye omgivelser. Udenfor lignede det et generøst hjem, der efter øjekast rummede mere plads end Annes. Som mit blik gled rundt bekræftedes mine bedømmelser, selvom jeg knapt så mere end glimt af rum bag de åbne døre. På den hvide væg til venstre hang en sølv knagerække, der strålede, som havde Brunilda netop pudset den. I princippet tog hun sig af en andel af rengøringen, men hun elskede at nusse om planterne. Derfor hjalp hun ofte gartneren. Kun Harrys og Annes jakke var hængt op, men jeg opdagede inden længe det indbyggede skab i den modsatte side. Let på klem stod det åbent, og jeg skimtede både jakker, huer og sko derinde.

     "Skal jeg vise dig lidt rundt, så du måske kan klare dig med at finde vej uden min hjælp?" lød det fra Harry. Jeg forholdt blikket på skabet en meter fra mig, inden jeg svagt smilede og løsrev det for at kigge på ham. Før jeg åbnede munden for at takke ja til hans invitation, pegede han ned på mine sko med et venligt ansigtsudtryk. "Du vil ikke have dine sko af?" spurgte han om med sin lettere rustne stemme.

     Et kæmpe smil bredte sig på læberne af mig, da jeg endelig blev tilbudt at få skoene udskiftet. "Jo tak, meget gerne. Forstår De, jeg var ude for et lille uheld på vejen. En mindre hund fandt tidspunktet tilpas til at lette sin indre byrde, og det gik uheldigvis ud over min ene sko. Ingen i nærheden lod dog til at have et nyt par med sig." Under min fortælling brød Harry ud i latter, hvilket forårsagede, at jeg uforstående blinkede med øjnene. Sagde jeg noget forkert?

     "Okay, Claire.." Jeg så fortabt på ham, da han nævnte en vis Claire, indtil det gik op for mig, at han snakkede til mig. I England hed jeg jo ikke længere Adelaide. "Jeg vidste, du var noget for dig selv det øjeblik, jeg så dig, og jeg må sige.. Du har kun bevist det. Ikke engang Louis var kommet på sådan en historie, og det siger altså ikke så lidt," klukkede han, mens jeg blot måtte erkende, at jeg intet forstod.

     "Hvad mener De?" endte jeg med at spørge, og han lo kort videre, inden han formåede at stoppe sit grin. Smilet pyntede endnu på hans læber.
     "Det var godt fundet på. Hvad end det betyder at få lettet sin in.." Højlydt lo han pludselig igen, så han nødsagedes til at bukke sig sammen. "Nu forstår jeg den! 'Lette sin indre byrde,' den må jeg huske på! Det er godt nok de færreste, der bruger den talemåde for, at en hund strinter, men det er jo det, jeg siger.. Du er vist noget speciel. Endnu færre folk har dog et nyt par sko i lommen, de bare sådan giver væk! Man er godt nok dum, hvis man går rundt og spørger om det."

     Jeg fandt overhovedet ikke situationen morsom. Troede han mig ikke? Lettere fornærmet skilte jeg læberne ad for at lade min altid rolige stemme flyde ud. "Det er intet påfund. Jeg behøver virkelig et nyt par sko." Efter at have leet et par sekunder længere, stoppede han fuldstændig. I et stykke tid kiggede vi blot på hinanden, men jeg fornemmede, at han samtidig prøvede at læse mig.

     "Du mener det seri.. Selvfølgelig. Min mor sagde godt, at det gik lidt anderledes til for sig ovre i Italien. Jeg mindes bare aldrig at være blevet spurgt om et par sko, da jeg var dernede.." Igen kløede han sig kort bag nakken, hvorefter han sendte mig et lille smil. "Undskyld. Men du kan bare tage skoene af nu. Det er, hvad vi gør her. Så køber vi dig et nyt par, når vi kommer ned i byen. Det er da heller ikke til at gå rundt i høje hæle hele tiden."

     Igen kiggede jeg ned på mine sko, da jeg altid gik rundt i hæle. Harry lagde tydeligvis mærke til mit forvirrede udtryk, da han skyndte sig at skifte emne. "Skulle jeg ikke vise dig lidt rundt?" Tøvende trådte jeg ud af skoene, så mine bare fødder ramte gulvtæppet, hvorefter jeg nikkede. Nyt hår, nyt navn, nyt tøj, nye sko.. Jeg måtte prøve at leve mig så meget ind i Harrys levemåde som overhovedet muligt.

