Proper Punctuation Needed - One Direction | Heart Beats Harder 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Punktummer er noget, Kendall Burnwin har sat en masse af, men det største er nok det sidste. Dette punktum var, som de fleste andre punktummer, et punktum, og det skulle det meget gerne blive ved med at være. Til evig tid, mange tak. Der er bare et enkelt lille problem: Ting forandrer sig og lige pludselig bliver punktummer til kommaer, og ud af det blå ender en gammel idiot af en ven på sygehuset, fordi han har brækket benet. Hvad gør man så? Jo, man finder sin blyant frem og laver et nyt punktum. Hvad Kendall bare har glemt, er, at der for enden af en blyant også findes et viskelæder.

387Likes
386Kommentarer
32114Visninger
AA

8. Mysterious Midnight Meetings Part 1

 

Jeg kiggede modløst ned på min telefonskærm.

Eller min ødelagte telefonskræm, fordi den var ødelagt.

”Det her er simpelthen løgn,” peb jeg og sende Samantha et modløst blik der var ment til at skulle udstråle en dyb og inderlig lidelse.

Sam sukkede med blikket rettet mod sine psykologinoter imens hun taktfast slog den mørkebrune kuglepind mod underlæben. ”Hun er din mor,” var hendes svar, hvilket, undskyld mig, var et lortesvar.

”Tak for det meget nye og chokerende stykke information,” mumlede jeg.

Hun sendte mig et dræbende blik og skubbede sig ud fra bordet. ”Så lidt.”

Jeg rullede uimponeret med øjnene og slængede mine ben op over sofaryggen. ”Men det er jo ikke kun min mor. Det er også min far og hans kæreste og minde bedste forældre og Miles og min mors søster og hendes skide børn. Det er bogstavelig talt alle og jeg har virkelig ikke lyst til at skulle være sammen med hele min familie. Du har aldrig mødt hele min familie på én gang – de er forfærdelige, siger jeg dig.”

Denne gang var det Samanthas tur til at rulle med øjnene. Uden så meget som et ord mere om denne sag satte hun kurs mod entréen og trak sin jakke på. Jeg nøjedes bare med at kigge olmt i hendes retning, indtil hun vendte sig om og satte hænderne på hofterne.

”Kendall, seriøst, kom så,” beordrerede hun.

Uhøfligt, for resten.

”Nej,” kvækkede jeg stædigt og lagde armene over kors.

Jeg var lige blevet pålagt familie fødselsdag, (tak Miles… idiot) jeg havde ret til at synke ned på en 5-årigs niveau.

 ”Det er bare din familie, Kendall. Jeg er sikker på, at du overlever,” sagde hun med hovedet på skrå, ”og kom så, for det er dig der skal på arbejde – ikke mig.”

Med mundvige der vendte så meget ned af, at de næsten dannede en cirkel, rejste jeg mig op og traskede over til døren, hvor jeg hurtigt smuttede i min jakke. Skoene havde jeg beholdt på, hvilket havde været Samantha helt vildt meget imod. Derefter trak hun mig med ud af døren og afsted til Café la Coco.

 

”Forkert årstid,” var det første jeg hørte, da jeg trådte ind af trædøren til mit andet arbejde, efterfulgt af Porsches hæse latter.

”Hvad?” spurgte jeg undrende, og måske en smule irritabelt, hvem ved?

Sam sendte mig et usikker blik, inden hun langsomt bevægede sig hen mod baren, hvor Posh var i fuld gang med at skænke en fadøl. På trods af, at jeg nu boede med Posh og det havde betydet, at Sams var nødt til at tilbringe mere tid sammen med hende, var hun stadig ikke blevet helt tryg ved Posh. Det var sjovt. Samantha sendte mig hele tiden spørgende blikke, inden hun sagde noget til Porsche, søgte altid svar i mine øjne og mit ansigt (der for det meste prøvede på at skjule et grin, fordi, helt seriøst, det er altså sjovt), når Posh spurgte hende om noget.

”Du er bagud,” sagde hun, inden hun med et smil og to meget struttende bryster gav manden sin øl. Han kiggede selvfølgelig en ekstra gang på hendes attributter, men det gør de fleste nu.

Selv jeg gør, en gang imellem. Nogle gange så er de der ligesom bare og så… kigger man, det giver jo sig selv.

”I forhold til hvad?” spurgte jeg og slog mig ned på en barstol. Samantha, der var sakket lidt bagud (formodentligt fordi hun var meget intimideret af Porsches meget blottede bryster), kom tøffende bag mig og satte sig forsigtigt ved siden af mig.

”Vi er næsten i marts,” sagde hun som om det var indlysende og pegede så på mig med en solbrun (siden hvornår får man solbrune fingre om vinteren?) finger, som tegnede en cirkel om min overkrop. ”Det der er efterårsfarver, darling.”

”Pooosh,” udbrød jeg forarget og spidsede mine læber, ”jeg er ikke bagud, jeg er foran.”

”Kendall,” smiskede hun imens hendes øjne hvilede på mig, ”vi ved vist godt alle sammen, at du er bagud.”

