can't get you out of my head

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 feb. 2013
  • Opdateret: 2 mar. 2013
  • Status: Igang
read it and love it

1Likes
0Kommentarer
478Visninger

1. 1

Jack løber ind i vores grotte af et hjem, som mest af alt minder om en gammel klam kælder. Han snerrer og råber op som en vild, noget med en møg unge som har lavet ulykker igen. Jack ser helt uhyggelig ud som han står der, han mangler bare at spyede med ild og røg ud af ørene. Han mider mest af alt om en stor sur tyr, da han tager fat i en lille møg unges arm. Ungen hviner og skriger, men ingen ligger mærke til hvad der sker, for os der her været her i år, ved det er ganske normalt. ”din lille møg unge! Ved du overhovedet hvad du har gjort!? Eng gang til og jeg skal personligt vride halsen om på dig, dit kryb” skriger han mens han rusker den lille dreng frem og tilbage, så hans hoved nikker som en nikkedukke. I min øjenkrog registrer jeg gamle forkrøblede Magda, som rejser sig op. Hun krydser gulvet så hurtigt som hun nu kan. ”Jack, giv slip på drengen!” hviner hun op som en stykket gris, og slår ham på brystet. Alt dette forgår lige foran mine øjne på mig. Jeg ser hvordan Jack bliver endnu mere vred og smider drengen væk fra sig, og stikker Magda en sygnede lussing. Han virke ond og farlig, hvis man ser det udefra og ikke kender ham. Men alt han gør, har han en grund til at gøre, han vil aldrig slå hvis han ikke havde en grund til det. Men at han slår gamle Magda er der ingen der bryder sig om. Der opstår et postyr, som jeg ikke gider eller orker at tage mig af, så jeg smutter hurtigt og ubemærket ud af døren. Ud i Londons knap så fine gader. Jeg kan jo lige så godt tjene penge når jeg nu har en chance, Jack lader mig ikke komme ud så meget. Han siger jeg skal være helt udlært først men, hvem gider bruge tid på det? Når han nu bruger tid på at skændes med de andre kan jeg ligeså godt lave noget fornuftigt. Jeg skubber et par stykker planke væk fra den slidte grime plankeværk, som er et af skjule enhederne for vores hjem. Bag plankeværket er der en busk med torne, men gennem tiden har jeg lært at udgå dem. En hurtig lille løbe tur gennem en lille have og et spring over dets hegn, og så står jeg på noget der ligner en gammel legeplads. Jeg blander mig hurtigt med den lille mængde mennesker, men styre i retning af den nært liggende park. I parken sætter jeg mig på en bænk, og kigger efter mit første offer. Der går et gammelt ægtepar langs stien og sluder, men det har jeg ikke hjerte til at gøre. En mor med tre rollinger som hun har besvær nok med at styre. To 13 årige der ligner Olesen tvillingerne. Moren og tvillingerne kunne jeg godt. Jeg rejser mig fra bænken og går ligesom tilfældigt i deres retning. Den ene tvilling har sin jakke åben, og man kan se en lyserød pung. Næsten for nemt. Få meter fra dem lader jeg som om jeg taber noget og bukker min ned for at samle det tabte op. Da de er en meter fra mig rejser jeg mig op, og lader som om jeg får over balance, og vælter frem. Min hånd stikker ind og tager fat om pungen, jeg får den skubbet op i jakkeærmet, der heldigvis er alt for stor. Jeg skubber mig fra hende og mumler undskyld, mens jeg smutter forbi hende. Hun siger noget til mig, om at man ikke bare overfaldt folk sådan. Men jeg er ligeglad. Jeg fik hvad jeg kom for. Nu til moren. Lidt svære, men ikke meget. Jeg laver bare det samme nummer med at tabe noget, bare ved siden af hendes taske, hvor pungen ligger frit fremme. Jeg supper den hurtigt da moren skulle se på en af sine unger, som skulle vise hun kunne et eller andet.  Lige idet jeg rejste mig op, så jeg en lille pige med springvand og lyserød kjole, falde og slå sit knæ. Det skar mig i hjertet, nok er jeg van til at se små børn græde, men hun minder mig så meget om min søster, Ahs. Uden at tænke vider over det, skyndte jeg at smide pungen ind i brystlommen. Jeg løb hen til hende og satte hende på. ”Så, så. Hvad er der sket med dig?” spørg jeg med et opmuntrende smil. Hun kiggede på mig med hendes grå øjne, der minder så meget om Ahs’. Hun pegede på hendes knæ, med hendes buttede små fingre. Jeg rullede forsigtigt hendes knaldblå leggins op, og så en lille hudafskrabning. ”Skal jeg puste på det?” spørg jeg, og hun nikker forsigtigt. Jeg puster og laver en sjov lille grimasse efter hende. Hun grinte og klappede i sine små buttede hænder. ”hvor er din mor henne?” hun gav mig et smil og pegede over mod en blod dame. ”Der! Der” grinte hun. Jeg gav hende et smil og sendte hende over til hendes mor.  