Larry Stylinson {One-Shots}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 feb. 2013
  • Opdateret: 21 sep. 2014
  • Status: Igang
Larry Stylinson? Godt, læs med her og føl kærligheden vokse sig større om de to mest enestående drenge der bliver nød til at skjule deres kærlighed, kan det have konsekvenser? Tusindevis af Larry one-shots, så man er tæt på at tude.

52Likes
24Kommentarer
4942Visninger
AA

9. Wait - Larry

Inspiration: Wait - M83. Lydt gerne til sangen mens i læser (: 

Klokken var kun lige over 1, da jeg tomlede ind ad døren. Alkoholen havde åbenbart påvirket mig mere, end jeg havde troet, og jeg kunne ikke lade vær med at grine af mig selv. Jeg følte mig så kikset, men det betød ikke noget. Der var ikke rigtig noget, der betød noget. 

Jeg samlede mig sammen, og stod et øjeblik og prøvede på at fokusere. Men det mislykkedes. Det betød ingenting. Jeg hev jakken af, og hængte den op på knagen, men lige før jeg gjorde det, røg der et lille papirstykke ud. Jeg rynkede panden, og kunne ikke komme i tanker om, hvor jeg sidst havde set det, selvom det lå i baghovedet. Informationen ville bare ikke frem. 

Jeg samlede det op fra gulvet, og vendte det om for at se på det. Der stod et telefon nummer, og alle minderne fra i aftes kom strømmende tilbage. Den lyshårede pige, som dansede tæt op ad mig. Hvordan hendes læber mødtes med mine i et aggressivt kys, uden videre eftertanke. Hvordan hun smilte frækt til mig, og svøbte sig i mine arme. Hvordan hun forførte mig til at bestille hende drinks. Hvordan hendes øjne skinnede, da jeg spurgte om hendes nummer. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, det kunne jeg bare ikke, men det betød ingenting. 

Det var ingenting i forhold til hvordan Louis fik mig til at føle. Hvordan han kunne få alle mine bekymringer til at forsvinde. Hvordan hans smil fik min hverdag til at skinne. Bare tanken om hans eksistens, kunne markere sig resten af dagen, ugen, måneden. Men det er bare aldrig rigtig det, jeg har vist ham. Jeg kan ikke for mig selv til det. Jeg væmmes ved mig selv engang imellem, når jeg er sådan overfor Louis. Men jeg er bange. Bange for at han vil hade mig, hvis jeg fortalte ham hvordan jeg følte. Det er nok også derfor jeg har taget afstand til ham, og han er ved at opfatte det. Jeg kan se det i hans såret udtryk hver gang jeg ignorerer ham, men jeg kan bare ikke. Det ville aldrig blive som det var engang, og det er nok det der gør mest ondt. Louis fortjener så meget mere, end hvad jeg kan give ham, og det håber jeg han ved.

Alkoholen gjorde mig pludselig aggresiv, og jeg havde lyst til at smadre et eller andet, men jeg gjorde det ikke. Det ville ikke være fair at lade det gå ud over noget, som alligvel ikke har gjort noget. 

Jeg rystede på hovedet, og gik med hurtige skridt ind i stuen. Louis måtte have en forklaring, og det ville jeg give ham. Han fortjente det. Måske ville han hade mig, måske ikke, jeg vidste bare, at lige nu havde alkoholen i blodet overbevist mig om at snakke med ham. Det ville jeg aldrig kunne gøre ædru, og det er nok det der skræmmer mig mest. 

Men jeg kunne ikke finde ham. Han var ingen steder at se. Jeg ville ikke indse at han ikke var her, for jeg var bange for hvad han kunne finde på klokken 1 om natten. Måske havde han haft tænkt det samme om mig? Måske havde han været ligeså syg af bekymring, som jeg er lige nu. Men jeg tror bare ikke det er sandheden. 

Jeg satte mig hen i sofaen, og gemte ansigtet i hænderne. Tankerne gjorde alt for ondt, og jeg havde lyst til at glemme alt og alle. Det gjorde alt for ondt, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg måtte bare lade det synke ind, og måske ville det så holde op når det er dybt nok inde. Men det var ikke tilfældet. 

Jeg så op fra mine hænder, og mine øjne landede på et brev der lå på bordet. Jeg kiggede undrende på det, da jeg ikke havde set det før. Det lå der ikke da jeg forlod lejligheden tidligere i dag, for at tage ud for at feste. Jeg overvejede og lade det ligge, og vente til i morgen med at læse det, men noget sagde mig, at det var vigtigt.

Og pludselig begyndte mit hjerte at banke afsted, da jeg så skriften. Louis'. 

Jeg begyndte at få kvalme, da tankerne igen begyndte at ødelægge mig indeni. Jeg var bange for hvad der ventede, når jeg ville læse det igennem. Louis er ikke i lejligheden, og det kan ikke længere betyde noget godt. 

