Proper Punctuation Needed - One Direction | Heart Beats Harder 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Punktummer er noget, Kendall Burnwin har sat en masse af, men det største er nok det sidste. Dette punktum var, som de fleste andre punktummer, et punktum, og det skulle det meget gerne blive ved med at være. Til evig tid, mange tak. Der er bare et enkelt lille problem: Ting forandrer sig og lige pludselig bliver punktummer til kommaer, og ud af det blå ender en gammel idiot af en ven på sygehuset, fordi han har brækket benet. Hvad gør man så? Jo, man finder sin blyant frem og laver et nyt punktum. Hvad Kendall bare har glemt, er, at der for enden af en blyant også findes et viskelæder.

387Likes
386Kommentarer
32125Visninger
AA

12. Family Frenzy

 

Jeg elsker min familie. Det gør jeg virkelig. Jeg er bare bedre til at elske dem på afstand. Derfor var det, at jeg, fire dage inden min mors geniale (læg mærke til sarkasmen her, tak. Hvis sarkasmen var smør og ordet ’geniale’ var brødet, ville laget af smør være så kvalmende tykt at selv ikke jeg ville kunne spise det. Og. Jeg. Elsker. Smør. Det er næsten på niveau med oliven, men så også kun næsten) idé, der desværre var blevet ført ud i livet, om at samle hele familien, besluttede mig for at begynde at træne. Hvilket bekymrede Porsche, fordi jeg er ikke et menneske der træner. Jeg er spaghettiarme og blød mave og appelsinhud på overlårene, og forunderligt stadig i stand til at klemme mig ned i en størrelse 36 på en rigtig god dag, hvilket højest sandsynligt bare har noget at gøre med, at jeg er en ret lille person, at min mor er en ret lille person, at hele min familie generelt bare er ret små, og det derfor bare ligger i mine gener at være lille, men hvis det nu ikke gjorde, så ville jeg være fem gange så bred som jeg er høj. Jeg træner bare ikke. Det er ikke noget jeg gør i, det er ikke noget jeg bryder mig om, og jeg bryder mig heller ikke om folk der gør. Jeg vil bare gerne spise og sove og slappe af og helst undgå at svede, og det er noget alle folk omkring mig ved. Jeg er bare ikke sporty og det har jeg bare aldrig været, det er min catchphrase, mit motto, men alligevel gik jeg ind på mit værelse for at iklæde mig den eneste sports BH jeg ejede og hoppe i et par gamacher og en stor T-shirt jeg udelukkende brugte til at sove i, for derefter at stjæle Porsches løbesko som var et nummer for store og så løbe ud af døren.

Tanken om at skulle se min familie var ikke lige den bedste.

Dagen efter gjorde jeg et mislykket forsøg på at dyrke yoga efter en video jeg havde set på Youtube.

Jeg er ikke smidig.

Den tredje dag løb jeg op og ned af trapperne fem gang i træk og var nær lige ved at kaste op.

Den fjerde, og sidste, dag sov jeg indtil min kære broder pludselig stod i mit soveværelse og ruskede hele min ødelagte krop, fordi jeg var sent på den og mor havde sagt, at vi skulle mødes klokken to. Jeg havde i al hast (hvilket ikke var særlig meget hast, fordi jeg havde overanstrengt min krop og kunne knap nok gå) pakket en taske, taget et bad og sagt farvel til Posh, som rystede på hovedet og sagde farvel til Miles. Og så blev jeg ellers placeret i passagersædet imens vi kørte nordpå for at møde familien Burnwin (og Chase, siden mine forældre trods alt er skilt), alt imens jeg prøvede på ikke at tænke på Louis og hvad den aften vi tilbragte sammen for fire nætter siden betød.

Fordi det betød ikke noget.

Det kunne ikke betyde noget.

Det var først da jeg så hende stå i døråbningen til vores gamle hus, det grå hår sat op i en knold, iklædt en rød sweater og et lysegult forklæde, imens hendes smil var så stort at det næsten gjorde ondt i mine øjne, at det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig havde savnet min mor. Det var fem måneder siden jeg sidst havde set hende og jeg havde savnet hende, på trods af det der med at elske på afstand og sådan.

