For sidste gang. One shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 1 mar. 2013
  • Status: Igang
Jeg elskede dig. Men sagde det ikke
Jeg ignorerede dig.
Undskyld.
Men nu er det for sent

1Likes
0Kommentarer
300Visninger
AA

1. For sidste gang

”At føle sig så lille, så lille, at ingen lægger mærke til en, så lille, at du ikke lægger mærke til mig. Jeg kan stå lige foran dig, men du ser mig ikke.

Du ved ikke, hvem jeg er…

Vi ser hinanden hver dag, men du ser mig ikke. Du lægger ikke mærke til mig. Så lille er jeg. Så usynlig er jeg i dine øjne. I dit sind. Hvad skal jeg gøre?

Råbe om hjælp. Det virker ikke, jeg har prøvet det. Mange gange efterhånden. Men du hører mig ikke.

Lige meget hvor højt jeg råber, er det som om der ikke kommer en eneste lille lyd frem.

I dine øre.

I dit sind.

Hvad skal jeg gøre?

Vær sød at give mig et svar.        

Mens jeg sidder her i min vindueskarm og kigger ned på gaden på alle menneskerne tænker jeg på hvor mange, der er begyndt at have så travlt at de både glemmer sig selv og dem, de elsker.

Egentlig forfærdeligt ik’?

Tænk hvis det fortsætter sådan, hvordan ville verden så se ud om 20 år?

Jeg har skam prøvet det før, men jeg har aldrig følt mig så lille og ubetydelig, aldrig nogensinde. Det er, som om, at hver gang, du viser dig, bliver jeg på størrelse med en mus og går i ét med panelet. Jeg er åbenbart en del af møblementet, det, som altid er der, men som ingen lægger synderligt mærke til. Og jeg er træt af det.

Mennesker bliver tingsliggjort. Vi bliver tingsliggjort. Du bliver tingsliggjort. Jeg bliver tingsliggjort…

Det er det, jeg tænker på, når jeg stirrer ud i mørket om aftenen. Først var det kun dig, jeg tænkte på, og jeg følte mig let som en sommerfugl af spænding for næste dag, hvor jeg skulle se dig.

Nu ligger jeg, tung og mørk og tænker på, at næste dag, hvor du vil du stadig ikke se mig.

Jeg er desperat.

Savner din anerkendelse af, at jeg rent faktisk eksisterer og ikke bare er en fantasi.

For jeg kommer selv i tvivl, når du ignorerer mig. Jeg er bange for at hvis jeg en falder, ville du ikke reagere…

Er jeg her?

Er jeg rent faktisk mig, eller er det bare noget, jeg har opdigtet, fået mine kammerater til at spille med på? Er jeg så ligegyldig, at jeg ikke er større end en lille mus i dine øjne?

Jeg er forvirret. Forvirret og desperat.

Er jeg bare fantasi?

Jeg er bange…

Bange for at jeg en dag tager en dårlig beslutning. 

Er der nogle der elsker mig? Nogen der tænker på mig?

Det er jeg i tvivl om… meget.

Det er derfor at jeg er bange for, at jeg en dag tager den forkerte beslutning. Den beslutning, der laver en slutning på alt.

Den nemme løsning. På ALT.

Jeg er sikker på, at der er et andet sted, end her på Jorden. Et bedre sted. Hvor livet er en dans på røde roser, og hvor man danser på en regnbue i alle vindens farver.

Men hvordan kommer man derhen?

Ved du det?

Så må du i alt fald gerne give mig et svar.

Jeg har mistet modet. Modet til at se at der rent faktisk kommer endnu en dag. Og at solen står op igen.

Jeg gør det.

Og jeg håber jeg kommer derhen hvor jeg ønsker. Stedet hvor livet bare er en dans på røde roser.

Et sted hvor livet ikke skal handle om dig.”

En tåre rammer min kind. Det var dog var det ikke fra mine øjne tåren kom fra. Det var fra dine.

”vågn op”

”du må ikke forlade mig nu!”

Jeg ville gerne sige til dig at jeg er okay. Men selv ikke den mindste lille lyd kunne komme frem.

Jeg rykkede lidt på min hånd, som et tegn på at jeg var okay, men du så det ikke. Til gengæld lagde jeg selv mærke til noget.

Noget rundt. En pille? Mange piller tror jeg…

Endnu en tåre.

