I dag hed han Per

Det er Pers skyld, det er alt sammen hans skyld. Hvis bare han kunne være god, så ville alt være bedre. ~ One shot ~

5Likes
9Kommentarer
750Visninger

1. ~

I dag hed han Per. Han kunne godt lide navnet Per, for der var så mange, der hed det. Per. Det var nemt at sige, og det var nemt at lade være. I går hed han Seneca, men det kunne man ikke hedde, sagde de andre. Så i dag hed han Per.

 

Og Per-ikke-længere-Seneca var godt i gang med at blive spist af det monster, som Grise-Olsen kaldte for sin sofa. Han sank langt ned, så langt, at han ikke troede, han nogensinde ville komme op igen; Grise-Olsens sofa var lavet til rigtige mænd som Grise-Olsen og ikke til små, ranglede drenge, der knap og nap havde en tocifret alder. Per bøvlede rundt i kviksandet til en sofa, men opgav og sad i stedet, så hans hoved lige tittede op fra det sennepsgule uhyre.

 

”Nåh,” sagde Grise-Olsen med en dyb rumlen, der højst sandsynligt var et grin, ”hvad hedder du så i dag?” Per mumlede, at han hed Per, og det fik endnu et brummende grin ud af Grise-Olsen – Grise-Olsen hed nemlig også Per på sin dåbsattest, men alle kaldte ham for Grise-Olsen, selvom han ikke havde haft grise så længe Per kunne huske.

 

”Hvorfor har du egentligt ikke grise, Grise-Olsen?” spurgte Per og så op på kolossen ved sin side. Han forventede grinet fra før, for Grise-Olsens grinte altid.

 

”Det er der godt nok ikke nogen, der har spurgt mig om længe,” mumlede Grise-Olsen. ”Du er da også så ung, knægt.” Han stirrede frem for sig, og Per prøvede at følge hans blik, men der var ikke noget særligt at se på. En svag hvisken – som en brise ved havet – lød, og Per kunne lige opfange det ene ord, som blev sagt.

 

”Hvem er Karen?” spurgte Per.

 

Så kiggede han tilbage på Grise-Olsen, og han så store, stærke Grise-Olsen bryde sammen og ligne et sted, som Per kun havde set på film: Niagara Falls. Per kunne godt tænke sig at komme derhen, men da han så snottet flyde sammen med det klare vand og lydløst bevæge sig ned til Grise-Olsens skæggede hage, så gik det over. Gang på gang hørte Per navnet Karen.

 

Per fik en følelse i sin mave, som han kendte alt for godt, og han kiggede på den rigtige mand, som han lige havde fået til at græde, og han tænkte på alle de andre, han havde fået til at græde, og han vidste, at deres usagte dom var sand: Per var et dårligt menneske. Han fik alle folk omkring sig til at græde, og det var lige meget, hvad han gjorde. Han kunne kun få folk til at græde.

 

Per kæmpede sig fri af sofaen og løb ud af Grise-Olsens stuehus og løb ned ad Hovedgaden og løb videre, og så begyndte han at gå, da han ikke kunne løbe længere. Han skulle væk, for han var ond. Per var ond. Han vidste det, og de vidste det, og det var derfor, de alle sammen pegede på ham. Det var derfor, de grinte. De vidste nemlig godt, at Per var ond, og de vidste, at Per aldrig ville have venner, og det vidste Per først nu. Han kunne ikke engang være venner med Grise-Olsen, og Grise-Olsen var venner med alle. Per var ond, og det skulle de andre ikke bøvle med. Så meget skyldte han dem, når han havde været så ond.

 

Det var først ved Det Gamle Træ, at Per stoppede. Hans ben var fulde af syre, og han kunne ikke klare et skridt mere, så han lod sig falde om under det oldgamle træ ved siden af kirkegården. Per overvejede navnemuligheder, men han kunne bare så godt lide Per, og han havde ikke engang heddet det en hel dag. Men han havde været ond. Måske skulle han bare skifte til John, for John var også et godt navn, og han havde aldrig gjort noget ondt, mens han hed John.

 

John lå stadig under træet efter flere timer. Han døsede lidt væk nogle gange, men fornemmelsen i maven vækkede ham altid efter få minutter. Det var, som om han havde et fysisk hul i sin mave, som om Grise-Olsens tårer ikke kun havde revet gamle madrester og bakterier med sig, men også en del John. Det var forfærdeligt. John mærkede efter med sine hænder, men han kunne ikke mærke noget hul, selvom det gjorde lige så ondt, som han forestillede sig, at en kniv ville gøre. Værre, endda. Men nu havde John heller aldrig skåret sig med en kniv, for han turde ikke holde dem, og slet ikke nu hvor han vidste, at han var ond. Tænk, hvis han gjorde nogen fortræd!