”Mine smukke, smukke børn!” hvinede hun og trak mig og Miles ind i et kram der fik alle mine organer til at skrige. Og det var rart.

”Hej mor,” hilste jeg efter hun havde givet slip, ”Miles kørte over for rødt.”

”Miles - ”

”Kendall er begyndt at træne,” sagde han uden overhovedet at kigge på mig.

”Hvorfor dog det? Du er smuk som du er skat, det ved du godt,” sagde hun og lagde en hånd mod min kind. ”Er det ham din kæreste der siger at du skal tabe dig?”

”Din kæreste?” tilføjede Miles med falsk interesse, som om han rent faktisk troede jeg havde en kæreste som jeg ikke havde fortalt ham om. Han var et hundrede procent udmærket godt klar over, at det var Zayn der blev talt om her. Han spillede sine kort godt.

Jeg stønnede frustreret og kiggede indtrængende på min mor. Nu havde jeg så meget tabt ”Jeg har ikke nogen kæreste.”

”Jamen, jeg snakkede i telefon med ham?”

”Det var en joke,” forklarede jeg og så hvordan min mors øjne tømtes for begejstring.

Lad os bare sige, at jeg ikke har haft særlig mange kærester med hjem.

”Det var ikke en særlig sjov joke,” mumlede hun og tøffede indenfor. ”Denne gang er Miles favorit.”

Nope. Det var ikke en særlig sjov joke.

”Idiot,” sagde Miles til mig med et triumferende smil og fulgte efter hende.

”Nar,” råbte jeg efter ham, men det var forgæves, fordi han havde præsteret at vinde titlen som favoritbarn for dette besøg og jeg kunne lige så godt opgive kampen. Jeg vidste det, han vidste det og min mor vidste det. Bedre helt til mig næste gang.

 

Hele min familie samlet på én gang er ikke en skide god idé. Der bliver snakket højt og der bliver spurgt om fremtidsplaner og min far kom for sent så min mor råbte af ham og det gjorde hende ked af det og lasagnen var lige ved at brænde på og min mormor havde glemt sine piller derhjemme så hele forsamlingen var lige ved at gå i panik indtil hun fandt ud af at de lå i hendes taske og syv mennesker rejste sig da telefonen ringede og gav sig til at diskuterer om hvem der skulle tage den indtil den stoppede med at ringe og de så gav sig til fortælle hinanden hvor åndsvage de var. Jeg havde heldigvis ikke været en del af den diskussion da jeg ikke havde meldt mig som telefontager fordi mine lårmuskler var ved at tage livet af mig. Min mor var gået ud for at ringe tilbage til hvem end der havde ringet kort efter og da hun kom tilbage havde hun kigget underligt på mig, men det var højest sandsynligt fordi hun lige havde snakket i telefon og derfor var blevet mindet om min falske kæreste. Miles havde smilet triumferende til mig. Han var en mega-nar. Hele aftenen sluttede af med tegn og gæt og alle blev uvenner og så krammede vi hinanden da klokken blev halv tolv og jeg sagde farvel til alle på nær min mormor og far, som overnattede til dagen efter.

Efter jeg havde fået tjansen som opvasker (takket være Miles) og dermed taget det gigantiske læs opvask som stod i køkkenet, gik jeg ind på mit værelse og faldt omkuld i min seng. I loftet hang der plakater af ’N Sync og på mine vægge kiggede Gwen Stefani og Britney Spears på mig.

Det føltes som om jeg var 14 igen.

”Kendall?” hørte jeg min mormor sige ude fra gangen af, inden hun forsigtigt åbnede døren ind til mit værelse. ”Må jeg komme ind?”

”Altid,” sagde jeg og skubbede mig op at side. ”Kører det?”

”Det kører ganske glimrende,” svarede hun med et lille grin og slog sig ned ved siden af mig i sengen. ”Kører det for dig?”

Jeg trak på skuldrene. ”Bortset fra at jeg er totalt smadret og er lige ved at falde død om af træthed, så ja, det kører.”

Min mormor klukkede lidt igen og lagde en hånd på min skulder, imens jeg hørte ringklokken give genlyd i resten af huset og hoveddøren blive åbnet kort efter.

”Det er nok din mor nye kæreste,” sagde hun lidt efter med et lille hovedryst.

