Larry Stylinson {One-Shots}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 feb. 2013
  • Opdateret: 21 sep. 2014
  • Status: Igang
Larry Stylinson? Godt, læs med her og føl kærligheden vokse sig større om de to mest enestående drenge der bliver nød til at skjule deres kærlighed, kan det have konsekvenser? Tusindevis af Larry one-shots, så man er tæt på at tude.

52Likes
24Kommentarer
4940Visninger
AA

6. If I lost you - Larry

Inspiration: The Fray - Heartless

Harry

Jeg stod lidt og fedtede med noget mel og mælk da jeg havde besluttet mig for at lave boller, eller brød jeg vidste det ikke helt. Louis, som altid er så mega doven, fik jeg dog slæbt med til det, og han stod lidt og trippede i baggrunden og ikke rigtig vidste hvad han skulle lave. Jeg bad ham bare om at hente de ting jeg havde brug for, og det gjorde han da også det var nu ikke det der var problemet. Problemet var at han elskede at drille. Nogle gange værre end andre og jeg kunne tydeligvis se at denne her dag var ingen undtagelse. Dagen skulle nok blive morsom. 

Jeg stod og rørte rundt i dejen, da jeg pludselig mærkede noget mærkeligt i nakken på mig. Jeg ignorerede det, men det blev bare ved. Da jeg skulle til at gå ind på badeværelset for at tjekke hvad det var, stod Louis med melposen i hånden og hældte mel ned i nakken på mig. Jeg begyndte at se rigtig sur ud, men han opdagede desværre min facade, så han grinte bare hysterisk videre. Jeg var fuldstændig fedtet ind i det hvide mel, så hvorfor dog ikke få lidt sjov ud af det? Jeg rav posen ud af hånden på Louis og begyndte at hælde det i hovedet på ham. Han stoppede med at grine og så surt på mig.

"Gengæld" Sagde jeg med min dybeste stemme som fik Louis til at grine. Jeg fandt nogle æg i køleskabet og løb efter ham. Han opdagede med det samme hvad jeg var ude på og løb ind i stuen med alt melet som røg til alle siderne. Vi fik så meget fart på at i næsten øjeblik lå Louis på jorden og jeg var røget oven i ham med æggene klasket ned i gulvet ved siden af os. Vi begyndte begge to at grine og vi havde vist begge to svært ved at få luft. Da der så endelig var stille i hele huset, afbrød Louis stilheden med noget jeg slet ikke havde troet han ville sige.

"Jeg elsker dig" Jeg var bange for at hans ord ville blotte mine følelser for ham og for at det ikke skulle blive så akavet rejste jeg mig op fra ham. Han blev bare liggende på gulvet med blikket rettet imod luftet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde lyst til at sige at jeg også elskede ham og at jeg havde de her mærkelig følelser for ham som jeg bare ikke kan forklare, men at jeg har sådan en trang til at gå hen og kysse ham og holde om ham og fortælle ham at jeg vil have at han skal være min. Rummet føltes lige pludselig utrolig kold og stille og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hans ord fyldte det meste og jeg havde det som om jeg skulle til at græde. Mente han det på en venne måde? Eller mente han at han også havde lyst til at være mere. Jeg havde virkelig lyst til at fortælle ham at jeg også elskede ham, men jeg kunne ikke. Det ville være for stor et pres og hvis jeg sagde det ville jeg ikke kunne stoppe med alle de ord der ligger gemt bagerst inde i mig. Det er forfærdeligt hvordan jeg må lide med de her ord. 

Jeg sagde ikke noget jeg rejste mig bare og så ned på Louis som stadig lå på gulvet. Han kiggede op i luften stadig uden at sige et ord, tydeligvis forvirret over hvorfor jeg ikke tør sige det til ham, men jeg kunne bare ikke. Det ville gøre for ondt når jeg ved at han ikke er min og at han finder piger tiltrækkende. Desværre. Jeg løb oven på og lukkede mig selv inde på vores værelse. Jeg gled stille ned af døren da jeg mærkede tårerne presse sig på. Hvad er det dog han gør ved med den dreng? Jeg tog en dyb indånding og lagde mig hen i sengen. Jeg kiggede op i luften som Louis gjorde for lidt tid siden. 

Jeg er et fjols.