 

Men hvor gjorde det dog ondt. John krummede sig sammen til en bold og prøvede at holde sin vejrtrækning i ro. Hans kinder blev varme, og han hulkede og hyperventilerede på samme tid, han kunne ikke få vejret, men kunne heller ikke holde op, og hvorfor græd han egentligt, når han var den onde? Han prøvede at stoppe, for han var jo ond. Onde folk græder ikke, mindede han sig selv om, og han fik rystende rejst sig selv op, støttet af Det Gamle Træ. Onde folk græder ikke. Onde folk er onde og bliver oppe over deres sengetid og går rundt på kirkegårde, og ved den sidste tanke satte John i gang mod kirkegården, der lå godt hundrede meter fra ham.

 

Han gik rundt mellem gravstenene og prøvede at være god til at være ond, men det var ikke hans stærkeste side at være god til noget. Visheden om, at der lå døde folk under ham, gjorde ham nervøs og ikke spor glad, som det burde. Hans øjne kørte over hundredvis af navne, og himlen over ham blev samme farve som det ar, han havde givet Søren, da John stødte ind i ham med en saks. Og John burde have indset, at han var ond, allerede der. Det indså Søren, og han kaldte ham en masse lede ting, men det var ikke Sørens skyld, for John havde jo lige stukket ham med en saks.

 

Men det var i hvert fald den helt samme farve, som himlen fik, og det var da John lagde mærke til det, at han kom forbi navnet. Der stod ’Karen Olsen’ på en gravsten, og – her måtte John rigtigt nok kigge godt, for han var ikke særlig god til at læse, og det var tal – ved siden af et kors stod der en dato, som John var overbevist om var lidt, før han blev født. Karen Olsen. Grise-Olsen. De hed begge Olsen. Grise-Olsen havde snakket om en Karen i dag. Og grædt over en Karen, på grund af John – på grund af Per.

 

John stod ved siden af graven og beundrede den. Den var pæn med to fugle over navnet og en helt frisk blomsterkrans lagt under. Han kunne ikke holde den ud, for han forestillede sig, at Karen Olsen havde været lige så pæn, og det var klart, at Grise-Olsen havde grædt. John skyndte sig væk, for onde folk græder ikke. Hullet i hans mave voksede, og selvom han hverken græd eller løb, havde han svært ved at trække vejret.

 

Han ville sige undskyld. Måske ville det hjælpe på hullet i hans mave, selvom det sikkert ikke ville, for John var ond og ville gøre noget ondt, inden han var færdig med at sige undskyld og komme væk. John begyndte at gå ind mod byen igen, og det skulle han faktisk også skynde sig med, for himlen var ikke længere samme farve som ar, den var begyndt at ligne hans fars grønne flasker i stedet, og det betød, at John snart skulle i seng.

 

Byen var ikke særligt stor, men det føltes alligevel, som om den tårnede sig op foran ham, da han nærmede sig den. Han kunne vejen til Grise-Olsens hjem udenad, men han gik ikke den direkte vej; det var længe siden, at John bare havde gået den lange vej gennem Hovedgaden i stedet for at skyde genvej over markerne. Hovedgaden var ganske kort, og der lå præcis fire butikker: en kiosk, en boghandel, en købmand og en illegal våbenhandler, som lignede endnu en kiosk. John kiggede ind ad vinduerne til den første butik, og hans fingre krøb ned i hans lomme, hvor han var så heldig, at der lå mønter og raslede.

 

Han gik ind i kiosken, den rigtige kiosk, men han havde ikke lyst til slik, for hullet ville alligevel sluge det hele, inden han kunne nyde det, og han kiggede i boghandlen, for bøger var der altid for ham, når mennesker ikke var, men ingen bog så spændende ud. Den gamle købmand snakkede altid, når man gik derind, og det gad Onde John ikke. Til sidst kom han til den falske kiosk, og han vidste godt, hvad de gemte derinde. Han stod og kiggede ind i den skumle butik, og pludseligt vidste han, hvad han måtte gøre. Hvad han var nødt til.

 

Klokken ringede, da John gik ind, og han kunne knapt se over disken, men alligevel solgte den pengegriske mand til ham uden videre skrupler. Det var nok, fordi han kunne se, at John var ond, og manden også var ond. Han så sådan ud.

 

Klokken ringede igen, da John gik ud. Han havde ikke en eneste mønt tilbage – men han havde heldigvis haft mange flere, end han regnede med – og alligevel smilte han så stort, som han ikke havde gjort, siden John var Felix, og det var uger siden. Han gik med målrettede skridt nu, med et større mål end blot at sige undskyld, og Grise-Olsens have var snart i syne.

 

John kravlede op i det gamle piletræ og overvejede, om han turde. Men han var nødt til det, for han var ond. Han ville vise Grise-Olsen, at han fortrød det, han ville vise Søren, at han fortrød det, han ville vise dem alle, at han vidste, at han var så ond, som de alle sagde, men at de ikke længere behøvede at bekymre sig om, at han var ond. John sendte en tanke til sin mor og hendes røde bil, for hun havde altid måttet leve med en ond søn. ”Du behøver ikke være bange længere, mor,” hviskede John.

 

Et øresønderrivende ’bang!’ flåede først i Johns trommehinde og derefter i hans mave. Hullet var væk og på samme tid større og værre end nogensinde.

 

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. ”Du kommer for sent,” sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...