     "Okay så!" Han klaskede hænderne sammen, hvilket forårsagede en mildere forskrækkelse fra mit vedkommende af. Smilende ledte han mig videre ind i huset, og jeg sørgede for at lade mine øjne køre hen over det meste. På den måde huskede jeg nok bedre, hvor de forskellige værelser lå. Et oplyst og stort værelse mødte mit blik som det første. Langsomt fulgte jeg efter Harry derind, mens jeg bevægede hovedet fra side til side, så jeg ikke missede noget. Som ude i gangen var væggene hvid, mens sofaerne gjorde sig til i flot, sort læder. Farven virkede knapt så slidt som på Annes sofaer. I midten af dem stod et smukt glasbord, hvor en beskidt, tom tallerken ødelagde hele synet.

     "Ja, jeg nåede ikke at rydde op, inden jeg blev ringet op af min mor. Normalt er jeg ellers lidt af en rengøringsfreak," klukkede han, men jeg sugede fortsat alle billeder af rummet til mig. Reoler, fjernsyn, andre underlige maskiner, planter, bøger, magasiner.. Han så ud til at have det meste. Som jeg blev ført videre rundt i huset, opdagede jeg ikke meget, han manglede. Selvfølgelig ejede han langt fra de samme ting, som jeg havde derhjemme, men det kunne man vel heller ikke forvente. Alligevel var der også noget, jeg ikke anede, hvad forestillede.

     "Herinde er mit værelse så.. Det tror jeg ikke, du skal kigge på," grinede han nervøst, idet han smækkede døren i. Jeg kiggede spørgende på ham, og han trak let op på skuldrene. "Jeg kom som sagt hjem i går. Jeg vidste ikke, at jeg ville få gæster, så mine ting er bare blevet smidt på gulvet. Du kan se det en anden gang," forsikrede han mig, inden han jagede mig hen til det sidste værelse et stykke derfra. Vi vandrede nu rundt på anden etage, der indeholdt mindst lige så mange rum som den nederste. Til gengæld fyldte stuen og køkkenet også mere i sig selv end dem heroppe.

     "Det her er gæsteværelset, hvor du skal bo. Min mor insisterede på, at jeg fik mig et med al den plads, og det er faktisk kommet mig til gode. Her er et stort skab, en dejlig seng, der bare skal redes, god udsigt over forhaven.." Mens han remsede det hele op, pegede han på alle tingene, så jeg vidste, hvad han snakkede om. Opmærksomt lyttede jeg og fulgte hans armbevægelser, samtidig med jeg betragtede værelset, jeg nu blev foræret. Da Harry afsluttede opremsningen, smilede han stort til mig. "Nu har du set det hele. Hvad synes du så om mit ydmyge hjem?" Med et smørret grin afventede han mit svar, som om han fandt sit spørgsmål morsomt.

     Egentlig syntes jeg, det hele så rigtig fint ud, men nogle ting kunne godt have været bedre. "Jo, det ser ganske nydeligt ud. Lampen kunne måske godt være dekoreret med perler eller glassten, mens sengen mangler sit unikke præg. Skabet er dejlig stort, men samtidig udstråler det intet, hvilket desværre gør det kedeligt at se på. Nede i stuen virker sofaerne for fremtrædende i deres sorte farve, når væggene er malet hvide, og køkkenet virkede en anelse småt. I princippet kunne det hele meget vel have været større, men det er acceptabelt," svarede jeg med et lille nik og et smil, da jeg skabte øjenkontakt med Harry.

     Mundlam stirrede han et stykke tid på mig, inden han hævede øjenbrynene en smule. "Jamen, jeg er da ked af, det ikke behager frøkenen, der lyder til at bo på et slot," mumlede han lettere fornærmet. Overrasket over hans reaktion blinkede jeg et par gange med øjnene, men han rystede blot på hovedet. "Jeg tror, jeg går i seng. Jeg er stadig lidt træt. Hvis du vil have mad, kan du finde noget i køleskabet," informerede han mig om. Så småt begyndte han at gå hen mod døren. Stadig forstod jeg ikke helt, hvorfor hans humør ændrede sig så drastisk. Måske ønskede han ikke at høre min ærlige mening omkring sit hjem?