Jeg tog hurtigt fat i det, og skimte det først. Det var langt, hvilket ikke gjorde mig mindre bekymret. Jeg sank en klump, og begyndte så at læse det igennem. Please Louis..

Jeg ved godt, at når du endelig har dette brev i hænderne er jeg her ikke længere. Jeg elsker ikke mig selv, og det er nok derfor jeg forstår hvorfor du heller ikke gør det. Jeg er ked af det. Jeg er så så ked af det. Jeg er ked af at jeg er blevet sådan. Men det sårer mig mere end du tror. Jeg ville ønske det ikke var sådan her mere, men jeg vil gætte på jeg ikke kan lave om på det. Tilgiv mig for at have været sådan. Jeg havde bare brug for hjælp og tryghed, som jeg ikke kunne få. Men der er dog nogle spørgsmål som stadig piner mig. Var jeg virkelig så let at give slip på? Var jeg bare fuld af negative tanker? Gik det ud over dig? Gjorde jeg noget forkert? Jeg ved det ikke, og du gav mig aldrig et svar på det. 

Husker du den gang jeg fortalte dig at du ikke skulle lade mig skubbe dig væk, men du lod mig bare gøre det som om det betød ingenting for dig? Det var der det føltes som om mit liv ikke gav nogen mening mere, Harry. Jeg følte mig så alene. Faktisk har jeg ikke haft det særlig godt på det seneste, det er nok derfor. Og det bliver kun værre. Jeg kunne have haft forklaret dig det, men du ville ikke forstå det. 

​Nu kan jeg så gå rundt og tænke "Hvad fanden er der galt med mig?" Er det normalt at jeg hader mig selv så meget? For efter det du sagde, ville jeg aldrig blive normal igen. Jeg tror aldrig jeg nogensinde vil blive glad igen. Du ved, nogen gange har jeg bare lyst til at forsvinde. Jeg må jo gøre et eller andet forkert, siden jeg føler at du væmmes ved mig? 

Da jeg var yngre, plejede jeg at elske mig selv og tænkte "Hvem gør ikke?" Men nu, 10 år senere, sidder jeg og tænker "Hvem gør?" Det er hårdt at vokse op i en verden, hvor du føler som om du aldrig ville blive god nok. Måske hvis mit hjerte ville holde op med at slå, vil det ikke gøre så fandens ondt? Jeg troede det ville blive bedre, men jeg har det dårligt igen, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, eller hvor jeg skal gå hen, eller hvem jeg skal snakke med, fordi alle er alligevel ligeglade, har jeg ret? Men jeg havde brug for nogen, som havde brug for mig, fordi mit problem er, at jeg altid vil have brug for nogen, men det ender altid med, at de efterlader mig, for hvem har brug for mig? 

Jeg skulle have vidst den ene dag, alt det du sagde ville vise sig at betyde ingenting mere. Det var det der gjorde allermest ondt, Harry. At det betød ingenting for dig. Jeg betød ingenting for dig. Jeg er bare så ked af det for at være så fucked-up indeni. Jeg har bare mistet mig selv fuldstændig.

Jeg var forelsket i dig. Selvom jeg prøvede på at overbevise mig selv om, at det ikke kunne passe, forelskede jeg mig stadig i dig. Jeg hader idéen af at en anden skulle have dig, det var nok også derfor jeg sad om natten og græd hver gang du var ude og score en ny tøs. Det gjorde så forbandet ondt. Forstil dig det her. Om 10 år ville jeg dumpe ind i dig på gaden. Jeg siger hej, og du siger det tilbage. Jeg spørger hvordan dit liv går, og du fortæller mig om din kone og dine børn, og når du gør det, ødelægger du mit hjerte. Men det er ikke fordi jeg ikke vil have du skal være glad, fordi det er det eneste jeg vil have dig til at være. Men fordi, for 10 år siden, forstillede jeg, at en anden ville spørge dig hvordan dit liv går, og du ville fortælle dem om mig. 

Jeg havde lyst til at fortælle dig alt det jeg følte, men der kom ikke et eneste ord ud, da jeg prøvede. Jeg tror heller ikke jeg vil være i stand til at forklare dig helt nøjagtigt, hvad det egentlig er der foregår. Men jeg vil prøve sådan her: Synes du ikke det er sjovt at have skåret sig på et papir, eller slået sin tå imod noget kan føles som den værste følelse nogensinde? Men jeg kan tage en kniv imod min hud, og føle ingenting. Kun følelsesløshed. For at være helt ærlig hader jeg mig selv, men du tror at jeg er glad. Jeg kunne sige "Jeg er okay" foran dig med øjnene fulde af tårer, og du ville stadig tro på mig. Er det nu jeg skal sige jeg er ked af det fordi at jeg eksisterer? Men jeg ville også have ønsket du havde opdaget mig være så ødelagt indeni. At du havde stoppet op og tænkt "Hvad fanden forgår der her?" Men det gjorde du ikke og pludselig betød det ingenting. Alt det jeg havde lyst til var at sove.. for altid. 

Louis

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...