Sort frem for Hvid 1

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Færdig
Den handler om en pige der mister den person hun elsker mest, men ikke alt er mistet da hun finder ud af, hun er gravid. Hun nægter at finde Ham igen, men vil skæbnen finde sig i at hun efterlader ham, til fordel for en tilværelse med barnet.

Den handler også om en dreng der har mistet den han elsker mest i hele universet, han føler at han har mistet alt, han har mistet hende også har han mistet synet. Men da han finder ud af, at hans søster er der for ham. Finder han ud af at han ikke har mistet alt. han har en følelse af at hans liv ligger i ruiner siden hun forsvandt. Han vil gerne havde hende tilbage men det er ikke så nemt.

1Likes
2Kommentarer
1178Visninger
AA

19. Veronica (Drengen)

Jeg sad på mit værelse og tegnede. Det tog lang tid, da jeg hele tiden mistede synet. Da min flakse var tom orkede jeg ikke at hente en ny, så jeg kørte fingrende hen over papiret. (Wow. Jeg kan mærke de helt små streger. Dem jeg tegner med helt rolig hånd og som nogle gange kan være svære at se. Selv for mig. (Jamen hvis jeg kan mærke dem, må jeg vel også kunne føle dem med mit sind.) Jeg søgte ud mod papiret. Jeg kunne mærke alt. Jeg lagde tegningen fra mig og fandt et nyt stykke papir. Jeg begyndte at tegne. Hurtigere end nogen sinde før og mere præsis end før. Jag lagde blyanten og begyndte at farve. Jeg kunne mærke hvilken farve de forkellige farver er. Da jeg lagde farveblyanten gik jeg ud i køkkenet. I dette hus, vil jeg aldrig gå ind i noget om vi så flyttede rund, byggede til og hvis jeg var svimmel. Jeg kendte det som min egen baglomme. Jeg tog en flaske, drak lidt og skyndte mig ind på mit værelse. Jeg tog tegningen op. "Wow. Phippy kom lige." Hun kom forsigtigt ind på mit værelse. Hun havde altid ment at det er skræmmende, ulækkert og ubehageligt. Jeg forstår hende ikke. Jeg har jo kun et Kranie. Jeg holdt tegningen op. "Se lige." "Wow. Det er den flotteste tegning du nogensinde har tegnet. Hvor lang tid har du brugt på den?" "Hmm. Ca. en halv time." "Wow." "Jeg har været blind mens jeg tegnede den. Jeg kan føle alle, og jeg mener alle, stregerne med mit sind." "Wow Tris. Du er virkelig god." "Tak."

 

Phippy var taget hjem til Rimfire. Og jeg tog ned til jagtmarkerne i blondinernes verden. Ikke for at jage men for at tænke. Jeg ignorerede alle og stirrede lige ud i luften. Jeg kunne jo ikke se alligevel. Pludselig var der en der prikkede mig i øjenen og tog mine gule kontaktlinser ud. "Av!" "Smil" Jeg genkendte stemmen som Veronicas, min storesøster. Jeg nåede ikke at reagere før jeg hørte blitzen. Jeg tog fat i hendes arm "Vero... Kom nu. Lad vær med at give billedet til rådet." "Niks." Jeg fulgte efter hende da hun begyndte at gå. Jeg kunne mærke til at hun transferaede væk fra markerne med mig. Hun blev ved med at gå. Jeg var ligeglad med hvor vi var bare jeg fik det billed. "Kom nu." "Niks." "Så giv mig i det mindste mine kontaktlinser." "Nej." Det gik pludselig op for mig hvor jeg var. Men inden jeg nåede at give slip på hende og transferere hjem, greb hun fast i min arm og trak mig efter sig. (SHIT!) *Veronica. Vær nu sød.* *Niks.* "Hej ærede rådsleder." "Hej Veronica. Hvad vil du? og hvorfor har du ham med?" Jeg havde lukket øjnene så han ikke kunne se farven. "Her se lige det her billede." Sagde hun og jeg kunne mærke på om omgivelserne at hun kastede kameraet op til rådsmanden. "Jamen han har jo grå øjne." "Ja." "Han er blevet blind." "Men hvorfor har du ham med?" "Det har jeg fordi jeg ved at du gerne vil af med ham. Og nu har du changsen. Hans lille eks-kæreste er her ikke og Phippy er her heller ikke." "Du er en guldklump Veronica." Sagde han og råbte så: "GRIB HAM!" Pludselig var jeg omringet og en masse blondiner holdt mig. Der var for mange til at jeg kunne identificere hvor de var. Men jeg vidste at den eneste som stod stille stod foran mig og rakte en hånd op efter mit hår så de nemmere kunne komme til at se mine øjne. Jeg var hurtigere end ham og bed ham i fingeren. Jeg bed hul og slugte det blod som kom ud i min mund. Han hev hånden til sig men jeg havde fået lidt blod i systemet så jeg kunne se. "Hans.. hans... øjne... de de er højgule... men hvordan?" Sagde Rådslederen. "Åh... Det kan jeg fortælle dig" Sagde jeg og prøvede at ryste dem af mig. "Men så skal de slippe." "Nej. Aldrig." "Jeg ved det." Sagde Veronica. "Sig frem min kære." "Han kan se på grund af blodet i hans system. Han bliver snart blind igen." Jeg hvæsede højt. *Engel?* Sendte jeg ud til HENDE! (Jeg fik kun lidt blod så mit syn forsvinder snart igen.) *Hvad er der Tris?* Hun lød opgivende. *Det er rådet og Veronica. Jeg er fanget. Kan kun se i kort tid endnu.* *Jeg kommer hvor er du?* *Jeg er...* Mere nåede jeg ikke at firtælle HENDE, før noget ramte mig hårdt i hovedet.

 

VERONICAS SYNSVINKEL:

Han sendte en hjælp ud til sin eks og sikkert også Phip. Så jeg handlede hurtigt og slog ham hårdt i hovedet så han gik ud. "Sådan. Nu kommer der ikke nogen og hjælper ham." "Det er godt Veronica. Sæt ham fast til væggen. bag gardinet i tilfælde af at vi bliver forstyret." Vagterne hang Tris op på væggen med jernkæder der kunne holde en blondiner og en djævel af hans kalipre. Jeg sagde "Ses senere" Og gik ud af rummet for at transfererende ud til jagtmarkerne igen for at spise. Og uden for døren stod Tris lille eks. "Veronica." Sagde hun. "Jamen godmiddag." Svarede jeg bare og smilede. "Hvor er han?" "Ikke i denne verden længere. Spillet er ude." Sagde jeg lige inden hun kastede sig frem mod mig med tårende løbende ned af kinderne. Jeg transferede væk inden hun ramte mig. Jeg gik på jagt og tog hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...