Proper Punctuation Needed - One Direction | Heart Beats Harder 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Punktummer er noget, Kendall Burnwin har sat en masse af, men det største er nok det sidste. Dette punktum var, som de fleste andre punktummer, et punktum, og det skulle det meget gerne blive ved med at være. Til evig tid, mange tak. Der er bare et enkelt lille problem: Ting forandrer sig og lige pludselig bliver punktummer til kommaer, og ud af det blå ender en gammel idiot af en ven på sygehuset, fordi han har brækket benet. Hvad gør man så? Jo, man finder sin blyant frem og laver et nyt punktum. Hvad Kendall bare har glemt, er, at der for enden af en blyant også findes et viskelæder.

387Likes
386Kommentarer
31838Visninger
AA

6. Dunk-Dialing Dos & Don‘ts

 

Der gik otte dage, inden eksistensen af mine længe glemte venner bankede på min dør.

Eller, jeg bankede på deres dør, for Posh var hjemme hos sine forældre, Samantha havde en stor opgave hun skulle aflevere, Miles var på date med en eller anden han havde mødt i et træningscenter (og nej, han er ikke og har aldrig været sportslig, det var en fase der varerede to uger, men tjente ham tre dates med tre virkelig lækre fyre), Daniel skulle arbejde, de folk fra uni som jeg ellers gad snakke med var enten syge eller havde lektier eller kærester og jeg kedede min søde røv ud af mine stramme bukser. Derfor kom jeg naturligvis i tanke om en hvis person med lyserødt hår, der havde bedt om en besked på facebook.

Så det fik hun, hvilket så resulterede i en besked til mig intet mindre end 10 minutter efter.

 

så når alle andre ikke gider, kommer du til mig? godt at vide……

og det var en joke

:D

drinks senere?

din humor er fænomal pezz

og DET var en joke

:D

skal nok stoppe. jeg er altid med på drinks senere (og nu og altid), bare sådan lige til din fremtidige information.

: (

det var ikke sjovt

(pezz??)

GIV MIG DIT NR og jeg skriver med mere info. ses kezz

 

Vi fik aftalt at mødes på en klub inde i byen, hvilket straks sendte mig i bad, fordi nej, jeg havde ikke været i bad de sidste to dage, for jeg havde ikke haft nogen lektioner, noget arbejde eller andet socialt, der ligesom krævede at man skulle være anstændig og lugte godt og sådan. Posh, ligesom mig (men af helt andre grunde), stressede rundt og havde ikke særlig meget tid til at hjælpe mig med mit outfit, hvilket, for at være helt ærlig, egentlig heller ikke var nødvendigt. Ikke at jeg er et modegeni eller noget, langt fra faktisk, men Porsches skab har til alle tider været domineret af sort – og så lige lidt mere sort, hvorimod jeg er til farve og så lige lidt flere farver.

Sådan er mennesker jo så forskellige.

”Jeg hader min far, ved du godt det,” hvæsede Posh, imens hun smed en sort kjole ned i sin (gæt engang?) sorte lædertaske.

”Nej du gør ej,” sagde jeg sikkert fra min placering på hendes seng.

Efter et bad der havde opbrugt alt det varme vand (hvilket siger rigtig meget, for der var nærmest uendelige mængder af varmt vand i vores lejlighed), havde jeg trukket et par tynde, sorte nylonstrømper og mine mønstrede neon shorts på. Og undertøj. Derefter havde jeg sat mig på min roommates seng, hvor jeg nu var i fuld gang med at tage lyseblå neglelak på.

Så travlt havde jeg så alligevel heller ikke.

”Øh, jo. Det gør jeg rent faktisk,” indvendte hun med hovedet i emo-kufferten.

”Nej, for han betaler halvdelen af huslejen, så du har bare af at elske ham.”

Posh udstødte et irriteret suk og dukkede op af det sorte dyb med en pastel farvet skjorte i et blomstret mønster.

”Men det gør jeg,” sagde hun opgivende og viftede skjorten i mit ansigt, ”se hvad han har sendt mig. En skjorte? En blomstret skjorte? Siden hvornår har jeg nogensinde gået i tøj der har samme farve som indholdet af en slik butik? Eller noget der har blomster på?”

Jeg kunne ikke helt lade være med at grine, for hun mindede mest af alt om en oprørsk 15-årig, hvis forældre ikke ville acceptere hende som hun var.

”Hvad skal du overhovedet? Har alle dine venner ikke travlt?” spurgte hun hurtigt.

