Dating in the Dark - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 feb. 2013
  • Opdateret: 19 apr. 2013
  • Status: Igang
Den 19-årige Perrie Edwards har været youtuber i godt og vel et år, hvor hun ligger covers og sange, hun selv har skrevet, ud. Perrie har efterhånden op mod 1 million subscribers, og hun har lovet sine fans, at hun vil melde sig til Dating in the Dark, når hun når det til de mange subscribers - så det gør hun, da tiden er inde. Hun regner med, at det blot vil gå ud på at deltage, og så er hun hjemme på hendes værelse igen, men sådan viser det sig hurtigt ikke at gå. Det management, der har fået øjnene op for hende, insisterer på, at hun skal gøre ting mod sin vilje, og hvad vil det føre til? *Little Mix er ikke sammen eller noget i denne movella*

345Likes
694Kommentarer
22862Visninger
AA

11. Slipping Away

Jeg havde stadig dårlig samvittighed, da Zayn åbnede døren. Hurtigt skubbede jeg tankerne væk og gemte mig halvt bag Zayn.

"Jeg har ikke lyst til at gå forrest," mumlede jeg genert, og han smilede af mig. Det så ud til, han syntes, det var sødt. "Hvor er du sød," sagde han, før han gik forrest ind. Jeg kunne høre en masse snak, før jeg selv trådte ind, og den første person, jeg fik øje på, var krøllerne. Harry Styles.

Åh, hvor orkede jeg ikke at skulle tilbringe dagen med de personer, som jeg altid havde villet undgå. Det her skulle nok blive rigtigt hyggeligt, jeg skulle bare opføre mig ordenligt, så skulle det hele nok gå godt.

”Her er mange mennesker,” mumlede jeg, efter jeg havde kigget mig kort rundt. Zayn nikkede og puffede mig lidt frem ved at ligge hånden på min hofte, så jeg ikke rigtigt kunne gøre andet.

”Drenge!” sagde Zayn ud i rummet med en hævet stemme, så de fleste kiggede hen mod os. Det fik mig til at rette mig mere op, så jeg ikke stod og lignede den nervøse person, som jeg egentlig var lige nu.

De fire drenge, som Zayn havde kaldt på, var med det samme på vej hen mod os, og det var som om, at jeg i et øjeblik blev helt overvældet af fyr. De kom ligesom bare alle steder fra, og jeg følte mig overfaldet af dem. Men jeg smilede stort, imens jeg nærmest klamrede mig til Zayns arm. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde skulle sige det, men lige nu følte jeg mig rent faktisk tryg ved ham.

”Hej,” Louis rakte sin hånd lige op i ansigtet på mig, næsten, og jeg tog hurtigt i mod den. ”Perrie,” præsenterede jeg mig selv, og et kæmpe smil gled over hans læber. ”Bare rolig, det ved jeg. Vi har hørt meget om dig. Jeg er Louis,” sagde han, og jeg skulle kontrollere mig for ikke at komme med en spydig kommentar om, at jeg sku da godt vidste, hvem han var.

”Harry,” sagde, sjovt nok, Harry.  Jeg smilede blot, fordi jeg ikke så nogen grund til at sige mit navn igen, når han godt vidste, hvem jeg var. Jeg hilste på resten af drengene, og før jeg kunne nå at gøre noget ved det, flettede Zayn vores hænder sammen og kiggede stolt på drengene.

Igen kom den dårlige samvittighed frem i mig, for det var egentlig slet ikke fair, at jeg behandlede ham sådan. Han fortjente det virkelig ikke, og det, at jeg kunne se, hvor stolt han var over, at jeg var med ham, gjorde, at jeg havde virkelig ondt af ham.

Jeg var forfærdelig, var jeg ikke?

”Skal du hilse på Louis’ mor?” spurgte Zayn sødt og uden at vente på svar, hev han mig hen mod en dame, som jeg aldrig i mit liv havde set før. Sjovt nok.

”Jay, det her er Perrie, som Louis insisterede på, at jeg tog med i dag,” præsenterede han mig. Hun kiggede kort op og ned af mig med et venligt smil, før hun rakte hånden frem. ”Godt at møde dig, Perrie. Er det jer, der er kærester eller dater eller noget i den stil?” hun kiggede med et smil frem og tilbage mellem Zayn og jeg.