Jeg spilede øjnene op fordi hvad? Hvad?

”Kæreste?!” udbrød jeg, ”mormor? Hvad? Har mor en kæreste.”

Hun nikkede og kiggede væk, hendes læber trukket tilbage i en utilfreds grimasse. ”Jane… Hun forstår ikke, at hun skal gå tilbage til din far.”

”De har ikke været sammen i…” begyndte jeg og rettede blikket mod den lille tænkesky lige over mit hoved som følger alle mennesker rundt og hjælper dem når de lige pludselig skal tænke sig om, ”16 år.”

Hun lagde hovedet på skrå og sendte mig et misbilligende blik. ”Selvfølgelig har de det. Har du ikke lagt mærke til deres listen rundt og deres fnisen og alle blikkene.”

 ”Hvad? Ad, nej. Mormor… ej. Ad,” hvinede jeg med næsen rynket i afsky, fordi ad. Virkelig meget ad. Jeg var udmærket godt klar over at mine forældre var ualmindeligt gode venner - meget bedre venner end forældre normalt er efter en skilsmisse, men alligevel. Tanken om mine forældre der listede rundt som forelskede teenagere er en ret gusten tanke at tænke. Næsten lige så ulækker som dengang jeg sagde til min mor at hun havde lavet mig sammen med far og hun bare nikkede og det først der gik op for mig at det jeg havde sagt fra ret ulækkert og min mor så gav sig til at grine af min reaktion.

”En skam med den kæreste,” sagde min mormor, mest af alt til sig selv lød det som om.

Hun elsker min far og har altid gjort det.

Jeg kiggede en smule utilpas hen på en plakat af Gwen der bare stirrede tilbage over kanten af en gul pelsfrakke, men jeg følte alligevel at hun forstod.

Gwen forstår altid.

Lyden af min mor der råbte mit navn fik mig til at vende blikket mod døren, og det lod til at rive min mormor ud af sine tanker.

”HVAD?”

”KOM!”

”HVORFOR?”

”BARE KOM!”

Irriteret rejste jeg mig og det smertede overalt i mine lår. Jeg prøvede på at se bedende på min mormor men hun trak på skuldrene.

Min familie består af idioter.

(men jeg elsker dem, så længe I bare ikke lige fortæller dem det)

Langsomt traskede jeg ned af trappen. Jeg blev nødt til at holde fast i gelænderet for at nå helskindet ned af trappen, så jeg kom til at gå meget, meget langsomt. Det gjorde nu heller ikke så meget, fordi jeg havde ikke ligefrem den største trang til at se min mors nye kæreste.

Hvad lavede han overhovedet også her klokken halv et om natten?

Da jeg kom ned i entréen var det første jeg så min mor og hendes blik sagde ikke ’se skat, det her er min nye kæreste Jimmy/Joe/James og han og jeg har akavet, midaldrende sex, hvilket jeg for resten også har haft med din far’. Hun kiggede derimod på mig som om hun var bange for hvordan jeg ville reagere og det gjorde mig selvfølgelig helt vildt bekymret.

”Hvad sker der mor?” spurgte jeg usikkert.

Med den hånd hun ikke havde på dørhåndtaget vinkede hun mig hen til døråbningen. Tøvende gik jeg derhen og synet det mødte mig var ikke en midaldrende mand som havde sex med min mor.

Det var det overhovedet ikke.

Det var Calla.

_____________________________________________________________

A/N: sååee... ikke særlig lang tid siden sidst. Det er meget, meget nyt, men ikke særlig interessant lige nu, fordi CALLA? What??

Hvad tror I hun vil? Hvordan tror I Kendall vil reagere? Kommer det med Louis til at betyde noget?

Nu er vi rigtig kommer igang med historien og jeg glæder mig over at den kan komme til at udvikle sig, så I kan få set nogle nye sider af Kendall.

Der er et enkelt link i kommentarerne og så ses vi forhåbentlig snart igen. Håber I nød kapitlet og håber I glæder jeg til det næste. Jeg er stadig dybt taknemlig for at I stadig følger med, selvom jeg har været så sløv til at opdatere.

Knus og kram og kærlighed og alt andet godt fra Jooohanne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...