Proper Punctuation Needed - One Direction | Heart Beats Harder 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Punktummer er noget, Kendall Burnwin har sat en masse af, men det største er nok det sidste. Dette punktum var, som de fleste andre punktummer, et punktum, og det skulle det meget gerne blive ved med at være. Til evig tid, mange tak. Der er bare et enkelt lille problem: Ting forandrer sig og lige pludselig bliver punktummer til kommaer, og ud af det blå ender en gammel idiot af en ven på sygehuset, fordi han har brækket benet. Hvad gør man så? Jo, man finder sin blyant frem og laver et nyt punktum. Hvad Kendall bare har glemt, er, at der for enden af en blyant også findes et viskelæder.

387Likes
386Kommentarer
31704Visninger
AA

5. He's Here, They're There, We're Where? (Part 2)

 

Det var lidt som om min chef tænkte ‘hey, Kendall har for en gangs skyld en grund til ikke at ville på arbejde. Lad mig give hende endnu flere vagter, bare fordi jeg er verdensstørste røvhul’. Selvom jeg ikke anede hvem min chef var eller hvem der gav mig vagter, var jeg et hundrede procent sikker på, at det var lige præcis det han tænkte.

Og ikke hun fordi en hun ville have forstået mit dilemma.

Jeg var gået direkte fra Samanthas lejlighed over til arbejdet. Hele dagen havde jeg tilbragt på hendes sofa, imens hun vimsede rundt og gjorde rent, og kommenterede på min negativitet, hvilket ikke just gjorde noget for at gøre mig mere positiv.

Hun havde bare troet, at det var den tid på måneden og slået det hen som at jeg havde ualmindeligt ondt af mig selv. Sandheden var, at jeg frygtede arbejde senere den dag. Jeg vidste at Harry lå i en seng med sit åndsvage, brækkede ben, hvilket betød at der højest sandsynligt også var en (eller flere) af de andre drenge der. Chancen for at løbe ind i et styks medlem fra One Direction var derfor stor og det var noget jeg helt og aldeles ikke havde lyst til. Alt dette anede Sam selvfølgelig intet om, fordi landet lå ligesom sådan, at jeg ikke havde fortalt hende om det.

”Men Kendall, kan du ikke bare blive i et kosteskab eller noget?” spurgte Posh eftertænksomt.

Jeg kiggede kort undrende på telefonen i min hånd og rystede på hovedet. ”Jeg kan jo ikke gøre mit arbejde fra et kosteskab…”

”Så sig op.”

”Det er mit job. Derudover er jeg ikke engang sikker på, at jeg i realiteten er ansat, for lige pludseligt begyndte jeg bare at få vagter. Udover derudover; hvis jeg er lovligt ansat og alt det, så har jeg en måneds opsigelsesret, så at sige op ville hjælpe bagdele og garnnøgler.”

”Bagdele og garnnøgler,” mumlede Posh. ”Så er der ligesom ikke rigtig noget at gøre ved det.”

Jeg fnøs ned i telefonen og lagde på, for hun var ikke til særlig megen hjælp.

Foran mig tårnede Charing Cross sig hele vejen op til himlen og jeg sukkede dybt. Det her var virkelig noget, jeg ikke havde lyst til. Ironisk nok passerede jeg det røde skil der bød mig velkommen til hospitalet og jeg var lige ved at ninja-sparke det i smadder og spurte væk.

Sophie snakkede ikke til mig.

Eneste gode ting der skete den dag.

Det var lyspunktet, for at være ærlig.

Og nok sådan nogenlunde det eneste af slagsen, fordi fuck. Der var travlt.