Jeg panikkede, så jeg kiggede blot hen på Zayn i håb om, at han ville svare. For min skyld kunne det være lige meget, hvad han svarede lige nu, bare han svarede et eller andet.

”Hmm. Jeg vil nok sige, at vi dater, vil du ikke?” han klemte min hånd og kiggede på mig, og jeg nikkede ivrigt og overbevisende. ”Jo, det er da det, vi gør,” jeg lænede mig ind mod ham for at få det hele til at virke mere overbevisende – nok også for at få overbevist mig selv.

”Det er da hyggeligt. Det var også på tide, at du fandt en, Zayn,” hun blinkede, før hun nærmest beordrede, at vi skulle tage noget at drikke. Derfor tog jeg fat i en somersby, da jeg ikke brød mig synderligt meget om at drikke. Det skete da til tider, at jeg blev fuld, men faktisk foretrak jeg for det meste ikke at være det.

Jeg gik lidt rundt, indtil jeg fik øje på en vildt køn brunette. Jeg fik helt mindreværdskomplekser af at se på hende. Hurtigt prikkede jeg til Zayn, der havde sluppet min hånd for at åbne dåsen.

”Hvem er hende der henne? Hun er godt nok smuk,” mumlede jeg ind i hans øre, fordi jeg ikke ville risikere, at hun hørte mig. Det var nok rimelig umuligt, når man tænkte på det faktum, at der var høj musik i lokalet. Så skulle hun da have superører eller sådan noget i den stil.

”Man må godt  nok sige, at du ikke ved så meget om One Direction. Det er Louis’ kæreste. Eleanor Calder. Hun er rigtig sød, gå hen og hils på hende,” opfordrede han, og jeg tog en dyb indånding. Jeg kunne ligeså godt tage mig sammen og snakke med folk her. jeg skulle trods alt gå for at være den, Zayn datede, så jeg måtte lige komme ind i kampen.

Jeg banede mig vej hen mod den kønne brunette Eleanor, og da hun fik øje på mig, lyste hun helt op.

”Hej,” sagde jeg med et friskt smil og holdt hånden frem mod hende. Hun smilede stort og tog den. ”Hej Perrie. Det er Perrie ikke? Jo. Jeg er Eleanor, hvis du er i tvivl,” sagde hun med et sødt smil.

”Det sagde Zayn godt lige til mig. Jeg beundrede dit udseende og spurgte ham om, hvem du var. Altså ikke for at lyde uhøflig, fordi jeg ikke vidste det, men jeg har bare ikke gået så meget op i One Direction, hvis du forstår,” forklarede jeg og følte mig ærlig talt rigtig dum, når jeg stod og sagde det.

Eleanor nikkede forstående. ”Det er da helt i orden. Det er faktisk mere end i orden, når folk ikke kender mig, for så kan jeg være sikker på, at de ikke snakker med mig på grund af Louis.. uden at lyde overlegen eller noget,” skyndte hun sig panisk at tilføje, og jeg nikkede forstående.

”Det er helt i orden, bare rolig,” jeg smilede lidt, ”hvor lang tid har du været sammen med Louis?” jeg var fast indstillet på, at jeg ville holde samtalen kørende, når nu vi var i gang. Jeg skulle blive en del af det her One Direction halløj, som der var så mange, der var en del af.

”Det er lidt over et år vel,” smilede hun, ”hvad med dig og Zayn? Altså, jeg ved godt, at I ikke har været sammen længe, og at I egentlig kun dater, men i mødte hinanden gennem det der program, gjorde I ikke? Eller har jeg taget fejl af noget?” hun kiggede nysgerrigt på mig, og jeg rødmede lidt. Hvor underligt lød det ikke lige, at man havde mødt sin fyr gennem et tvprogram.

…ikke, at jeg havde mødt min fyr, men I ved, hvad jeg mener, ikke?

