Proper Punctuation Needed - One Direction | Heart Beats Harder 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Punktummer er noget, Kendall Burnwin har sat en masse af, men det største er nok det sidste. Dette punktum var, som de fleste andre punktummer, et punktum, og det skulle det meget gerne blive ved med at være. Til evig tid, mange tak. Der er bare et enkelt lille problem: Ting forandrer sig og lige pludselig bliver punktummer til kommaer, og ud af det blå ender en gammel idiot af en ven på sygehuset, fordi han har brækket benet. Hvad gør man så? Jo, man finder sin blyant frem og laver et nyt punktum. Hvad Kendall bare har glemt, er, at der for enden af en blyant også findes et viskelæder.

387Likes
386Kommentarer
32111Visninger
AA

2. Hello, Holy Hipsters

 

”Hej Kendall.”

Stemmen var velkendt. En smule for velkendt, men alligevel ikke helt identisk til hvordan jeg huskede den, men altså, jeg kunne havde husket forkert. Det var trods alt over et år siden, at jeg havde set ham. Sidste januar, for at være helt præcis. Dengang han knuste min bedstevenindes hjerte på den mest grusomme måde tænkeligt.

”Hej Harry.”

Min mund stod halvt åben, imens jeg stirrede blankt på drengen foran mig, hvis gipsindpakkede ben hang I en slynge fra loftet.

Idiot.

Kæmpe idiot, mand.

”Hva – jeg… må videre,” mumlede jeg og tvang mit blik fra ham.

Han var blevet en smule bredere siden jeg sidst så ham. Lidt mere muskuløs og der var i den grad flere tatoveringer, end jeg huskede. Ikke at noget af det kom som en nyhed, fordi selvom jeg ikke havde haft nogen som helst form for kontakt med ham i over et år, var det umuligt at undgå at se ham på forsiden af alle de skide magasiner og blade, som hang i kioskerne, lå i venteværelset, som (fucking) Sophia altid sad og borrede sin perfekte og ambitiøse næse ned i. Jeg havde set hans ansigt og overkrop og arme og ben nok gange til ikke at blive overrasket over de forandringer, der var sket.

Jeg havde vendt mig om og var på vej hen til døren, da Harry kaldte efter mig.

”Kendall, vent. Hvordan… hvordan har du haft det?” spurgte han stilfærdigt.

Tøvende lavede jeg en 180o vending, imens jeg knugede den sidste pakke papirhåndklæder hårdt i mine arme. Jeg blinkede langsomt, for jeg havde håbet på, at vi bare kunne ignorere det faktum, at vi kendte hinanden.

(se venligst bort fra det faktum, at han kunne mit navn. Mindre detalje)

”Fint,” svarede jeg med et falsk smil og gjorde mine til at gå min vej igen, da han pludselig begyndte at rykke på sig i hospitalssengen, som om han prøvede at komme op og stå.

”Bliv liggende din idiot – du er simpelthen så uintelligent,” sukkede jeg, imens jeg stak den ene af mine hofter ud. ”Er der noget du vil?”

De seks andre mennesker i lokalet havde ikke sagt et pip, lige siden jeg trådte ind i lokalet. Hvilket, for at være ærlig, kun var for et minut siden, men alligevel.

Det lignede, at der var omkring 17 forskellige ting, som Harry gerne ville sige, som alle kæmpede om at blive sagt først. ”Jeg har brækket benet.”

Jeg glippede med øjnene, fordi det var åbenlyst og hvis det var det han ville, var det så sandeligt et enormt spild af min kostbare tid.

”Som jeg sagde; idiot.”

”Tak,” svarede han og et nervøst smil spillede om hans lyserøde læber. En enkelt smilehul tittede frem på hans venstre kind og jeg hadede ham for at se så helt i gennem sød ud.

”Kan jeg gå?”

Harrys øjne kiggede skiftevis på døren og mig, som om han overvejede, om han ville lade mig gå.

Fri vilje, havde jeg lyst til at sige til ham. Hvis jeg ville gå, så kunne jeg bare gøre det. Han behøvede ikke at give mig tilladelse.

Han skulle lige til at åbne munden, da en af tilskuerne brød ind. ”Er det Kendall Kendall?”

Med hovedet på skrå vendte jeg mig om mod stemmen, som jeg ikke genkendte.

Kendall Kendall?” spurgte jeg forvirret og lod blikket glide over personen foran mig. ”Hvad mener han med Kendall Kendall?”

Ikke at jeg ville have noget imod det, hvis der var en anden Kendall i Harrys liv, fordi Jesus Kristus altså, det er et navn og folk har lov til at bære det. Derimod vidste jeg ikke helt hvordan jeg havde det med, at hans venner vidste hvem jeg var.

