Dating in the Dark - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 feb. 2013
  • Opdateret: 19 apr. 2013
  • Status: Igang
Den 19-årige Perrie Edwards har været youtuber i godt og vel et år, hvor hun ligger covers og sange, hun selv har skrevet, ud. Perrie har efterhånden op mod 1 million subscribers, og hun har lovet sine fans, at hun vil melde sig til Dating in the Dark, når hun når det til de mange subscribers - så det gør hun, da tiden er inde. Hun regner med, at det blot vil gå ud på at deltage, og så er hun hjemme på hendes værelse igen, men sådan viser det sig hurtigt ikke at gå. Det management, der har fået øjnene op for hende, insisterer på, at hun skal gøre ting mod sin vilje, og hvad vil det føre til? *Little Mix er ikke sammen eller noget i denne movella*

345Likes
694Kommentarer
23587Visninger
AA

7. Scream

 

Klokken nåede ikke engang at blive mere end ni om morgenen, før min mobil ringede. Eller det var ikke min mobil, det var alarmen, som jeg havde sat. Vi skulle nå en del i dag, i forhold til de andre dage, og det var så også den sidste dag, vi var her.

”Jeg synes godt nok ikke, det er fair, at vi skal så tidligt op,” mumlede Fawn henne fra hendes seng af, og jeg kunne ikke lade være med at smile over hende. Hun havde fuldstændig ret, men jeg tog mig slet ikke så meget tid til at tænke over det. Jeg glædede mig faktisk bare lidt til, at jeg kunne komme hjem og sove i min egen seng igen.

”Nej, men lad os nu bare få det overstået, synes du ikke, at det er en god idé?” jeg rejste mig fra min seng og gik hen til min kuffert. Jeg kunne ligeså godt tage noget pænt tøj på fra morgenstunden, så jeg slap for at skulle skifte senere. Det var jeg garanteret også for nervøs til, når vi nåede til det punkt.

Mine øjne gled over de forskellige ting, jeg havde med, og til sidst faldt det på en kjole. Den var stram og lysegrå omkring overkroppen med skrift henover brystet og løs nede ved lårene og sort. Helt klart en af mine yndlings. Det gode ved den var også, at den ikke var så overdrevet, men alligevel var fin – bare ikke så voldsomt, at man ikke kunne bruge den til hverdag.

Dertil ville jeg, når jeg skulle vises for Zayn, tage et par stilletter på.  (link i kommentar).Så kunne det være, at det måske gav et bedre indtryk eller noget i den stil. Eller også elskede jeg bare at gå i stilletter, og så var det en undskyldning. Who knows.

”Du får jo heller ingen problemer med det, for du er så pæn,” sukkede Grace henne fra hendes seng af. Hun havde endnu ikke rejst sig fra den, og jeg kiggede overrasket på hende. ”Hold dog op, du er da også pæn. Kom nu op med jer tøser. Vi skal også svare på de der spørgsmål, der efter sigende skulle være meget nærgående. Det har jeg i hvert fald hørt noget om,” jeg smilede, imens jeg snakkede.

Jeg var ikke et morgenmenneske nej, men når jeg var sammen med de her to, følte jeg mig pludselig hundrede gange mere som et morgenmenneske. Det var helt vildt svært at få dem op af sengen.

Dog gik der kun yderligere fem minutter, før de var oppe. Det havde muligvis noget at gøre med, at der var fælles morgenmad i et fællesrum, som kun ville stå der til klokken halv ti, så de var tvunget til det, hvis de ville have noget mad.

”Jeg har aldrig i hele mit liv været så sulten, som jeg er lige nu,” mumlede Fawn, da hun lod blikket glide over bordet, hvorpå der var fyldt med mad. Jeg kunne ikke lade være med at grine af hende. ”Det håber jeg da for dig, at du har, for du har vel prøvet at vente længere tid i mellem måltiderne end det her?” jeg kiggede på hende med et hævet øjenbryn.

Overgivende tog hun hænderne op i luften. ”Der fik du mig, Perrie. Og hey – er du egentlig spændt på at møde ham drømmeprinsen der? Du virker mere spændt omkring det, end Grace og jeg gør,” hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå, imens hun tyggede på et stykke bacon.