     "Harry? De må gerne klargøre sengen for natten. Jeg føler ingen sult her til aften," forklarede jeg i stedet for at grave dybere ned i hans knapt så glade mine fra før. Da han vendte sig om, lignede det, at han ville sige noget, men munden lukkede han hurtigt efter at have åbnet den. Til gengæld gik han hen for at åbne skabet, hvor der lå betræk og puder, men ellers var det absolut helt tomt.

     Jeg strakte mig en smule for at se, hvad han lavede derhenne, eftersom han selv dækkede for mit udsyn. Til sidst konstaterede jeg, at det ikke nyttede og ventede tålmodigt med ret ryg. Forvirringen forsvandt ikke, idet han lagde en hvid bunke sengetøj i hænderne på mig, og jeg væltede nær bagover. Det fandt Harry vist noget komisk, eftersom der svagt bredte sig et grinende smil i både mundvige og øjne.

     "Cos.." Lavmælt rømmede jeg mig, inden jeg lod de engelske ord strømme ud af mundens åbning. "Hvad skal jeg med det?" Denne gang havde Harry ikke mulighed for at skjule sit smil helt på samme måde som for et øjeblik siden. Med en lille bevægelse nikkede han mod sengen, men det hjalp desværre ikke på forståelsen. Spørgende rettede jeg igen blikket mod ham, hvilket forårsagede et næsten lydløst suk derfra.

     "Red sengen, Claire. Det kan du vel godt finde ud af?" Igen tog det mig noget tid at finde ud af, at han rent faktisk talte til mig. Panisk over hans sidste spørgsmål nikkede jeg bare på hovedet. Inden vi forlod hospitalet, kom Anne med få oplysninger om hende og Harrys samtale; han kendte ikke til den rigtige grund, hvorfor jeg befandt mig her - og han vidste intet om, at jeg var prinsesse.

     "Naturligvis. Rede sengen.. Det holder jeg meget af at gøre. Det er sådan en herlig befrielse," smilede jeg stort i håb om, at han ikke fik nogen form for mistanke. Efterhånden mente jeg at have set ham med rynkede bryn utallige gange, så da han igen gjorde det, kunne det ikke siges at være første gang. "De har intet at bekymre Dem om, Harry. Mange tak for Deres gæstfrihed," sluttede jeg af med. Undrende sendte han mig et sidste smil, før han gik ud ad døren og satte kursen mod sit eget værelse.

     Som jeg drejede en halv omgang for at stå med front mod sengen, svandt mit smil lige så stille hen. Derhjemme sørgede Marina altid for at rede sengen. Jeg ejede ingen viden om, hvordan det burde gøres. Forsigtigt placerede jeg bunken på det lille bord, hvorefter jeg forsikrede mig selv om, at det ikke var sværere, end jeg med lethed kunne klare det. Forsigtigt samlede jeg lange- og tommelfingeren om det øverste, hvide stofstykke. Længe funderede jeg over, hvordan jeg startede ud. Efter noget tid undersøgte jeg stoffet i mine hænder nærmere. Forskrækket sprang jeg et par centimeter bagud, da det foldede sig ud, hvilket resulterede i tabet af det. Pludselig nøjedes det ikke med at være så småt endda og kunne højst sandsynligt dække hele sengen til.

     Forundret bukkede jeg mig ned for at samle det op igen, men jeg trak hurtigt hånden til mig, som om det hoppede op og bed. Efter flere forsøg, der endte på samme måde, stod jeg endelig med det i hænderne og spekulerede over, hvad jeg skulle gøre med det. Den nøgne dyne og pude stirrede op på mig. Det lå i det mindste allerede parat. "Okay, Adelaide. De lærer intet, medmindre De prøver det. De er en normal pige ved navn Claire. En normal pige, der finder det nemt at rede senge." Jeg gav slip om det hvide lagen, så det landede på sengen. "Se engang; det går storartet!" Tilfreds klappede jeg roligt tre gange i hænderne, mens jeg betragtede den rodede bunke af lagnet på midten af dynen.

     Det næste, jeg fik fat i, viste sig at være pudebetrækket. Langsomt bevægede jeg mig hen mod puden, da jeg ikke så andet, størrelsen passede til. Efter at have lagt det oven på puden, spekulerede jeg over, hvorfor det ikke mindede om Marinas sengeredning. Igen tog jeg betrækket op for at studere det, hvor jeg opdagede et hul i siden. Jeg stak prøvende hånden ind i det, før jeg opfangede, det nok var beregnet til at putte puden derind. Først der opstod et større problem: den gad ikke frivilligt at samarbejde.