Med et fnys rejste jeg mig op igen. ”Du skulle nødigt tale frøken-sort-i-sort-i-sort. I det mindste ved jeg hvad farver er. Du skulle tage og prøve det på et tidspunkt.”

Med den bemærkning vendte jeg ryggen til hende (og Samantha, den stakkel) og marcherede ud bagved, fordi ingen skal snakke sådan til mig.

Og fordi jeg skulle klæde om til arbejdstøj, men det siger vi ikke til nogen.

(vi har vist alle sammen fundet ud af, at jeg ikke er modetypen)

Inden jeg kunne lukke døren til personalerummet kunne jeg høre Posh råbe ”I det mindste har jeg en stil” og så grine endnu højere. Hvad der lige var så sjovt ved det, aner jeg ikke. Det var jo ikke sjovt. Overhovedet.

Ude bagved blev jeg mødt af en kok. Eller en kokkeelev. Jeg ved det ikke helt. I hvert fald hed (og det gør han stadig… formoder jeg da. Det er jo ikke til at sige om han har foretaget en navneændring eller er… død… eller noget) noget med Ja. Højest sandsynligt et eller andet spansk, fordi han lignede en fra Spanien. Eller måske Mexico. Eller Brasilien. Hvad ved jeg? Geografi har aldrig været min stærke side. I hvert fald mødt jeg ham ude bagved. Han kiggede flygtigt på mig, lod sine øjne kører en gang op og ned ad min krop, inden han sukkede dybt og vendte sig helt mod mig.

”Er du Kindall?” spurgte han undrende.

Det tog alt hvad jeg havde i mig, ikke at sige ”Jeg aner ikke hvem Kindall er, men hvis det er Kendall du leder efter, så kigger du på hende”. Det er ikke sødt at sige, sådan noget, så jeg gjorde det ikke, for hvis der er noget jeg er, så er det sød. Staklen prøver jo på at snakke engelsk, så skal jeg ikke ødelægge det for ham.

Selvom det kunne være sjovt. Rigtig, rigtig sjovt endda.

”Ja,” svarede jeg langsomt, måske en smule tilbageholdende, fordi det gik lige op for mig, at kokkeeleven Ja-et-eller-andet kendte mit navn (hvis vi lige ser bort fra den forkerte vokal, tak) hvilket de på ingen måde plejede at kunne.

”Jag har besked til dej,” forklarede han og stak hektisk en lille hånd ned i sin lille lomme.

Lille.

Det gik lige op for mig, hvor lille han egentlig var.

Tilbage til sagen; Ja-? fiskede et stykke krøllet papir frem fra sin lomme og foldede det hurtigt ud. Hans hænder rystede en smule, hvorfor ved jeg ikke helt, jeg er ikke ligefrem skræmmende, men det gjorde de.

”Majet kendt mand kom forbi. Han havde en besked til dej, Kindall,” sagde han og rømmede sig, ”Kindall – ”

”Skal jeg ikke bare tage papiret?” spurgte jeg og rakte min hånd frem. Ja-? smilede taknemligt til mig og overrakte mig den lille lap papir, inden han skyndte sig at smutte ud af lokalet. Jeg fik råbt et halvhjertet tak efter ham, men han havde allerede lukket døren til personalelokalet.

En smule skeptisk og en hel del nysgerrig glattede jeg det krøllede papir ud og lod mine øjne hvile på de kantede bogstaver, der fyldte den lille papirlap. Det eneste der stod, var mit navn, en adresse og et tidspunkt.. og en underskrift. Eller initialer. HS. Harry Styles.

Meget, meget kryptisk og meget, meget interessant.

Med et hurtigt blik i retningen af døren Ja-? var forsvundet ud af, stoppede jeg papiret i min taske og skyndte mig at tage mit forklæde på og skifte til noget mere arbejdsvenligt tøj. Da jeg kom ud fra personalerummet lignede Samantha en der havde sæt et spøgelse. Det viste sig, at det bare var Porsches bryster, så jeg tog mig ikke yderligere af det.

Resten af vagten tilbragte jeg i en heftig debat med mig selv, om hvorvidt jeg skulle mødes med den mystiske HS (bemærk sarkasmen) eller om jeg skulle lade være.

Det var en svær beslutning, tro mig. 

_____________________________________________________

A/N: Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige. Undskyld ventetiden? Den er ligesom ved at blive gammel.

Håber I stadig er med mig derude! :)

Så... et mystisk møde med en endnu mere mystisk person..... hvad kommer der nu til at ske? OG KENDALLS FAMILIE?! Jeg er såå spændt på at skulle skrive det kapitel. 

Jeg har hermed planlagt hvordan denne historie i hovedtræk kommer til at foregå - men det får I selvfølgelig ikke at vide. I er som altid velkomne til at gætte. Kommer Louis med? Hvis ja, hvordan? Hvornår? Hvad sker der, hvis de ser hinanden? Hvad hvis Harry og Samantha mødes?

Håber I glæder jeg til næste kapitel, som fortsætter hvor dette slap.

Knus og kys fra en meget træt Johanne

(Together We Could Shine er forresten blevet slettet... ved ikke lige hvad jeg ville med den?)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...