Proper Punctuation Needed - One Direction | Heart Beats Harder 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Punktummer er noget, Kendall Burnwin har sat en masse af, men det største er nok det sidste. Dette punktum var, som de fleste andre punktummer, et punktum, og det skulle det meget gerne blive ved med at være. Til evig tid, mange tak. Der er bare et enkelt lille problem: Ting forandrer sig og lige pludselig bliver punktummer til kommaer, og ud af det blå ender en gammel idiot af en ven på sygehuset, fordi han har brækket benet. Hvad gør man så? Jo, man finder sin blyant frem og laver et nyt punktum. Hvad Kendall bare har glemt, er, at der for enden af en blyant også findes et viskelæder.

387Likes
386Kommentarer
32239Visninger
AA

7. Stupid Saturday Shenanigans

"Jeg er verdens største røvhul?"

"Hvad?"

Okay, lad mig opsummere.

Efter en besked på en hvis idiots telefonsvarer der gik nogenlunde sådan her: "Du er verdens største røvhul, ved du godt det? Du er nok den største idiot, som at jeg nogensinde har mødt, og det siger altså faktisk virkelig meget, for jeg har mødt rigtig, rigtig mange idioter og du slår dem alle. På nær måske lige Harry, men det er lidt en anden sag, som jeg slet ikke skal komme ind på sådan... nu? Jeg bryder mig meget, meget, meget lidt om dig nu, er du godt klar over det? Sådan virkelig mikroskopisk lidt faktisk. Og det er forresten din egen skyld, fordi du var en stjerne spasser og sådan, husker du nok. Såe, hyg fremover, ikke? Fuuck aaf!", knækkede Perrie sammen af grin, Zayn mumlede noget om, at han så meget ikke ville få fred fra Louis de næste 17 måneder og jeg var pløre fuld og fattede ikke en brik af, hvad der skete omkring mig.

Da klokken blev halv fem lå jeg i min seng, fuldt påklædt og få sekunder efter mit hoved ramte min pude, var jeg faldet i en dyb, komaligende tilstand for søvn. Og så vågnede jeg til min telefon der skreg mig ind i øret som en anden spædbarn/fugle hybrid. Som ikke havde fået mad i to dage. Det førte så til en masse forvirring, viften med armene og en dunkende hovedpine der næsten slog mig omkuld, da jeg satte mig om. Med hånden for panden i et forsøg på at få mit hoved til ikke at eksplodere, rakte jeg ud efter min telefon på mit hvide natbord og førte den op til øret.

Der endte så ud i: "Jeg er verdens største røvhul?"

Som jeg så besvarede med: "Hvad?"

"Hvorfor ringer du til mig, Kendall? Hvorfor, egentlig? Og tak for alle de venlige ord, du er virkelig blevet et elskværdigt menneske."

Nærmest endnu mere forvirret end før svang jeg mine ben ud over sengekanten og placerede mine fødder på det slidte trægulv.

"Undskyld mig, men hvad?"

"Du ved udemærket godt hvad. For helvede da også," snerrede personen fra den anden ende af telefonen.

Mine øjne var klistrede af make-up, min hals var tør, min mund var tør, min hoved dunkede, min mave vendte sig, slog knuder på sig selv, og jeg var ret sikker på, at jeg havde sådan noget hvidt snask på læberne, som man altid får, hvis man ikke drikker nok vand og trækker vejret gennem munden. Alt i alt havde jeg det bare pisse hamrende dårligt. "Hvem er du overhovedet?" spurgte jeg med et suk.

"Hvem er jeg? Hvem er jeg? Modent, virkelig modent," grinede personen. "Det må være din spøg."

"Neej," sagde jeg tøvende og kiggede kritisk på en knast i det lyse trægulv. Den havde en slående lighed med en næse. "Jeg har ikke dit nummer, så, hvis jeg må spørge igen; hvem i al verden er du?"

Personen var stille et øjeblik, inden han (for jeg var ret sikker på, at det var en han) kom med et lille, overrasket "åh".

"Såe?" spurgte jeg ledende, da han ikke rigtig kom videre.