”Jo, det var der, vi mødte hinanden. Jeg var med i det, fordi jeg lovede mine subscribers på youtube, at jeg ville gøre det, når jeg rundede en million. Og det gjorde jeg så. Og du kender vel grunden til, at Zayn var med, ikke?” jeg kiggede afventende på hende, og hun nikkede. ”Jo, det gør jeg. Men hvad så. Var der bare kemi fra starten af?” spurgte hun.

Jeg kunne ikke undgå at tænke tilbage på første gang, jeg snakkede med ham, og de efterfølgende gange, før jeg havde set ham i lyset. Den måde det havde føltes på, når vi kyssede.. de kuldegysninger han havde kunnet sende rundt i min krop uden videre, og hans små berøringer, som gjorde mig så glad. Hvis bare han så ikke var ham. Det ødelagde alt, og jeg var så frustreret. Kunne jeg ikke se bort fra det eller noget?

”Perrie?” Eleanor sagde mit navn højt, og det gik op for mig, at jeg var faldet ind i min helt egen verden med minderne om selve datingseancen i programmet. Jeg rynkede på panden, fordi jeg pludselig blev forvirret over mine egne tanker. Der var noget, jeg måtte gøre..

”Undskyld mig,” mumlede jeg til Eleanor og tog mig ikke engang tid til at finde et smil frem og give hende, før jeg vendte om på hælen, efter jeg havde stillet min dåse fra mig. Jeg kiggede mig omkring, imens jeg gik, og da jeg fik øje på Zayn, gik jeg målrettet hen til ham.

Jeg opfattede, at han stod og snakkede med et par fremmede mennesker, men jeg var lige glad lige nu.

”Kys mig,” beordrede jeg, og det gjorde, at han nærmest var ved at spytte sin drikkevare ud igen. Han kiggede på mig med et nervøst grin. ”Per- hvad?” han kiggede på sine venner ud af øjenkrogen, og jeg sukkede.

”For helvede da,” mumlede jeg, før jeg trådte helt tæt på ham, og ivrigt pressede mine læber mod hans. Han virkede overvældet, men da jeg ikke gjorde tegn på at stoppe, var det som om, han endelig gik med til det.

Kom nu for helvede, Perrie. Fokuser på ham og lad være med at tænke på, at det er ham.

Jeg prøvede virkelig at gøre, som mine tanker bad mig om, og jeg pressede tankerne om hans Zayn-jeg helt bagerst i min bevidsthed.

Og pludselig nød jeg det her. Jeg kunne mærke, hvad jeg havde set i ham fra starten af, og jeg nød at mærke hans læber mod mine. Langsomt og overrasket lod jeg mine hænder glide op i hans hår, nærmest for at udforske det hele på ny.

Det var det her, jeg havde brændt for, da jeg ikke vidste, hvem han var.

”Woah, babe,” Zayn skubbede mig lidt væk og kiggede mig spørgende i øjnene. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge ham i øjnene, fordi jeg var så forvirret over alt det her. Jeg kunne ikke finde ud af alt det her, for.. jeg brød mig ikke om One Direction, men det var som om, at når jeg skubbede tanken om det til side, så var der altså noget inde i mig.. noget, som jeg ikke kunne komme udenom. Noget, der brændte for ham. Og det var så forvirrende.

”Undskyld,” mumle-hviskede jeg og kiggede ind i hans øjne. Jeg ved ikke, om jeg håbede på at finde noget eller nogen i den stil. I virkeligheden var det nok mig selv, jeg burde tage et kig på, for det var ikke ham, der var problemet her.

Hans blik blev endnu mere forvirret, end det var i forvejen. ”Undskyld for hvad?” spurgte han og lød helt nervøs. Okay, jeg var virkelig ved at sætte gang i et eller andet, som jeg ikke ville.

”Bare, at jeg gjorde det her foran alle. Det skulle jeg måske have… ladet være med,” forklarede jeg med et halvægte smil. Det lød skørt, men det var som om, jeg kiggede på ham med helt andre øjne nu, end jeg havde gjort før. Det var underligt.

Men jeg vidste, at jeg af en eller anden grund havde brug for at snakke med ham, men det skulle ikke være her. Der var noget, jeg blev nødt til at snakke med ham om – dog ikke det, at jeg egentlig brugte ham. Det.. de virkede fjernt lige nu, når jeg stod i den her situation.

