Proper Punctuation Needed - One Direction | Heart Beats Harder 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Punktummer er noget, Kendall Burnwin har sat en masse af, men det største er nok det sidste. Dette punktum var, som de fleste andre punktummer, et punktum, og det skulle det meget gerne blive ved med at være. Til evig tid, mange tak. Der er bare et enkelt lille problem: Ting forandrer sig og lige pludselig bliver punktummer til kommaer, og ud af det blå ender en gammel idiot af en ven på sygehuset, fordi han har brækket benet. Hvad gør man så? Jo, man finder sin blyant frem og laver et nyt punktum. Hvad Kendall bare har glemt, er, at der for enden af en blyant også findes et viskelæder.

387Likes
386Kommentarer
31840Visninger
AA

9. Mysterious Midnight Meetings Part 2

Det var lykkedes mig at få Samantha til at gå hjem og smutte ud af døren inden Posh kunne nå at stoppe mig. Jeg følte mig ualmindeligt spionagtig.

40 minutter senere kunne jeg stå af bussen og, til min store glæde, blive gennemblødt (overdrivelse fremmer forståelse), fordi selvfølgelig regnede det.

Gør det overhovedet andet i England?

Med min jakke trukket halvt op over mit hoved og nakken akavet bøjet småløb jeg ned ad gaden indtil en bevægelse i skyggerne fangede mit blik. Langsomt stoppede jeg min Quasimodo-agtige spurt og kiggede mod den dunkle trappenedgang, hvor jeg havde spottet omtalte bevægelse tidligere. Jeg missede med øjnene og holdte en hånd skærmende over dem, for at regnen ikke skulle gøre mig blind eller noget andet åndsvagt som regn altid gør. Og der… der var det igen. Denne gang efterfulgt af en lyd.

”Kendall!”

Det gav et sæt i hele min gennemblødte krop og et forskrækket gips fløj ud af min mund inden jeg kunne nå at stoppe mig selv. Tøvende (fordi hvem i al verden tøver ikke med at gå hen til en mystisk skygge?) tog jeg et skridt frem mod trappenedgangen, så endnu et og så lige et til, indtil jeg kunne ane omridset af en fedoraklædt skikkelse hvis idiot-aura ikke var til at tage fejl af.

”Kendall?” spurgte den mørke idiot med åndsvag hovedbeklædning og trådte frem mod mig, ikke helt tæt nok til at være oplyst at lygtepælen, men heller ikke langt nok fra til at være en mørk skikkelse længere. Jeg kunne ane næsen, det viltre hår, den lange jakke og de brune støvler.

”Hvem ellers?” svarede jeg tørt og lagde armene overkors.

Skikkelsen trådte endnu et skridt frem og endte dermed i lyskeglen fra lygtepælen og vupti, et styks Harry Styles lige foran mig.

Ikke at var jeg overrasket. Den meget lidt kryptiske seddel havde ligesom afsløret det.

”Jeg håber ikke du skulle noget i aften?” sagde han og lagde hovedet en smule på skrå.

”Nu hvor du siger det, så havde jeg faktisk en aftale med min hånd, mit spejl og den bums jeg har fået på ryggen, så – ”

”Klamt. En smule sjovt, men hovedsageligt klamt.”

”Sådan er alt det bedste jo,” mumlede jeg og sendte Harry et anspændt smil.

Hvad fuck vil idioten?

Vi tilbragte de næste (plus/minus) tre minutter med bare at stå og stirre på hinanden inden jeg udbrød at jeg var drivvåd og at han i den grad ikke kunne være bekendt at få mig til at tage hele vejen til Primrose Hill for så at lade mig stå ude i lortevejret og fryse ihjel.

Det synes han så heller ikke rigtig at han kunne (”når du siger det på den måde Kendall…”), men han ville ikke lukke mig indenfor endnu. Der var nemlig noget han skulle fortælle mig først. Åbenbart.

”Inden du går ind,” begyndte han og satte en arm foran trappenedgangen så han spærrede vejen for mig, ”skal du vide, at der er et par mennesker indenfor.”

”Så du har inviteret mig til en fest?” spurgte jeg kritisk og trådte et miniskridt tilbage, så jeg ikke længere var i fysisk kontakt med ham.