”Nej, ikke alle,” svarede jeg smilende og vrikkede med mine fingre.

Jeps, lyseblå var et godt valg.

”Hvem skal du noget med og hvad skal I?”

”Det er en hemmelighed,” grinede jeg. Efter at have betragtet mine ny lakerede fingre et stykke tid, skruede jeg låget til neglelakken på og lagde mig på ryggen.

”Hvem skal du ud med?”

”Okay, okay, jeg skal nok sige det,” sagde jeg til sidst med en påtaget mine af nederlag, ”men så må du også love mig, ikke at begynde at skrige.”

Som om Posh ville begynde at skrige. Hun ville formentlig være fuldstændig, et hundrede procent ligeglad.

Hun rullede med øjnene og kiggede aftenende på mig, indtil jeg skubbede mig op på albuerne og muligvis kom til at tvære en smule neglelak på hendes hvide sengetøj.

”Jeg skal ud med Perrie.”

”Perrie?” spurgte hun forvirret.

”Perrie. Perrie Edwards, Perrie,” forklarede jeg den intetvidende person foran mig, som ikke så ud til at få særlig meget ud af min forklaring.

”Fra Little Mix din idiot,” sukkede jeg og sparkede en støvle i hendes retning.

Posh lagde hoved på skrå og fugtede sine læber. ”Hun er sammen med ham den der fyr der fra dem der vi ikke snakker om.”

”Ja ja, lige præcis, Zayn Malik,” udbrød jeg stolt, fordi Posh er nok den mindst opdaterede person jeg kender.

”Er du idiot eller hvad?” fnøs hun og kiggede på mig, som om hun ikke kunne tro hvad hun lige havde hørt.

”Mig? Idiot? Hvad fanden snakker du om Porsche? Jeg betragter faktisk mig selv som værende ganske intelligent, jo tak.”

”Hold mund Kendall. Tror du virkelig, at det kommer til at gå godt?”

”At hvad kommer til at gå godt? Det med Perrie? Hvorfor i al verden skulle det ikke gå godt?” spurgte jeg forundret, fordi, helt ærligt, hvad skulle der dog være galt i, at være sammen med Perrie, noget alla den sødeste og mest uskyldige pige jeg nogensinde har mødt?

”Fordi Perrie er sammen med Zayn fyren, som er i band med idioterne,” sagde hun, som gav det sig selv.

Ja, okay, det gav mening.

Not.

”Det er ikke engang sikkert, at Zayn skal med. Faktisk, så tror jeg, at han bliver hjemme,” forklarede jeg bedrevidende og krydsede mine arme over min næsten nøgne overkrop. ”Tak for din bekymring, men jeg kan godt klare mig selv.”

Endnu en gang rullede Posh med øjnene. ”Hold nu op med at opføre dig som en anden 15-årig. Bare… pas på dig selv. Sidste gang du var… lad os bare sige involveret med dem, endte det virkelig, virkelig dårligt.”

Jeg kiggede tænksomt på Posh og trak så på skuldrende. Jeg var i aldeles god stand til at passe på mig selv. Desuden, hvis nogen her var en 15-årig, var det hende.

Det viste sig, at Zayn rent faktisk skulle med, men det var bare fedt, fordi en fuld Zayn er lig med en rigtig sjov Zayn, og en fuld Perrie er lig med en rigtig sjov Perrie. Når man så sætte dem sammen, bliver det dobbelt så sjovt. Smid så også lige mig med i mixet og vi har en vinder kombination.

Jeg havde mødt Perrie udenfor natklubben, Lines. Eller, faktisk havde jeg mødt Perrie ved bagindgangen til klubben, for siden Zayn skulle med, kunne vi ikke bare vade ind gennem hovedindgangen. Godt nok var Perrie kendt, men det var intet i forhold til Zayn. Når jeg tænker over det, var det rent faktisk ikke engang sikkert, at der ville være paparazzi – højest sandsynligt ville der ikke, for vi befandt os i London, England, hvor One Direction ikke rigtig længere var nyheder. Alle havde set dem fulde, alle havde set dem ædru, med tømmermænd, vrede. Pressen havde efterhånden fanget dem i alle tænkelige situationer, men det forhindrede ikke deres fans i at stoppe dem for autografer, hvilket ikke lige var det, Zayn (eller Perrie for den sags skyld) havde lyst til at bruge aftenen på.