"Louis," sagde han og rømmede sig, "Tomlinson, altså."

Shit. Fuck. Pis. Lort.

Fucking lorte pis.

Crap.

"Nååe, hej," grinede jeg akavet, hvilket forstærkede den ubehagelige dunken i mit hoved.

"Hej?" spurgte han skeptisk, "hej?"

"Hej," gentog jeg fåret, fordi hvad i al verden skulle jeg dog ellers sige?

"Forklaring?"

Forklaring?

"Forklaring?" mumlede jeg tænksomt.

"Ja, forklaring."

”På hvad?”

Louis sukkede. Sådan rigtig, rigtig dybt. Sådan ’jeg har med en 3-årig at gøre her, dræb mig nu og dræb mig hurtigt’-agtigt.

Idiot.

”Hvor havde du Zayns telefon fra?”

”Nååe, sjov historie. Eller egentlig ikke. Den er måske sjov, det afhænger lidt af hvem der hører den, tror jeg – ”

”Kendall?” afbrød han meget uhøfligt, ”kom til sagen.”

”Rolig nu, seriøst altså… jeg mødte Perrie her den anden dag på hospitalet. Vi faldt ligesom i snak og blev enige om, at vi hellere måtte se at få lavet noget sammen. Så her i går kedede jeg mig helt vildt, fordi alle andre end mig åbenbart har noget at lave? I hvert fald ringede jeg så til Perrie – nej vent, jeg skrev til hende på facebook. Vi endte med at gå i byen og Zayn tog med. Der mødte vi så innuendo bingo fyren, ham der altid er med i det, ikke ham radioværten. På en eller anden måde endte det med, at vi ville lege call or delete og Zayn og mig byttede telefon, fordi jeg ikke har nogen sjove mennesker at ringe til. Og derfor ringede jeg til dig. Når jeg nu tænker tilbage på det, burde vi måske ikke have byttet, fordi jeg endte med at skulle ringe til sig sååee…”

Der var stille i den anden ende af telefonen. Kun Louis’ taktfaste vejrtrækning signalerede at han var i live. ”Og så en forklaring på den besked du efterlod.”

Jeg blinkede overrasket. Det burde altså virkelig sige sig selv. Jeg synes beskeden er rimelig nem at forstå. Ikke så særlig meget kryptisk der.

”Det tror jeg udmærket godt, at du selv kan regne ud.”

Louis mumlede et eller andet, som jeg slet ikke kunne høre, men han spurgte ikke yderligere ind til beskeden.

Da der var gået lidt længere tid, end hvad jeg synes godt var, kunne jeg ikke holde til den akavede stilhed, der ligesom var fyldt med ord, ingen af os kunne sige.

”Såe,” mumlede jeg tøvende, eller ledende. Tødende?

”Jeg siger farvel nu, Kendall,” sagde han stille, hans stemme underligt svag.

”Okay,” svarede jeg nonchalant og gjorde et kast med min hånd, selvom han ikke kunne se det.

Lige inden han lagde på, kunne jeg høre ham tage en dyb vejrtrækning, so om han ville sige noget, men lod være.

Efter jeg havde sænket min telefon fra mit øre og kigget længe på den ødelagte skræm, rystede jeg på hovedet og smed mobilen fra mig i sengen.

”For helvede da også,” mumlede jeg, mest af alt til mig selv (jeg var sjovt nok også den eneste person tilstede i lejligheden, så jeg kunne ligesom ikke rigtig have mumlet det til andre ), og rejste mig forsigtigt fra min seng.

Det tog mig godt en time at blive bare nogenlunde klar i hovedet. Først drak jeg et kæmpe krus kaffe, så gik jeg i bad, spiste nogle chips og derefter en banan fordi jeg fik dårlig samvittighed over chipsene. Derefter sad jeg bare lidt på sofaen og kiggede hjælpeløst ud i luften, indtil Hector gav sig til at slikke på mine tæer og stoppede først da jeg hentede hundesnoren og gik en tur med ham. Da jeg kom hjem faldt jeg om på sofaen og sov i fire timer.