”Ikke som sådan,” svarede han tøvende, ”jeg ved noget, som jeg synes, at du også skal vide.”

”Okay?”

Det forklarede så ligesom absolut intet, men ok Styles.

”Og jeg… du ved… havde ikke rigtigt helt lyst til… sådan… at være alene med dig…”

”Du havde ikke lyst til være alene med mig?” udbrød jeg og slog ud med armene.

Hvad?

Hvad?

”Du ved hvordan du bliver, Kendall…” sagde han langsomt og tog et skridt baglæns ned af trappen.

”Nej. Nej, det ved jeg faktisk ikke. Forklar endelig, Harry.”

”Du bliver altid bare så – ”

Altid?” indvendte jeg, ”jeg tror ikke du er i en position til at udtale dig om, hvordan jeg altid er. Vi har ikke set hinanden i over et år, husker du nok.”

”Det er rent faktisk løgn,” påpegede han og rettede sin pegefinger mod mig, ”jeg så dig for – ”

”Det er underordnet – ”

”Vil du godt holde op med at afbryde mig?”

”Du har lige sagt, at du ikke havde lyst til at være alene med mig. Jeg har ret til at afbryde, hvis det er det jeg føler for,” vrissede jeg og krydsede mine arme over mit bryst.

Harry holdt hænderne op i overgivelse og sukkede dybt. ”Okay, undskyld. Jeg tænkte bare at det ville være bedst med et sted med flere mennesker, okay?”

Jeg rystede på hovedet af hans forklaring, men gad ikke grave mere i det. Jeg ville bare ind og få tørret mit hår og måske stjæle et glas vin eller noget. ”Så lad os gå ind, okay?”

Han trak på skuldrene og vendte sig om. Med fjedrende skridt gik han ned af trappen med mig klods bag ham.

”Hvem bor overhovedet her?” spurgte jeg, da jeg passerede Harry som holdte døren åben for mig.

”Nick,” svarede han og var omhyggelig  med ikke at smække døren efter sig, ”Grimshaw altså.”

Fuck.

Hvor uheldig har man lov til at være?

Det var hipstervennerne.

Jeg var i en fancy kælderlejlighed (tænk at der findes sådan noget?) fyldt med Harrys hipstervenner der formodentligt var parate til at kvæle mig med deres high street fashion genbrugs snørebånd, grave et hul midt i Regents Park og begrave mig med pastelhårfarve, quinoa og dumme hunde med dumme, ironiske navne. Hvorfor? Fordi jeg måske muligvis ikke havde snakket særlig pænt om dem, imens de uheldigvis var til stede, sidste (og første) gang jeg så dem.

Hvor fedt.

Entréen jeg befandt mig i emmede af hipster-hed og jeg kunne nærmest smage den fancy vin som de meget fancy mennesker drak.

”Kom med ind Kendall,” sagde Harry som på en eller anden måde havde bevæget sig foran mig, hvilket jeg slet ikke havde opdaget fordi jeg havde været optaget af at kigge på et idiotisk fotografi af en mus der jagtede en kat.

”Præcist hvor mange mennesker er her?” spurgte jeg skeptisk.

Harry sagde en underlig lyd der lød lidt som ’meeeh’ og vippede hånden i luften, hvilket jeg valgte at oversætte til ”flere mennesker end hvad du vil bryde dig om, så derfor siger jeg det ikke”.

”Nice. Godt vi fik det på plads,” mumlede jeg og strøg forbi Harry.

Nick Grimshaws stue var underlig. Måske havde det noget at gøre med de mærkelige puder der var overalt i hans sofa og stole, eller også var det de mærkelige mennesker der gav stuen en aura af mærkelighed, eller også var det musikken der gjorde det. Jeg ved det vitterligt ikke, den var i hvert fald bare rigtig underlig og jeg brød mig ikke om at være der.

Så det var bare rigtig fedt for mig…

Hurtigt scannede jeg menneskemængden men det viste sig at være umuligt, for der var flere mennesker end jeg først havde antaget og ud af min øjenkrog så jeg Harry der var på vej ind i køkkenet.