Jeg trak på skuldrene. ”Ja, jeg er så spændt, at jeg ikke engang ved, om jeg skal glæde mig eller ej. Og det er altså lidt ubehageligt, må jeg nok indrømme,” begge pigerne grinede lidt af mig.

”Jeg tror, det kommer til at gå godt. Hvad ville du egentlig have gjort, hvis det var ham Zayn fra One Direction? Det kunne være sjovt,” Fawn kiggede på mig med det samme nysgerrige blik som før.

”Hvad jeg ville have gjort? Jeg ville holde mig langt væk fra ham,” det røg ud af mig uden tøve, og det fik hende til at spærre øjnene op. ”Jeg kan simpelthen ikke fordrage One Direction. Jeg synger jo selv og er halvkendt – jeg får da penge for det – men jeg kan ikke klare synet af dem. Det er steget dem så meget til hovedet, og ja, de hjælper da med at donere og det, men det er bare som om.. de tænke for meget på mig selv. Og UNDSKYLD, hvis der er en af jer, der er helt skudt i dem – det regner jeg bare ikke med,” jeg grinede det sidste ud.

”Nej, nej bare rolig. Men wow, det vidste jeg ikke. At du havde det sådan med dem altså. Så er det sku meget heldigt, at det ikke er ham, for så ville han hurtigt miste dig,” konkluderede hun.

”Ej, tror du virkelig, at han ville det? Er du helt sikker?” jeg grinede af hende, og hun himlede med øjnene.

 

Zayns synsvinkel:

I dag var dagen, hvor jeg skulle se Perrie for første gang. Det skulle blive sjovt. Men lige nu var jeg igang med at svare på et par rimeligt personlige spørgsmål, som begge parter skulle svare på.

”Hvor tit forventer du, at din kæreste er sammen med dig?” spurgte manden om.

”Så meget, som det er muligt. Nu er det jo begrænset, hvor meget jeg er hjemme, men husk på , du skal formulere det på en anden måde, så hun ikke ved, at jeg er med i One Direction,” svarede jeg nærmest panisk. Han nikkede roligt.

”Hvor tit forventer du sex?” spurgte han så om. Jeg tænkte mig kort om. ”Intet specielt krav til det – jeg er jo selv en del væk. Men selvfølgelig ville det være rart, når man så ses,” indrømmede jeg. Det var akavet at sidde og svare på disse spørgsmål.

”Hvad tænker du med hensyn til familie?” han noterede alt ned, imens jeg svarede hans spørgsmål.

”Ingen familie nu, for jeg vil gerne fokusere på det, der sker lige pt. Men på et tidspunkt vil jeg gerne have en lille familie. 1-2 børn eller sådan,” svarede jeg. Jeg var nervøs ved tanken om, at Perrie rent faktisk skulle vide svarene på de her spørgsmål.

”Er du meget loyal og holder daglig kontakt til din partner, selvom I ikke nødvendigvis ses?” spurgte han så. Jeg smilede.

”Jeg vil allerhelst have kontakt til min kæreste flere gange om dagen, når vi ikke ses. Det er jo ikke, fordi vi ikke findes, bare fordi vi ikke er sammen,” svarede jeg roligt. Manden takkede af og fortalte, at det dermed var de sidste spørgsmål.

Svarene, som Perrie havde givet, viste sig at være skræmmende meget identiske med mine stort set. 

 

***

 

”Jeg tror, at det er.. lysebrunt hår. Det er ikke så langt og heller ikke særlig tykt. Men det er flot,” guidede jeg til den tegner, der sad foran mig. Det var nemlig blevet tid til, at vi skulle tegne et billede af, hvordan vi troede, ’vores’ pige så ud.

”Hun er ikke tynd i ansigtet, men meget sådan.. Smuk. Altså med tynd mener jeg, at hun ikke er sådan helt, slurp.” – jeg lavede en bevægelse med hånden for at vise, hvad jeg mente – ”og så nogle store øjne. Med et sødt og smilende blik,” fortsatte jeg.