”Okay, Harry. Hvis du bare sætter dig her, lægger benet her,” sagde lægen, måske egentlig mest til sig selv, fordi han lod ikke Harry gøre noget som helst selv. Han skubbede ham ned i den cremefarvede undersøgelsesstol, løftede hans ben op og bøjede hans knæ.

”Har du haft smerter siden sidst?” spurgte lægen, hvis navn jeg for alt i verden ikke kunne huske. ”Jeg tror det ikke,” mumlede han så lavmælt, inden Harry overhovedet kunne nå at svare.

”Ikke rigtig, tror jeg,” svarede Harry alligevel, selvom Hr. Læge ikke lod til at være interesseret i hvad Harry havde at sige.

”Men det klør sikkert,” konstaterede lægen lavmælt og rejste sig fra sin runde stol, ”jeg har lige hvad du har brug for!”

Han fór forbi mig, uden overhovedet at kigge min vej og så var jeg pludselig ladt alene med Harry. En hver anden dag ville jeg nok have været godt og grundigt rasende på ham, men i dag havde jeg bare ikke kræfterne. Jeg havde været oppe det meste af natten fordi Hector havde fået et glasskår op i poten og havde været nødt til at blive bedøvet for at få det opereret ud. Dyrelægerne havde bedt mig holde opsyn med ham fem timer efter han vågnede, hvilket så betød at jeg først kom i seng klokken to. Det gav mig så sølle tre en halv times søvn, fordi jeg havde nemlig været så heldig at få en morgenvagt. Derudover var der en hvis telefonsamtale min hjerne blev ved med at afspille, igen og igen, fordi den var åbenbart blevet vanvittig. 24-timers Louis Tomlinson er og var ikke sundt, på ingen måde, men det vidste min hjerne åbenbart ikke.

Alt i alt havde jeg en rigtig træls dag, så jeg havde simpelthen ikke overskud til at være sur.

”Han er en idiot,” sagde Harry tøvende og kiggede hen på mig. Jeg stod lænet ad den hvide væg, hænderne krydset over mit bryst.

”Det siger du ikke, men det er du også,” mumlede jeg halvhjertet. Jeg følte ligesom at det var nødvendigt med en enkelt lille fornærmelse. Bare en lille en.

Harry kiggede bedrøvet hen på mig og bed sig i underlæben. Hans øjne flakkede fra mit ansigt, over til døren, hele vejen rundt i undersøgelseslokalet og så tilbage til mig igen.

”Kendall,” kvækkede han og kørte en hånd gennem det viltre, brune hår. ”Jeg ved godt at du er sur på mig – ”

Jeg skyndte mig at holde en hånd op, for at få ham til at stoppe med at tale. Som jeg allerede har sagt, så havde jeg intet overskud. Om det så var til at være sur eller til dybe, vigtige samtaler, var fuldstændig ligegyldigt. Min hjerne var flad som en ballon på femtedagen og mit energiniveau var lig nul.

”Ikke i dag, Harry,” sukkede jeg afvisende.

Han rystede på hovedet og rette sig, så hans ryg ikke længere hvilede mod stoleryggen. ”Men det er nødt til at være i dag,” sagde han hurtigt, ”jeg er udskrevet og om fire uger skal jeg have min gips af. Sandsynligheden for, at jeg nogensinde ser dig igen er virkelig lille og du er nødt til at høre, hvad jeg har at sige.”

Der var en underlig desperation over hans stemme. Det var næsten lige før jeg fik lyst til at holde om ham. Næsten.

”Så kom med det,” sagde jeg modvilligt og kiggede opgivende på ham.

”Du er sur. Du har al mulig grund til at være sur, men jeg er virkelig, virkelig ked af det. Jeg er virkelig ked af det. Det var bare, Samantha… hun stolede ikke på mig. Ikke 100 procent og hver eneste gang jeg prøvede på at gå lidt længere, fjernede hun min hånd – ”

”Jeg har virkelig ikke brug for at høre alt det her, okay? Sig det vigtigste, så er du sød. Jeg kan ikke stå her og høre, hvordan du besluttede at være min bedste veninde utro med min anden bedste veninde, det kan jeg ikke.”

