Proper Punctuation Needed - One Direction | Heart Beats Harder 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Punktummer er noget, Kendall Burnwin har sat en masse af, men det største er nok det sidste. Dette punktum var, som de fleste andre punktummer, et punktum, og det skulle det meget gerne blive ved med at være. Til evig tid, mange tak. Der er bare et enkelt lille problem: Ting forandrer sig og lige pludselig bliver punktummer til kommaer, og ud af det blå ender en gammel idiot af en ven på sygehuset, fordi han har brækket benet. Hvad gør man så? Jo, man finder sin blyant frem og laver et nyt punktum. Hvad Kendall bare har glemt, er, at der for enden af en blyant også findes et viskelæder.

387Likes
386Kommentarer
31704Visninger
AA

4. He's Here, They're There, We're Where? (Part 1)

 

Vi havde øjenkontakt. Direkte øjenkontakt og tanken "flygt" fór gennem mit hoved. Set i baksejlet ville det nok egentlig have været det klogeste at gøre.

Derfor har I nu nok regnet ud, at jeg ikke flygtede. En gang imellem burde jeg lytte til min hjerne. Bare et enkelt gang imellem, fordi det hænder at den har ret og ja… når den har ret burde jeg rette mig efter den.

Det gjorde jeg ikke.

Hvilket vi allerede har fået konstateret.

Zayn fastholdte mine øjne. Det føltes som om han spandt en snor mellem hans og mine pupiller og jeg kunne umuligt kigge væk, selvom jeg rigtig, rigtig gerne ville.

Det var kun to dage siden jeg stod ansigt til ansigt med Satans avl, også kendt som Harry jeg-knepper-min-kærestes-bedste-veninde Styles, og jeg var ikke parat til at være i en radius af fem meter på selveste Zayn Malik.

Jeg gentager; jeg var ikke parat.

Pudsigt som universet ikke synes at tage højde for det.

Vi stod begge total stille – det var nærmest som om vi var frosset fast til jorden; Mig med hånden på dørhåndtaget og den ene fod inde på hospitalet, den anden stadig ude på fortovet. Han med begge fødder solidt plantet i jorden og en stak papirer i hånden.

Sådan stod vi i længere end hvad passende var, indtil jeg blev skubbet til side af en mand i jakkesæt som var ualmindeligt tæt på at modtage en lussing af mig. Jeg vaklede på benene, mumlede noget alla ”fucking idiot” efter manden og blinkede hurtigt, hvilket brød den trancelignende tilstand vi havde befundet os i. Zayn kiggede sig flygtigt omkring inden han tog en dyb indånding og gjorde et kast med hovedet mod gangen. Halvt ufrivilligt og halvt pissehamrende nysgerrig tøffede jeg i den givne retning, undgik Sophie der præsterede at løfte et på samme tid uimponeret og helt igennem ekstatisk øjenbryn i min retning og endte med at stå lige foran et styks pop stjerne med højt hår, som jeg ikke havde set i syv måneder.

”Hvad, øhm… du ved… hvad skylder jeg æren?”

Han trak på skuldrene og rettede på sin læderjakke. ”Tænkte bare du skulle vide, at Louis er her.”

Jeg spidsede mine læber og lagde armene over kors. ”Og hvad får dig til at tro, at jeg er interesseret i at vide det?”

”Jeg troede bare… altså I – ” begyndte han uforstående med et forvirret udtryk malet i hans ansigt.

”Jamen så troede du – ”

Dyb vejrtrækning Kendall.

Dyb. Vejrtrækning.

”Tak. Jeg sætter pris på det, så undskyld. Og hej, for resten – længe siden,” fik jeg fremstammet lidt efter.

Et svagt smil spillede om hans læber, da han sagde: ”Sådan cirka syv måneder. Og hej.”

”Men altså, jeg… øhm… skal egentlig på arbejde, så… ses nok, ikke?”

Zayn nikkede som afsked, men lignede en der havde en del mere på hjertet.

Det er hidtil nok det mærkeligste sammenstød jeg nogensinde har været udsat for; ovre før det begyndte.

”Du kender Zayn Malik,” hviske-råbte fucking Sophie ind i min øregang klokken halv 11 om aftenen den 28. januar (2014, for at være sådan helt… ikke præcis, fordi et årstal siger mindre om en dato, end en dato sjovt nok gør, men på den anden side kunne man måske, hvis man tilfældigvis viste sig at være lettere totalt dum i hovedet, tage fejl og tro, at jeg snakkede om den 28. januar 1982 eller den 28. januar 2021), selv samme dag jeg mødte omtalte person.

Nej, Sophie, jeg kender ham ikke. Han trak mig bare til side fordi mit hår er grønt. Hvad i al verden tror du selv?

Sinke, mand.

”Kendte,” forklarede jeg ret ligeglad og fortsatte med mit heftige spil 7 kabale på computeren.

Vigtige sager siger jeg jer.

”Kan du introducere mig?” spurgte hun meget alvorligt.

”Kendte, Sophia, kend-te – så nej,” svarede jeg fraværende og skubbede musen fra mig, da jeg ikke havde flere mulige træk og manglede en lorte knægt, der med sikkerhed lå under hjerter ti.

Hjerter.

Lorte hjerter.

 ”Nå,” svarede hun med næsen i sky og gav sig til at tjekke lægernes patienttider for i morgen.

Arbejdsnarkoman.

To spil syvkabale og en kop kaffe senere, begyndte min lille sorte maskine som jeg aldrig nogensinde har fundet ud af hvad hedder, men alle på et hospital rander rundt med sådan en, at bippe.

