Proper Punctuation Needed - One Direction | Heart Beats Harder 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Punktummer er noget, Kendall Burnwin har sat en masse af, men det største er nok det sidste. Dette punktum var, som de fleste andre punktummer, et punktum, og det skulle det meget gerne blive ved med at være. Til evig tid, mange tak. Der er bare et enkelt lille problem: Ting forandrer sig og lige pludselig bliver punktummer til kommaer, og ud af det blå ender en gammel idiot af en ven på sygehuset, fordi han har brækket benet. Hvad gør man så? Jo, man finder sin blyant frem og laver et nyt punktum. Hvad Kendall bare har glemt, er, at der for enden af en blyant også findes et viskelæder.

387Likes
386Kommentarer
31707Visninger
AA

1. Reuniting (sort of but not really) Rivals

 

”Som om jeg gider at have noget som helst forhold til dig og dine stupide hipstervenner,” snerrede jeg med sammenbidte tænder og flåede det tynde stykke papir, der hold stakken af papirhåndklæder sammen, i stykker.

Han kiggede på mig med store øjne og åben mund – generelt bare et forvirret ansigt, hvilket ikke var noget, der klædte ham, men hvad fanden i helvede havde han dog regnet med?

Åbenbart ikke det her, men det var, hvad han kunne få.

”Kenda – ”

”Nej,” afbrød jeg og holdte afvisende en hånd op. ”Jeg orker ikke at høre på noget som helst af dit pis. Og fuck dem, jeg er ligeglad med dig og alle de fucking wannabe-originaler, der er besatte af alt der ikke er mainstream og går med strikketrøjer så langt oppe i røven, at der ikke er mere fucking tarm tilbage.”

Og så stopper vi lige filmen her et øjeblik, fordi du er sikkert forvirret. Mig med. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi set det her, som et af dagens mulige udspil.

Jeg skal tydeligvis ikke have en karriere som synsk.

Situationen opstod ligesom virkelig pludseligt. Alt var normalt og bam, så blev det forvandlet til kaos og råb og strikketrøjer og folk med farvet hår og falske briller.

Hvordan?

Jo, lad mig forklare.

Det hele startede med en tanke. En meget negativ ladet tanke, for at være ærlig:

Fucking Sophia, mand.

Hvis der er noget jeg gør, så er det at bryde mig meget, meget lidt om hende. Underligt er det ikke engang, fordi hun er ikke en specielt sød person. Ja, jeg sagde det, men tro mig, hvis I kendte hende, ville I mindst afsky hende lige så meget som mig.

Min dag var allerede startet dårligt og den var også fortsat med at være dårlig, for så at ende med at blive endnu dårligere. Omtalte fucking Sophia var blevet syg, så jeg skulle straks skynde mig til hospitalet for at tage hendes vagt.

Jeg er et godt menneske, det er jeg virkelig. Jeg råbte ikke engang af Hector, da han tissede på Porches gulvtæppe i morges. Jeg hentede bare noget kartoffelmel og Rodalon og så var det klaret. Ikke at jeg råber af min hund.

Jeg har gjort det en gang. Én gang, og det var fordi, han tissede på fjernbetjeningen, så jeg havde ret.

Da jeg trådte ind i personalerummet for at klæde om, strøg Daniel hurtigt forbi mig i et væld af hvid kittel og clipbord.

”Også hej til dig,” vrissede jeg ad ham, fordi han kunne da godt sige hej.

Der gik et par sekunder inden han bakkede ind ad døråbningen og vendte sig om mod mig. ”Kendall, min blomst, skønt at se dig.”

Med et smil rullede jeg med øjnene og kiggede misbilligende på ham. ”Blomst? Virkelig?”

Daniel nikkede og truttede med læberne.

"Hvad laver du egentlig her?" spurgte han og kløede sig i det sorte hår.

"Jeg skal på arbejde," svarede jeg tøvende, fordi det burde vel give sig selv. Det er jo ikke ligefrem fordi et hospital er det fedeste sted at hænge ud, når man har fri. Eller er det bare mig?

Daniels øjne var knebet sammen til to smalle striber og det så ikke ud til, at han forstod noget som helst af situationen, så sød som jeg er, forklarede jeg den for ham. Vi skulle jo nødigt have, at Hr. Doktor ikke var med på noderne.