     Med hænderne så langt fra mig som muligt rystede jeg voldsomt pudebetrækket for at få puden til at slange sig ind i det. Gang på gang røg den ned på gulvet, og jeg kneb på ny øjnene i, da jeg igen gav det et forsøg. Hovedet vendte den modsatte vej i frygt for at blive ramt. Inderligt bad jeg til, at det snart lykkedes, men det virkede ikke til, det ændrede sig meget denne gang.

     "Har du brug for hjælp?" Chokeret over at høre Harrys hæse stemme, stoppede jeg rysteriet og slog øjnene op. Puden faldt ned, så jeg endte med kun at stå og holde om et pudebetræk. Grinende overtog han arbejdet, selvom jeg følte mig en smule forlegen over at blive opdaget på denne måde. Det hørte sig bare ikke til at gøre den slags derhjemme. Tavs overværede jeg ham rede hele sengen på få minutter, hvorefter han smilede overlegent til mig. "Det ser ud til, at Italien gør ting på en meget anderledes måde end os."

     "Måske," svarede jeg, da jeg selv mente, de skilte sig ufattelig meget ud fra hinanden, men så man det med andre øjne end mine, var forskellen nok ikke specielt stor. Høfligt takkede jeg ham, og han skulle netop til at gå, da jeg kom i tanke om noget. "Harry, må jeg bede Dem om noget?" Da han viste tegn på at lytte, fortsatte jeg. "Ser De, min kuffert ligger jo hjemme hos Deres mor, og jeg har derfor ingen natkjole med mig. Har De muligvis en, jeg kan låne?"

     Højlydt begyndte han at le, mens jeg uforstående afventede et svar. Han lavede et tegn med hænderne, før han forsvandt ud af rummet. Alene tilbage stod jeg i min kjole og bare tæer. Heldigvis frøs jeg ikke, men måske skete det senere. Derfor lød det slet ikke som en tosset idé at krybe ned under dynen og falde i søvn. Dog nægtede jeg at sove i min flotte kjole, der ikke tålte det.

     Automatisk beskyttede jeg ansigtet med hænderne, da Harry kastede en sort trøje hen mod mig. For en sikkerheds skyld blev jeg stående sådan noget tid, før jeg turde sænke begge hænder. Endnu en gang lo han lavt af mig, og jeg sendte blusen et blik fuldt af væmmelse. Som med lagenet tog jeg fat om den med lange- og tommelfinger for at holde den op foran mig. Straks kiggede jeg alvorligt på Harry, der ikke længere grinede.

     "De må meget undskylde, Harry, men denne kan jeg ikke tage på. Den er alt for kort. Jeg tror ikke engang, det er en natkjole. De må have fået fat i den forkerte." Undskyldende rakte jeg ham den, men han stirrede blot på mig. "Tror De ikke, det er muligt at finde mig en længere en?" prøvede jeg igen, og der gik lidt tid, inden han tog trøjen til sig og igen gik ud af døren. Da han kom tilbage igen, holdt han en længere, mørkeblå en op foran mig med korte ærmer. Det sås tydeligt, at den ikke var spor figursyet og lignede ingen af kjolerne, jeg havde hængende i skabet.

     "Kan den her gå an?" Mens Harry snakkede, studerede jeg hans nye tilbud, der denne gang nok ville gå mig til knæene.
     "De har slet ingen længere?" spurgte jeg om for en sikkerheds skyld. Sukkende rystede han på hovedet. Helst hoppede jeg ikke i noget på denne længde, men et eller andet måtte jeg sove i. Hvis det var, hvad han havde, kunne jeg ikke gøre andet end at tage imod den. Højst sandsynligt skammede han sig enten over ikke at have råd til at have andet i huset, eller også så natkjolerne bare sådan ud i England.

     Jeg smilede taknemmeligt, idet han overrakte mig den. "Mange tak skal De have. Gid De må sove godt," tilføjede jeg som en godnathilsen. Han gengældte det hurtigt, før han gik ud af værelset. Roligt forholdt jeg blikket mod døren, inden jeg lod det glide ned på blusen, jeg måtte sove i. Lige så stille lyste et smil igen mit ansigt op. Indtil videre virkede Harry skam flink nok. Om mit håndled pyntede Lesleys armbånd stadig, og det bragte straks minder frem.

     Minder, der forvandlede sig til drømme i løbet af natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...