Specielt ikke venner, jeg vidste, hvem var.

”Øhm… Nick?”

Nick Grimshaw kiggede irriteret på sin nogenlunde 10 år yngre ven, inden han trak på skuldrene og satte sig ned på en af de lysebrune fletstole med læberne svagt krøllede, som om han da også bare var fuldstændig ligeglad med alt det her.

Lige siden jeg første gang så ham på fjernsynet, har jeg afskyet ham. Det er næsten blevet en knust, faktisk.

Jeg rystede på hovedet. Det her havde jeg egentlig ikke rigtig lyst til at være en del af. Harry havde ikke været en del af mit liv i et helt år nu, det behøvede rent faktisk ikke at ændre sig.

”Jeg går nu…” meddelte jeg kortfattet og snurrede rundt mod døren. Harrys stemme stoppede mig, inden jeg nåede at tage fat i håndtaget og flygte ud i friheden.

Eller noget.

”Vent… øhm… Kendall… vil du ikke sige hej? Til mine… venner, altså?”

Irritationen byggede sig op i mig og jeg kæmpede imod den. Der var ingen grund til, at jeg skulle til at blive bitchy nu.

Ikke at jeg er en bich, Harry fremkalder bare den side af mig.

Han havde fucket mit og Callas venskab totalt op (for slet ikke at nævne Sams og Callas) og det tilgav jeg ham aldrig for, men jeg var bedre end det. Jeg kunne tage det her som en (nogenlunde) voksen og gå herfra med min værdighed i behold.

Det kunne jeg sagtens.

”Hej, Harrys venner. Jeg er åbenbart Kendall Kendall og jeg har ikke snakket med jeres popstjerne i over et år nu – og nej, det er ikke et glædeligt gensyn.”

Men altså, dermed ikke sagt, at jeg ikke kunne udtrykke mit had overfor drengen med krøllerne. Det var jeg i min fulde ret til at gøre.

Harry åbnede munden for at sige noget… muligvis for at introducere hans venner, men jeg kom ham i forkøbet.

”Og du er Nick Grimshaw,” begyndte jeg med en finger rettet mod, gæt engang, Nick Grimshaw. ”Jeg aner ikke hvem rødhætten er – ”

”Mit hår er orange,” rettede kvinden tvært, hvilket jeg helt og aldeles valgte at ignorere.

”Og du er en model. High fashion vil jeg skyde på, at dømme efter hvor fucking tynd du er. Alle jer andre har jeg absolut ingen anelse om hvem er, men hyggeligt at møde jer. Sådan nogenlunde hyggeligt i hvert fald.”

14 øjne var rettet mod, alle store og fulde af vantro.

Det lignede i hvert fald, at de var fulde af vantro.

Eller en anden følelse der udtrykker ”det sagde hun bare ik’ lig’. Hvem tror tøsen egentlig hun er?”.

”Kendall, det var meget uhøfligt,” sagde Harry lidt efter med en meget lille og forsigtig stemme.

”No shit Sherlock,” vrissede jeg, fordi ja, det var pisse hamrende uhøfligt og jeg vidste det udmærket godt, men hvad fanden skulle jeg gøre? I et helt år havde mit had til den dreng i hospitalssengen bare fået lov til at vokse og vokse. Jeg havde set, hvor lang tid det havde taget Samantha at komme over ham. For helvede da også, hun var ikke engang kommer over ham endnu, så ja, jeg var uhøflig, og nej, hans venner fortjente det ikke, men det var min måde at reagere på, så moral og etik kunne rende mig.

”Kunne du ikke tænke dig at være lidt mindre – ”

”Fucking nej, Harry. Jeg kunne ikke tænke mig at være lidt mindre sur eller vred eller hadsk eller bitchy, fordi hvis nogen her i verdenen fortjener det, så er det dig.”

Jeg kunne sagtens have fortalt ham, hvordan Samantha havde brugt flere måneder på at gå i alt for stort tøj, drikke et morgenshot, et toiletshot, et fjernsynsshot, og så videre. Jeg kunne have fortalt ham hvordan hans gerninger havde smadret venskabet mellem mine to bedste veninder og jeg kunne havde fortalt ham, præcist hvor meget jeg hadede ham for det, men jeg havde sagt nok.

Eller det troede jeg i hvert fald, at jeg havde.

”Men det gør mine venner ikke.”

Harry The Protector – hvor stort et menneske han dog er.

”Det kan meget vel være,” begyndte jeg med monoton stemme og blev afbrudt.

