Proper Punctuation Needed - One Direction | Heart Beats Harder 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Punktummer er noget, Kendall Burnwin har sat en masse af, men det største er nok det sidste. Dette punktum var, som de fleste andre punktummer, et punktum, og det skulle det meget gerne blive ved med at være. Til evig tid, mange tak. Der er bare et enkelt lille problem: Ting forandrer sig og lige pludselig bliver punktummer til kommaer, og ud af det blå ender en gammel idiot af en ven på sygehuset, fordi han har brækket benet. Hvad gør man så? Jo, man finder sin blyant frem og laver et nyt punktum. Hvad Kendall bare har glemt, er, at der for enden af en blyant også findes et viskelæder.

387Likes
386Kommentarer
32187Visninger
AA

11. My Mission

 

Previously on Proper Punctuation Needed (fordi det skal siges på engelsk): Harry brækker benet fordi han spillede fodbold og bliver indlagt på Charing Cross, hvor Kendall møder ham og råber af hans venner. Derefter møder Kendall Zayn og hun komer til at tænkte på dengang hun mødte ham i en genbrugsbutik 7 måneder forinden, hvor hun så Eleanors navn på hans telefonskærm. Den næste Kendall møder er Perrie og en aften hvor hun keder sig ualmindeligt meget skriver de sammen og aftaler at tage i byen, hvor Zayn kommer med. Det ender med at de spiller Call or Delete hvor Zayn ringer til Kendalls mor og lader som om han er hendes kæreste og Kendall ringer til Louis og siger at han er verdens største røvhul. Louis ringer dagen efter og de snakker og det mærkeligt, senere er Harry inde for at få tjekket sin brækkede fod efter operationen og der undskylder han til Kendall og siger, at Louis også er ked af det. Kendalls mor arrangerer en familie kom sammen og det er Kendall meget lidt glad for, og hun tager på arbejde på Café la Coco hvor en af kokkeeleverne siger at en dreng har efterladt en besked til Kendall hvor der står en adresse og et tidspunkt og nogle initialer (HS). Kendall møder op på adressen og ser Harry, som inviterer hende med indenfor. Indenfor er tilfældigvis Nick Grimshaws lejlighed og der drikker hun sig mega fuld og så ser hun Louis. Dagen efter vågner hun op i sin seng sammen med ovenstående og pludselig er Samantha i lejligheden, og hun må for alt i verden ikke vide at Louis er der. Det viser sig at Louis skal til PR møde om 20 minutter og derfor bliver de nødt til at lægge en om hvordan han får sneget sig ubemærket ud af lejligheden. VÆRSGO!

 

Det er ikke særlig tit jeg får lov til at lege agent, fordi jeg sjovt nok ikke er FBI agent eller CIA agent eller Interpol agent, men da jeg skulle smugle Louis ud af min lejlighed kom jeg på en mission der ville være Mission Impossible værdig.

Jeg have forklaret Samantha at jeg gerne lige ville have et par underbukser på, fordi jeg ikke havde fået nogen på da jeg skulle tage tøj på, så derfor kunne jeg smutte ind på mit værelse for at konferere med Louis og planlægge hans flugtplan.

”Kan jeg ikke bare gå ud af døren?” spurgte han, ignorant som han nu var, og kiggede på mig som om han havde forslået en helt og aldeles genial plan. Hvilket han ikke havde, fordi nej, han kunne ikke bare gå ud af døren. Eller jo, det kunne han godt, og det skulle han også, men han kunne ikke bare, fordi han skulle transporteres uset hen til døren for derefter at gå ud af den, uset og ubemærket. Der var absolut intet bare over den her situation. Det var også hvad jeg fortalte ham.

”Nej, du skal ud af vinduet… hvad tror du selv? Selvfølgelig skal du ud af døren, men hvordan har du tænkt dig at komme hen til og ud af den, uden Samantha ser dig?” spurgte jeg med et løftet øjenbryn og armene over kors.

”Gå…?”

”Uden at blive set,” tilføjede jeg.

Louis kiggede spørgende på mig, som om jeg havde alle svarene, hvilket jeg ikke havde. Jeg havde sådan cirka -72 % af svarene, så jeg var bare slet ikke den rigtige person at kigge på. ”Er det ikke lidt ligegyldigt om hun ser mig eller ej?”