”undskyld, undskyld jeg ikke har fortalt dig, hvor meget du betyder for mig”

Bevidstløsheden tog over mig, alt blev sort.

”jeg elsker dig!”

”At føle sig så lille, så lille, at ingen lægger mærke til en, så lille, at du ikke lægger mærke til mig. Jeg kan stå lige foran dig, men du ser mig ikke.

Du ved ikke, hvem jeg er…

Vi ser hinanden hver dag, men du ser mig ikke. Du lægger ikke mærke til mig. Så lille er jeg. Så usynlig er jeg i dine øjne. I dit sind. Hvad skal jeg gøre?

Råbe om hjælp. Det virker ikke, jeg har prøvet det. Mange gange efterhånden. Men du hører mig ikke.

Lige meget hvor højt jeg råber, er det som om der ikke kommer en eneste lille lyd frem.

I dine øre.

I dit sind.

Hvad skal jeg gøre?

Vær sød at give mig et svar.        

Mens jeg sidder her i min vindueskarm og kigger ned på gaden på alle menneskerne tænker jeg på hvor mange, der er begyndt at have så travlt at de både glemmer sig selv og dem, de elsker.

Egentlig forfærdeligt ik’?

Tænk hvis det fortsætter sådan, hvordan ville verden så se ud om 20 år?

Jeg har skam prøvet det før, men jeg har aldrig følt mig så lille og ubetydelig, aldrig nogensinde. Det er, som om, at hver gang, du viser dig, bliver jeg på størrelse med en mus og går i ét med panelet. Jeg er åbenbart en del af møblementet, det, som altid er der, men som ingen lægger synderligt mærke til. Og jeg er træt af det.

Mennesker bliver tingsliggjort. Vi bliver tingsliggjort. Du bliver tingsliggjort. Jeg bliver tingsliggjort…

Det er det, jeg tænker på, når jeg stirrer ud i mørket om aftenen. Først var det kun dig, jeg tænkte på, og jeg følte mig let som en sommerfugl af spænding for næste dag, hvor jeg skulle se dig.

Nu ligger jeg, tung og mørk og tænker på, at næste dag, hvor du vil du stadig ikke se mig.

Jeg er desperat.

Savner din anerkendelse af, at jeg rent faktisk eksisterer og ikke bare er en fantasi.

For jeg kommer selv i tvivl, når du ignorerer mig. Jeg er bange for at hvis jeg en falder, ville du ikke reagere…

Er jeg her?

Er jeg rent faktisk mig, eller er det bare noget, jeg har opdigtet, fået mine kammerater til at spille med på? Er jeg så ligegyldig, at jeg ikke er større end en lille mus i dine øjne?

Jeg er forvirret. Forvirret og desperat.

Er jeg bare fantasi?

Jeg er bange…

Bange for at jeg en dag tager en dårlig beslutning. 

Er der nogle der elsker mig? Nogen der tænker på mig?

Det er jeg i tvivl om… meget.

Det er derfor at jeg er bange for, at jeg en dag tager den forkerte beslutning. Den beslutning, der laver en slutning på alt.

Den nemme løsning. På ALT.

Jeg er sikker på, at der er et andet sted, end her på Jorden. Et bedre sted. Hvor livet er en dans på røde roser, og hvor man danser på en regnbue i alle vindens farver.

Men hvordan kommer man derhen?

Ved du det?

Så må du i alt fald gerne give mig et svar.

Jeg har mistet modet. Modet til at se at der rent faktisk kommer endnu en dag. Og at solen står op igen.

Jeg gør det.

Og jeg håber jeg kommer derhen hvor jeg ønsker. Stedet hvor livet bare er en dans på røde roser.

Et sted hvor livet ikke skal handle om dig.”

En tåre rammer min kind. Det var dog var det ikke fra mine øjne tåren kom fra. Det var fra dine.

”vågn op”

”du må ikke forlade mig nu!”

Jeg ville gerne sige til dig at jeg er okay. Men selv ikke den mindste lille lyd kunne komme frem.

Jeg rykkede lidt på min hånd, som et tegn på at jeg var okay, men du så det ikke. Til gengæld lagde jeg selv mærke til noget.

Noget rundt. En pille? Mange piller tror jeg…

Endnu en tåre.

”undskyld, undskyld jeg ikke har fortalt dig, hvor meget du betyder for mig”

Bevidstløsheden tog over mig, alt blev sort.

”jeg elsker dig!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...