First heartbeat

Pigen Elisabeth (Kaldet Beth) har levet alene sammen med hendes far i næsten 400 år, og de er begge to levende døde, men de har altid været gode til at skjule deres hemmelighed for mennesker. Beth går på en helt normal high school i en hel normal by og har helt normale venner. Men hele hendes verden og rutine får en ny drejning, da den nye dreng Mason starter i deres klasse, og han får hendes hjerte til at slå for en gang skyld, og for første gang føler Beth sig levende. Men deres kærlighed har store konsekvenser eftersom, at det er forbudt for en død pige som Beth, at have et forhold til et normalt menneske som Mason, og hendes far forbyder det.
Snart laver Beth en kæmpe forandring i den udødelige verden, og intet bliver nogensinde som det var før.

2Likes
4Kommentarer
400Visninger
AA

1. A normal day

Kære dagbog. Sådan startede min dag. 

"GISP er den levende?" jokede min far da han så mig stå op. "Haha far.." sagde jeg sarkastisk "Den joke dør bare aldrig, hva?" Min far smilede til mig. "Nej og det gør vi heller ikke" og så lod han mig endelig være i  fred og gik ned i køkkenet for at lave morgenmad. Jeg kiggede mig i spejlet. Som sædvanlig når jeg vågnede, havde jeg klam zombie hud og overdrevede poser under øjne. Ja det var grunden til at jeg sjældent overnattede hos folk. Jeg sukkede over mit klamme morgenudseende og skyndte mig at finde min foundation frem. Hvordan skulle jeg dog leve uden min foundation, tænkte jeg mens jeg smurte den ud i hele mit ansigt. Mascara, blush og lipgloss  var også et must. Jeg redte mit korte blonde hår igennem og som sædvanlig, lod jeg det bare hænge løst med et pandebånd, fordi det klædte mig bedst. Jeg tog en mørkeblå kjole på og sorte vans.

Hmm.. Jeg lignede jo en ganske normal skolepige, tænkte jeg tilfreds foran spejlet. "MORGENMAD" råbte min far, og jeg kunne lugte bacon og æg. Det irriterede mig nogle gange, at min far altid var i så godt humør, han klagede aldrig over at være en død zombie, ja man skulle tro at han var stolt over det. Men det var jeg ikke. Selvom jeg havde lært at leve med det, og vænne mig til det, så savnede jeg stadig alle de menneskelige ting som fx rødmen i kinderne, hjerteslag og ikke mindst kærlighed. Kærlighed var nok det jeg savnede mest. Jeg havde ikke oplevet kærlighed i 397 år, og selvfølgelig var der mange som havde været forelskede i mig, men jeg havde aldrig prøvet at nære den mindste følelse for nogen. Det var forfærdeligt. 

"Beth!" råbte Isabel da hun så mig. Hun spurtede over til mig, og gav mig et hurtigt kram. "Har du hørt den store nyhed?" spurgte hun og kiggede alvorligt på mig. "Nej?" svarede jeg bare opgivende. Jeg havde oplevet så mange "store" nyheder i alle mine leveår, så det interesserede mig ikke just med endnu en. "Der starter en ny dreng i klassen! Kaldet Mason! Nuttet navn ikke?" sagde hun begejstret. Jeg var i zombie humør. "Jo mega nuttet", svarede jeg irriteret og satte mine ting ved min plads på forreste række. Hun satte sig ved siden af mig på den tomme plads, hvor der ikke sad nogen. "Inspektør Johnson har bare sagt at det eneste, som hun kan huske fra optagelses samtalen var at hans far var meget høj. Tror du han er høj?" spurgte hun hurtigt og endnu mere begejstret. Læren kom heldigvis ind, og reddede mig fra denne provokerende samtale. Jeg kendte Isabels type. Hun er ligesom et rygte bloddyr som lever på rygter og bagtaler andre. Der var mange som var sure på hende efter en episode, så jeg var egentlig en af de eneste, som hun havde tilbage at snakke med.

Dagen gik hurtigt og alle snakkede uafbrudt om den nye dreng, fordi det var hundrede år siden at der sidst var startet en ny, og det syntes alle åbenbart var meget spændende. Undtalen mig. Jeg var sådanset ligeglad med alle drenge, og de interesserede mig ikke selvom jeg vidste, at andre teenage piger havde en grænseløs interesse for dem. Min bedste veninde i klassen er nok Kathy som støtter mig i alt, og hun har alle de samme interesser som mig. Argh! Jeg hader når hun ikke er i skole. KATHYYYY kom i skole! Hvorfor har du ikke sms'et mig endnu? Er du syg? Ariana er også meget sød, men hun er bare sammen med Blake 24/7, så det er sjældent at vi er sammen.

Da jeg kom hjem var min far på arbejde, så jeg lavede ikke rigtigt noget spændende, jeg lavede bare lektier og pligter. Nu havde jeg faktisk ringet til Kathy 34 gange i dag og sms'et hende 50 gange men hun havde STADIG ikke svaret. Dumme dumme Kathy. Hun er ikke ligeså afhængig af elektroniske ting som jeg er. Jeg husker stadig tydeligt da den slags stads ikke fandtes. Jeg har prøvet at være levende, men det er i ufattelig kort tid i forhold til hvor lang tid, at jeg har været død, og jeg kan knap nok huske min mennesketid uden morgenånde eller klamme zombie bøvser. Jeg var menneske i 17 år, inden jeg blev til en klam død zombie. Det er faktisk en lidt underlig måde, at man bliver zombie på. Man bliver til en zombie hvis en anden zombie bider en.. Og ja det lyder meget som det vampyrer gør. Hvorfor tror alle egentlig på vampyrer nu om dage? Det er bare et fjollet rygte som startede med at være levende død zombie, og det endte med at blive til hugtænder og blod. Fjollet. Det eneste rygte der egentlig passer, er det med at man skal bides for at blive smittet. Mig og min far blev snydt af en klam spedalsk mand, som bed os og viste sig at være en zombie. Ikke nogen sentimetal historie med en elsker og bla bla bla.. Niksen vi blev bare bidt af en klam spedalsk mand. Sandt nok. Og det der med at zombier spiser hjerner er bare noget som rygterne har tilføjet for at gyserne bliver bedre, men det er bare noget værre pjat. Ja kære dagbog, du får hele den store fede sandhed her. Håber du er glad. Godnat.

XOXO.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...