”Overhovedet ikke,” udbrød jeg og slog ud med armene, ”hvis Sam finder ud af, at jeg har været sammen med dig, igen, så får hun et føl på tværs. Hun associerer dig med Harry og jeg har vitterligt ikke lyst til at se hende gå tilbage til Harry-stadiet.”

”Harry-stadiet? Hvad skal det helt nøjagtigt betyde?”

”Det var bare… du ved, efter Sam fandt ud af det med Harry og Calla gik hun helt ned. Hun var så deprimeret. Det er ikke engang jeg en spøg, jeg var virkelig bekymret - hvorfor snakker vi om det nu? Skulle du ikke skynde dig?”

Louis blinkede overrasket, rystede på hovedet og nikkede så. Han fugtede sine læber, kiggede hen på døren der førte ud til gangen og rettede så blikket mod mig. ”Du distraherer, jeg lister?”

”Bedre end ingen plan,” mumlede jeg og drejede om på hælene. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, hvordan adrenalinen spredtes i min krop. Man skulle næsten tro at det var en rigtig mission jeg skulle på, at jeg var ved at træde ud i fjendeland.

”På tre,” hviskede jeg og tog fat i dørhåndtaget. Jeg var så nervøs at det var åndsvagt. Det var slet ikke nødvendigt at være nervøs.  

”En.”

Jeg kiggede på Louis, han kiggede på mig. Vi kiggede på hinanden.

”To.”

Vi tog en dyb indånding samtidigt.

”Tre.”

Forsigtigt åbnede jeg døren og listede ud i gangen. Jeg kunne høre lyden fra fjernsynet og Samantha der rumsterede rundt i sofaen. Bag mig kunne jeg høre Louis’ skridt og trægulvet der knirkede.

Fandens trægulv.

Vi nåede helt hen til stuen hvor sofaen heldigvis stod med ryggen til os (og Posh havde sagt, at det var et åndsvagt sted at stille den - ha), hvilket betød, at Sam også sad med ryggen til os. Med et hurtigt blik på Louis gik jeg hen til Samantha og lagde mine hænder på hendes skuldre.

”Sammie! Sammie, Sam, Sam,” grinte jeg og hoppede lettere (læs: mindre) elegant over sofaryggen og dumpede ned ved siden af min rødhårede veninde. ”Er det fedt fjernsyn?”

Sam trak på skuldrene og skiftede kanal. ”Det er Mythbusters og Cake Boss - hvad skal vi se?”

Jeg kiggede bebrejdende på hende, fordi det var ærlig talt et ondskabsfuldt spørgsmål at stille mig. ”Det ved jeg virkelig ikke. Mythbusters er fedt, men Cake Boss er kager.”

Hun kiggede på mig med rynkede øjenbryn. ”Cake Boss,” mumlede hun og rettede opmærksomheden mod fjernsynet imens hun skiftede kanal. Samtidigt benyttede jeg muligheden til at vinke til Louis for at fortælle ham at der var fri bane, hvorefter han listede sig hen til gangen og skubbede jeg helt op af væggen som en anden wannabe James Bond.

Det krævede alt jeg havde i mig ikke at slå en hånd for min pande.

Idiot.

Ved siden af mig havde Sam fundet TLC på fjernsynet og kiggede interesseret på skærmen. ”Se, selvom jeg synes de er dygtigt, synes jeg ikke rigtig der er noget særligt over deres kafer. De er store, men… for meget. Aaalt for meget.”

”Saam,” beklagede jeg mig, ”det er overdrevet blæret. Overvej lige at få sådan en gigant kage til sin fødselsdag. Det er nice. Fucking nice.”

Samantha trak på skuldrene. ”Jeg synes bare de bliver for meget. De ser næsten helt giftige ud. Se lige alt det pink fondant der - lidt ulækkert faktisk.”

”Det er ikke ulækkert. Fondant er fantastisk.”

Fondant er fantastisk. Sig mig ikke imod. Fantastisk. Fan-fucking-tastisk.

Louis kiggede desperat på mig da jeg kastede ham et blik over skuldrene. Jeg lavede en gestus med mine hænder og mit hoved der skulle betyde ’sorry, men hvad vil du have mig til at gøre’, inden jeg vendte opmærksomheden tilbage mod Sam, som havde præsteret at få Hector til at hoppe op i sofaen. Det ville Posh ikke blive glad -

Hector.