Eller jeg havde travlt, for folk opførte sig fornuftigt og lod være med at falde og slå sig, eller sætte ild til gardiner, eller lade deres små børn lege med lyspærer, eller bruge hundelegetøj som substitut for en dildo (og ja, det er rent faktisk sket og ja, jeg var ved at falde sammen af kramper fordi det var virkelig sjovt. Det var også dengang jeg nær blev slået ned af en 40-årig kvinde der vraltede som en anden gås, fordi hundens plastikkødben åbenbart ikke havde lige så nemt ved at komme ud som det havde ved at komme ind, hvilket jeg måske, måske ikke lavede en joke omkring). Alt i alt var der ikke særlig mange patienter, men jeg havde aldrig nogensinde i mit liv haft mere travlt på arbejdet. Der var papirer der skulle i mapper, et medicinskab der skulle sorteres (og det er skab som i skab-på-størrelse-med-et-værelse skab… eller noget), journaler der skulle uddeles til forskellige kontorer og boybandmedlemmer der skulle undgås.

Så, som I nok kan se; en meget travl kvinde var hvad jeg var.

At sidde i receptionen var ikke engang afslappende, fordi en gruppe fans havde fundet ud af, at Harry var indlagt, fordi lorte The Sun absolut skulle stikke sin næse i alt hvad One Direction åbenbart foretog sig. I hvert fald var der jævnligt teenageskrig fra gaden og ambulancefolk der pænt bad dem om at gå deres vej, for så længe de ikke fejlede noget eller skulle besøge en indlagt, optog de bare plads der eventuelt kunne tænkes at blive nødvendig.

Nu befandt jeg mig så i et personalerum fordi jeg for få minutter siden var helt sikker på, at jeg hørte et styks pop stjerne på gangen og derfor flygtede herind. En af mine bedre beslutninger rent faktisk, for der var friskbrygget kaffe og ironisk nok kørte der genudsendelser af Scrubs på tv’et. Jeg havde derfor slået mig ned i sofaen med en kop dampende varm kaffe i hånden.

Jeg fortjente en pause efter al den flygten jeg havde været udsat for.

”Jeg er ret sikker på, at du ikke bliver betalt for at se urealistiske tv-serier om hospitaler.”

Forskrækket tog jeg mig til hjertet og drejede hovedet mod lyden.

”Hvor mange gange har jeg ikke lige bedt dig om ikke at snige dig ind på mig?” spurgte jeg bebrejdende og vendte opmærksomheden tilbage mod fjernsynet. ”Desuden synes jeg, at Scrubs udstiller hverdagen på et hospital ganske troværdigt.”

Daniel fnøs og traskede til sofaen, hvor han lod sig lange krop dumpe ned ved siden af min (mindre lange, men det er ikke noget vi taler om) krop.

”Du ser udmattet ud,” konstaterede han efter nogle minutters stilhed.

”Tak.”

Daniel lagde højre arm om mine skuldre og trak mig ind til sin krop. Det unødvendige væld af kuglepinde han bar rundt på i sin brystlomme stak mig ubehageligt i armhulen, men jeg var træt og muligvis en smule pylret, så jeg kunne godt leve med det.

”Hvad er der så med min yndlings krøltop?” spurgte han varmt.

Sådan er han bare. Han kan være lige så røv irriterende som han kan være omsorgsfuld.

”Træt,” svarede jeg. ”Den er træt.”

”Så er det godt den kan få sig en kop kaffe.”

Jeg nikkede med underlæben skudt ud og nippede til den varme drik.

På fjernsynet var J.D. i gang med endnu en af sine syrerede fantasiersom blev afbrudt af Dr. Cox.

”Sådan helt seriøst, er det at være læge så mere som Scrubs eller House?”

Daniel kiggede ned på mig og bed sig tænksomt i underlæben.

”Altså House er alt for dramafyldt. Alt for mange mysterier og løgne og intriger. Scrubs er… Scrubs. For overdrevet og komisk. Bland dem sammen og tilføj en meget lækker læge, og så har du Charing Cross.”

”Hvem er den lækre læge?”

”Sjovt,” mumlede han og smølfesparkede min øreflip.

”Så det du egentlig siger, er, at der ikke sker noget sjovt eller dramatisk? Livet på et hospital er røvsygt og total overvurderet?”

Han kiggede bebrejdende ned på mig og tsk-ede. ”Det er på ingen måde det jeg siger.”