Det var det eneste der kom frem i min tankegang, og det er også rigtigt. Selvfølgelig skulle jeg have haft sagt det, for nu ved jeg hvor pinlig det vil blive for mig når Louis spørger hvis der er noget i vejen og han føler sig sikkert også skuffet fordi jeg bare forlader ham sådan, men jeg kan ikke give ham en god nok grund. Hvad fanden skal jeg dog gøre? Jeg lå lidt og tænkte over tingene da jeg besluttede mig for at gå ned til Louis og også fortælle ham at jeg også elsker ham. Jeg skulle til at gå nedeunder da jeg hørte Louis råbe.

"Jeg tager lige i super market og køber de ting vi mangler" Og døren smækkede. Jeg sukkede dybt og satte mig ned på det første trappetrin. Endelig da jeg havde fået samlet mod til at sige det til ham, smutter han bare sådan? Alligevel besluttede jeg mig for at gå ned og rydde op i køkkenet og i stuen. Jeg fandt en spand frem og hældte varm vand i spanden også gik jeg ind i stuen og begyndte at skrubbe æggene og melet af guldtæppet, hvilket faktisk gik okay godt det tog mig dog bare 15 - 20 minutter og så var det bare køkkenet. 

Efter at have gjort alt arbejdet, kiggede jeg op på uret. 40 minutter siden at han tog afsted. Det er alligevel en af de længste gange han har været der. Jeg kunne stadig mærke at jeg gik efter at fortælle ham at jeg også elsker ham, men mit mod blev pludselig mindre og mindre jo længere tid han var om det. Mon han også havde brug for at tænke tingene igennem? Jeg rystede på hovedet og gik hen til tvet for at få tiden til at gå og for ikke at tænke så meget over Louis. Tiden gik afsted med et dejligt quiz show som dog også fik mig til at grine en enkel gang eller to. Da der kom pause i quiz programmet skulle jeg til at rejse mig, men der var noget der stoppede mig. Nyhederne. Jeg skævlede over hele kroppen og mine øjne blev blanke. Nej, bare nej. Et billede blev vist af en stor ulykke. 4 - 5 biler var fuldstændig krympet sammen til en kugle. En af de biler lignede den Louis havde kørt. Mit værste mareridt var lige blevet til virkelighed. Damen snakkede om at den var sket for 10 minutter siden. Bilen tilhørte Louis det var ingen tvivl. Jeg begyndte at græde og ledte desperat efter min mobil.

Hvorfor skal det lige ske for mig? Hvis jeg bare havde fortalt Louis at jeg elskede ham ville det her måske ikke have været sket og han havde måske ikke taget afsted.

Jeg havde svært ved at trykke hans nummer ind da mine øjne gjorde det hele utydelig. Jeg tog telefonen op til øret og håbede på at bare en eller anden ville tage hans telefon og fortælle mig hvad fanden det er der sker. Jeg nev mig selv i armen og tvang mig selv til at få styr på mig selv. Uden held var der ingen der tog den. Jeg smed den ned i gulvet og begyndte at krympe mig sammen på gulvet.

Det kan bare ikke være rigtig kan det? Hvorfor lige ham? Hvorfor ikke mig? Han var den eneste person der kunne gøre alle glade. Han var en af de bedste mennesker på jorden, også går det ud over ham?`Jeg skulle have fortalt ham det, men nu er det forsent og jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke hvor det er sket henne og jeg kan ikke få fat på nogen. Jeg græd hysterisk og håbede på det hele bare var en drøm ved at nive mig i armen op til flere gange, men intet skete. Jeg vågnede ikke svedig op fra en ond drøm, jeg blev bare siddende på gulvet med benene trukket godt op under mig. Livet er fandme noget lort. Jeg havde min telefon i min højre hånd klemt helt ind til mig, for hvis der nu var nogen der ringede. Hvis bare der var nogen der ringede hurtigt så jeg kunne komme afsted i stedet for at sidde her og intet kan gøre. Jeg har bare brug for at se ham igen. Jeg ville bede til gud at han aldrig nogensinde vil forlade mig, men det er forsent nu.

Jeg rev mig frustreret i håret og bandede af mig selv. Det hele er min skyld. Det er min egen skyld hvis jeg mister Louis på grund af jeg ikke kan sige de fucking 3 ord!

Jeg skreg og råbte af mig selv, men jeg vidste vel godt at det ikke ville nytte noget. At jeg var håbløs i denne her situation og at hvis nogen ikke snart ville ringe til mig og fortælle noget om det, ville jeg selv gå ud og lede efter ham i stedet, hvor lang tid det så end tager. Jeg satte mig helt tæt op af muren, og lagde mine arme rundt om mine ben. Jeg støttede mit hoved imod mine knæ, og vuggede mig stille frem og tilbage. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg bare sad sådan og vuggede mig selv frem og tilbage. 10 minutter, måske? Men jeg hørte fordøren gå op og det var mit tegn til at springe op fra min stilling og løbe hen til døren. Først var jeg rigtig bange for hvem det var. Personen kom ind.