Det var sværere end forventet, når man skulle sidde og beskrive billedet af en person, som man havde indeni.

”Hvad med pandehår eller noget?” spurgte tegneren, og jeg tænkte mig kort om, før jeg rystede på hovedet. ”Ikke sådan decideret pandehår, men måske en smule korte ude i siderne. Ikke meget, men lidt,” svarede jeg tøvende og langsomt. Jeg måtte overveje det meget vel, så det ikke bare blev et eller andet tilfældigt, jeg smed af sted.

 

Efter godt og vel 20 minutter til var vi færdige med det. Selv syntes jeg, at jeg havde fået tegnet et nogenlunde godt billede af hende, som jeg forestille mig hende selvfølgelig, så jeg var godt tilfreds med det. Næste gang jeg ville skulle noget, så var det at se hende. Om jeg var nervøs? Jeg var mere end det.

 

Perries synsvinkel:

Jeg var svedig i håndfladerne, bare da jeg skulle fortælle tegneren, hvordan jeg troede, han så ud. Hvordan kunne man på nogen mulig måde være så nervøs? Det var helt anderledes fra nogen nervøsitet, jeg havde prøvet før. Det var nærmest uudholdeligt.

”Jeg er overbevist om, at det er mørkt hår. Det er der bare et eller andet, der siger mig,” mumlede jeg til manden. Jeg følte mig dum i denne situation, men jeg blev ligesom nødt til at gøre det. ”Så kunne jeg også mærke, at han havde markerede kindben og en lille smule skægstubbe,” jeg fortsatte med at sige det, jeg havde tænkt, og jeg var ved at gå i chok, da resultatet mindede en smule om Zayn. DEN Zayn. Dog ikke helt, men der var bare et eller andet ved det. Oh well, man kunne godt sige, at Zayn var lækker – det indrømmede jeg – så det ville ikke gøre helt noget, hvis de lignede hinanden lidt.

Manden nikkede for at vise, at vi var færdige, og jeg bevægede mig nærmest i trance ind til de andre piger. Dybt seriøst anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Der var så lang tid til, at vi skulle se vores fyre, og alligevel virkede tiden utrolig kort. Jeg ville have mere tid til at forberede mig og på den anden side ville jeg bare have det overstået. Så ville jeg ikke have tid til at tænke så meget.

”Du ligner en, der har set et lig, Perrie,” kommenterede Fawn uden at kigge op fra sin mobil. Måske havde hun øjne et andet sted end i hovedet, så hun kunne kigge på mig. Et utilfredst støn undslap mig, imens jeg smed mig ned i en sofa.

”Er du sikker på, at det ikke er mig, der er liget, og dig, der har set mig?” mumlede jeg, og jeg kunne høre, at mine ord fik Grace til at fnise. Fawn kiggede op fra det, jeg fandt ud af var hendes mobil, og studerede mig kort.

”Jep, det er jeg helt sikker på, at det ikke er. Du ser intakt ud,” forsikrede hun mig så. Et smil gled over mine læber, fordi hun rent faktisk tog mine ord seriøst. ”Nå, men det er jeg da glad for, at jeg gør uden på. Jeg tror ikke, at I forstår, hvor nervøs jeg er! Hvorfor er der ingen af jer, der opfører jer, som jeg gør?” jeg sukkede og begravede hovedet i hænderne.

Det var sært. Jeg var rimelig sikker på, at det var, fordi det havde været så anderledes med Zayn og jeg, end jeg havde prøvet med nogen anden fyr før. Jeg havde aldrig haft den stødfølelse eller den kemi med nogen før. Det var helt utroligt, og det var skræmmende. Det var helt vildt skræmmende. Hvad nu, hvis han ikke brød sig om mig, eller hvis nu – det gik jeg ikke ud fra – men hvis nu jeg ikke brød mig om hans udseende. Så ville alle mine forventninger bare falde i vasken. Så ville jeg i det mindste have gjort det for mine fans, kunne man så sige.