”Men det lyder som om, at det er det du – ”

”Men det er det ikke. Lige nu, for eksempel, er det meste af sikkerhedspersonalet kaldt ind for at kontrollere hyæneflokken udenfor,” sagde Daniel triumferende.

Med et dybt suk begravede jeg mit hoved i mine hænder og sukkede så lige en gang til for god ordens skyld. ”Mind mig ikke om dem.”

”Har du for resten snakket med Harry?” spurgte han forsigtigt, som om han var bange for min reaktion på spørgsmålet.

”Jep,” svarede jeg og poppede p’et. ”Og jeg svinede ham til – og hans hipster venner. Jeg er ret sikker på, at Nick Grimshaw hader mig med stor passion nu, men altså. Fuck det, ikke? Hvem gider alligevel stå op klokken lort for at høre radio? Ikke mig.”

”Jeg har aldrig brudt mig om ham. Så noget af hans tv-show dengang det kørte – nope. Hele den der hår-ting han har gang i har jeg aldrig forstået.”

”Tak!” udbrød jeg. ”Sophie sidder og lytter til hans radioshows på computeren? Hvem gør det?”

”Sophie? Hende den mørkhårede med krøllerne?”

”Mhm.”

”Heller aldrig kunnet lide hende.”

Og derfor elsker jeg Daniel Waled, mine damer og herrer. Afsky de samme mennesker som mig, ja tak!

”Ved du for resten godt, at Harry skal opereres?” spurgte Daniel lidt efter.

Jeg nikkede kort og skulle til at sige noget, da Daniels dims (igen, den der lille sorte ting alle læger render rundt med som bipper hvis nogen har brug for dem) gav lyd fra sig. Med en beklagende mine rejste han sig op og trak mig med.

”Op med humøret, okay? Drik din kaffe og så er det hele bedre,” sagde han og kyssede mig flygtigt i håret, inden han fløj ud af rummet i en hvirvel af hvid kittel og kuglepinde.

Drik din kaffe og så er det hele bedre, ja… gid det var sådan.

 

Jeg stod med endnu et bæger kaffe jeg lige havde tanket fra en kaffemaskine på gangen, da jeg mærkede en blid prikken på min skulder.

”To sekunder,” mumlede jeg og tog et par servietter, inden jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med en pige jeg ikke havde set meget længe.

”Kendall,” grinede hun fornøjet og fugtede sine læber. ”Zayn sagde godt nok du var her.”

Det tog mig lige et par sekunder at kickstarte min hjerne. Jeg havde set hende i blade og på fjernsynet et par gange, men nu stod hun der lige foran mig med sit lyserøde hår og det var uventet.

”Perrie,” hilste jeg overrasket og blinkede benovet. ”Hej. Hej!”

Jeg fik stillet min kaffe fra mig og gav hende et ordentligt kram. Det var ikke fordi jeg havde været særlig tæt med hende – på nogen måde overhovedet – men nu hvor hun var her, var det som om jeg havde savnet hende.

”Det er bogstavelig talt år siden sidst,” grinede hun og vippede op og ned på sine hvide Dr. Martens. ”Hold da op.”

”Jeg har tendens til sådan lidt at forsvinde,” forklarede jeg, ”smutter bare lige ned i et hul et år eller to, tag dig ikke af det.”

Perrie rystede på hovedet og sendte mig et strålende smil. ”Jeg havde håbet på at rende ind i dig. Vi har snakket alt for lidt.”

”Om vi har,” medgav jeg og nikkede bekræftende. ”Men hvad laver du her? Jeg vidste ikke, at dig og Harry var tætte?”

”Det er vi heller ikke,” forklarede hun. ”Eller, det lød måske lidt forkert. Han er virkelig sød og jeg snakker godt med ham når vi er sammen og sådan, men det er vi ikke særlig tit.”

Jeg nikkede afventende, fordi hun manglede ligesom stadig at give mig en forklaring.

”Og jeg er her med Zayn. Han skulle forbi med en oplader til Harry.”

”Nåå.”

”Så ja. Det er hvad jeg laver her – hvad med dig?” kvidrede hun glad og kørte en hånd gennem det kraftigt farvede hår.