På vej hjem tænkte jeg på den lille pige mens jeg forsigtigt tæller pengene. Tvillingen havde 40 pund på sig og more 95, hvilket vi sige at det var et rimelig slut resultat på 135 pund. I morgen kan jeg købe varmt mad. Måske få en t-shirt eller noget. Vi får ikke tit mulighede for at få noget nyt, sidst jeg fik noget nyt var et halvt år siden. Det var et par slidte grå hygge bukser og en gammel grim sweater, men det var også kun på grund af at Jack var vokset ud af det, og jeg manglede noget.  Jeg er nok det tætteste han nogen sinde har været på en familie, med undtagelse af Magda som tog sig af ham fra begyndelsen, da hun stadig var lidt ung. Jack har en uhyggelig historie. En dag for 20 år siden var der en ukendt person, som lage en lille tøj bylt på Magdas trappetrin og ringede på. Sådan gik det til at Jack havnede ved Magda. Men Magda havde ikke penge nok til dem begge, så hun prøvede forskelige børnehjem, men ingen gad have et halvt årig barn til sig, som man ikke kendte forældrene på. Magda var derfor nød til at tage Jack til sig, men hun siger hun allerede så småt var en smule forelsket i hans mørke brune øjne, og tandløse smil. Sådan gik det til at Magda blev nød til at sælge huset og kvitte jobbet som rengøringsdame, for at tage sig af Jack. Men hun lærte at stjæle og fandt ’grotten’, som jeg kalder vores hjem. Men som tiden gik, slog flere og flere hjemløse sig til dem. Og for 12 år siden sluttede jeg mig til dem. Mine forældre smed mig ud da jeg var 7 og jeg lærte at klare mig selv, jeg var en hård negl, fandt mad, varme og vand. Ja, jeg var tynd, da Jack fandt mig. Uhyggelig tynd. Men jeg ville ikke med ham. Han var en irriterende bøffel, der ikke ville lade mig være. Et halvt år efter han fandt mig, sluttede jeg mig til dem. Men kun fordi han lokkede med mad, vand, varme, bad og en madrase. Det var midt om vintern og jeg var en stædig, hård negl. Men han tog sig af mig, som jeg var hans søster. Selvom han ikke ligner. Han er høj, flot, sportslig bygget, flotte mørke lokker, høje kindben, bred næseryg og mørkebrune, smukke øjne. Jeg er lav, spinkel, grimme blonde tjavser, høje kindben, mellem brede af næseryg og kedelige grå øjne. Han er mega flot, han kunne blive forsidemodel på modeblade. Jeg, ja jeg er mere en man ser på gaden, men ikke ligger mærke til. Jeg er som en bille på ens vej, en man glemmer. Mine øjne søger efter Jacks, men hans er uopnåelige. Skammen efter at have slået Magda strålede ud fra kroppen på ham, og det lignede han havde grædt. ”Man skal miste for man kan få” mumlede jeg for mig selv. Hver gang jeg ser ham i øjne vidste jeg at det var sandt, og jeg har langt igen, når han har mistet så meget, og jeg så lidt. Jack gnubbede sig mellem øjenbrynene og mumlede noget uforståeligt, med at det jo snart må være hans tur. Jeg svarede ham med et ’mm’ og prøvede for 117 gang at fange hans øjne. Jeg havde lyst til at bede ham om at se i mine øjne, men var bange for hvad jeg ville se. Ofte har han hele historier i øjne, ofte til den knap så gode side. ”Prøv at se det fra den lyse side?” forslog jeg, mens jeg prøvede at duppe hans sår rene. Efter at have skændes med de andre, havde han slået hånden gentagene gange ind i vægen over vores seng. Hans knor og led var hævede og blodige. Han skar en grimmasse og rømmede sig. ”Og hvad fanden er det så?” brummede han, med en stemme helt nede fra brystet. Endelig så han mig i øjne og de skræmte mig. Bange, skræk, vrede og skyldfølelse, men der var også noget andet. Medlidenhed? ”Nu kan det i det mindste ikke blive være” mulmlede jeg og sænkede blikket ned på hans hånd igen, da hans blik skræmte mig. ”Jeg tror måske der går betændelse i det” mumler jeg, igen for mig selv. Hans svar var en brummen, som skal forstås ’det mangler da lige’. Pludselig blev min hånd meget interessant, i hans øjne. Han drejede den og satte den op som Tarzan gjorde ved Jeans. Så drejede han sin hånd, så vi flettede finger. Min mave fortalte mig at det her, ville jeg ikke. Jack var som en bro for mig, ikke mere. Så jeg gav slip på hans hånd og løb hen mød parken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...