”Shoo-oo-ootsss,” grinede Perrie og rystede på hovedet i takt til musikken. Zayn kom dansende som en anden Elvis bag hende og kyssede hende på kinden, inden han tog fat i min arm og hev mig med mod baren. Bag os udbrød Perrie et begejstret råb, klappede i hænderne og satte så i fuld firspring efter os.

Baren var ikke så tæt befolket, som jeg havde troet, men jeg havde jo så heller aldrig befundet mig i en VIP sektion før, så altså… Den var en hel del mere fancy, end afdelingen for alle de andre dødelige, der måtte nøjes (og dette skal tages som værende ualmindeligt sarkastisk) med et dansegulv, en lysende bar, fløjlsrøde sofaer og en enorm DJ-pult, imens vi andre, vigtigere folk havde vores egne lokaler lige over. Der var en tonet glasfacade ned mod det normale diskotek, så de ikke kunne se os, men vi kunne se dem. Der var en bar midt i det hele, helt cirkulær. I midten stod en glassøjle med et utal af hylder, som husede alverdens sprut. Der var DJ, borde, stole, sofaer, toiletter (med marmorgulv, jo tak), en aflukket afdeling, adskilt fra resten af diskoteket med tykke, mørkeblå gardiner og jeg havde allerede spotter syv kendte ansigter. Og det var champagne ved indgangen. Gratis champagne.

Alt tegnede til at blive en fantastisk aften, hvilket Zayn bare beviste yderligere, da han stillede 15 jordbærshots foran os, som vi alle tre tog fem af hver.

”Så,” snøvlede jeg, efter at have smadret det lille, robuste glas ned i bordpladen, ”hvordan fester Londons elite nu til dags?”

Perrie rullede med øjnene, men sendte mig verdens største smil få sekunder efter. ”Meget ligesom alle andre.”

Zayn skævede utilfredst til hende og rettede på sit sorte hår. ”Meget ligesom ingen andre,” rettede han og modtog en albue i siden fra Perrie.

”Beskedent,” mumlede hun, men glemte alt, da starten til Duke Dumont og A*M*Es Need U (100%) pumpede ud af de enorme højtalere. Folk flokkede til dansegulvet, og Perrie var ingen undtagelse. Lige inden hun blev væk i menneskemængden, fik hun sin spinkle hånd viklet om mit håndled og jeg blev trukket med ud på dansegulvet.

Mit syn blev langsomt mere og mere sløret, mit hoved snurrede en smule, men det var fantastisk og sjovt og lige hvad jeg havde brug for. Perrie var sjov. Hun var fuld af liv og smil og glæde, og vigtigst af alt var hun ikke bange for at gøre sig selv helt og aldeles til grin.

 

Klokken var jeg-aner-det-ikke, da jeg Perrie og jeg svedige og grinende tumlede væk fra dansegulvet, hånd i hånd, og ind bag et af de gulvlange gardiner. Hurtigt spottede vi Zayn siddende på en sofa med et glas i hånden. Ved siden af ham sad en eller anden fyr hvis navn jeg ikke kendte, men hvis ansigt jeg helt sikkert havde set før.

”Hi babe,” hilste Zayn med sløret stemme, da Perrie dumpede ned ved siden af ham, efter hun nær var faldet over sine egne fødder

”Heeeeej,” fnes hun og kiggede tænksomt ned på sine fødder. ”Jeg tror…”

Jeg lagde hovedet på skrå og kunne ikke holde mit grin tilbage, da hun sendte mig et dybt forvirret blik, imens hun sukkede opgivende.

”Mine sko,” snøvlede hun, ”jeg tror, at jeg skal tage mine sko af.”

”Ej virkelig?” spurgte jeg sarkastisk, selvom det nok ikke lød særlig sarkastisk, for jeg var kampstiv og havde ikke helt styr på min taleevne.

Perrie nikkede med truttede læber og bøjede sig ned for at tage sine hvide stiletter af, hvilket nok egentlig var en af hendes bedre idéer her til aften. Selv vendte jeg mig rundt i den stol jeg havde sat mig i, for at finde noget mere sprut, hvilket ikke var særlig svært, for få sekunder efter stod en mørkhåret pige foran vores lave træbord.

”Du ligner en, der kunne have brug for hjælp,” sagde hun venligt og kiggede på mig.

”Jo tak,” svarede jeg, ”lad os bare sige 20 jägerbombs… på hans regning.”

