Larry Stylinson {One-Shots}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 feb. 2013
  • Opdateret: 21 sep. 2014
  • Status: Igang
Larry Stylinson? Godt, læs med her og føl kærligheden vokse sig større om de to mest enestående drenge der bliver nød til at skjule deres kærlighed, kan det have konsekvenser? Tusindevis af Larry one-shots, så man er tæt på at tude.

52Likes
24Kommentarer
4908Visninger
AA

2. That day you died - Larry

Perfekt sang og inspiration til denne one shot ~ Trading Yesterday - Shattered

21/2 2013

Harry gik hen langs strandkanten, sparkede til småsten der lå i vejen for ham. Hænderne havde han gemt i sin jakke, på grund af kulden der havde omfavnet ham. Tårerne strømmede ned af hans kinder, og de fleste vidste alle sammen hvorfor. Han husker dog stadig dagen som var det i går. Den kendte kvalme, af de frygtelige tanker, er han så småt begyndt at vende sig til, så længe han bare kan få frisk luft. Smerten vokser sig større dag for dag, bare tanken om at han engang har gået med ham her ved siden af ham, flettede fingre, store smil som ikke engang Gabriel kunne fjerne. De har haft holdt deres forhold så længe hemmeligt, at det til sidst havde påvirket deres humør, men ikke den dag. Intet kunne stoppe smilet på deres læber, og den glade latter i den kolde luft. Ingen ville have haft troet at hvis man bare gik to timer frem i tiden den dag, ville det ende i kaos, skrig og gråd. Ingen havde turde gætte på det. 

Tiden havde gået så kvalmende langsomt for Harry, at lyset der engang holdt ham i live indeni, var så småt begyndt at fortage sig. Hvordan kan han klare flere år uden ham, når han knap nok kunne komme igennem en dag? Hvem tør svare på det spørgsmål? Svaret skræmmer hans nærmeste, det ligger sig lige på kanten til gråd. 

Harry lavede en pludselig bevægelse, og satte sig ned i sandet. Han så mod solnedgangen, prøvede på at holde hans tårer tilbage, men det føltes umuligt. Lige i dag havde han sådan en trang til at græde hans smerte ud. Bare lade alle hans følelser overvælde ham, og være ligeglad med hvis nogen så ham. Hvad havde han og miste? Siden han allerede havde mistet det mest værdifulde i hele hans ynkelige liv. 

Han samlede en sandklump op, og lod sandet stille sive imellem hans fingre. Tilbage lå der en lille musling, knust ligesom ham, og ville aldrig rigtig kunne repareres. Sættes sammen igen. Solen fik hans opmærksomhed tilbage på den. Han kneb øjnene sammen da han så op imod den, og nu kunne han mærke tårerne stille bevæge sig ned af hans kinder. Denne gang kunne han ikke klare det mere, og brød sammen. Han tog sig til brystet, og pressede sine øjne sammen, som om han var blevet ramt af noget hårdt. Han hulkede og snøftede, fordi han savnede hans elskede sig meget. Hans arme faldt ned langs hofterne på ham, og grab fat i det øverste sand, ligeglad med hvis han skar sig på en skarp sten. Han klemte det hårdt sammen, og løsnede så grebet om det, Lod det falde. Louis' ansigt kunne stadig for Harry til at skælve, føle sig forelsket på ny, men efterlade ham ødelagt. Harry tog en hurtig beslutning, rejste sig fra den kolde strandbund, og begyndte at løbe alt det han kunne mens han tænkte tilbage på præcis et år siden.

21/2 2012

Louis greb fat i Harrys ansigt og kyssede grådigt hans læber. Han havde savnet ham så meget, selvom det kun havde været et par timer. Louis kunne mærke hvordan Harrys læber strammede sig op i et stort smil igennem kysset. Louis lagde blidt sine arme om nakken på Harry, og foldede hans hænder sammen. Harry trak Louis indtil sig, kyssede ham med alt den kærlighed han følte for ham, og lagde derefter hans arme om livet på ham. Harry kunne mærke Louis' vejrtrækning igennem deres tykke vinterjakker. Føle hver gang hjertet pumpede blod igennem kroppen på ham. Da de trak deres læber væk fra hinanden, kiggede de hinanden i øjnene med et smil der fortalte det hele. De elskede hinanden. Højere end noget andet. Louis lagde hans kolde næse imod Harrys, og nød det dejlige øjeblik med solnedgangen i baggrunden. De havde aldrig troet at det ville blive sådan her. At de ville føle sådan en stor tiltrækning til hinanden, og være så overbeskyttende. Det var præcis sådan et forhold de begge to havde forstillet sig med en pige, men nu står de her. Begge to hamrende forelsket i deres eget køn. Det føles så forkert, men dog så rigtigt. 

