First heartbeat

Pigen Elisabeth (Kaldet Beth) har levet alene sammen med hendes far i næsten 400 år, og de er begge to levende døde, men de har altid været gode til at skjule deres hemmelighed for mennesker. Beth går på en helt normal high school i en hel normal by og har helt normale venner. Men hele hendes verden og rutine får en ny drejning, da den nye dreng Mason starter i deres klasse, og han får hendes hjerte til at slå for en gang skyld, og for første gang føler Beth sig levende. Men deres kærlighed har store konsekvenser eftersom, at det er forbudt for en død pige som Beth, at have et forhold til et normalt menneske som Mason, og hendes far forbyder det.
Snart laver Beth en kæmpe forandring i den udødelige verden, og intet bliver nogensinde som det var før.

2Likes
4Kommentarer
401Visninger
AA

4. What are you?

Kære dagbog! Det har været en utrolig dag med mange overraskelser.. 

"Skal du noget efter skole?" Han kiggede mig i øjnene og jeg kunne mærke, at mit hjerte hoppede afsted. "Nej..", svarede jeg og prøvede at smile til ham, selvom jeg ikke kunne bevæge mig. Han smilede tilbage. "Vil du måske gå en tur med mig i skoven?" Jeg tøvede ikke. "Det vil jeg meget gerne." svarede jeg, og et drys lykke blev drysset på mig. 

Da det blev frokosttid, sad vi sammen nede i kantinen. Jeg var lettet over, at alle mine veninder accepterede det. Dejlige piger. "Skal du slet ikke have noget at spise?" spurgte jeg undrende, da han som sædvanlig ikke spiste noget frokost. "Ehm nej.. Jeg plejer ikke at spise frokost så tidligt." svarede han bare. Så sad vi lidt i stilhed, mens jeg spiste min pastasalat og tænkte over, hvad han var for en. "Bor du i nærheden?" spurgte jeg for at bryde tavsheden og han svarede "Ja vores nye hus ligger cirka 2 km fra skolen." Han kiggede længe på mig. "Du har et ar på benet.." sagde han pludselig. Det vidste jeg godt, at jeg havde. Det var der hvor en klam hjemløs zombie for lang tid siden, havde bidt mig. Min far havde et på armen. "Det ved jeg, det var et som jeg fik, da jeg var 9 år.. Jeg faldt på cykel." sagde jeg og nikkede bekræftende. "Hvor kommer du fra?" spurgte jeg nysgerrigt. "Min familie rejser ret meget rundt, så jeg har boet mange forskellige steder." svarede han. Hmm.. Det tyggede jeg lidt på. Ikke ligefrem noget præcist svar. Hvor havde han boet sidst? Også i andre lande? Der var seriøst noget underligt ved den dreng. Jeg turde heller ikke sige til min far, at mit hjerte var begyndt at slå, så ville han blive sindssygt bekymret. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. "Er du et menneske?" spurgte jeg og fortrød det lige så snart, at det kom ud af min mund. Han stirrede på mig i noget tid uden at svare. Så rejste han sig pludselig op og gik. Nu sad jeg alene ved et bord i kantinen, og mange kiggede undrende på mig. Jeg tog min pastasalat og rejste mig op. Pastasalaten smed jeg ud, og så løb jeg ud efter ham. Hvorfor var han så dårlig til at svare på spørgsmål? Jeg så ham. Han var på vej ud af skolen. Jeg løb efter ham ud på gaden, og man skulle tro at han vidste, at jeg var der fordi lige pludselig, vendte han sig om og tog med et hårdt greb fat om mine arme. "Jeg er ikke den du tror jeg er..." sagde han, og jeg svarede grinende "Det er jeg heller ikke". Han så pludselig meget forvirret ud og det morede mig lidt. "Jeg er heller ikke et menneske". Nu stirrede han. "Er du ikke?" og jeg svarede hurtigt "Niks" Jeg grinte "Jeg er død, men jeg foretrækker faktisk at blive kaldt zombie." Nu grinte jeg igen. Argh jeg var så dårlig til at kontrollere min latter. Jeg kiggede lidt på ham og ventede på, at han ville sige noget. Hallooo? Jeg har lige brudt en af de største regler i de dødes love for din skyld, du må da i det mindste gerne sige noget. Han så ud til at have tabt underkæben. Hvorfor dog det, var han ikke selv død? Nu blev jeg bekymret. Skulle jeg sige at det var for sjov, eller skulle jeg vente længere på hans reaktion? Jeg nåede ikke at tænke mere for i samme øjeblik, besvimede han.

Jeg ventede inde i venteværelset på hospitalet, da en sygeplejerske endelig kaldte mig ind hos mig. "Hvordan var det nu du sagde, at han besvimede?" spurgte hun mig også. "Ehh.. Jeg fortalte ham bare... noget." svarede jeg. Hun nikkede, og da vi  kom ind på hans værelse, lå han stadig med lukkede øjne. Hans mor sad derinde, og hun holdt ham i hånden. "Jeg er nødt til at tage på arbejde nu." sagde hun "Pas godt på ham og husk at ring ligeså snart, at han vågner." Hun havde mørkt langt krøllet hår, og hun var smuk og bleg ligesom Mason. Hun hilste ikke på mig, men hun gik lige forbi mig uden et ord, som om jeg ikke var der. Sygeplejersken sagde til mig, at jeg kunne få lov til at sidde her lidt og vente på, at han ville vågne. Jeg sukkede og satte mig på den hvide stol ved siden af sengen.

Jeg opdagede at jeg var faldet i søvn i stolen, da jeg hørte ham sige noget: "Beth?", og jeg vågnede med det samme. "Mason.." sagde jeg. 

XOXO.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...