”Jeg ved det sku ikke. Måske er der bare et eller andet virkelig ekstraordinært imellem dig og ham, siden du er så nervøs. Det er faktisk helt overdrevet,” forsikrede Fawn mig om, og jeg himlede med øjnene. Hun behøvede ikke at bekræfte mig i, at jeg reagerede underligt, for det havde jeg til min egen ærgelse godt opdaget. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne være normal.

I min rastløshed gik jeg hen foran spejlet og studerede mig selv. Mit hår sad, som det skulle, men alligevel gav jeg mig til at rette lidt på det, fordi det godt kunne sidde en smule bedre. Så rettede jeg på min kjole, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om mine bryster så for dumme ud eller noget i den dur. Det kunne vi ikke have, at de gjorde.

 

***

 

Nervøsitet. Det var det, der kunne beskrive min situation. Jeg skulle se den tegning, som Zayn havde fået frem af mig, og jeg frygtede mere end noget andet, at det slet ikke lignede mig.

Hvad hvis nu det var en eller anden rødhåret pige, han forestillede sig? Som var helt ultra tynd – meget mere, end jeg var? Jeg var ikke den tyndeste, men jeg var da glad for min krop – det var ikke det.

”Ej for helvede, det ligner overhovedet ikke mig!” udbrød Fawn panisk. Der var et billede af en pige, der var alt for mørk i huden til, at det kunne være Grace, og håret var også alt for langt.

Nu blev jeg endnu mere bange.

Et billede med mit navn kom op, og der gik to nervepirrende sekunder, før et billede kom frem.

Jeg havde lyst til at skrige og grine på samme tid. Det både lignede mig og ikke lignede mig. Faktisk var der mange af mine træk med og håret var samme længde og samme tykkelse – men farven? Det var lysebrunt, og jeg havde ikke lysebrunt hår. For fanden da.

Gad vide, om jeg havde ramt bedre med Zayn.

 

 ***

 

Nu var det ved at gå helt galt for mig. Jeg var tør i halsen, og jeg svedte garanteret ufattelig ulækkert meget. Altså, for fanden. Det var Grace, der var i gang med at få hendes fyr præsenteret for sig – og omvendt – og jeg glædede mig til at vide, hvordan det var gået. Fawn havde allerede været igennem det og sad nu sammen med mig.

Hun havde ikke været yderlige optimistisk over udseendet, men hun var dog stadig i tvivl om, om hun ville tage på en date med ham. Hun var rigtig meget i tvivl, for hun vidste heller ikke, hvad han synes om hende  (jeg ville slå ham, hvis han ikke kunne lide hende, for hun var, som tidligere nævnt, noget af det kønneste).

”Jeg vil gerne dø,” indrømmede jeg, imens jeg sad og gloede på det glas vand, der stod foran mig. ”Perrie, hold nu op. Det kan umuligt være dårligere end min oplevelse – okay, det kan det, men altså – det skal nok gå. I havde en vildt god kemi, ikke? Det er det, du har sagt, og ud fra det er jeg sikker på, at det nok skal gå,” hun lagde en hånd på min arm.

Jeg skulle til at svare hende, men lige da jeg åbnede munden, blev døren åbnet, og Grace trådte ind. Hun lignede en stor smiley, så jeg kunne let regne ud, at det var gået godt.

”Fortæl, solstråle,” smilede jeg til hende, selvom jeg højst sandsynligt ikke ville kunne koncentrere mig om det. Mine taker var sjovt nok et helt andet sted.

”Det gik bare så perfekt. Eller jeg ved ikke, hvad han synes, men han er SÅ lækker. Oh my,” hun kiggede drømmende frem for sig, og jeg smilede skævt over det. Det var mere end sødt, at hun havde det sådan.

”Nå, så er det mig,” sukkede jeg nervøst og var næsten ikke i stand til at sige noget. ”Held og lykke. Jeg ved, det kommer til at gå godt,” Fawn trykkede min hånd, og Grace smilede, men jeg gengældte ikke noget af det, fordi jeg var så nervøs.

