Proper Punctuation Needed - One Direction | Heart Beats Harder 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 11 aug. 2014
  • Status: Igang
Punktummer er noget, Kendall Burnwin har sat en masse af, men det største er nok det sidste. Dette punktum var, som de fleste andre punktummer, et punktum, og det skulle det meget gerne blive ved med at være. Til evig tid, mange tak. Der er bare et enkelt lille problem: Ting forandrer sig og lige pludselig bliver punktummer til kommaer, og ud af det blå ender en gammel idiot af en ven på sygehuset, fordi han har brækket benet. Hvad gør man så? Jo, man finder sin blyant frem og laver et nyt punktum. Hvad Kendall bare har glemt, er, at der for enden af en blyant også findes et viskelæder.

387Likes
386Kommentarer
32125Visninger
AA

3. Boyband Bump-In Burdens

 

”Hvis jeg ikke kendte dig, ville jeg hade dig,” sagde Miles tænksomt. ”Tror jeg.”

”Ih, tak,” mumlede jeg tvært og tog en tår af min kaffe.

”Nej, men helt seriøst Ken, nogle gange er du virkelig ikke en specielt sød person,” forklarede han som om det ville retfærdiggøre hvad han lige havde sagt.

Op i min røv om det gjorde.

”Du er min bror Miles, det er ligesom meningen, at du skal støtte mig.”

Miles rynkede øjenbrynene og lagde hovedet på skrå. ”Hvorfor skulle jeg støtte dig, når jeg ikke billiger din opførsel?”

Jeg åbnede munden for at protestere, men blev afbrudt af min irriterende rationelle storebror, der sad med en grande latte. Med ét espressoshot. Ét.

”Det er fint nok at du er vred på ham, men behøvede du at være usammenhængende? Og opføre dig som en bitch overfor hans venner?”

Jeg nikkede med blikket rettet mod min (sorte) kaffe og undlod at møde hans bebrejdende øjne.

Han havde ikke ret.

(måske havde han en smule ret, men fandeme nej om jeg ville indrømme det overfor ham).

Resten af vores kaffedate forløb nogenlunde pænt. Der var ikke mere snak om Harry eller One Direction.

Det endte med at vi skiltes da klokken var halv tre fordi jeg skulle på arbejde (tro mig, jeg havde prøvet at få min vagt byttet, men fordi det var Stephanie jeg skulle arbejde med, kunne jeg selvfølgelig ikke få den byttet, fordi vi er kun tre der arbejder i receptionen og fucking Sophia… behøver jeg at sige mere?).

 

Jeg endte op foran hovedindgangen til Charing Cross med min taske under armen og på vej til at gå ind ad den automatiske dør, da mine øjne mødte et andet brunt par, som gengældte mit blik længere end en fremmed ville gøre.

Kuldegysninger gik ned langs min rygrad. Mærkeligt, tænkte jeg, fordi det var sket før det her.

Okay, noget der mindede om i hvert fald.

”Kom nu Sams, hvad siger du til den butik?” spurgte jeg entusiastisk og pegede på et butiksvindue med masser af udstillede nipsting og et væld af pastelfarver.

Samantha rystede på hovedet og fugtede sine sprukne læber.

”Men prøv lige at se på de puder der,” sagde jeg insisterende og nærmest tvang hendes næse op mod ruden.

Hun trak på skuldrene og kørte en hånd gennem sit udslåede, røde hår, som hun ikke havde gidet at farve op igen.

”Eller hvad med det ur derovre?” prøvede jeg. ”Eller det krus der? Nej, Sams, seriøst, hvad med de små påskeæg?”

Min meget positive (læs: negative) veninde sukkede dybt og tog opgivende fat i dørhåndtaget til genbrugsbutikken.

”Det har jo allerede været påske, Kendall,” mumlede hun tvært med et sigende blik, inden dørklokken ringede højlydt og meddelte vores ankomst.

Inde i butikken var alting… gammelt. Møblerne var slidte, tøjet var slidt, billederne var slidte. Hvorfor i al verden nogen overhovedet gad købe det, aner jeg ikke. Eller… jeg går all in for genbrug, fordi man sparer penge og for det meste går det til en god sag, men Samantha gjorde på det tidspunkt en sport ud af at hun udelukkende købte genbrugstøj og indrettede sig med nipsting der kunne have tilhørt hendes oldemor.

Ikke at der var noget galt med det, jeg kom bare ikke særlig tit i hendes lejlighed.

Hvilket er en løgn, men det var ikke uden beklagelser at jeg næsten dagligt satte fod i hvad jeg aktivt omtalte som Tidsmaskinen.

Min kreativitet nogle gange altså!

”Se Sammie, der er noget der ligner en kappe derovre,” jublede jeg fordi det var sådan noget hun gik op i.

Kapper.

”Okay…” svarede hun og traskede over til kappen.

Kapperne?

Måske var der flere, jeg aner det ikke.

Jeg valsede lidt rundt og pillede her og der og alle vegne, tabte nær en porcelænsfigur på gulvet og kom til at hive en knap af en brun tweedjakke, men det gjorde ikke så meget fordi den var virkelig hæslig.

Den rustne dørklokke ringede rustent (rustne klokker ringer rustent, hvordan det så end lyder) og døren blev lukket lidt efter. Jeg kunne ikke se hvem der var trådt ind i butikken, men jeg var også forholdsvis ligeglad så det var ok. Desuden var Samantha blevet væk.

Måske var hun inde og prøve kapper?