Pigen skævede hurtigt til Zayn der bare gav hende en skuldertrækning, som for at sige ’jeg ville protestere, men jeg gider ikke, så bare gør som hun siger’. Servitricen nikkede og var så på vej mod baren. Hun kom tilbage fem minutter efter med en hel bakke jägerbombs og stillede den foran os. Jeg takkede hende flygtigt og vendte så min opmærksomhed mod drinksene og de tre mennesker foran mig.

”Så Perrie,” begyndte ham jeg ikke vidste hvem var, ”gik det godt i torsdags?”

Perrie lyste op i det karakteristiske, strålende smil hun ellers gik og bar rundt på. ”Ja! Call or Delete var sjovt.”

Og så kom jeg i tanke om, hvem fyren var. Eller i hvert fald hvor jeg havde set ham før. Han var ham der, der altid var med i Innuendo Bingo.

Hvad fanden var det nu han hed?

”Jeg har en idé!” udbrød Perrie, selvom det egentlig også var hende der havde haft ordet før. ”Vi leger Call or Delete!”

Zayn rystede på hovedet af hende, men fandt sin telefon frem. Innuendo Bingo-fyren smilede stort til os alle, men rejste sig op. ”Det må I hygge jer med. Vi ses noget et eller andet sted,” hilste han og var så ellers forduftet.

”Men jeg har jo bare ingen interessante personer at ringe til,” beklagede jeg og kiggede håbløst på min telefon, hvis skærm vær smadret, fordi jeg uheldigvis var kommet til at tage den ned fra Daniels hems (ja, drengen har en hems i sin lejlighed?).

”Så bytter vi. Ja, vi bytter!”

Perrie skyndte sig at snuppe min telefon og kaste den til Zayn, der kiggede skeptisk på den. ”Hvad har du lavet med den?”

”Tabt den,” mumlede jeg uden at kigge på ham.

”Hvis du smadrer min telefon,” begyndte han og rakte mig modvilligt sin telefon, ”så – ”

”Så kan du selv købe en ny,” gav jeg igen, ”du har penge nok din idiot.”

Han rullede øjne af mig, men gav slip på sin telefon, så den dumpede ned i min hånd.

”Okay, så Zayn, du starter. Og jeg siger stop.”

Efter at have fortalt ham min kode begyndte han at scrolle ned, indtil Perrie råbte stop.

”Din mor,” grinede Zayn højlydt med opspilede øjne, som om han næste ikke kunne tro sit held. ”Den er landet på din mor. Det her er guld, mand.”

”Pis og lort,” hvæste jeg lavmælt og rakte ud efter et shot. ”Så få det overstået hurtigt, okay?”

Perrie kiggede skummelt frem og tilbage mellem os, inden hun lyste op i et stort og en smule ondskabsfuldt smil. ”Sig, at du glæder dig til at besøge dem. Sig at Kendall ikke ville give dig sin mors nummer, og derfor ringer du fra hendes telefon.”

”Det gør du ikke,” indvendte jeg og rakte desperat ud efter min telefon, stadig med shottet i hånden. ”Zayn, Zayn!

Det eneste idioten gjorde var at smile uskyldigt, imens han satte telefonen op til øret. Jeg, derimod, hældte hurtigt shottet ned og begravede så mit hoved i mine hænder, for det her ville jeg høre for i lang, lang tid.

”Miss Burnwin?” spurgte Zayn og blinkede til mig. ”Hej. Nej, du snakker med Zayn. Ja, ja ja, en af Kendalls venner.”

Smilet på Zayns ansigt voksede og hans tunge stak en smule ud mellem de hvide tænder.

Idiot.

Idioter.

”Jeg beklager at vække Dem så sent, men jeg ville bare sig, at jeg glæder mig til at besøge Dem. Ser De, Kendall vil ikke give mig Deres nummer, så jeg har taget hendes telefon, nu hvor hun ikke er hjemme. Jeg synes bare, at det ville være en skam, hvis vi ikke fik hilst på hinanden inden – om vi bor – ja, vi deler en lejlighed. Fantastisk en af slagsen, faktisk. De burde komme og se den engang.” Zayn stoppede med at snakke et øjeblik, imens han bed sig i underlæben for at holde et grin tilbage. ”Okay, Jane.”

”For helvede da også mor,” mumlede jeg. Selvfølgelig havde hun bedt ham om at kalde hende ved fornavn.