Hvad var der, pludselig havde ændret sig så meget med mit syn på ham?

Zayn smilede foran mig. ”Nej, det er helt okay. De må vel vænne sig til det, ikke?” han blinkede kækt, og jeg tvang mig til at smile igen. Denne her gang tvang jeg dog ikke mig selv til det, fordi jeg skulle være en ideal kæreste. Nu gjorde jeg det, fordi jeg ganske enkelt havde alt for mange tanker i hovedet.

”Zayn.. jeg tænkte på noget. Jeg har det ikke særlig godt, så er det ikke okay, hvis jeg tager hjem? Det er VIRKELIG ikke, fordi jeg ikke vil være her sammen med de her mennesker, for de er søde, virkelig. Men jeg har det ikke så godt. Du må gerne komme hjem til mig bagefter, hvis du har lyst,” jeg kiggede undskyldende på ham.

Jeg følte mig som en kælling, men jeg havde brug for at samle tankerne, og jeg havde virkelig brug for ikke at være et sted med mennesker over det hele.

”Hey, det er helt okay. Jeg kommer nok forbi dig senere så, når nu du direkte tilbyder det. Vi ses, okay?” han lænede sig frem og gav mig et kys på kinden, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Smile, fordi det her nærmest var så latterligt. Det var fandeme ligesom at være i et fast forhold eller sådan noget.

For fanden da også. Jeg smilede en sidste gang til ham, før jeg gik hen mod døren uden at sige farvel til folk. De ville alligevel ikke opdage, at jeg var væk, før senere.

 

***

 

Klokken var ti om aftenen, og jeg var praktisk talt ved at falde i søvn. Det var ikke min mening at sove nu, for jeg vidste, at jeg ville vågne alt for tidligt om morgenen så, men jeg kunne næsten ikke holde mig vågen.

Jeg kunne høre en lyd, der indikerede, at døren gik op, og jeg skulle lige til at skrige højt, da jeg kom i tanke om, at jeg havde sms’et til Zayn om, at vi havde en ekstranøgle under måtten. Det måtte være ham, for der var ikke så mange andre, der kendte til det.

Jeg lå med fuldstændig spidsede øre, indtil jeg kunne høre ham bevæge sig op af trapperne til mit værelse. Så var jeg overbevist om, at det var ham og ikke en eller anden voldtægtsmand, der kom for at – sjovt nok – voldtage mig.

”Zayn?” mumlede jeg og blev overrasket over, hvor hæs og træt min stemme lød. Men på den anden side – jeg var også meget træt, så det gik an.

”Jeg er her,” mumlede han. Det lød som om, han havde drukket, og jeg satte mig hurtig op i sengen, så han kunne sætte sig ved siden af mig.

”Du behøvede altså ikke at tage herhen, hvis du gerne ville hjem og sove,” mumlede jeg og kiggede ned på mine hænder. Så gik det op for mig, at jeg måske burde tænde lyset, men lige da jeg skulle til det, tog Zayn fat i min hånd, fordi han vidste, hvad jeg ville.

Der var vel også lidt stemning over det her lys, ikke?

”Jeg ville gerne. Men kan jeg sove her? Jeg har ikke noget lift hjem, for han er lige kørt, og jeg er ikke i stand til at køre, du ved..” forklarede han. Jeg havde lyst til at give ham en joke om, at han jo sleeet ikke havde råd til at tage en taxa, for han var jo ikke rig. Nej da, sådan var det slet ikke.

Hvor kom den pludselige irritation fra? Jeg forstod det ikke. De var garanteret mine forvirrede følelser, der tog overhånd til min negative sides fordel.

”Du er velkommen. Men hey, der var noget, jeg ville snakke med dig om.. omkring, hvorfor jeg opførte mig mere eller mindre underligt tidligere,” begyndte jeg. Lige nu var jeg lykkelig for, at lyset var slukket, for jeg ville ikke kunne kigge ham i øjnene.

”Fortæl,” mumlede han tøvende, og jeg bed mig i læben, før jeg startede.

