Sort frem for Hvid 1

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Færdig
Den handler om en pige der mister den person hun elsker mest, men ikke alt er mistet da hun finder ud af, hun er gravid. Hun nægter at finde Ham igen, men vil skæbnen finde sig i at hun efterlader ham, til fordel for en tilværelse med barnet.

Den handler også om en dreng der har mistet den han elsker mest i hele universet, han føler at han har mistet alt, han har mistet hende også har han mistet synet. Men da han finder ud af, at hans søster er der for ham. Finder han ud af at han ikke har mistet alt. han har en følelse af at hans liv ligger i ruiner siden hun forsvandt. Han vil gerne havde hende tilbage men det er ikke så nemt.

1Likes
2Kommentarer
1157Visninger
AA

6. Skal, skal ikke (Pigen)

Jeg havde hurtigt fundet mig til rette i huset og manden som egentligt hed Eripe, hver gang jeg hørte hans navn tænkte jeg på en sang: eripe me quia cadere e nubibus. (red mig, for jeg falder fra skyerne) Mahad tvang alle til at lære den udenad, måske smart, med mange skræmme billeder, det fik de hvide til at forblive hvide, men dem der blev sorte fandt ud af sandheden. Jeg kiggede ud af vinduet fra soveværeslet, der var de mest nødvendige ting i huset, men jeg savnede en omkring mig, pludselig ringede min telefon, jeg kiggede ned på den Phippy, hvorfor ringede hun, jeg sukkede og tog den  "Hej det er Phippy." "Hej Phippy. Hvad vil du?" hun virkede anderledes end normalt, jeg havde regnet med at hun vil begynde at skælde mig ud, blot for ikke at tage telefonen når HAN ringede til mig, men det gjorde hun ikke "Hvordan går det." jeg ville fortælle hende alt om faldet, om barnet og at HAN var far til hende, men jeg stoppede mig selv i det "Tja. Det går godt." jeg overvejde hvordan jeg skulle fortælle hende om det hele, om at jeg var sort og om barnet  "Øh, Phippy. Vil du ikke holde på en hemmelighed for mig?" jeg vidste godt svaret "Altid." nu er der ingen vej tilbage, hun skal vide det "Jeg er sort igen. Men du skal ikke fortælle ham det. Det gør jeg selv, når jeg finder det nødvendigt." der blev stille et sekundt eller to "HVAD? Hvorfor har du ikke fortalt ham det?" hun bekymre sig om HAM selvom HAN skræmte hende ind imellem "Det er næsten lige sket." "Okey. Men du burde sige det. Han savner dig så meget, han håber hele tiden på at du kommer tilbage. Du sku ha set ham for lidt siden. Da han fandt ud af at det var mig, så han vildt skuffet ud. Man kan virkelig se det på hans øre." jeg vidste hvad hun mente HAN havde en helt spicel måde at ligge ørene ned på når HAN blev skuffet men HANS øjne var mere afslørede "Ja. Og specielt hans øjne." jeg tog en dyb indånding, det var farlig hvis jeg foresatte af den vej, jeg ville begynde at græde uden nogle til at stoppe det "Hans dejlige gyldengule øjne." de kunne blive helt syregule når HAN blev vred, men når HAN var skuffet bliv de matte og mere blanke. Jeg savner HAM så meget mere end noget andet, HANS evige måde at snige sig uden om tingende, den måde HAN troede jeg ikke så når HAN var ``sammen´´ med mine Veninder.