De fór begge to sammen da de hørte skud i baggrunden. Ikke fjerne skud, men skud der kunne være lige i nærheden. Faktisk lige rundt om hjørnet. 

Harry trak Louis beskyttende ind imod sig, mens han kiggede nærmere i retningen af lyden. Han fik ikke øje på noget overhovedet, men til gengæld lød der et skud tættere på denne her gang. Larmen fra uskyldige mennesker voksede sig større, og en følelse af uro bredte sig i Harrys krop. Han kunne bestemt ikke lide denne her situation. Louis hev fat i Harrys ærme, og trak ham op imod lyden, men Harry gjorde modstand og prøvede på at få Louis med sig den anden vej. 

"Kom nu, Harry! Vi kan i det mindste hjælpe hvis der er nogen såret!" råbte Louis efter Harry. Harry rystede på hovedet, og prøvede at få Louis den anden vej, men det var forsent. Louis var løbet op imod stedet. Panikken steg i Harry og han vidste ikke om han skulle løbe efter Louis eller den anden vej. Han tog sig til hovedet, og blev pludselig irriteret over alt den energi han brugte på at finde en løsning. Han besluttede sig, og løb efter Louis. Da han kom rundt om huset, så han til sin store overraskelse en mand i forklædning. Han havde denne her originale elefanthue på, sort tøj, samt et våben i hånden. Harry var stensikker på at han så manden ryste af skræk. Han havde fat i håret på en ung smuk kvinde. Hendes tårer havde ødelagt hendes mascara, og hun bad ham om at slippe hende op til flere gange. Hun rystede af skræk, og var flere gange på kanten til at skrige både i smerte og af skræk. Manden var snu og pegede i alle retninger af tilskuerne, som alle prøvede på at få kvinden i sikkerhed, inden det her blev for voldsomt. Politiet stod lidt i baggrunden, og prøvede på at overtale ham. En ung politidame rakte en hånd ud imod kvinden, snakkede roligt til manden, og bad vist mest på at få kvinden i sikkerhed. Harry søgte imellem menneskeflokken efter Louis, men han var ingen steder at se. Det hele var et stort kaos, og panikken bobbelede i hver person. Flere politimænd kom, og prøvede på at lokke den store menneskemængde væk fra manden. Det gik ikke så godt, da hendes familie råbte og skreg af både manden og politimændene, fordi politimændene bad dem om at tage det roligt og forlade stedet hurtigst muligt. Ingen af dem lyttede rigtig til dem. De var alle sammen bange. Bange for hvad der kunne ske.

Harry stod med ryggen til manden og kvinden, og søgte efter Louis. Han hoppede lidt op og ned, men han var der bare ikke. Hvis bare han havde taget sin beslutning lidt hurtigere, ville han måske ikke stå og kigge efter Louis, men de ville begge to være i sikkerhed.

I et split sekund lød der atter et skud, dog ramte det noget hårdt denne gang. Harry lukkede sine øjne sammen, han var bange for at hvis han vendte sig om, ville kvinden ligge død på jorden, og helvede ville bryde løs. Han drejede stille rundt om sig selv og-

21/2 2013 

Harry satte farten op. Han havde ikke lyst til at gendanne billederne. Han ville ikke mærke smerten af det længere. Han løb alt hvad han kunne, så hurtigt som han aldrig havde løbet i hele hans liv, og det var kun for at mærke smerten i benene, og ikke i hjertet. Tårerne faldt til jorden mens han løb, både på grund af billederne og vinden. Han mærkede pulsen oppe i halsen, og hans krop der skreg og bad ham om at stoppe og få vejret, men han gjorde det ikke. Det her har været det eneste tidspunkt i hele denne her periode han ikke har kunnet mærke smerten i hjertet. Han følte sig fri og hans humør steg i bare nogle få sekunder. Det føltes som om han kunne mærke Louis i hans krop, og det var første gang i flere måneder han smilede. Et smil kun Louis kunne bringe frem i ham, og det øjeblik følte Harry sig tæt på ham. Som om han løb lige ved siden af ham som de havde gjort da de var bedste venner i 6 klasse. Glæden løb igennem hans årer, og han smilede større igennem tårerne, glemte fuldstændig ulykken for et år siden. Glemte den smerte der havde forfulgt ham, men han vidste at på et tidspunkt ville han blive nød til at stoppe, og det hele ville komme strømmende til ham igen, overvælde ham, og ødelægge hver og en celle i ham. 

Efter nogle sekunders løbetur, stoppede han roligt op. Det han havde vidst, kom nu tilbage. Han gjorde ikke noget ved det, han stod bare og mærkede hvordan det strømmede igennem ham. Han mærkede hvordan hans puls slog hårdt imod tindingen. Han var ligeglad. Han var træt. Udmattet. 

