Sort frem for Hvid 1

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Færdig
Den handler om en pige der mister den person hun elsker mest, men ikke alt er mistet da hun finder ud af, hun er gravid. Hun nægter at finde Ham igen, men vil skæbnen finde sig i at hun efterlader ham, til fordel for en tilværelse med barnet.

Den handler også om en dreng der har mistet den han elsker mest i hele universet, han føler at han har mistet alt, han har mistet hende også har han mistet synet. Men da han finder ud af, at hans søster er der for ham. Finder han ud af at han ikke har mistet alt. han har en følelse af at hans liv ligger i ruiner siden hun forsvandt. Han vil gerne havde hende tilbage men det er ikke så nemt.

1Likes
2Kommentarer
1288Visninger
AA

20. I krig og kærlighed... (Pigen)

Jeg stirrede frem mod Veronica "Jamen godmiddag." Svarede hun bare og smilede. "Hvor er han?" "Ikke i denne verden længere. Spillet er ude." Sagde hun. Jeg blinkede en enkel gang og kunne mærke en tåre løbe ned af min kind før jeg kastede mig halvhjertet imod hende, men før jeg ramte hende forsvandt hun, kylling var min eneste tanke. Jeg stirrede frem for mig, var det sandt var HAN virkelig død, nej. Malthe måtte ikke røre ham, ikke uden at spørgere om lov til at høste hans sjæl. Jeg samlede tankerne og lyttede efter tegn på at HAN var i live "Det gør du ikke" stemmen var halvkvalt og lød til at havde ondt, det kunne kun være HAM. Han skrig op, sølv det kunne kun være sølv, jeg tog sølvpistolen op af dens hyldester og skiftede skudende om til træ. Han plejede aldrig at skrige. Han holdt det i sig lige meget hvad. Sådan var han før. Selv om han skrig stirrede jeg frem for mig, hvordan kunne de gør noget så slemt, prøve at dræbe Satans yngling, helvedes øjesten, den kommende hersker til helvede, også er der nogle der tør behandle ham sådan! Jeg kunne høre dem snakke, men Tris kunne jeg ikke høre efter skriget. Pludselig skreg han igen, kort efter hvæste han "Aldrig, i livet din... din..." jeg kunne ikke høre mere, hvilket gjorde mig utryg. Jeg fik mig sparket igang og gik mod døren, en fra rådet skulle ikke behandle MIN Tris sådan, det dør man af!

Jeg sparkede døren op og før nogle vidste hvad der var sket, havde jeg skudt efter den øverste rådmand "Fang hende" han havde tabt kniven, da den ramte gulvet klingede den, sølv rent sølv, "Dem der har livet kært. SKRID! NU!" dem der var deres håndlangere og stikkerent-drenge/piger forvandt med det samme og det var kun øverste og tre andre der havde været med til det og var tilbage. "Dræb hende, for forræderi" jeg foldede mine vingere helt sammen og satte i løb, den kniv jeg havde taget med, blev skubbet frem så jeg kunne gøre modstand, de to af dem var hurtige til at angribe og hurtige til at gå i gulvet. Den sidste og den ældste var de eneste der stod tilbage "Angel, hvorfor? hvorfor redde ham, han er ingenting for dig" sagde den sidste der stod der. Jeg stod små 10 meter fra ham "Hvis Tris skal dø." jeg sukkede "Så dræber jeg ham selv!" jeg kylede kniven efter den ældste, der var ved at samle sølvkniven op igen "Arhhhh!" min kniv ramte ham i skulderen "Dette bliver ikke det sidste du ser til rådet. Stol på det!" jeg fandt en ny kniv frem fra lommen "Forsvind!" den ældste rådmand transferere væk også hans anden hjælper var forsvundet. "Tris?" han svarede ikke. Jeg fik ham ned fra vægen, han havde brandsår på hals, arme og ben "Åh lille Tris, du har bare at være i live" jeg samlede kniven op og stoppede den i tasken "Okay, jeg tror min mor har et par snigmordere som jeg kan bruge til at tage hævn" Jeg fik fat under hans hoved og sad med ham som var han høj, jeg kunne ikke finde på andet lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...