Med blikket rettet mod reolen foran mig tøffede jeg muntert rundt om den indtil jeg lige pludselig stod på den anden side og kunne se direkte over på et styks popstjerne, jeg ikke havde regnet med at finde her.

Jeg frøs kortvarigt som jeg stod, inden det gik op for mig, at jeg enten skulle gemme mig eller sige hej.

Zayn stod med ryggen til mig og kiggede undrende på to forskellige jakker – den ene kraftigt turkis, den anden af slidt, mørkebrunt læder. Fordi jeg stadig ikke helt havde besluttet mig for om jeg skulle hilse eller flygte, bevægede jeg mig langsommere tættere på Zayn, der havde flyttet sin opmærksomhed fra jakkerne til sin telefon. Det endte med at jeg stod en enkelt meter bag ham og det virkede dybt åndsvagt bare at stå. Han kunne vende sig om hvert sekund det skulle være, så jeg åbnede min mund. Og så sagde jeg hej.

”Ehm,” startede jeg og rømmede mig en smule, ”Zayn, hej.”

Det gav et sæt i ham og hans hånd fløj op til hans brystkasse, så hans telefon faldt mod jorden.

”Shit,” udbrød han og bukkede sig hurtigt samtidigt med mig for at samle telefonen op.

På en eller anden akavet måde endte vi begge på gulvet med hænderne strakt frem mod Zayns telefon. Vores hænder rørte hinanden, hans pande smadrede ned i mit baghoved og han trådte mig over fingrene. Zayn greb fat om sin telefon og navnet Eleanor sprang mig i øjnene fra telefonens display. Det tog mig et par sekunder, inden jeg fandt hoved og hale i situationen.

”Kendall?” spurgte han undrende med munden stående en smule åben.

”Jep,” svarede jeg kortfattet og tilføjede så hurtigt et smil, for ikke at virke alt for sur.

”Er din telefon okay?”

Zayn kiggede ned på iPhonen i sine hænder og nikkede så til mig. ”Hvad med dit hoved? Og din finger?”

”Aldrig haft det bedre,” forsikrede jeg og viftede mine fingre i luften.

”Skal vi så ikke sådan… rejse os?” forslog Zayn efter vi i stilhed havde kigget lidt på hinanden.

De næste minuttet brugte vi på at snakke om vejret, som var rigtig godt, og hvor fedet gulvet var. Da vi havde udtømt de emner, kiggede vi på hinanden og jeg havde allerede gættet hvad han ville spørge om, inden han overhovedet åbnede munden.

”Hvordan har du det så?” Hans mørkebrune øjne undersøgte mine omhyggeligt. Han havde en smule skægstubbe, det sorte hår var pjusket og fri for hårprodukter og hans tøj var sort og afslappet.

”Jeg har det fint,” svarede jeg oprigtigt.

”Det er godt,” sagde han med et lille smil, ”hvad med hende?”

Zayn nikkede i retningen af den bagerste del af lokalet, hvor, som jeg havde fortalt ham, Samantha befandt sig.

Tøvende kiggede jeg i retningen af Samantha, som ikke var til at se, og tilbage til Zayn. Med tænderne i underlæben rystede jeg på hovedet.

Han sukkede tungt og kørte en hånd gennem håret. ”Hvis jeg kunne, ville jeg slå Harry halvt ihjel.”

Et kort grin undslap mine læber. ”Og jeg ville overtage efter dig.”

Jeg havde på fornemmelsen, at der var mere han gerne ville spørge om, men turde ikke stille spørgsmålene.

”Hvad med dig? Og Perrie? Og de andre?” spurgte jeg så hurtigt, at jeg næsten snublede over ordene.

”Jeg har det fint,” forklarede han og slog blikket ned. ”De andre har det også… fint.”

Jeg troede ham ikke en meter.

Vi havde øjenkontakt. Direkte øjenkontakt og tanken ”flygt” fór gennem mit hoved. Set i bakspejlet ville det nok egentlig have været det klogeste at gøre.

________________________________________________________________________________

A/N: Kort kapitel, lang ventetid: the usual. Oprindeligt skulle kapitlet have været dobbelt så langt, men siden det er en trilliard år siden jeg sidst opdaterede, får I nu dette stykke tekst. Desuden gør er det jo også bare helt vildt spændende, når man ikke får særlig meget af gangen, fordi så har man nemlig så mange spørgsmål.

lol Johanne.

Jeg håbe, at I stadig er med mig og vil fortsætte med at følge med i historien. Fremover vil opdateringerne kommer hurtigere, har jeg lidt på fornemmelsen. Det er bare en eller anden følelse jeg har.

Spørgsmål: Så Miles, fedt? Og Zayn var drengen der dukkede op (selvom Miles også gjorde, men han tæller ikke rigtig). Et par af jer havde gættet på, at det ville være ham (eller var det kun én af jer?), så er det fedt? Hvorfor vil Kendall - set i bakspejlet - hellere have flygtet? Er der noget om snakken, når Kendall siger, at hun ikke tror på, at det går godt for de andre?
Kan I lide det nye cover? Og Zayn er derpå, hvilket måske kunne betyde, at han kommer til at spille en lidt større rolle. Er det cool, eller hvad?

Links i kommentarerne as always, men de bliver først liiige lagt ind, når jeg har spist. 

Knus og kram!

Var der nogle af jer, der var til koncert i søndags? Hvis ja, var det fedt? Hvis ikke, hvorfor ikke og skal I så til den i KBH i stedet (det er i KBH ikke?)?

Derudover opdaterede jeg ITPOF den anden dag, så tjek det ud, hvis I har lyst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...