Tiden stod stille i 1 sekund, 2 sekunder, 3 sekunder, 4 sekunder, 5 sekunder, 6 sekunder før jeg igen kunne mærke mig selv og bevæge mig rundt. Det eneste der slog mig var at løbe hen i hans arme, og det gjorde. Jeg sprang ind i Louis' favn og holdte ham så tæt på min krop som jeg overhovedet kunne så han måtte blive nød til at smide hans plastisk poser med madvarer og andre nyttige ting i, ned på gulvet.

"Louis!" Råbte jeg da han rev sig væk fra mig og så mig forvirret i øjnene. Hans blik viste først medlidenhed da han så mine røde øjne af gråd, og hvor meget jeg egentlig rystede. Han åbnede munden og skulle til at sige noget da jeg kom ham i forkøbte.

"Jeg elsker dig!" Endelig fik jeg det sagt, og det føltes fantastisk. Klart en af de bedste beslutninger jeg længe havde haft taget, og jeg kunne virkelig bare ikke beskrive hvor glad jeg var for at han var her. At det ikke var hans bil der lå der. Måske er det her noget der har fået mig til at tænke mere og de beslutninger jeg tager? Over at det måske kan have konsekvenser for andre det jeg måske gør eller siger og at jeg skal tænke mig om? Jeg ved det ikke, det eneste jeg vidste var at jeg aldrig havde elsket Louis højere end nogensinde før. "Jeg elsker dig Louis, mere end noget andet!" Jeg sagde det lige højere end en normal stemme, men jeg ville bare have at han skulle forstå det. Han så mig ind i øjnene og hans blik forandrede sig fuldstændig. Det blev lysere og viste en hel anden side af ham. Hans øjne smilede af mig. Vi stod bare og kiggede hinanden i øjnene, da jeg mærkede en hånd bag min nakke. Louis smilede stort af mig, og før jeg vidste af det havde Louis trukket mit ansigt helt hen til hans. Han kyssede mig dybt og først forstod jeg ikke hvad der skete eller om det bare var en eller anden sindsyg drøm jeg ikke kunne vågne op fra, for det her var bare for sindsygt. Han kyssede mig med alt han havde og viste mig alt det han følte, og det var første gang i mange år jeg nogensinde havde været så glad. Vi var så opslugt af hinanden og jeg lagde blidt mine hænder på ryggen af ham og trak ham længere ind til mig.

Da vi havde udforsket hinandens munde lidt blev vi dog nød til at få luft. Jeg kiggede ham dybt ind i hans krystalblå øjne som lyste som aldrig før.

"Louis, jeg elsker dig mere end noget andet" Han smilede endnu mere af mine ord. "Jeg troede jeg havde mistet dig da jeg så i tvet en ulykke hvor der var en bil der lignede din på en prik. Jeg var så bange og troede det hele var min skyld, fordi jeg ikke kunne sige jeg også elskede dig. Hvis jeg sagde det var jeg bange for at blotte mine følelser for dig og at du så ville væmmes ved mig, så jeg holdte de--" Louis afbrød mig med endnu et af hans smukke kys på mine læber som fik mig til at blive blød i knæene. Jeg fik sommerfugle i maven og jeg kunne bare ikke tro at jeg stod og kyssede med den jeg næsten har været forelsket i hele mit liv, og at han også er forelsket i mig. Da han trak sig væk fra mig var det hans tur til at snakke.

"Det er okay, Harry. Jeg forstår godt du blev bange, og det gør ikke noget. For du gemte det bedste til sidst" Jeg smilede af hans ord og kyssede ham endnu engang.

Livet er fuld af overraskelser, nogen bedre end andre, men vi ved aldrig helt virkelig tur fremtiden vil tage os på, og på en måde er det vel vores egne fejl eller beslutninger der åbner en ny dør ind i fremtiden. Det eneste vi ved er at vores overraskelser kommer når vi mindst venter det, og min var ingen undtagelse. Bare aldrig giv op, okay? Vi kommer alle sammen til at se den sorte side af livet og den gode inden vi en dag dør. Alt er godt i slutningen, hvis det ikke er godt så er det ikke slutningen. Som min mor altid sagde hver nytår: Det her er starten på en ny bog, skriv en god en. Tag chancen og kast dig ud i noget helt uventet. Hvem ved? Måske vil det blive den bedste beslutning i hele dit liv.

Slut

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...