”Jeg ved godt, at det her kommer til at lyde så fandens underligt, men jeg har altid hadet dig. Dit band. One Direction. Jeg har hadet det, og jeg har virkelig ikke brudt mig om jer. Da jeg lærte dig at kende, var jeg så tryllebundet af det, vi havde. Det var, er, helt unikt, det kan jeg ikke slippe fra.. men det, at det var dig, det.. jeg kunne ikke se bort fra det og tænke på det gode. Så jeg har egentlig ikke rigtigt været mig selv overfor dig i de her to dage, men så var der et eller andet, der gik op for mig til festen, og jeg prøvede at skubbe det hele væk. Og gæt hvad? Da jeg gjorde det, så kom den gamle flamme mellem os tilbage. Det var derfor, jeg pludselig kyssede dig på den måde. Jeg ville mærke det magiske igen og se, om der var noget, hvis jeg tog mig sammen.. og-” ”var der det?” Zayn afbrød mig med hans spørgsmål.

Hans stemme afslørede ikke nogen følelser, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at der fór en masse tanker igennem hans hoved lige nu. Han vidste, at det meste havde været skuespil fra min side af. Hvordan kunne jeg undskylde det?

”Ja.. det tror jeg da,” jeg sukkede forvirret, ”jeg er lidt forvirret, det må du undskylde,” jeg grinede nervøst, men jeg nåede ikke at sige noget, før et par læber blev presset mod mine. Og det var ikke bare et lille, uskyldigt kys – det ville være synd at sige.

Han lagde mig forsigtigt ned ved at læne sig ind over mig, og kysset var mere ivrigt end nogensinde. Jeg lod mine hænder glide op i hans hår, som jeg havde gjort tidligere, og i det jeg gjorde det, trak han sig væk fra mig.

”Kom ikke og sig til mig, at du ikke føler noget ved det her,” hans læber sugede sig fast til min hals, ”det kan ikke kun være mig, der får de her stød i mellem os. Det kan ikke ændre så fandens meget igen, at jeg er Zayn Malik. Det er bare mit navn og mit rygte, du tænker på. Du kender mig. Det kan ændre noget, men det kan ikke ændre på vores kemi,” han kyssede mig ned af halsen, og jeg kunne mærke min vejrtrækning blive mere heftig.

Jeg kunne godt mærke det, han mente. Jeg kunne godt følge ham i det, og han havde ret. Og alligevel var jeg så splittet omkring det hele, for hvis det ikke var, fordi jeg brugte ham, hvad var det så? Det var ikke noget forhold, jeg var ude efter.

”Zayn,” jeg skubbede ham bestemt væk trods min pludseligt voksende lyst til ham, ”jeg kan godt se, hvad du mener.. og.. du har ret. Det har du, men jeg er stadig forvirret,” det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke kunne fortælle ham helt, hvorfor det her var indviklet. Det var også Tom, der startede alt det her op ved at sige, at jeg skulle bruge ham. Hvorfor skulle jeg dog det? Kunne jeg ikke bare have fortjent at få en karriere uden det?

Nu var jeg jo mere forvirret, end jeg nogensinde var. Zayn mumlede et okay, før han lagde sig ved siden af mig. Han havde taget hans bukser af, så han kun lå i t-shirt og boxershorts.

Mine tanker kørte derud af, og jeg vidste, at jeg ville få svært ved at sove. Men alligevel ville jeg lade som om, jeg gjorde det for hans skyld. Jeg ville ikke holde ham vågen hele natten, fordi jeg ikke selv kunne sove.

Der gik ikke lang tid, før Zayns vejtrækninger blev dybere og dermed fortalte mig, at han var faldet i søvn. Jeg ville vende mig rundt og væk fra ham, men det fik jeg ikke lov til, før en arm lagde sig om mig. Det smigrede mig faktisk, at han gjorde det i søvne, og jeg smilede for mig selv.

Efter godt og vel en halv time i Zayns favn og med mange tanker faldt jeg endelig i søvn. Men der var mange drømme i min søvn, der blev ved med at vække mig op hele natten. Fik jeg nævnt, at jeg hadede at være forvirret? 

---------------------------------------------------------------------

Okay, der er altså nogle ting, der er ved at gå op for Perrie nu. Hvad synes I om det? Går det for hurtigt/for langsomt?

Håber. I kan lide det.

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...