Harry nikkede og smilede trist. ”Jeg blev desperat til sidste og Calla var der bare. Det var slet ikke meningen det skulle ske, det var et uheld. Der havde været blikke… undskyld, det vigtigste, ja… vi var sammen tre gange og jeg fortryder det virkelig. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden, ville jeg gøre det om, det ville jeg virkelig. Du skal bare vide, hvor ked af det jeg er. Jeg tænkte slet ikke over konsekvenserne af mine handlinger. Jeg har ikke kun såret Sam, men også Calla. Og jeg har såret dig. Jeg kan slet ikke forklare, hvor meget jeg fortryder det. Jeg er så inderligt ked af det, Kendall. Det er min skyld, at du har mistet en af dine bedste veninder, det er min skyld, at du blev nødt til at ændre dit liv helt og aldeles. Jeg er virkelig, virkelig ked af det.” Hans grønlige øjne kiggede indtrængende på mig, brændt mig næsten, imens en jeg sank for at få klumpen i min hals til at forsvinde.

Jeg åbnede munden for at sige noget, bare et eller andet, men intet kom ud. I stedet nikkede jeg, smilede svagt og sørgmodigt.

”Hvis det hjælper det mindste, så var Calla sønderknust,” sagde han stille, ”I to betød verden for hende.”

Det gav et stik i mit hjerte, da han sagde det. I et helt år havde jeg forsøgt at fortrænge det, men billedet af Calla stående midt i den halvtomme stue, øjnene røde, læberne sprukne, imens hun hikstede, at hun var ked af det. Billedet havde brændt sig ind i min hukommelse. I flere uger efter var det næsten det eneste jeg kunne tænke på.

Jeg rystede på hovedet, mest af alt for at få billedet til at forsvinde fra mit hoved igen, men Harry tog det som et svar, som et tegn til at undskylde igen.

”Hvis der er noget jeg kan gøre, så sig til, okay? Hvad som helst.”

Jeg blinkede hårdt og opdagede til min store frygt, at en enkelt, forræderisk tåre trillede ned af min kind. Harry kiggede forfærdet på mig.

”Åh, Kendall, undskyld. Du græder, det var ikke meningen,” skyndte han sig at sige.

”Du er virkelig en idiot,” mumlede jeg, halvt grin, halvt snøft.

Harrys tænder borrede sig ned i hans underlæbe, mens hans mundvige vendte den mindste smule opad og et smile hul var lige på kanten til at bryde frem.

”Jeg, øhm, bliver nødt til at gå nu,” sagde jeg og pegede mod døråbningen, ”jeg tror ikke, at lægen har brug for min hjælp alligevel.”

Han nikkede med en dyb vejrtrækning og jeg vendte mig om. Med plirrende øjne satte jeg kursen mod gangen og håbede på, at ingen så mig og mine nu våde kinder.

”Kendall,” hørte jeg Harry sige bag mig.

Tøvende vendte jeg mig om og forsøgte at tørre mine øjne diskret, hvilket ikke rigtig virkede. Overhovedet.

”Louis er også ked af det,” sagde han stille, ”han tør bare ikke indrømme det.”

Jeg kørte en hånd gennem mit udslåede hår og nikkede kort. Hurtigt var jeg ude af lokalet og til mit store held (og dette er sarkastisk som ind i helvede, at I ved det) løb jeg ind I Daniel på vej til toiletterne.

”Kendall,” sagde han forfærdet, ”hvad er der sket? Er du okay?”

”Jeg har det fint,” svarede jeg hastige og skyndte mig forbi ham.

Og det var så begyndelsen på hvad der skulle blive en rigtig lang række løgne.

Hvor dramatisk.

__________________________________________________________

A/N: Okay, virklig kort AN, fordi jeg er på vej på arbejde.

Nyt kapitel, fedt? Kunne I lide det? Er det sidste gang hun ser Harry? Er Louis virkelig ked af det? Var Harry lidt sød? Hvad sker der næste gang?

Ville rigtig gerne stille flere spørgsmål, men jeg har virkelig travlt.

Der er ingen links. Skal nok prøve at opdatere hurtigere.

I er de bedste!!!!!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...