Eller noget.

"Sophie er syg," fortalte jeg og straks så han langt mere forstående ud.

"Du ved godt, at Stephanie er kommet ind i stedet for Sophie, ikke?"

Om jeg ved det?

"Hvis jeg havde vist det, tror du så på, at ville være her?" spurgte jeg.

Daniel trak på skuldrene og smældede med tungen. "Måske, man ved jo aldrig med dig - du har jo et ret trist liv, så jeg vil ikke udelukke muligheden for, at du kunne finde på det."

"Ti stille dit fjols,” mumlede jeg, imens jeg sukkede dybt og gjorde mine til at gå min vej igen. ”Hils Miles, okay? Du ser ham nok før mig.”

”Endelig udelukket dig fra familien, har han, hva’ Kendall?”

”Sjovt. Din humoristiske sans har udviklet sig siden sidst, ser jeg.” Min stemme dryppede af sarkasme.

”Tak.” Daniel smilede stort og lignede en femårig dreng.

”Men det har din forståelse for sarkasme til gengæld ikke…”

Han blinkede langsomt og trak vejret dybt, som om han ledte efter et come back. ”Jeg er læge.”

Med den bemærkning var han ude af personalerummet, men det varede kun i sølle tre sekunder, fordi hurtigere end jeg kunne nå at klø mig i nakken, havde han stukket hovedet ind af døråbningen, så det lignede, at det svævede frit i luften.

”For resten, Kendall, siden der er ret travlt, så du må godt hjælpe Marge med at skifte papirhåndklæder på værelserne?”

Jeg overvejede at rette ham, fordi rengøringsdamen med M ikke hed Marge, men noget andet med M, som jeg ikke kunne huske, så hvis jeg rettede på ham, ville han forlange at vide hendes rigtige navn. Det havde jeg uheldigvis glemt, ergo blev det ikke til nogen rettelse fra min side af.

Slukøret skiftede jeg alligevel til hospitalstøj og fandt vej ned til rengøringsdepotet, hvor jeg mødte rengøringsdamen med M der ikke hed Marge med Margaret. Hendes enorme krop havde været presset ind mellem hylderne med sengelinned og alt af papir, hvor hun havde skovlet det ene læs papirhåndklæder op i favnen efter det andet. Naivt, havde jeg tænkt, fordi de kanonkugler var i den grad ekstra large og efterlod absolut ingen plads til opbevaring af andet tingeltangel.

Hendes bryster var enorme.

Efter at have hjulpet Margaret ud af rengøringsdepotet blev jeg stukket en vogn belæsset med endnu flere papirhåndklæder og derefter fik jeg besked på at transportere min røv op på øverste sal, og fylde op med de skide håndklæder, hvor der manglede, hvilket viste sig at være over alt.

Altså over alt. I hvert eneste værelse manglede der papirhåndklæder, på hvert eneste badeværelse. Det var et mareridt, fordi der var mennesker over det hele. Da jeg blev færdig med hele øverste etage, gik jeg i gang med sjette, hvor der om muligt var endnu flere mennesker.

Irriteret over have bedt en kvinde om at flytte sig fem gange (hvortil hendes reaktion var noget nær ikkeeksisterende), gav jeg simpelthen bare op og traskede tilbage mod elevatoren. Det var ikke engang mit job at spørge for, at der var papirhåndklæder på alle værelserne. Det var rengøringsdamernes og pedellernes job, jeg var bare en venlig sjæl, der havde accepteret en ordre. Hvis jeg ikke gad det her, var jeg i min fulde ret til at lade være.

Så det gjorde jeg.

På min vej hen til elevatoren passerede jeg en glasdør, hvorom koncentrationen af mennesker synes at være størst. Døren førte ind til en gang, hvor nogle af de største værelser på hele hospitalet lå. Ikke særlig mange mennesker fik lov til at færdes her. For det meste blev værelserne brugt til folk med meget alvorlige sygdomme eller mennesker af en hvis status, der ikke lige følte for at have deres groupies rendende rundt omkring deres hospitalsseng. Jeg magtede ærlig talt ikke at tilegne mig information om personen, der forårsagede den stadigt voksende bestand af mennesker, fordi min dag havde været dårlig. Egentlig var det nok bare mig, der var oppe at køre på hormoner, for det var nemlig den tid på måneden og jeg havde blødt igennem på mit sengetøj i morges. Så min morgen havde faktisk bestået af to dårlige ting.