”Glemt det Styles,” råbte jeg efter ham og skyndte mig at række en hånd ud efter ham, men inden jeg kunne få fat i ham var han forsvundet rundt om hjørnet.

Jeg stod som sømmet til gulvet. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre eller hvor jeg skulle gå hen. Få sekunder efter kom Harry tilbage med en flaske med vaniljevodka i den ene hånd og to shotsglas i den anden.

Min skepsis var enorm.

”Jeg forstår ikke dine hensigter,” sagde jeg klart og tydeligt da han ledte mig med ind i køkkenet igen.

Underlig, underlig dreng.

Harry sendte mig et blændende smil og pegede på mig som om han ville sige noget, men ombestemte sig så og begyndte at hælde alkohol i de to shotsglas. ”Det kommer du til, bare rolig.”

Med endnu et stort smil skubbede han det ene glas over til mig og løftede selv det andet med et fornøjet ”skål” til mig.

”Skål,” mumlede jeg tvært og forvirret, men løftede alligevel glasset op til mine læber og smed mit hoved bagover. Vodkaen brændte sig vej ned gennem min hals og efterlod mig med en underlig sød smag i munden.

Harry var enormt hurtig til at fylde glassene op igen og uden yderligere protest tog jeg endnu et shot. Sådan fortsatte det i et godt stykke tid indtil omgivelserne blev utydelige og mine og Harrys ord slørrede sammen til en utydelig mumlen og det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg havde lyst til at danse. Det prikkede i mine fingre og i mine fødder, jeg vippede utålmodigt med mine fødder og af og til kunne jeg ikke lade være med at rokke lidt frem og tilbage i takt til musikken.

”Du sagde du ville fortælle mig noget?”

”Fortælle og fortælle,” mumlede han slesk.

Jeg rynkede skeptisk øjnebrynene og sendte ham et tvært blik.

”Okay,” begyndte han, ”okay.”

”Okay hvad?” fnes jeg.

Hans øjne hvilede på mig i lang tid inden han rystede på hovedet og lagde armene på bordpladen. ”Du vil – vil du vide hvorfor duh er her?”

Jeg nikkede med overdrevne bevægelser og smækkede mit shotsglas ned i den mørkegrå stenbordplade.

”Okay,” sagde han og pegede på mig med en enorm arm- og håndbevægelse som han på en eller anden måde forlængende så han kunne få fat om vodkaflasken. ”Så kig derover.”

Harry nikkede i retning af entréen som lige knap var synlig fra vores position i køkkenet. Ivrigt vendte jeg hovedet og først kunne jeg ikke få øje på noget, så jeg missede med øjnene og der. Lige der.

”Din nar,” hvæsede jeg arrigt, ”din fede idiot!”

Harrys eneste respons var at grine stort til mig og vifte det fyldte shotsglas i mit ansigt.

”Jeg hader dig! Jeg hader dig, hader dig, hader dig!”

”Nej du gør ej,” grinede han. Insisterende pressede han glasset mod mine læber hvilket gav ham et irriteret suk tilbage. Alligevel tog jeg fat i glasset, fordi alkohol… og fordi jeg havde på fornemmelsen, at jeg desperat ville få brug for at være så fuld som overhovedet muligt.

Jeg skyllede hurtigt væsken ned og hoppede så ned fra barstolen, og inden jeg kunne nå at tænke mig om bød jeg Harry adjø. Ligeglad med folk omkring mig maste jeg mig vej gennem den tæt befolkede stue og stoppede først da jeg nærmest stod klods op ad ham.

”Louis,” sagde jeg fortvivlet og svajede lidt fra side til side da jeg lagde en hånd på hans skulder, ”shit.”

Og det var det sidste jeg sagde, inden min hjerne slog fra og resten af natten foregik uden jeg havde nogen som helst form for kontrol over den.

_____________________________________________________________

A/N: sååååe... det her skete. Glæd jer til det næste kapitel - that's where the story really begins. :)

Derudover har jeg lagt en sang ind, som er meget PPN-ish, så tjek eventuelt den ud.

Ingen links, Kendalls tøj er det samme som i sidste kapitel.

Lots of love!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...