can't get you out of my head

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 feb. 2013
  • Opdateret: 2 mar. 2013
  • Status: Igang
read it and love it

1Likes
0Kommentarer
479Visninger

3. 3

*** HARRYS SYNSVINKEL ***
Vi går ind på mig og Julies yndlings cafe. Et lille hyggeligt sted der hedder Monmouth – The Borough, som ligger Park St. Julie får en cafe late, Chole en varm kakao og jeg en Irish Coffe. Chole virker til at være en sød pige, men det lader til hun holder noget fra os. Julie snakker om løst og fast med hende. ”Chole? Hvor gammel er du?” spørg jeg, hun virker til at være omkring 20 med personlighed, men ligner en på 16, det gør mig lidt forvirret. ”Jeg er 18. Lad mig gætte på du er 19?” spurgte hun. Hun var blødt lidt op og spurgte nu også ind til os. ”Ja, jeg er 19. Du er god til at gætte” smilte jeg, hun smilte tilbage og kiggede ned i bordet. 
”Der er et eller andet mellem jer to, ikke?” sagde Julie pludselig efter et øjebliks stilhed. Jeg kiggede på hende med et undrende blik. Jeg mødte Chole for 2 timer siden, og så tror hun at der er noget? Og jeg vil aldrig få tid til at have en kæreste lige nu, med turen og det hele. Men jeg kan jo ikke lyve over for mig selv. Jeg har den der fornemmelse. Når Chole ser mig i øjne, drukner jeg i hendes. Når hun smiler, bliver min hud helt dejlig varm. Når hun slår blikket ned i jorden mens hun smiler, har jeg lyst til at sige hun er den smukkeste pige jeg nogen sinde har set. Og når hendes knæ lige snitter mit under bordet, en varme spreder sig i hele kroppen, som gør jeg har lyst til at røre hende mere.
Chole kigger bare ned i bordet med røde kinder og lader mig om at svare. ”Måske, vi har jo kun lige kendt hinanden i 2 timer” minder jeg hende om. Chole kigger op på det lavt hængende ur. ”Jeg må heler komme vider” mumler hun og rejser sig for at få sin jakke på. For jeg for set mig om, er hun smuttet ud af cafeen. Jeg vil gerne snakke lidt mere med hende så jeg løber ud efter hende. Men der er ingen spor af Chole, hun er væk. Som sunket ned under jordoverfladen.

*** CHOLES SYNSVINKEL ***

Hvem er han? Hvad har han gjort ved mig? Hvorfor ham? Hvorfor ikke Jack? De spørgsmål og mange flere suser rundt i hovedet på mig. Det ville have været så meget letter hvis det bare havde været Jack. Jeg ved godt hvad jeg føler. Forelskelse, men hvorfor ham? 
Jeg går ind ad døren til grotten og sætter kurs mod Jack. Min trygge varme havn, der altid ved hvad jeg skal gøre. Jeg ligger armene om hans veltrænede krop, og han lægger med det samme armene om mig. Han må kunne mærke at der er noget galt. Han bukker sig ned og kysser mig i håret, sådan som vi plejer når en har brug for støtte. Jeg holder rundt om hans mave, og han holder rundt om min nakke. Ja, jeg ligner et lille barn i forhold til ham. Han er hele 40 centimeter højre end mig! 
Han begynder at kysse min pande og min kind. Det hele stivner inde i mig. Det eneste der køre rundt er tanken: det her er forkert, stop det! Jeg giver slip og skubber mig væk fra ham. ”hvorfor?” er det eneste som jeg kan få ud af min mund. Han kigger på mig med skyldfølelse, ”je-jeg ved det ikke” stammer han. Han virker til ikke at vide hvad han skal gøre af sig selv. ”du… Du er som min bror” jeg kigger væk. Jeg vil ikke se det sårede blik, som jeg ved han med garanti sender mig. ”jeg troede… Jeg var som en søster for dig” mit blik rammer hans og jeg ved ikke hvad han ser, men det rykker i ham. Som om han vil væk, væk fra mit bebrejdende blik, væk fra mit skuffede drag om munden og vigtigst af alt, væk fra smert. Smerten af jeg føler som han gør. Han gør mine til at gå, men jeg siger at vi skal tage den her. At vi skal få det på plads nu, inden det løber løbsk med os.

*** HARRYS SYNSVINKEL ***

”Harry! Jeg snakker til dig!” råber Louis lige ind i mit øre. Det giver et gib i min krop og jeg vælter bagud ind i en lygtepæl. Jeg kigger mig fortumlet omkring og opdager Louis som griner, han griner så meget at han hoster og sprutter. Jeg kigger mig rundt og ser at Niall er ved at blive kvalt i en kalkun sandwich, mens han griner og hans flirt, Ida, seriøst prøver at hjælpe ham. Rikke står ved siden af og prøver at hjælpe Ida, mellem latter udbruddene. Louis lægger sig ned på knæ da han sikkert mener det er mere sikkert, end at stå og grine som en handicappet hvalros, Eleanor står ved siden af og griner med en fin latter, mens Maja for længst han opgivet hverken at stå eller side, mens hun griner. Zayn står og griner mens han støtter sig op ad en mur, Perrie og Donika støtter sig op ad hinanden. Liam står og griner normalt, mens Danielle hænger op ad ham og Astrid står og læner sig op ad en lygtepæl. Julie står og kigger på mig, meget indtrængen.
”Sorry, var bare et andet setd” mumlede jeg og rettede på mit hår. Da de endelig fik taget sig sammen gik vi vider op i Louis og Els lejlighed. Vi hyggede men jeg blev ved med at side og tænke på Chole. Da mig og Julie kom hjem, spurgte hun mig med det samme om der er noget galt. Jeg ville så gerne sige nej, men jeg vil og kan ikke lyve overfor hende. ”Jeg ved det ikke. J-jeg kan bare ikke få Chole ud af hovedet” mumlede jeg og så mig frustreret om. Julie satte vægten over på den anden fod, lænede sig lidt bagud og krydsede armmene mens hun undersøgte mig. Sådan stod vi i noget tid, indtil hun rettede sig op og sagde ”nå, er det bare det” og gik hen mod telefonen så hun kunne bestille pizza. Men for mig var det ikke bar det. Jeg ved ikke hvorfor det er så andreledes nu og hvis det stod til mig, ville jeg bare glemme hende. Hun var bare en tilfældig pige på gaden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...