Hidden Corona | One Direction

Tag med Adelaide ud på sit livs eventyr, der bringer hende vidt omkring i den ukendte pøbel. Snart fylder hun de 18, og det italienske kongerige lægges i hendes royale hænder. Breve truer hende dog på livet, og da hun nær bliver slået ihjel, går hendes mor i auktion. Hastigt sender hun Adelaide hen til sin bedste veninde, der har bopæl i England, hvor gaderne fremmede ligger for vor kære prinsesses fødder. Alt forløber ikke som forventet, og da hendes midlertidige værtinde ryger en tur på hospitalet, sendes Adelaide videre til hendes søn. Hvad, han ikke får af informationer, kan gå hen og blive skæbnesvangert for Adelaide, der midt i pøblen er Bambi på glatis. Hvad der hjemme i Italien er hverdag for hende, er fuldstændig udelukket, når man bor hos en verdensberømt stjerne. Fem drenge flytter ind i Adelaides liv, og følelser opstår. Spørgsmålet er, om hun kan holde hemmeligheden for sig selv. Enhver afsløring af hendes sande jeg kan føre vores prinsesse direkte i fjendens kløer.

187Likes
453Kommentarer
28961Visninger
AA

3. Kapitel 1 ~ A thousand pairs of shoes


Mia madre = Min moder
Mia figlia = Min datter

 

Banker Deres hjerte endnu? Nyd det. I ved aldrig, hvor længe det varer.
Forsigtigt lod jeg mine fingerspidser glide hen over det tykke stykke papir, hvor ordene stod skrevet. Det skræmte mig inderligt, at der lidt for ofte lå en form for trussel på mit bord. Hvor de kom fra, vidste jeg ikke. De dukkede bare op. Selv efter min mor befalede en vagt uden for min dør og to neden for mine vinduer, lykkedes det kortene at trænge ind. Hver evig eneste gang blev jeg en tand mere bange for at miste livet. Trods alt havde jeg mine forestillinger om, hvem der leverede disse breve. - Eller stod bag dem. Det resulterede kun i, at angsten for at dø voksede.

     I stedet for at tage papiret med beskeden op, trådte jeg hen til de to store glasdøre ved siden af bordet. Let åbnede jeg dem, og den milde efterårsbrise omfavnede mig straks. Med få skridt gik jeg ud på balkonen og betragtede lydløst pladsen under mig uden at tage højde for, at jeg blot var iført min lange silkenatkjole. De lange ærmer tættede for den smule af kulde, vinden førte med sig, så kun mine bare tæer mærkede den. Samtidig følte de dog også solens stråler, der varmede marmoret under dem op.

     De mange planter nussede Brunilda omhyggeligt om, og hun tog sig god tid til dem alle. Nogle få andre trippede også rundt dernede, og jeg lænede mig en anelse ind over gelænderet med hænderne hvilende derpå. Udsigten var ikke spor anderledes end de andre dage, men jeg nød den lige meget. Længere ude lå havet, og de mange huse og gader fik jeg - af de fleste - også et blik af. Nede på pladsen lige under mig blev der gennemført de typiske morgenritualer.

     Et, to, tre bank lød på døren, og jeg besvarede hurtigt personens usagte spørgsmål uden at vende mig om. "De kan træde ind."

     Inden længe hørte jeg Marinas lyse stemme bag mig. "Godmorgen, Prinsesse. Ønsker De hjælp til at gøre Dem klar?" spurgte hun, men jeg svarede ikke. Min opmærksomhed var blevet fanget af min mors skikkelse, der gled mod en mand, jeg straks genkendte. Håbet levede endnu, og jeg krydsede skjult fingre foran mig for, at det ikke døde i dag. Det måtte det ikke. Kort stod jeg og betragtede, hvordan min mor hilste på ham og førte ham med sig indenfor.

     Derefter sænkede jeg de krydsede fingre og foldede dem ud, så armene hang ned ad siderne på mig. Jeg vendte mig om mod Marina, der i flere år havde været min trofaste tjenestepige. Ikke blot det, hun var også min bedste veninde, der ikke kunne erstattes. Forsigtigt stillede hun den halvtomme bakke med morgenmaden til side, hvor den før stod på min seng. Jeg mærkede mine læber adskille sig og sendte hende samtidig et svagt smil. "De har min tilladelse til at hjælpe." Hun nikkede roligt og gik hen til det høje, beige skab for at åbne det. Jeg fulgte efter hende og stillede mig midt for, så jeg havde et større overblik over kjolerne, der dukkede op for mit syn.