"Du savner også ham. Jeg kan høre det på dig." jeg sukkede "Ja. Det gør jeg. Mere end nogensinde." "Jamen hvorfor kommer du så ikke lige forbi. Han vil ikke ligge mærke til dig alligevel." hvad sagde du lige Phippy?!? "Øh. hvorfor?" jeg måtte lyde overrasket. "Øh ser du. Vi var uden for en ulykke igår, og lige nu ligger han med forbindinger omkring hovedet." Phippy er du ude på at slå mig ihjel?! "HVAD! Er han kommet noget til?" det ved hun nok ikke han nægter altid at fortælle om det gør ondt, han ved at hans svage punkt er steder der gør ondt. "Det kan jeg ikke sige. Lægen vil ikke fortælle mig det. Og han vil som sædvalig ikke fortælle noget, hvis han har ondt. Du kender ham jo." jeg sukkede lavt "Men han kan stadig fornemme mig." "Jeg kan sløre hans evne lidt. Jeg har en metode." hvor kender du sådan noget fra? "Okey, Men Phippy. Jeg har en ting mere som du skal vide." "Hvad er det?" jeg tøvede var det nu også en god ide at fortælle hende det "Øh... Jeg er gravid." jeg smilde, bare tanken om at jeg var det gjorde mig glad "Hva. Hvad vil du sige til ham, næste gang du ser ham?" det havde jeg da ikke tænk på "Øh. Han er faren. Uventet. Han ved ikke noget. Og indtil videre skal han heller ikke vide det. Men Det bliver en Pige." vi snakkede i lang tid før hun sagde farvel og lagde på.

Jeg satte mig ned, pludselig kunne jeg mærke noget løbe ned af mine kinder, jeg græd, over at HAN var kommet til skade, hvorfor også lige HAM af alle personer, hvorfor ham, jeg holde så forfærdelig meget af ham, det var da også en fordel når det kom til Malthe, min fine Malthe, en god ven, jeg blev mere tryg, ved tanken om min aftale der forbød ham at røre alle jeg har kært. Jeg sukkede, der var ingen vej uden om, jeg ville se ham men jeg vidste at der ikke var noget at gøre, jeg savnede HAM så forfærdelig meget.

Jeg transferede hen tæt på det sted Phippy sagde de var, jeg gik ind og fandt hurtigt stuen hvor de var. Jeg kiggede ind på dem, der stod en dreng og en pige jeg ikke kendte, jeg gættede på at de var nogle af Phippys venner, alt andet ville være underligt. Der gik ikke lang tid før de gik "Hej" jeg kiggede stille på hende, hun virkede til at være let overrasket over at jeg kom, men hvorfor var jeg endelig kommet, jeg spurgte mig selv om det hele tiden om og om igen. "Hvad ved du helt præcist, omkring hvad der er sket med ham?" Phippy trak lidt på det "Phippy? Hvorfor kan jeg næsten ikke høre dig?" Phippy gik over til HAM og hviskede et eller andet, jeg vidste ikke længere hovede og hale i det, det lignede slet ikke HAM at ligge i sengen og da slet ikke sådan et sted her. Jeg og Phippy snakkede lidt videre, da HAN i nogle minutere havde gabt, til sidst faldt HAN i søvn.

Jeg gik over til HAM, trak stolen over til mig, sad der bare og holde HAM i hånden, pludselig begyndte han og mumle, i starten var det meget ufostålrigt men det sidste ord forstod jeg "De.De." jeg stirrede, HAN kaldte mig det kun når der var noget HAN ville have eller når HAN vidste at HAN havde kvajet sig, men nu! HAN sov, hvordan kunne HAN sige det nu, af alle tidspunktere hvorfor nu, HAN havde da massere tid til at snakke med mig, men han var altid vendt om når han så mig, ALTID! Jeg mærkede at mine kindere var våde igen, engetligt var jeg ligeglad med at Phippy stod i rummet, men til min overraskelse var hun gået. Jeg havde slet ikke opdaget det. Jeg holdte ikke tårende tilbage, der var ingen der kunne se mig alligevel, jeg sad i lang tid og kiggede på HAM, pludselig flyttede HAN sin hånd i søvne og trak let i min trøje, jeg ville ikke trække mig væk, HAN havde det svært nok, så jeg lagde blot mit hovede på sengekanten og lukkede øjnende, jeg ville alligevel vågnde før HAN gjorde, HAN mumlede mit navn i søvne, et eller andet sted var jeg glad for at det var mit navn HAN mumlede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...