21/3 2012

Først var der stilhed. Uhyggeligt stille i forhold til den råben og larmen der havde været der før. Han så hvordan pigen løsrev sig fra den chokrede skurk, og løb hen imod sin familie med armene åbne. De omfavnede glad hinanden, og Harry følte sig lettet i få sekunder, indtil han fik øje på den person der var blevet ramt af skuddet. Harry kunne ikke tro sine egne øjne da han fik øje på Louis' livløse krop på jorden. Pistolen røg ud af hånden på manden af skræk, og han blev tvunget i håndjern og ført væk af politiet. Alt føltes som om det gik i slowmotion for Harry. Han hørte knap nok damen ved siden af ham ringe efter en ambulance. Han havde ingen anelse om hvad han skulle gøre, og det første der faldt ham ind var at løbe hen imod Louis, og det gjorde han. Tårerne landede på Louis' ansigt, og Harry samlede Louis op i sine arme, og lagde ham forsigtigt i sit skød. Louis kiggede op på Harry og smilede svagt. Hans øjne lyste ikke længere. Harry prøvede på at smile tilbage til drengen i hans arme, men det blev vist mere til en grimasse. Harry rystede da han kørte en hånd igennem håret på ham. 

"Louis?" spurgte Harry med gråd i stemmen. Han knækkede fuldstændig sammen, og var knust. "Bliv hos mig" sagde Harry efter få sekunder. Louis svarede ikke, Harry viste han ikke kunne, at han var for svag. Hans energi var i bund, og Harry vidste udmærket godt hvad der ventede. 

En politimand prikkede til ham, og tog fat i Harry, men han ruskede sig fri og lagde sine hænder på Louis' iskolde kinder. Han pressede hans læber hårdt imod hans, og håbede inderligt at det ikke ville være sidste gang han kyssede de læber. Harry prøvede på at huske hver eneste følelse i kroppen han fik hver gang han kyssede Louis, men han var bange for at han ville glemme dem. Flere mænd tog nu hårdt fat i Harry, og hev ham væk fra Louis. Harry skreg og græd, bad mændene om at lade ham gå, men de rystede begge to på hovederne. Han fik et blåt tæppe om skuldrene, som bare fik ham til at græde endnu mere. Han havde set det her flere gange på film og havde været glad for at han hver gang ikke stod i den situation, men nu står han her altså. Synder knust. 

Han så hvordan de gav Louis hjertemassage, hvordan Louis' ansigt skiftede farve til kridhvid. Harry prøvede nu mest på at få styr på sig selv, holde sig selv oppe, prøve på at være stærk. Efter noget tid, mærkede Harry to arme på hans skuldre. Han fik et chok, og drejede rundt. Først havde han svært ved at se personen foran sig på grund af tårer. Han tørrede dem væk med håndryggen, og så Jay, Louis' mor, stå foran ham og så lige så forfærdelig ud som ham. Harry kastede sig i hendes arme, og gjorde hendes trøje våd af tårer. Han var ligeglad, han kendte Jay så godt at han vidste at hun vidste hvordan han følte og havde det. De stod lidt og holdt om hinanden, da en af ambulance mændene kom over til Harry, og begyndte at snakke. De ville vide alt, men Harry kunne desværre ikke fortælle hvordan det var sket da han ikke havde set det. Efter de havde givet oplysninger omkring Louis, lagde manden en hånd på Harrys skulder og sagde med en blid stemme 'Det skal nok gå'  Harry sagde ikke noget, men rystede bare på hovedet da manden gik ind i ambulancen. Han kunne stadig ikke fatte hvad der lige var sket, og følelserne kom nu væltende frem. Han brød sammen i Jays arme, og holdt hende tæt. Han kiggede hen imod gerningsstedet uden at give slip på Jay, han så hvordan de tog Louis op på en båre, og kørte ham hen imod ambulancen. De lukkede dørene, og kørte afsted med fuld udrykning. Tilbage stod Harry og Jay, begravet i hinandens arme. Knuste.

21/2 2013

Harry stod ude på enden af klippen, mærkede hvordan vinden let blæste hans hår omkuld. Han mærkede hvordan den kolde luft omfavnede ham, men han frøs ikke. Han havde et smil på læberne, og følte sig på en måde fri. Han løftede sine arme 90 grader op i luften så det lignede han prøvede på at flyve. Han kunne dufte Louis' duft, og det fik hans smil på læberne til at vokse sig større. Han havde en trang til at kaste sig ud i duften, men han holdte lidt igen. Han ville ikke huske tilbage på alt det dårlige, men det gode. Som deres første kys, Harrys lykkeligste dag. Han havde længe haft de her følelser for sin bedste ven, og den dag vidste Harry at Louis gengældte dem. Han huskede hvordan han havde kigget på Louis' ansigt hver morgen, han så hvor fredløs og uskyldig han så ud når han sov, og det bragte nu altid et smil på Harrys læber. Han kunne ligge sådan i timevis og bare se hvordan Louis lå og sov. 