”Arbejder,” svarede jeg tøvende og gjorde gestus mod mit lyseblå hospitalstøj. ”Men godt spørgsmål, ellers.”

Med en overdreven bevægelse slog hun sig selv i panden og grinede undskyldende. ”Okay. Ja. Det var mig der ikke lige tænkte mig om.”

”Det hænder,” medgav jeg og sendte hende et smil.

Uden jeg egentlig havde opdaget det, var vi begyndt at gå mod receptionen. Jeg havde endda fået min kaffe med og jeg kan for alt i verden ikke huske hvornår jeg tog fat i den igen.

”Hvad skal du så efter i aften?”

”Sove,” svarede jeg, ”meget. Og så måske lige spise… og så sove lidt mere.”

”Lyder… produktivt,” sagde hun med hovedet på skrå. ”Men jeg bliver nødt til at løbe nu, så vi ses. Skriv lige til mig så vi rent faktisk kan ses, okay?”

”Okay.”

Lover du det?”

”Jeg lover det.”

Endnu en gang sendte hun mig et smil der lyste hele hendes ansigt op. Selv hvis jeg ikke havde villet smile tilbage, ville jeg have gjort det, for hendes smil er nok det smittende smil man kan blive udsat for.

”Vi ses, Kendall, okay?” sagde hun igen, imens hun begyndte at gå baglæns. ”Jeg skal virkelig skynde mig, men skriv. Skriv, skriv, skriv!”

Jeg rystede misbilligende på hovedet, men smilet om mine læber var ikke til at tørre af.

”Hvordan skal jeg skrive til dig?” råbte jeg til hende.

”Facebook,” svarede fra den anden ende af rummet. ”Og du har lovet!”

Med den ene arm i vejret gav jeg hende thumbs up og så var hun væk.

En smule overrumplet tøffede jeg hen til receptionen og dumpede ned på min kontorstol. Det var uventet, det her. Det havde jeg ikke lige regnet med. Det er med at Sophie der ikke snakkede til mig var dagens eneste lyspunkt – løgn.

”Kender du Perrie Edwards?

Når man taler om djævlen.

”Stop dig selv Sophie.”

______________________________________________

A/N: Nyt kapitel... og skal vi sige medium ventetid? Den var da ikke så frygtelig lang.

Så nu har vi både mødt Perrie, Zayn, Miles, Daniel, Samantha (ikke decideret, for hun var med i et flash back og blev nævnt i kapitlet, men det gælder, okay?) Posh og Harry, hørt om Louis og Eleanor er blevet nævnt en enkelt gang. Vi får lige så stille alle folk med i historien igen. Hvem bliver monstro den næste, så?

Perrie og Kendall!! Jeg er så voldsomt glad for, at jeg nu endelig kan få hende med i historien igen. 

Kunne I lide Daniel?? Jeg blev næsten helt forelsket da jeg sad og skrev det... lol mig. Hvis I ikke kan huske det, så ligner Daniel den mega dejlige Brant Daugherty.

Skriver Kendall til Perrie? Får vi på noget tidspunkt noget som helst at vide om Calla? Kan I huske Zayn og Kendalls skænderi tilbage i Telephone Troubles? Hvad skete der med det? Hvor tror I det næste kapitel kommer til at foregå? Hvad kommer der til at ske? Og yndlings linje i kapitlet?

Scrubs er en komedie/drama serie der foregår på et hospital. House er mere drama-agtig, men den har jeg ikke set så jeg ved kun hvad referater har fortalt mig. The Sun er en engelsk avis/et blad der tit og ofte skriver nogle lidt overdrevne artikler der ikke heeelt er sande og det tv-show med Nick Grimshaw hedder Sweat the Small Stuff. Det var vist det.

Der er link til Perries tøj i kommentarerne - Kendall tøffer bare rundt i scrubs (hospitalstøj). Undskyld taste- og stavefejl, men jeg har en lille smule tømmermænd så intet er læst igennem.

Knus og kram!

Hvornår får I forresten sommerferie? Eller har I fået? Skal I op i nogle eksaminer i år? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...