     Let lagde jeg hovedet på skrå, inden jeg kort tid efter rettede det op igen. Jeg gik de sidste par skridt helt hen til skabet og tog fat om skørtet på en kjole i en blødere udgave af den mørkegrønne farve. Forsigtigt fik Marina bøjlen ned og lagde kjolen hen over armen, hvorefter hun afventede mit valg af sko. Mindst tusind sko stod nok på hylderne, og jeg pegede på et par i samme grønne farve, der dog var en anelse svagere. Deres lettere tykke hæl på omkring fem centimeter passede fint til en normal dag.

     Marina bukkede sig ned efter dem og lagde bagefter kjolen hen over ryglænet på stolen tilhørende mit skrivebord. Skoene stillede hun på sædet og hjalp mig af med natkjolen, der blev lagt pænt sammen. Mere end ti minutter tog det ikke, før jeg studerede mit udseende i det store spejl. Et guld bælte var indsyet under brystet, og i samme farve kørte de nederste to centimeter af kjolen hele vejen rundt. Skørtet snittede mine bare ben uden at sidde spor stramt, og skoene passede perfekt.

     Forsigtigt redte hun mit løse hår, og jeg fulgte med i, hvordan det glat lagde sig ned ad ryggen på mig. Solen strålede gennem vinduet, og det forårsagede, at mit brune hår skinnede svagt. Spidserne hang ved halebenets slutning, og det var dermed længere end de flestes. Normalt foretrak jeg et bad fra morgenstunden af, men i dag ventede jeg til aften. For det første kaldte det dejlige vejr på mig, og for det andet behøvede jeg det heller ikke før. For det tredje blev jeg nødt til at vide nogle af de informationer, min mor meget snart fik foræret, hurtigst muligt.

     "Har De modtaget endnu et?"

     Bekymret stod Marina med det fine brevpapir i hånden efter at have lagt børsten på plads. Jeg sukkede lydløst, inden jeg stille nikkede. Hun kiggede ned på det igen, og jeg rakte min hånd frem for at få det tilbage. Modvilligt gav hun mig det og foldede hænderne slapt ned foran sig. I stedet for at sige mere gjorde hun tegn til, at hvis jeg var klar, kunne hun sætte mit hår nu.

     Jeg satte mig ned på den beige stol uden ryglæn matchende til skabet, hvor sædet var en blød pude. Straks begyndte Marina at rode ved håret, og jeg læste i mellemtiden brevet, jeg holdt om, igennem igen. Som alle andre gange jeg læste et af brevene, skar det mig i hjertet, eftersom angsten stak hovedet frem. Trusler plejede de ikke at komme med. De holdt ofte mig helt udenfor. Havde det mon noget at gøre med, at jeg snart fyldte atten?

     Frisuren blev ikke meget anderledes end de mange andre dage; den lange fletning snoede hun rundt, så den sad bag på hovedet af mig, og et sort, glitrende spænde fastholdt den der. Jeg nikkede tilfreds ind i spejlet på bordet, som Marina holdt et andet bag mig, hvorefter jeg rejste mig op. Brevet tog jeg med mig, men skjulte det dog, så det ikke let kunne ses.

     "Grazie," takkede jeg hende, og hun nejede let, inden hun gik hen for at åbne døren. Efter jeg var trådt ud, bakkede hun, og jeg vidste udmærket godt, at hun skulle rede min seng. Jeg hilste kort på vagten med et venligt nik, og han gengældte det hurtigt. Som jeg vandrede ned ad gangen, stødte jeg på flere af de arbejdende folk, og jeg gentog hilsenen for hver eneste gang. Ned ad trapperne sænkede jeg farten en smule, så jeg sørgede for ikke at falde, og skoene gav svagt genlyd, idet de ramte de blanke trin.