Tårerne løb nu ned af hans kinder, ikke på grund af at han kom til at tænke på det dårlige, men på grund af alt den glæde Louis gav ham. Det var glædestårer. Han var glad for alt den kærlighed og glæde Louis bragte frem i ham, og i det sekund vidste Harry at det ikke var slut. Det ville det aldrig være så længe Harry troede på sig selv, og i deres kærlighed. Harry vidste godt at han ikke hørte til her længere, at han ikke havde noget at leve for. Det sidste år havde han ikke lavet andet end at sove, spise, gå på toilettet også sove igen. Han har sovet sine dage væk. 

Han kiggede ned af klippen, og så hvordan alting så så småt ud. Flere små prikker havde samlet sig nede forenden af klippen, men Harry var egentlig ligeglad. Harry så Louis ansigt foran sig, smilende og lykkelig. Det fik Harry til at træde bare et lille skridt frem, og direkte ned i afgrunden.

Harry vidste udmærket godt at det ikke skulle ende sådan her, men hvordan kunne det andet? Han havde mistet Louis, og han kunne bare ikke holde smerten ud længere. Den var for stærk og på et eller andet tidspunkt ville den æde ham op indefra. Man kan ikke selv bestemme hvem man forelsker sig i, det lærte Harry og et eller andet sted indeni ham, ønskede han at han ikke havde følt de her ting for Louis, bare for at kunne overleve denne verden, men han kunne ikke lave om på fortiden, det var nok det værste af det hele. Fortiden. Hver dag forbander han sig selv for ikke at have haft gjort noget mere, men han var skrækslagen, bange, forvirret og fortabt. Han kunne ikke klare synet af Louis, og ligemeget hvor langt han så nåede i livet ville det billede altid plage ham. Forstil dig at du mister den du elsker allermest. Svært, ikke? Men ligemeget hvor meget du så end prøvede på at forstille dig det, ville du aldrig rigtig føle smerten før du havde set, prøvet og mærket det selv. Kærlighed var en sjov ting. Det vil på et tidspunkt ødelægge os indeni, men alligevel vil vi ikke kunne leve uden det. Kærligheden får det bedste frem i os, og ser de små glæder, som når fuglene synger. Jeg ved godt at Louis ikke ønskede at det her skulle ske, at han ville have at jeg fandt kærligheden i ny person, levede videre uden ham og blev lykkelig, men min lykke er hos Louis, og uden Louis ingen lykke. Derfor kan man vel sige jeg valgte den lette vej, vejen hen imod Louis. Jeg ville ikke kunne klare at gå flere dage igennem uden ham. Jeg er sikker på at Louis nok skal blive min igen, bare ikke i det her liv.

Mit navn er Harry Styles, og jeg forelskede mig i det der blev min død.

Også blev alt sort. 

27/2 2012

Harry fortrød ikke han var taget ud på kirkegården. Faktisk havde det på en måde hjulpet lidt på hans humør efter nyheden med Louis. Louis døde i ambulancen, og der var intet de kunne gøre ved det. Harry brugte de første dage efter nyheden på at græde. Han spiste ikke, sov ikke, han kom knap nok ud af huset. Han følte ingenting, og efter han havde grædt sig tom havde han besluttet sig for at tage ud på kirkegården. Han kunne ikke klare at tage ud til hans begravelse, så han valgte at blive hjemme kigge på billeder af Louis og ham. Dagen efter besluttede han sig for at tage ud på kirkegården selvom han vidste det ville blive hårdt. Gravstedet var så smukt, ligesom Louis. Blomster var pyntet rundt omkring, og på stenen sad der en lille grå fugl. 

Harry satte sig ned på hug foran gravstedet, og så sig omkring. Han rørte ved jorden, vidste at Louis lå lige nede under ham. Harry fældede et par tårer, og kiggede så op på stenen. I starten havde han svært ved at se hvad der stod på gravstenen. Hans syn blev skarpt og han smilede af ordene på stenen. Han rørte let ved de sorte bogstaver, hviskede Louis navn. Han kyssede let sine fingerspidser, og plantede dem derefter på Louis' smukke navn. 

Louis Troy Austin Tomlinson

Born 24/12 1991 - Dead 21/2 2012

"A day without you is like a day without sunshine... I miss you"

Your love, Harry

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...