”Men Jane, jeg tror desværre, at jeg må lægge på snart. Hun er nok snart hjemme. Hvad? Ja da, jeg ville elske at se dine tulipaner, Jane.” Han kiggede op på mig med sammenknebne også og mimede ’hvad’. Jeg trak på skuldrende som svar.

Min mor har en usund besættelse af blomster.

”Selvfølgelig vil jeg hilse hende fra dig. Ja, det var hyggeligt. Vi ses Jane.” Og med de ord lagde Zayn på. Han kiggede på mig et øjeblik, inden han brød sammen af grin.

Det er ikke tit jeg rødmer. Yderst sjældent faktisk, men min mor gør ting ved mig. Hun får mig absolut altid til at rødme, og det har hun altid gjort.

”Kennyboo,” fik han fremstammet mellem sine krampeagtige grin.

Fuck nu af. Fuck min mor.

”Åh luk røven,” hvæsede jeg surt og kiggede på Perrie for hjælp. Hun sad med et smil så strålende som et 1000 watts pære, imens hun langsomt rokkede fra side til side i takt til musikken, der blev dæmpet underligt meget af gardinerne. ”Det her kræver shots.”

På den bemærkning rettede hun blikket mod mig og nikkede anerkendende, imens hun lænede sig frem og tog fat om et shotsglas fra bakken. Zayn fulgte trop og rakte mig et.

”Jeg elsker din mor, Kendall,” grinede han og løftede sit glas, ”for Jane Burnwin.”

”Jeg hader jer,” fik jeg sagt, inden jeg bundede mit glas og gjorde nøjagtigt det samme med to nye.

Så blev det Perrie tur. Hun landede på sin ekskæreste, hvis nummer hun slettede, selvom jeg var lige ved at gå ud af mit gode skind, fordi det kunne have været så sjovt.

Derefter blev det selvfølgelig min tur. Inden da havde vi sørget for at tømme bakken for shots, så jeg var banke lam og kunne nærmest ikke ramme tasterne eller låse Zayn telefon op. Efter utallige forsøg, lykkedes det endelig.

”Og scroll, oooooooooog stoop!” hvinede Perrie og væltede nær ned fra sofaen, da hun lænede sig frem for at se hvem den havde landet på.

Jeg kneb øjnene sammen og tog telefonen tætte på.

”To – Tommo. Tommo?” Langsomt sænkede jeg telefonen og kiggede undrende på Zayn, der næsten ikke kunne holde et grin inde.

”Louis,” svarede han med et meget tøset fnis. Perrie slog forskrækket hænderne for munden og kiggede på mig med store øjne.

”Tomlinson? Louis Tomlinson?” spurgte hun indtrængende.

Eller så indtrængende som en virkelig fuld person nu kan.

”Det ved jeg ikke, spørg din kæreste,” svarede jeg og rettede blikket mod Zayn.

Min hjerne kunne ikke helt følge med i, hvad der skete. Jeg skulle ringe til Louis. Tomlinson. Fra Zayns telefon.

Okay?

”Ja, den Louis,” grinede Zayn.

”Okay. Okay,” snøvlede jeg. Med et blik på den tomme metalbakken løftede jeg telefonen op til øret og ringede op.

Den ringede.

Og den ringede.

Og så ringede den lidt mere.

Og gik den på telefonsvarer.

”Du er verdens største røvhul, ved du godt det?” 

_____________________________________________________________

A/N: Så første kapitel i hvad der forhåbentlig må blive en række af kapitler, der ikke tager lang tid om at blive skrevet. 

Kunne I lide det? Var det godt, at Kendall kontaktede Perrie? Ved I, hvem Innuendo Bingo-fyren er? Er Posh lidt nice? Jane Burnwin, hvad siger I til hende? Kommer I måske til at se mere til hende? Hvis ja, er det så fedt, eller hvad? Og hvem snakkede Kendall til til sidst?

Jeg håber, at I har haft en dejlig start på sommerferien, og at jeres eksaminer gik godt, hvis I altså har været så heldige, at skulle på i sådan nogle. Hvad skal I lave i sommerferien? Skal I på ferie?

Selv er jeg så heldig at sidde her hjemme I DK, imens alle andre tager til London og Alanya og Egypten og KINA. :(

Masser af knus fra JOHANNE

(der er links i kommentarerne)

forresten, hvis I har nogle gode historier I gerne vil anbefale, må I rigtig gerne gøre det, for jeg kunne godt bruge lidt godt læsestof. Smid gerne et link til et par stykker eller noget, så jeg måske kan tjekke dem ud?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...