En dårlig dag, jeg gentager det bare.

På vej op fra kælderen (efter at have stillet vognen på plads, fordi så betænksom er jeg nemlig) ramlede jeg ind i Margaret, som straks spidsede sine mørke læbe og kiggede ned på mig. Jeg var omkring 99 % sikker på, at hun ville knipse i z-formation og sætte hånden på hoften, som den sorte kvinde hun er. Og var.

Ikke at der er noget som helst galt med kulørte kvinder. Oftere end ikke ønsker jeg, at jeg ikke er hvid som undersiden af rødspætte (selvom jeg efterhånden har fået opbygget en nogenlunde kulør).

Nok om farve og race og fiskemaver.

Jeg forklarede Margaret, at mit underliv havde slående lighed med Niagra Falls og connectede vi ligesom over begge at bløde ud af bunden, så hun lod mig gå med et klap på skulderen, efter at have rådet mig til at lægge noget varmt på – og købe en plade chokolade.

Så det gjorde jeg.

Bortset fra at jeg lagde Hector på min mave og ikke en varmepude, men han var varm, så det måtte vel være lige godt. På sofabordet lå en plade chokolade og foran mig kørte fjernsynet.

Hector kiggede op på mig med sine mørkebrune øjne, lagde hovedet en smule på skrå og gjorde mine til at snuppe det lille, firkantede stykke chokolade, jeg havde lagt på mit bryst.

”Jesus, Hector, drop det,” formanede jeg og skyndte mig at putte det i munden. ”Du kan dø af det, at du ved det.” Han blinkede et par gange, inden han lagde det honningbrune hoved tilbage på min mave.

”Det er godt du har mig, ellers ville du ikke overleve en halv time her i London.”

Han forstod mig. Han vidste hvad jeg sagde til ham.

Døren i entréen gik op med en knirken og lyden af Poshs støvler mod det slidte trægulv overdøvede næsten det reality-program, som kørte på fjernsynet.

Eller, luderstøvlerne overdøvede næsten det reality-program, som kørte på fjernsynet.

Fordi hendes støvler var luderstøvler.

Og jeg havde sagt det til hende.

Men hun var ligeglad.

Meget ligeglad.

”Sulten?” hørte jeg Porches hæse stemme råbe fra gangen af. Med en mumlende tilkendegivelse af ’ja, jeg er rent faktisk sulten’, puffede jeg nu utilfreds Hector ned på gulvet og rejste mig op med et suk.

Hvis han tissede i min seng som hævn, kunne han få lov til at komme tilbage på kennlen.

Jeg joker bare. Han kunne få lov til at sove ved Posh i nat. Hun fortjente alligevel en eller anden form for straf for de hæslige støvler.

Ude i køkkenet stod Posh ved køkkenbordet og var i fuld gang med at pakke en masse hvide bokse ud af en plasticpose.

”Har købt kinesisk,” forklarede hun, imens hun rakte mig en boks fyldt med nudler og forårsruller. Jeg tog glædeligt i mod den og hoppede op på køkkenbordet.

”Lækkert.”

Jeg rørte undersøgende rundt i mine nudler med et sæt spisepinde, inden jeg gav mig til at spise. Posh gjorde mig kort efter selvskab på køkkenbordet, eftersom den ene af vores to spisebordsstole gik i stykke sidste uge.

Hvilket ikke var min skyld, vil jeg gerne lige pointere.

Der sad vi så. Mig og Posh, i vores lejlighed, som efterhånden havde været vores (og ikke Poshs) i lidt over et år.

Det var hyggeligt.

Det var godt.

All work and no play makes Jack a dull boy.

Jeg var Jack og Jack var mig, fordi jeg lavede absolut intet andet end at arbejde.

Nogen skal jo brødføde mig og min (meget) lille familie.

Og nogen skal jo komme på arbejde i stedet for fucking Sophia.

”Vil du være sød at flytte dig?” mumlede jeg til en kvinde i spadseredragt, imens jeg pressede mig mellem hende og væggen med favnen fuld af papirhåndklæder.