     "Der er De, Deres Højhed!" Jeg stoppede op og lagde al min opmærksomhed over på Mr. Giovanni, der havde kursen direkte mod mig. Ryggen var ret og hans gang nydelig, som han plejede at rose mig. Så langt tilbage, jeg huskede, havde Giovanni arbejdet på slottet, og han stod tit for forskellige arrangementer, mens han samtidig underviste mig. Tidligere stod disciplin på listen, men det stregede han for flere år siden, da jeg havde fuldkommen styr på det.

     "Prinsesse Adelaide Raimonda Clio Pietra Cecere," opremsede han. "Sikke De dog stråler i dag!" Jeg smilede taknemmeligt, og han gik en gang rundt om mig, inden han tog min hånd og placerede et lille kys på ryggen af den. Derefter så han op på mig med bukket ryg, og hans eget hvide smil kom til syne. "En perfekt tronarving til kongeriget!" konstaterede han, og jeg kiggede blot på ham med det sædvanlige blik, når han sagde noget i den stil.

     "Mr. Giovanni, De af alle burde vide, at jeg ikke er perfekt." Han slap forsigtigt min hånd, rettede sig op og hævede pegefingeren efter min kommentar, mens han smilede stort til mig.
     "Jeg af alle ved, De er perfekt egnet til at regere. Desuden ved De godt, hvad jeg mener om at være perfekt; hver personlighed er det i sig selv. Det handler bare om at udleve dens karakter," forklarede han, og jeg grinede kort. Det hørte jeg ham tit sige, så jeg burde næsten have sagt mig selv, at den kom igen i dag. "Om nogle få måneder skal De krones, og Mr. Stiliantés mangler endnu Deres farveønske til kjolen." Han kiggede afventende på mig, og jeg tænkte mig for en kort stund om.

     "Lad det være mig en overraskelse," besluttede jeg mig for, og han nikkede forstående. Jeg lavede en lille hilsen, inden jeg stille og roligt fortsatte mod mit udendørs mål, og jeg nød den fredelige tilværelse. Selvom truslerne da påvirkede mig en hel del, havde jeg også andet at tænke på. Pligterne kaldte, og jeg bekymrede mig om så meget på én gang uden at vise det til nogen. Det føltes ikke helt let at få lagt hele kongeriget på skuldrene. Måske kendte ikke mange til det, eftersom det lå i udkanten af Italien og ofte ikke var tegnet ind på kortene, men det betød alt for min familie, jeg og dens indbyggere. Alt.

     Dørene var slået op ud til den frie plads, men jeg gled videre uden at vise det mindste tegn på at ville gå derud. I stedet rettede jeg skospidserne den modsatte vej og havde kurs mod de store glasdøre, der førte ud til Den Kongelige Have. Også de stod åbne med en vagt på hver sin side, og jeg vandrede med ret ryg gennem balsalen. Som altid lignede den et skinnende paradis med de fineste lysekroner, der hang ned fra loftet og de yndige udskæringer i søjlerne. Selvfølgelig lå salen placeret sådan, at den var det første, man trådte ind i, når man kom fra hovedindgangen. Når først den blev pyntet rigtigt op, fandtes der ikke meget andet lige så glitrende og festligt.

     Som jeg nåede udgangen til haven, der voksede frodigt forude, bukkede vagterne let i ryggen. Inden længe mærkede jeg den lune efterårsbrise kærtegne mig, og den malede hurtigt et smil hen over mine læber. Jeg spadserede roligt hen ad stien, mens jeg betragtede de mange træer, blomster og buske, der fik nydelsen af at være herude frem i mig. Stien gik ud og ind flere steder og snoede sig rundt i hele haven, så jeg havde i prioriteten mulighed for at gå hen i hvert eneste hjørne.

     "Deres Kongelige Højhed, Prinsesse Adelaide," lød en genkendelig stemme ved siden af mig. Jeg drejede hovedet, mens jeg fortsatte min gang og så Charles komme op ved min side. Jakkesættet sad, som det skulle, og hans grå hår var strøget fint tilbage. Han lignede sig selv, og jeg nød altid hans selskab. Lige siden jeg var lille, havde han opvartet mig, og han hjalp mig i selv de sværeste perioder. Stod mit valg mellem Marina eller Charles, valgte jeg uden tøven Charles. Jeg stolede mest på ham og følte, han var som en onkel for mig, selvom jeg betragtede Marina som min bedste veninde. Om ikke andet kunne han meget vel have været min onkel, hvis ikke det var for hans lavere stillede rang.

