First heartbeat

Pigen Elisabeth (Kaldet Beth) har levet alene sammen med hendes far i næsten 400 år, og de er begge to levende døde, men de har altid været gode til at skjule deres hemmelighed for mennesker. Beth går på en helt normal high school i en hel normal by og har helt normale venner. Men hele hendes verden og rutine får en ny drejning, da den nye dreng Mason starter i deres klasse, og han får hendes hjerte til at slå for en gang skyld, og for første gang føler Beth sig levende. Men deres kærlighed har store konsekvenser eftersom, at det er forbudt for en død pige som Beth, at have et forhold til et normalt menneske som Mason, og hendes far forbyder det.
Snart laver Beth en kæmpe forandring i den udødelige verden, og intet bliver nogensinde som det var før.

2Likes
4Kommentarer
405Visninger
AA

3. My first heartbeat

Kære dagbog! Der er sket noget helt sindssygt!

Jeg vågnede om morgenen men denne her gang uden nogen sær drøm. Som sædvanlig lignede jeg en zombie, så jeg gjorde mig i stand og hoppede i nogle jeans og en mørkerød sweater. Håret lod jeg hænge løst ned, og jeg redte mit lange pandehår til siden. Ja mit pandehår er stadig igang med at vokse ned. I dag skulle den nye dreng starte og den eneste grund til, at jeg kunne huske det var fordi, at alle havde snakket om det uafbrudt. Mason. Hmm.. Sødt.

Alle sad på sin plads, da han pludselig trådte ind. Jeg fik det største chok i mit lange liv. Jeg kunne genkende ham med det samme fra min drøm, og lige pludselig gik alting i slow motion. Han gik langsomt og ind i klassen og smilede lidt. Mørkt hår, blå øjne, brede læber, flotte træk, maskulin krop, ligbleg hud. Han lignede nærmest en engel, og jeg blev blændet. Så var det jeg hørte det. Dunk dunk.. Igen og igen. Shit! - Mit hjerte bankede! Jeg var nærmest ved at besvime, det hele var så uvirkeligt. Skete det her i virkeligheden? Så sagde Miss Tonston smilende i slow motion: "Tag godt imod Mason. Hans familie er lige flyttet til byen, og I skal huske at vise ham rundt. Du kan sætte dig der ved siden af Elisabeth." Hun pegede på den tomme plads ved siden af mig, og mit hjerte bankede hurtigere. Jeg vidste ikke engang, at jeg havde et hjerte. Mason satte sig ned og lod til at more sig over mig. Hvorfor gjorde han dog det? Så opdagede jeg at mit ansigt var helt forstenet, og jeg sad med åben mund og stirrede på ham. Jeg mærkede varmen blusse op i mine kender, og jeg smilede genert til ham. "Hej.. sa." Fik jeg fremstammet, og han svarede "Hejsa?" og grinte lidt. "Vel.. kommen." prøvede jeg igen for at gøre det mindre akavet, men det blev kun være. "Tak" sagde han, og pludselig blev han også genert. Vi stirrede lidt på hinanden og holdt øjenkontakten i lidt tid. Det var som om, at alting blev sat på pause og pludselig, var det kun mig og ham i verden. Jeg nød det, og jeg ville ønske det aldrig holdt op.

Da klokken ringede, styrtede alle hen til ham og stillede en million spørgsmål. Da han havde svaret alle, besluttede jeg mig til at tage mig sammen. "Ehm.. Mason?" Sagde jeg nervøst og mine ben rystede irriterende meget. "Ja?" svarede han, "Skal jeg vise dig rundt på skolen?" spurgte jeg, og han så glad ud "Det må du meget gerne". 

Stemningen var ret akavet, da jeg viste ham rundt og fortalte om de forskellige steder. Men jeg kunne ikke holde det ud længere. Vi sluttede af ude i gården, og jeg var fuldkommen ligeglad med, at det støvregnede lidt. "Kender vi hinanden?", spurgte jeg direkte. Han rømmede sig lidt, og der gik lidt tid før han svarede: "Det fortaber sig i det uvisse." smilede han. What the fuck? Kunne du ikke bare sige ja eller nej menneske? Var han overhovedet et menneske? Han virkede så.. Anderledes. 

 

XOXO. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...