Jeg gjorde det, som jeg havde gjort før; jeg gik ind i det mørke rum, men denne gang var der en, der greb fat i mig, og så viste personen mig, hvor jeg skulle stille mig. Det var klart, at vi skulle stå et bestemt sted – det ville være lidt svært at se hinanden, hvis vi ikke stod overfor hinanden, ikke?

Kort efter kom Zayn ind, og jeg mærkede sommerfuglene tage til. Holy fuck, hvor blev det her bare underligt.

 

Zayns synsvinkel:

Min puls steg, da jeg blev ført ind i det mørke rum. Jeg vidste, at Perrie også stod her et sted. Hun havde ramt utroligt godt med sin tegning, og det undrede mig faktisk, at hun ikke havde relateret yderligere til One Direction.

Måske, fordi hun havde en eller forestilling om, at det var umuligt, og hun stolede i øvrigt også på, at jeg havde sagt det, der var rigtigt – at jeg ikke var ham.

Jeg blev stillet, og til min glæde var det mig, der skulle se hende, før hun så mig. Der var ikke andet i mig end glæde ved tanken. Jeg glædede mig så meget til at se hende.

Der gik et sekund, så to, tre og til sidst 10. Et lys blev kastet på hende, og jeg fik lyst til at gispe. Hun var ikke bare flot.. hun var noget af det smukkeste, jeg nogensinde havde kastet mine øjne på.

Godt nok havde hun ikke lysebrunt hår, men det blonde var også flot. Hun havde de store øjne, som jeg havde forestillet mig, og det sødeste smil.

Hun så mega nervøs ud, og det gjorde det endnu mere perfekt. Hun var nervøs, fordi vi skulle se hinanden i dag.

Jeg kunne ikke være mere glad. Hurtigt var de ti sekunder overstået, og jeg mærkede straks, hvordan mit hjerte bankede vildere mod mit bryst. Det var nu, det ville gå op for hende, at jeg var Zayn Malik. Zayn fra One Direction.

 

Perries synsvinkel:

Jeg havde aldrig i hele mit liv følt mig så dum, som da lyset var på mig, men jeg håbede, at jeg ikke havde set så dum ud, som jeg havde følt mig. Det ville da være slemt, hvis det var tilfældet.

Jeg tvang mig selv til at tage en dyb indånding, imens jeg talte ned. Talte sekunderne til, at lyset ville komme på ham. 5,4,3,2,1.

Lys.

Mit hjerte gik i stå, da jeg så, hvem det var. Jeg kunne ikke holde en underlig lyd inde, og jeg gjorde ikke andet end at stirre chokeret frem for mig på fyren foran mig. Zayn Malik. Han havde løjet for mig, og det var ham.

Det var en af de fyre, som jeg slet ikke kunne fordrage, og jeg havde kysset med ham. Ladet ham tage på mig, sagt så mange gode ting om ham. Hvordan kunne det ske?

Da lyset igen slukkede, rykkede jeg mig ikke ud af stedet. Tårerne kom frem i mine øjne, uden jeg vidste, hvorfor de gjorde det. Jeg havde forventet så meget, at der måske ville blive noget, men nu var det hele spildt.

Jeg skulle ikke nyde noget af at date ham, lige meget hvad jeg så havde sagt om ham af gode ting i løbet af de sidste par dage. Det her ALLE TING om ham ned. Hvor var jeg skuffet. 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld for ventetiden, har ikke haft så meget mulighed for at skrive, hæhhæhæhæh. Og jeg undskylder også for stavefejl, for den her computer er lidt spastisk, så den retter ikke i selve word, og jeg er træt.. så selvom jeg har tjekket det igennem, kan der godt være et par fejl, hæhæ.

Nå, der var en del af her, som kommenterede det "heldigvis", jeg havde puttet omkring noget med Zayn i sidste kapitel. Nu fik i så lov til at vide, hvad hun synes om dem, woooops. 

Og de så hinanden. Zayn er helt blæst væk, og Perrie er så fandens skuffet, det lille pus. Var det, som I havde ventet, eller har det taget en helt anden drejning, end I troede?

Og hvad tror I, der nu vil ske?

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...