 Burnwin, Kendall: stue 317

Og pis og møg da også. Præcis det værelse jeg havde undgået hele dagen.

”Soph?” prøvede jeg med sukkersød stemme.

Typisk at det lige præcis skulle være nu, jeg havde brug for en tjeneste fra hendes side af.

Voldsomt, voldsomt typisk.

”Øhm, nej, Kendall,” svarede hun iskoldt.

Og så var der ligesom ikke særlig meget at gøre. Modvilligt rejste jeg mig fra min trygge, blå kontorstol og bevægede mig i sneglefart mod trapperne, udelukkende af den grund, at det ville tage længere tid at bestige adskillige etager på trapperne, end at tage elevatoren og jeg havde for alt i verden brug for den ekstra tid jeg kunne få.

Da jeg endte op foran dødens værelse, bankede mit hjerte ekstra hårdt i min brystkasse. Jeg prøvede hele tiden til at sige til mig selv, at jeg skulle slappe af. At jeg skulle tage det roligt og jeg da var den person her, som havde allermindst grund til at være nervøs.

Forsigtigt bankede jeg på den hvide dør og åbnede den på klem. Indenfor lignede det i den grad sig selv. Hvidt, sterilt, rent. Det lignede en hospitalsstue, hvilket også var lige hvad det var. Der var langt færre mennesker end sidst, hvilket jeg var lykkelig for. Jeg havde ikke ligefrem et voldsomt behov for at stå ansigt til ansigt med de mennesker, der så mig flippe skråt på Harry. Den eneste person i rummet ud over Harry, der lå og sov, var Zayn.

Med en dyb indånding der gerne skulle give mig modet til at træde ind på værelset, skubbede jeg døren helt op. Zayn vendte sig tøvende rundt og sendte mig et velkommende smil.

”Hej,” hviskede han lavmælt og skævede til den sovende idiot med benet i slynge. ”Tak fordi du kom.”

”Det er ligesom mit job,” svarede jeg afværgende og løftede spørgende et øjenbryn. ”Men nu hvor jeg er her, hvad skal jeg så hjælpe med?”

”Det er bare de her papirer,” forklarede han og holdte den stak papir han også havde haft tidligere, op i luften. ”Den er til en eller anden læge tilknyttet Harry. Jeg ved bare ikke lige hvem det er. I hvert fald skulle han havde de her papirer og så tænkte jeg, at du måtte kunne finde ud af det for mig.”

Jeg rynkede øjenbrynene. ”Du kan ikke huske hvem hans læge er?”

Han rystede på hovedet.

”Super flot Zayn,” fnøs jeg.

Zayn trak bare på skuldrene og rakte mig papirerne.

Med en hovedrysten tog jeg imod papirerne og skimtede hurtigt det øverste. Godt nok er jeg ikke læge eller noget som helst der bare minder om, og jeg er ikke vant til at tyde sådanne papirer, men ordet operation sprang mig i øjnene og så kunne jeg simpelthen ikke holde nysgerrigheden tilbage længere.

”Hvad har han egentlig lavet?” spurgte jeg hurtigt.

Zayns mundvige trak op i et fornøjet smil. ”Spillet fodbold,” svarede han og udstødte en blanding af et grin og et fnys. ”Han spillede fodbold og trådte på bolden, og så lå han bare på jorden og havde åbenbart brækket benet.”

”Hold nu kæft en idiot mand,” mumlede jeg vantro og sendte den sovende Harry et uimponeret blik.

 ”Han er ikke særlig koordineret, ser du.”

”Det siger du ikke.”

En kvælende stilhed lagde sig over rummet. Der var ét spørgsmål der havde luret bagest i mit hoved lige siden jeg mødte ind – lige siden jeg havde snakket med Zayn, men jeg havde nægtet at tænke det. Nægtet at overvejer muligheden, at han stadig var her.

Fordi han skulle ikke være her. Fucking her. På mit arbejde.

Inden jeg kunne nå at stoppe mig selv, slap ordene alligevel over mine læber. ”Er han her sta – ”

”Nej. Nej, han tog hjem for en time siden,” skyndte han sig at sige.

Jeg fugtede mine læber og nikkede. ”Godt,” mumlede jeg og holdt papirerne tættere ind til mit bryst.

”Super.”

______________________________________________________________________________________

A/N: Okay, så opdatering. Og hurtigt. Det er nyt.

Nej, det er ikke et langt kapitel, men lige pt. er det meget mere overkommeligt for mig, at skrive korte kapitler. Så får jeg dem skrevet og så får jeg opdateret, og så kan jeg ligesom mærke, at historien går fremad og det giver mig motivation her for tiden.

Kunne I lide kapitlet? Der skete godt nok ikke særlig meget, men Louis blev nævnt og vi mødte Zayn sådan for alvor og hvor mærkeligt var det ikke lige? Hvorfor var deres samtaler så... både naturligt men også sådan lidt kolde? Harry brækkede benet ved at spille fodbold. Hvad lød jeres teorier på? Og han skal opereres, hvilket betyder masser af tid til hospitalshygge. Er det fedt? 
Hvad tror I, at der er blevet af Perrie?

Til sidst: Hvad var jeres yndlings sætning i kapitlet?

Der er links i kommentarerne (men det er det samme link som til sidste kapitel, så det er ikke særlig spændende).

Kram og oliven fra Johanne af (fordi jeg har kværnet et helt glas oliven imens jeg afsluttede kapitlet).

Og igen, jeg ved ikke hvorfor jeg siger part 1 i stedet for del 1.?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...