     "Godmorgen, Charles," hilste jeg, og han gengældte hurtigt hilsenen. Oprindeligt kom han fra Storbritannien, men han flyttede hertil som ung. Siden da havde han arbejdet på slottet som butler, og jeg kendte ingen så høflig som han.
     "Om to uger forventer Deres moder talen parat, så prøverne til kroningen kan tage sin start. Jeg formoder, De er begyndt. I morgen er De forpligtet til at deltage i hjemkosten for Royal Cuore, og der er nye breve til Dem," informerede han mig om, og jeg nikkede som tegn på, at jeg forstod. Da han nævnte de nye breve, kiggede jeg i smug ned på det, jeg skjulte i min hånd og skubbede det i stedet op i ærmet.

     "De har modtaget dagens trussel?" gættede Charles på, da han lagde mærke til min pludselige uro. Han så på ærmet, hvor jeg forsøgte at gemme brevet, og selvom hans stemme lød så høflig og kærlig, fornemmede jeg straks bekymringen. Præcis som Marina brød han sig ikke yderligere om, at jeg skulle gå rundt og være ængstelig for en dag at miste livet.
     "De har som altid ret," bekræftede jeg hans spørgsmål.

     Spadsereturen blev afbrudt, da jeg trådte forkert. Charles stoppede, da han bemærkede, jeg ikke længere gik, og vi kiggede begge ned på min højre sko. Nerio var som alle andre dage blevet luftet til morgen, og det kunne godt ligne, at de havde foretaget gåturen her ude i haven. Selv en kongelig hund havde behov for at komme af med sine ekskrementer. Sjældent missede Lorenzo dog nogen af dem, mens han gjorde Nerio selskab. Desværre var uheldet sket i dag, og det sad nu fast under min sko.

     Jeg rynkede næsen en smule, men fik hurtigt kontrol over mine handlinger. En prinsesse viste ikke sådanne tegn. Hurtigere end jeg reagerede Charles, og han kaldte straks på nogle af tjenestefolkene, der var i nærheden. Inden længe placerede de mig på en skammel, tog forsigtigt den indsmurte sko af min fod, hvorefter den anden også blev taget af. Hastigt løb Marina ned ad stien med et par nye sko i hænderne, som hun overrakte Charles. Med et smil satte han sig ned på sine ældre knæ og førte stille den ene fod efter den anden ned i de guldlige sko.

     "Om det sandelig ikke er godt, De har et andet par sko at bære, hvis ulykken finder sted," konstaterede han alvorligt, og jeg fniste kort. Længe varede det ikke, og jeg lod mit blik hvile i samme retning, tjenestefolkene forsvandt med mine sko. Dem så jeg aldrig igen. Charles skyndte på Lorenzo, der kom løbende ud efter at have hørt, hvad der var sket, og han undskyldte hurtigt. Jeg smilede blot svagt og accepterede hans undskyldning, hvorefter jeg rejste mig op fra skamlen. Lorenzo fjernede straks Nerios efterladenskaber, og Charles viftede mig høfligt lidt væk derfra.

     Han pegede ned på min hånd, der skjulte brevet halvt inde i ærmet. "Alt med forlov, Prinsesse, tillader De mig at læse det?" Langsomt skubbede jeg det længere ind i ærmet, mens de skrevne ord dukkede frem for mit indre igen. Angsten klamrede sig fast til brystet af mig, og hvor meget jeg end prøvede at ignorere den, hev den for voldsomt i mig til, at det kunne lade sig gøre. Jeg smilede anstrengt for at berolige Charles, der bekymret kiggede på mig.

     "Det må De meget undskylde, Charles, men jeg ønsker ikke at tynge Dem ned med for megen urolighed." Jeg sank en klump, mens jeg anstrengte mig for fortsat at smile. Derefter skiftede jeg emne ved at stille et spørgsmål. "Tror De, jeg kan gå ind til ham nu?" Charles vidste godt, hvem jeg hentydede til at gøre visit hos, og han brød sig i den grad ikke om at nægte mig det.