Fordi jeg havde (endnu en gang) fået lortetjansen.

”Papirhåndklæderne skal frem.”

”Flyt venligst Deres røv.”

”Der er akut mangel på håndklæder i papirform på stue 19 D, så lad mig da for helvede komme igennem, okay?”

Folk synes ikke rigtig at tage sig af lille mig, der gjorde sit arbejde med stor entusiasme.

Så jeg brugte en smule vold, hvilket fik bragt mig frem til den lange gang med de store værelser, som var det sidste sted på sjette, jeg manglede at fylde op med håndklæder.

Der var ikke særlig mange på stuerne. Faktisk var de fleste tomme, så det tog ikke megen tid at få gjort mit job, siden jeg ikke hele tiden skulle stoppe op for at udveksle smalltalk med diverse patienter. Jeg havde efterhånden fået nok af ”Man kan slet ikke se, at der er midt i april. Sikke en skam med al den tåge” og andet ligegyldigt snak, som jeg egentlig helst ville være foruden.

Ikke at jeg ikke er glad for at være sammen med mennesker. Jeg var bare stadig høj på hormoner og havde egentlig mest af alt bare lyst til at tøffe hjem og ligger under dynen.

Ude foran døren til det sidste værelse hørte jeg en masse stemmer. Både mandlige og kvindelige. Forsigtigt bankede jeg på den hvide dør og kort efter døde al støjen ud, hvorefter et ”Kom ind!” fulgte. Jeg åbnede langsomt døren og fik øje på en hel klynge af mennesker. Der var noget orange hår, et par falske briller, en gul skoletaske, strikketrøjer, en bomber jacket af læder og meget, meget mere, som jeg ikke nåede at se, før jeg slog øjnene i gulvet og trippede ind i lokalet.

”Jeg skal bare lige fylde op med papirhåndklæder. Det tager kun et øjeblik,” forklarede jeg.

Der var mussestille i hele lokalet, hvilket var lidt underligt og ret ubehageligt, fordi det føltes som om, at alle kiggede på mig, derfor skyndte jeg mig at smide håndklæderne ind i deres holder og vende mig om, for at smutte ud af lokalet. Det hele gik meget godt, lige indtil jeg stod med fronten til hospitalsseng.

Min hjerne skulle lige bruge et øjeblik på at komme sig over det chok den havde fået. Den har aldrig rigtig opereret særlig godt med chok og sådan, så jeg skulle lige genstarte mig selv.

”Hej Kendall.”

Stemmen var velkendt. En smule for velkendt, men alligevel ikke helt identisk til hvordan jeg huskede den, men altså, jeg kunne havde husket forkert. Det var trods alt over et år siden, at jeg sidst havde set ham. Sidste januar, for at være helt præcis. Dengang han knuste min bedstevenindes hjerte på den mest grusomme måde tænkeligt.

”Hej Harry.”

____________________________________________________________________________________

A/N: Så kom den. Proper Punctuation Needed. Er I glade? Var starten okay? Glæder I jer? Havde I regnet ud, at det var Harry, hun mødte? Og hvad siger I til coveret? Jeg skiftede mening, for jeg havde rent faktisk lavet et og det var kommet i bloggen og alt muligt. Er det okay?

Oprindeligt havde jeg planlagt, at det første kapitel skulle være meget, meget længere end det her, men (som jeg slet ikke havde tænkt over da jeg satte datoen for udgivelsen) ramlede PPN sammen med SRO-skrivning, så det blev et kort kapitel. Men det er et kapitel og historien er startet og jeg glæder mig til at komme ordenligt i gang. Jeg håber inderligt, at I også glæder jer.

Lad mig, traditionen tro, give jer en hel masse spørgsmål, som... ja... bare er der:

Kendall bor med Posh. Hvordan har I det med det? Fedt? Trist? Hvad laver Samantha? Og hvad med Calla? Kommer vi nogensinde til at møde Kendalls forældre? Hvorfor i al verden har hun anskaffet sig en hund? Hvordan brækkede Harry benet? Og hvem er alle hans venner dog?

Har I en anelse om, hvad der kommer til at ske i næste kapitel? Hvis ja, så fortæl den endelig til mig!

Der er (jeg har ventet på at sige det her) LINKS I KOMMENTARENE.

I er danskvand til mig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...