Sort frem for Hvid 1

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Færdig
Den handler om en pige der mister den person hun elsker mest, men ikke alt er mistet da hun finder ud af, hun er gravid. Hun nægter at finde Ham igen, men vil skæbnen finde sig i at hun efterlader ham, til fordel for en tilværelse med barnet.

Den handler også om en dreng der har mistet den han elsker mest i hele universet, han føler at han har mistet alt, han har mistet hende også har han mistet synet. Men da han finder ud af, at hans søster er der for ham. Finder han ud af at han ikke har mistet alt. han har en følelse af at hans liv ligger i ruiner siden hun forsvandt. Han vil gerne havde hende tilbage men det er ikke så nemt.

1Likes
2Kommentarer
1395Visninger
AA

21. Uudholdeligt rent sølv. (Drengen)

Da jeg vågnede igen havde jeg en drivende hovedpine. Jeg slog øjnene op og fik et chok. For det første kunne jeg se og for det andet stod øverste rådsmand foran mig med en stor sølvkniv i hånden. Jeg kunne se at den var af sølv, fordi jeg er en konge djævel  Min far er djævelen selv. Og vi er allergiske overfor sølv. Og den var til og med ren, rent sølv er være en beskidt. Jeg kikkede fra kniven til ham der holdt den. "Det gør du ikke." Sagde jeg besværet, på grund af kæderne. Håndjernene som holdt mine hænder og fødder fast mod væggen var også af sølv og brænder sig ind i min pels. Jeg kunne ligefrem lugte den svitsede pels, Det var specielt slemt fordi kæderne og håndjernene holdt mig oppe, jeg rørte ikke jorden jeg hang på væggen. Han rørte mig kun lige akkurat på armen med kniven, ikke noget der ville kunne lave hul men det føltes som om han skar min arm af. Jeg skreg, meget mod min vilje. Jeg skreg aldrig af smerte, jeg holdt det altid inde, klemte tænderne sammen. Men nu. Jeg kunne ikke lade være. Jeg var en anden mere svag person nu. "Det er ude med dig Tristan Risto." "Jeg giver aldrig op!" Sagde jeg stadig besværet og hvæsende. Han grinede bare og lagde knivens brede side mod min kind. Jeg klemte tænderne sammen og prøvede for alt i verden at holde det i mig. Jeg kunne mærke smertes tårende løbe. Da jeg kunne mærke en tand der rykkede sig lidt på grund af presset gav jeg efter. Jeg kunne ikke mere. Jeg skreg, som en i himlen. Jeg kunne mærke at mine tåre blandede sig med det blod, der kom ud af såret. Bare det at han holdt den 'ufarlige' side mod min kind lavede hul. Det var i sandhed rent sølv, ingen tilsætningsstoffer, ellers have den ikke lavet hul. "Hvad siger du så nu?" Sagde han da han fjernede kniven fra mig. Jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere tung i kroppen, jeg havde svært ved at holde øjnene åbne. Men jeg kæmper imod, jeg nægter at give op nu. "Aldrig, i livet din... din..." Jeg spyttede på ham. mit syn forsvandt. blodet var ude af mit system. Det vidste jeg jo ville ske. Jeg begyndte at høre deres stemmer som om de hviskede til mig. Jeg trak vejeret besværet. Jeg kæmpede for ikke at give efter. rådsmanden blev sur, jeg kunne fornemme at han var ved at gøre sig klar til at stikke mig. Men smerten kom aldrig. Han begyndte at råbe i stedet for. Jeg kunne ikke høre hvad han sagde og opgav at kæmpe mod min krop og gav efter. Jeg lod mørket lukke sig om mig. Jeg kunne ikke høre, ikke føle, ikke se. Jeg kunne ingenting. Her var ingen smerte, ingen vrede, ingen sorg. Her var kun mig. Jeg var helt alene. Og her vil jeg blive for altid. Her var rart. Her er helt vidunderligt. Mit personlige drømmeland. Jeg er helt sikker på at jeg er død. Jeg ved at jeg er død. Intet andet kan føles så dejligt. intet andet kan være så vidunderligt her midt i smerten. Mit liv i denne verden er endt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...