Sort frem for Hvid 1

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2013
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Færdig
Den handler om en pige der mister den person hun elsker mest, men ikke alt er mistet da hun finder ud af, hun er gravid. Hun nægter at finde Ham igen, men vil skæbnen finde sig i at hun efterlader ham, til fordel for en tilværelse med barnet.

Den handler også om en dreng der har mistet den han elsker mest i hele universet, han føler at han har mistet alt, han har mistet hende også har han mistet synet. Men da han finder ud af, at hans søster er der for ham. Finder han ud af at han ikke har mistet alt. han har en følelse af at hans liv ligger i ruiner siden hun forsvandt. Han vil gerne havde hende tilbage men det er ikke så nemt.

1Likes
2Kommentarer
1212Visninger
AA

25. Hvorfor mig? (Drengen)

Vi blev sidene på tæppet i lang tid, på et tidspunkt kom min datter hen til os. Nu er jeg lykkelig. Jeg har Engel ved min side og en datter i mit skød. Vi sad der midt på tæppet hele natten, og ventede på solopgangen. Jeg ville bare se solen. Jeg længdes efter den. Den gav sig god tid, men kom endelig. Jeg vendte mig mod Engle. "Engel. Jeg elsker dig." Sagde jeg og klemte vores datter lidt tættere ind til mig, mens Engel lagde hovedet på min skulder og kikkede på solopgangen.

solen var kommet helt op over horisonten og ødelagde alle skygger. Da jeg var levende havde jeg elsket natten, jeg havde levet for natten, men lige nu ønskede jeg at solen blev ved med at skinne på mig. Min kind begyndte lige pludselig at svide. HUN rettede sig op og tog vores datter ud af hænderne på mig. "Tris?" hviskede hun. "Hmm." sagde jeg fraværende. "Bliver du her for altid?" "Ja. Det lover jeg. Jeg vil aldrig forlade jer." Svarede jeg. Min kind gjorde mere og mere ondt. Jeg klemte øjnene hårdt sammen mens smerten blev større og større. Pludselig lå jeg op af en eller anden. Sikkert HENDE. Der var en der rørte min kind, og det gjorde forfærdeligt ondt. Jeg greb lynhurtigt hånden og slog øjnene op. Jeg kunne ikke se. "ARR" Skreg han. Jeg kunne høre at det var en læge på HENDES mors arbejdsplads. Jeg havde tit været her som lille. Jeg vred hans hånd rundt til jeg kunne høre leddet brække. "AVVV! Jeg troede at han var død. Der var intet tegn på liv." Han var helt hylet ud af den. Jeg smilede. "Som du kan se så havde jeg ret." Sagde HUN bag mig. "E.... Engel. Du fik mig ud i tide." "Selvfølgelig." jeg kunne høre at hun havde været bekymret. "Hvorfor gør min kind ondt?" Spurgte jeg og tog min hånd op for at røre kinden, men Engel greb den før jeg nåede at røre den. "Du blev såret derinde. Kan du ikke huske det?" Jeg rystede på hovedet. "Nej. Jeg ved at jeg hang på væggen og at jeg blev slået rimlig hårdt i hovedet og at rådsmanden vil dræbe mig, men hvordan ved jeg ikke." "Hmm. Det er vist også bedst." Svarede hun bare. "Hmpf." var der en i den anden ende af rummet der sagde. Jeg ignorerede det midlertidigt. "Hvor slemt er det?" "intet brækket, Kun et stort sår på kinden, sår på håndled og ankler og nogle skræmmer hist og her." Hun lød fraværende. Det var der jeg kom i tanke om at jeg havde været død, men hvis jeg havde været død burde Malthe så ikke være her? var det ham der fnyste? det kom ihvertfald fra hjørnet længst fra mig. "Malthe?" sagde jeg. "Hm." Svarede han fornærmet, sikkert over at jeg er vågnet. "Kommer du ikke lige herhen?" "Niks." "Men Malthe, hvordan skulle jeg kunne gøre dig noget når jeg ikke kan se noget." intet svar. Jeg prøvede at komme op at side, men HUN lagde armene om mig og holdt mig nede. "Nej Tris. Du er ikke klar til at komme op at stå." "Men Malthe. Han ville høste mig." "Det fik han ikke lov til." "Men, men." Sagde jeg og opgav at tale hende til fornuft. Men jeg er meget stærkere end hende. Jeg rev til og kom helt op at side men HENDE om livet. "TRIS! STOP!" Råbte hun. Jeg kunne mærke at lægen var bange for mig og sad sammenkrympet over i hjørnet. "Malthe! Skrid! NU! Jeg kan ikke holde ham ret meget længere. Og din sten gløder." Han puffede fornærmet væk. "ENGEL!" Råbte jeg irriteret. Jeg vendte mig mod hende og skubbede hende med at ligge inden jeg lagde mig over hende, for at hun ikke skulle stikke af. "Men hvis du slår døden ihjel bliver du jo den nye død, og en død der ikke kan se? også bliver du jo aldrig djævlen efter din far." Hun lød en lille smule bange, Det burde hun også være, og det var hun som regl også når jeg var i dette humør. "DU kender mig godt nok til at vide at jeg ikke vil være helvedes hersker." "ja." Hendes stemme rystede. Jeg flyttede mig fra hende. "To sek. Engel." Sagde jeg og rettede opmærksomheden mod lægen som stadig sad i hjørnet. To nano sekunder efter stod jeg over ham. Jeg bukkede mig ned og drejede hans hoved. Han strittede en lille smule imod. "Hvis du stritter imod gør det kun mere ondt!" Sagde jeg. "Lad ham. Han dræber dig ikke. Jeg stopper ham om lidt. Man kan ikke stoppe ham før!" Sagde hun roligt over fra sengen stadig lidt usikker. Jeg hakkede tænderne i hans hals og drak. Jeg fik synet tilbage og blev ved at drikke det varme blod. Pludselig hev HUN mig i håret, hun hev mit hoved bagover så jeg slap. Jeg kunne ikke gøre noget, det gjorde vildt ondt. "UD!" sagde hun komenderende til lægen som hurtigt forsvandt ud af døren, hun slap mit hår og jeg trak tænderne ind igen. "Dig!" Sagde jeg. Hvorfor skulle hun altid stoppe mig når det smagte bedst. jeg fik hende tilbage til sengen og lagde mig over hende igen. "Tris?" "Hmm." Sagde jeg fraværende. Jeg var ukonsentreret på det hun sagde, jeg havde meget travlt med at studere hende. Hendes hår var blevet længere, Hendes tøj var kort som altid, Også var hun faldet lidt af på den, hendes slanke figur var væk. "Gider du lade være?" "Niks. Er du faldet af på den?" "Hva...? Nårh. Ja, har ikke haft tid til at holde min træning." Der var et underligt udtryk i hendes øjne, men jeg ignorerede det. "Det skal jeg nok få lavet om på." "Nej Tris." Sagde hun bestemt og skubbede til mig. Det var ikke et skub der ville kunne flytte mig, men det var nok til at jeg reagerede på det. "Hvad?" Spurgte jeg irriteret da hun rev mig ud af mine tanker om hendes krop mod min. "Nej. Lad være." Sagde hun. "Hvorfor?" Spurgte jeg og vidste at jeg så skuffet ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...