     "Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke er sikker, Deres Højhed. Ønsker De, at jeg undersøger det?" spurgte han, og jeg nikkede som en tak, inden jeg afslog hans tilbud.
     "Tak, men jeg tænker, at jeg overkommer det selv." Han bukkede let og slog roligt armen ud med den anden bag ryggen for at vise mig vej tilbage gennem haven.

     Lydløst indåndede jeg dybt den friske luft, skød skuldrene bagud og sørgede for at hæve hagen. Angsten fik mig automatisk til at krumme lidt sammen. I et neutralt tempo vandrede jeg mod de åbne glasdøre, og vagterne handlede som tidligere, da jeg trådte ind. Jeg havde kurs mod trappen, hvor jeg løftede op i den lange kjole for at sikre mig, jeg ikke faldt eller ødelagde den. Netop som jeg nåede det sidste trappetrin, dukkede min mor op med håbets mand ved sin side. Jeg stoppede brat, da jeg gennemskuede hendes ansigtsudtryk.

     Mere end en kort hilsen blev det ikke til, da Doktor Mancini passerede mig og hejste hatten. Jeg skyndte mig at træde det sidste trin op og følge efter min mor i et hastigt tempo. "Mia madre," kaldte jeg, og hun vendte sig om med blanke øjne. Hurtigt sendte hun mig dog et smil for at skjule det, og hun spredte armene ud, som hun gik mig i møde. Hendes kram varede de typiske sekunder, inden hun trak sig ud af det og kiggede smilende på mig.

     "Mia Figlia.. Har du sovet godt?" Hendes sorg påvirkede mig, og jeg svarede derfor ikke. Jeg havde mig en forestilling om, hvorfor hun ikke var oprigtigt glad her til morgen, og jeg ville ikke gøre hende mere bekymret ved at vise hende brevet. Eftersom jeg ubevidst kastede et blik derned, og hun opdagede hver eneste lille ting, kunne jeg dog ikke holde det hemmeligt. "Hvad er det?" Alvorlig lød hendes stemme, og jeg prøvede at skubbe brevet længere ind i ærmet. Da hun gentog spørgsmålet i et hårdere tonefald, trak jeg det modvilligt ud. At adlyde ens mor var en vigtig ting.

     Hun foldede langsomt brevet ud og begyndte at læse det, mens læberne formede sig efter ordene. Jeg betragtede hendes smukke udseende i mellemtiden; bruner totter af hendes lange hår snoede sig ind og ud mellem hinanden og dannede en sidelæns fletning. De lange, mørke øjenvipper omringede de nøddebrune øjne, mens hendes bløde karaktertræk var blevet givet videre til mig. Jeg lagde mærke til, at hendes hænder rystede, og hun virkede bange. Hurtigt omfavnede hun mig igen, og jeg gengældte det varme tegn på kærligheden. Da hun igen gav slip om mig, snøftede hun kort, tørrede sine øjne og foldede forsigtigt brevet sammen. "Er du sikker på, det ikke vil være bedst at sætte en vagt ind på dit værelse?"

     "Jeg er sikker, mia madre. Der kan ikke ske mig noget, så længe de holder vagt lige udenfor," forsikrede jeg hende om, selvom jeg ikke stolede helt på det selv. På en eller anden mytisk måde lå brevene der jo, og det betød vel, at afsenderen kunne aflevere dem på trods af vagterne. Mit sidste ønske var nu at have mænd inde på mit værelse, mens jeg sov. Det gik over mine grænser, selvom det gjaldt min sikkerhed.

     Min mor nikkede forstående, og jeg adskilte langsomt læberne fra hinanden. "Kan jeg få lov til at se ham?" bad jeg, og min mor tænkte sig uroligt om.
     "Det smertestillende middel har fået ham til at falde til ro. Han sover. Forhold alt om brevene for dig selv," huskede hun mig på, og jeg smilede taknemmeligt, inden jeg satte kursen mod rummet lige frem. Jeg nåede ikke langt, før jeg vendte mig om med et bankende hjerte og et nervøst udtryk.
     "Hvilke nyheder leverede Doktor Mancini?"

     Hun sukkede dybt, mens hun tydeligvis overvejede, hvordan hun skulle få det sagt. Til sidst endte det med, at hun sagde det præcis, som det var. "Mia Figlia, han er døden nær."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...