”Hvorfor snakker du så ikke pænt til dem?”

Her knækkede filmen. At han turde. At han kunne få sig selv til at sige det.

”Som om jeg gider at have noget som helst forhold til dig og dine stupide hipstervenner,” snerrede jeg med sammenbidte tænder og flåede det tynde stykke papir, der hold stakken af papirhåndklæder sammen, i stykker.

Han kiggede på mig med store øjne og åben mund – generelt bare et forvirret ansigt, hvilket ikke var noget, der klædte ham, men hvad fanden i helvede havde han dog regnet med?

Åbenbart ikke det her, men det var, hvad han kunne få.

”Kenda – ”

”Nej,” afbrød jeg og holdte afvisende en hånd op. ”Jeg orker ikke at høre på noget som helst af dit pis. Og fuck dem, jeg er ligeglad med dig og alle de fucking wannabe-originaler, der er besatte af alt der ikke er mainstream og går med strikketrøjer så langt oppe i røven, at der ikke er mere fucking tarm tilbage.”

På den bemærkning smed jeg de løse papirhåndklæder på gulvet for en øget dramatisk effekt og strøg ud af rummet i mit lyserøde hospitalstøj.

____________________________________________________________________________

A/N: Nyt kapitet whooot whoot (og det skulle forestille at være en imitation af en færge. spørg ikke).

Det tog sin tid, ja. 26 dage for at være helt præcis, men i mellemtiden har jeg opdateret In The Process Of Learning (ikke særligt diskret forsøg på at få jer til at læse den), så jeg håber det går an. Jeg er i hvert fald en smule stolt af mig selv over, at have opdateret tre (ja TRE) gange på EN måned. Måske går det fremad med hensyn til ventetiden på mine opdateringer. Det ville i hvert fald være skønt.
Jeg beklager at kapitlet er så kort, men historien er lige begyndt og jeg har af en eller anden grund svært ved liiige at få kapitlerne til at nå de 3000 ord som jeg normalt stræber efter. Det kommer senere, det er jeg sikker på, så I må meget gerne være lidt overbærende med mig.

Spørgsmål (selvom der ikke rigtig er nogle):

- Var Kendall lige en bitch eller hvad?

- Fortjente Harry det?

- Snakker Kendall stadig med Calla?

- Skal vi snart se Miles igen?

- Gad vide hvem vi møde i næste kapitel? (det er en person af hankøn, men ikke nødvendigvis den mest åbenlyse)

- Hvilken historie vil I  gerne have, at jeg opdatere næste gang? Denne, Mad Love eller ITPOL? (jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad jeg vil med Lights Off).

Dernæst; holy sh*tt*ng ****.
undskyld mig
272 læsere? 147 likes? på 26 dage? på min historie? Jeg kan vitterligt ikke forstå det. Og så er den på forsiden. På F-O-R-S-I-D-E-N folkens. Er i overhovedet klar over, hvor meget det betyder for mig? Jeg har endda taget et billede af det og alt muligt. I er fantastiske, det er I virkelig. Og fordi jeg er helt igennem plat og åndsvag og latterlig i dag, gør jeg mig selv til grin og siger; skal jeg lave en Liam Payne? Det tror jeg nok jeg skal: "I'd like to say a massive thank you to all of my fans".

Undskyld. Jeg beklager virkelig, men jeg kunne ikke lade være. Det kæmpede sig ligesom bare vej ud gennem mine fingre, you know, sådan noget sker.

Jeg har allerede sagt (skrevet, Johanne) alt, alt for meget. Alt for meget... men jeg har lige brug for at gentage mig selv igen; tusind, tusind tak folkens. 272 læsere lyder måske ikke af særlig meget taget i betragtning, at de mest populære historier her inde har flere tusind, men at 272 personer har trykket på en en knap, fordi de gerne vil blive ved med at læse min historie, betyder virkelig meget for mig. 272 personer har fundet det jeg skriver interessant nok til, at de vil blive hængende. Det er virkelig stort for mig. Jeg er jer dybt taknemmelig og selvom jeg ikke er den hurtigste til at opdatere, så skal I virkelig vide, at det gør mig inderligt glad at I læser kapitlerne når de endelig kommer.
I er FANTASTISKE.

Okay... nu stopper jeg. I må  have en helt vildt herlig dag, og der er ingen links til dette kapitel.

Har I haft en godt påske indtil videre? Hvad skal I lave resten af ugen? Er der også sne hos jer (fordi fuck det er der hos mig)?

Masser af varme knus, Johanne.

(husk endelig at skrive en kommentar, de gør min dag så meget bedre!)

(det her er nok den længste an nogensinde)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...