”Han skal tisse,” skyndte jeg mig at sige.

”Hvad?” spurgte hun, tydeligvis ikke forberedt på at jeg ville sige lige præcis det.

”Hector skal tisse.”

Hun løftede undrende det ene øjenbryn. ”Hvordan kan du se det?”

”Det er min hund, sådan noget ved jeg bare,” forklarede jeg og rejste mig op. ”Sååe, er tilbage om fem minutter, Posh dræber mig hvis han tisser i sofaen.”

Samantha mumlede ”Ja ja” og fortsatte så med at se Cake Boss med munden spidset som om hun ikke var tilfreds med de kager de lavede på fjernsynet. Hvilket hun heller ikke var, så det passer ganske glimrende. Selv præsterede jeg at løfte Hector op i mine arme og bære ham hen til gangen, hvor Louis åndede lettet ud og gjorde mine til at sige noget. Hvis ikke jeg havde rystet febrilsk på hovedet havde han garanteret ødelagt hele missionen. Efter at have givet Hector snor på åbnede jeg døren som larmede så ualmindeligt meget og så var vi ellers ude i trappeopgangen, mig med hunden og Louis med et fjoget smil.

”Sådan,” grinte han og nikkede anerkendende. ”Meget listigt.”

”Jeg ved det,” svarede jeg og gengældte det smil der spillede om hans læber.

Og så stod vi ellers der. Han skulle skynde sig, så han skulle gå, men før han kunne gå krævede det ligesom at vi skulle sige farvel og hvordan i al verden skulle vi lige gøre det? ’Tak for denne gang, Louis, det var mig en fornøjelse selvom jeg absolut intet kan huske. Ses du,’… nej vel.

”Såe,” begyndte han.

”Såe,” efterabede jeg i mangel af bedre.

Hvad fanden skulle jeg sige til ham.

”Farvel,” sagde han tøvende og fik det til at lyde som et spørgsmål. Eller, sådan lød det i hvert fald i mine øre.

Farvel kunne tolkes på flere forskellige måder. Farvel som i ’farvel for altid’, farvel som i ’vi siger farvel nu men vi ses helt sikker igen’, farvel som i ’ses vi igen?’.

Idiot.

Han havde spillet mig bolden og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle fortsætte spillet. Derfor rakte jeg hånden ud som for at give hånd på en omgang veludført sex uden at kunne huske selve akten, samtidigt med at han bredte armene ud. Det førte til et ualmindeligt akavet halvt knus halvt håndtryk, hvor jeg kom tættere på ham end hvad godt var. Jeg kunne lugte hans parfume, alkoholen fra i går, duften fra hans vaskepulver og den shampoo han brugte. Intet af det var lugte jeg kunne genkende (bortset lige fra den der lugt af alkohol, men det kunne vi vel godt have sagt os selv). Det sagde mig ikke rigtig noget. Lugtene virkede ikke familiære eller trygge eller noget. Alligevel så… nej… han var fremmed og jeg kendte ham ikke længere og jeg skulle ikke til at lære ham at kende igen. Det var slut nu. Slut. Punktum.

Hector peb utålmodigt og trak i snoren, og Louis og jeg slap hurtigt hinanden.

Louis rystede på hovedet og hans øjne mødte kortvarigt mine. Det var den samme gråblå som de altid har været.

”Farvel,” sagde igen og småløb ned af trapperne, og igen lød det som et spørgsmål. Og igen lå bolden hos mig.

Punktum, Kendall. Punktum.

_________________________________________________________

A/N: I know, lang tid siden. Same as usual. Prøver at oppe mig nu, fordi det gik op for mig, at hvis jeg en dag vil forsøge mig som rigtig forfatter så bliver jeg nødt til at være dedikeret til den historie jeg skriver, også selvom jeg måske ikke føler mig mega inspireret. Man kan ikke gå rundt og vente på at inspirationen kommer, det tager alt for lang tid. Nogle gange bliver man nødt til at være sin egen inspiration og så bare sætte sig ned og få skrevet. Hvilket så er det jeg vil prøve på.

Håber I kunne lide kapitlet, håber I glæder jeg til det næste.

Feriekram frooom Johanne. :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...